De Unge og de Rastløse

GUATEMALA CITY: Jeg er taget til Guatemala for at følge op på den folkelige protestbevægelse og kampgejst, der bølgede igennem Latinamerika i sommeren 2015, for at snakke med min egen generation af kvinder og mænd, om deres hverdag, om deres drømme og om, hvordan de ser på deres egne muligheder i dagens Guatemala. Jeg spurgte dem også om valget af den amerikanske præsident Trump, kommer til at betyde noget for deres hverdag/fremtid. Denne reportage er resultatet af mit gensyn med et land og en ny generation som først og fremmest insisterer på at lukke verden ind, og på at skabe en plads til Guatemala på verdenskortet- med eller uden Trump.

Chefredaktøren: Vi er den første generation som ikke er bange

”Det som kendetegner min generation, er at vi er den første efterkrigsgeneration, som ikke er bange for fortiden og som ikke accepterer korruption og straffrihed.” 

Sådan beskriver Martin Rodriguéz Pellecer, journalist, feminist og grundlægger af online nyhedsmediet Nómada, min generation (de 25-30+årige). Med ham i spidsen har Nómada på få år, skabt sig en trofast læserskare på 1,5 millioner – med fire unikke daglige besøg. Jeg møder ham på Nómadas lille velbemandede redaktion i Guatemala City til en snak om forandringskraft, hverdagshelte og naboskab.

”I et samfund, hvor de færreste unge indtil for ganske få år siden ikke interesserede sig for politik, har begreber som aktivisme, retfærdighed og medborgerskab fået en helt ny betydning,” bla. takket være de sociale mediers udbredelse, medgiver Rodriguéz Pellecer. 

Nyetablerede kritiske medier som Nómada har nydt godt af den senere tids politiske udvikling og udsyn i Guatemala; og fungeret som aktiv medskaber af den kulturelle forandring og vitalitet, jeg møder hos en af min generations stærkeste stemmer.

Befolkningens historiske mobilisering på tværs af klasse, race og alder endte således i 2015 med at vælte den forhenværende general og præsident, Otto Pérez Molina og hans regering, af pinden i kølvandet på afsløringer om eks-præsidentens rolle i den største politiske skandale om korruption og magtmisbrug i landets nyere historie – den såkaldte ”La Línea-skandale”.

”Det helt store arbejde ligger foran os nu, men jeg bilder mig ind, vi er bedre rustet end vores nabolande i Mellemamerika, fordi vi i Guatemala ser og har oplevet at forandringer, er mulige,” vurderer Rodriguez Pellecer adspurgt om den politiske situation pt.

Demokratisk opblomstring eller status quo?

Kommer valget af Donald Trump og en en evt. mur til at betyde noget for civilsamfundet og den fortsatte politiske organisering i Guatemala, spørger jeg. 

”Jeg skammer mig over mine egne politikere og erhvervsledere,” udbryder Martín Rodriguez Pellecer. 

”Imens dele af Latino-diasporaen i USA organiserer sig og indtager gaderne i storbyer som New York, Boston og Mexico City, forholder Guatemalas øverste ledere sig i tavshed.” 

Han tøver, som andre iagttagere, med at spå om hvad der kommer til at ske, hvis den amerikanske præsident bygger den meget omdiskuterede mur. Men én ting står klart efter indsættelsen af Trump d. 20 januar, 2017: Hadet til mexicanere, muslimer og centralamerikanerne, synes at være en blivende del af Trumps retorik og politik overfor de uvelkomne gæster.

Hverdagens helte  

Chefredaktøren lægger ikke fingrene imellem, når talen falder på sit lands ledere, til trods for at hans medie, Nómada, er blevet lagt ned op til flere gange ”af systemet”: 

”Tænk på at 1,5 millioner guatemalanere, har været så ivrige efter at hive deres familie ud af fattigdom, at hver og én har lånt mindst 3.000 dollars til at krydse Mexico og arbejde fra solopgang til solnedgang i USA. Det svarer til at hver guatemalaner sender 3.000 kr. hjem om måneden til deres familier. Og resten af os står for det meste op kl. 4:00 om morgenen for at tage på arbejde.”

”Til alle os, siger præsidenten at vi skal bevare roen og være stærke i troen!…” (Citat fra den nuværende præsident Jimmy Morales Facebook-profil dagen efter indsættelsen af Trump).

Rodriguéz Pellecer efterlyser politisk mod fra magthavene, men også sammenhold fra sit eget bagland: medierne, aktivisterne, journalisterne, iværksætterne – den generation som insisterer på at være den forandring, de gerne vil se i Guatemala. 

”Jeg er begyndt at indtale mine ledere om morgenen på vej på arbejde som talememoer,” siger han imens han logger på Skype og gør klar til sit næste møde med en amerikansk donor. Sådan kan hverdagen se ud for en moderne familiefar, der står i spidsen for et af landets mest toneangivende uafhængige medier for tiden.  

Sociologen: Ikke mere ”business as usual” 

Ifølge den guatemalanske sociolog og Ph.D. ved Texas University, Daniel Perera, har civilsamfundets vækkelse i Guatemala det til fælles med andre folkelige protestbevægelser som f.eks. Podemos i Spanien, Occupied i USA, Soy 132 i Mexico, at befolkningen kræver mindre korruption, mere gennemsigtighed og flere muligheder. Sociologen og chefredaktøren er dog enige om, at bevidstgørelsen og mobiliseringen i Guatemala, især er et fænomen, der foregår iblandt de yngre generationer i middelklassen i byerne. 

At der siden er sået tvivl om befolkningens motiver for at gå på gaden, kommer ikke bag på Perera. 

”Husk på at vi aldrig fik en revolution i Guatemala, men i stedet et halvt århundrede med borgerkrig og før det kolonisering, intervention og en historisk dominans mellem (hvide) overordnede og deres subordinerede (oprindelige folk).” Konspirationsteorier om USA’s indblanding, bestikkelse af fattige bønder og lovning på mad, florerer iblandt politiske iagttagere til både højre og venstre. 

"Det er et forsøg på at forstå og forklare, hvordan store dele af erhvervslivet, husmødre, oprindelige befolkninger og unge tilbage i 2015, havde fået nok og lykkes med at vælte en præsident,” uddyber han.

Rodriguéz Pellecer vurderer, at den folkelige bevægelse i dag har tabt momentum, men vejrer også morgenluft: 

”Civilsamfundet står til matchpoint, hvis det lykkes at få gennemført de nødvendige reformer af vores retsvæsen i 2017, så det ikke længere kan betale sig at være kriminel og korrupt i Guatemala.”

Globaliseringen gør sit indtog

Daniel Perera forsker i sociokulturel antropologi og eksperimentel etnografi i Guatemala, og han er optaget at hvad det vil sige at være guatemalaner i dag, og af at finde svar på de spørgsmål, som det guatemalanske samfund står overfor netop nu. 

”Fortæl mig om dig selv på tre minutter, Daniel! Det er til den her bog jeg arbejder på”! Vores interview bliver afbrudt af Pereras fætter, der (uanmeldt?) kommer forbi. Her er hvad han svarede fætteren:

“Jeg har været væk fra Guatemala i 8 år, fordi jeg tog til USA for at læse og siden slog mig med i Oaxaca i det sus lige Mexico for at være en del af Universidad de mi Tierra, et lokalt fællesskab, som søger at skabe alternative måder at leve og være i verden på (politiske, sociale, økonomiske og medmenneskelige). I fire år udvekslede vi meninger og erfaringer, og jeg oplevede derfor den folkelige mobilisering i mit hjemland udefra, men besluttede at vende hjem i kølvandet på begivenhederne.”

”Det du fornemmer og kommer for at undersøge her i Guatemala, fornemmer jeg også”, forklarer han mig. ”Det er små forandringer, men de er til at tage og føle på. For mig at se, er det vi oplever et generationsskifte, unge mænd og kvinder, som har et åbent sind, som tror på sig selv og som er forbundet med resten af verden via de sociale medier især og som udnytter teknologiens muligheder.”

”De har ikke oplevet borgerkrigen, og er samtidig vokset op i en global og digital tidsalder. Det har bevirket at de er mere progressive, mere åbne socialt og kulturelt og dermed også mere åbne overfor nye tanker og idéer.” 

Den her forandringskraft og kreativitet, kan du se, hvis du går en tur i zone 4, slutter Perera. 

Hér har Guatemalas yngre generation på få år har installeret sig med sociale fællesskaber, delekontorer, kaffebarer, cykler, lokale bagerier, madmarkeder og kreative værksteder.

Iværksætterne: Det bedste af Guatemala til resten af verden

Et andet sted i byen, et par dage senere, sidder en ung kvinde med en mission, og et ønske om at gå forrest. Bibi Gonzalez er 29 år, veluddannet med to kandidatgrader på CV’et og grundlægger af sin egen not-for profit organisation, ”Waik – Eat Better”. Ved siden af den nystartede organisation arbejder hun som konsulent her og der, for at få økonomien til at hænge sammen. Hun er berejst, men bor stadig hjemme hos sin forældre, har en lille bil, og betegner sig selv som privilegeret. 

Hun er også udvalgt til at være ”Young Leader of the Americas” (YLAI), og er sammen med otte andre guatemalanere en del af initiativet, ”der skal bygge broer imellem unge ledere på tværs af det amerikanske kontinent”. Et initiativ for unge latinamerikanske  civilsamfundsledere og iværksættere, som startede i slutningen af Barack Obamas regeringsperiode. Bibi er stolt over at være blevet udvalgt, fordi det bekræfter hende i det valg hun har truffet: at blive hjemme og skabe sit eget, hvor hun er født, fordi mulighederne i en global forbundet verden ligeså vel kan skabes her. 

Drømmen?  

At revolutionere fejlernæring i Guatemala og gøre sine landsmænd bevidste om den mad de indtager; med et budskab om at fejlernæring ikke kun er et spørgsmål om fattigdom, men også om oplysning og uddannelse. Sådan nogen som Bibi, var indtil for nylig rejst ud i verden. Måske til USA eller Spanien, fordi det var velanset og fordi mulighederne for at blive til noget i familiens øjne og for at leve uden ekstrem ulighed, fattigdom, korruption og banderelateret kriminalitet, lå uden for landets grænser.

Så hvorfor bliver hun og mange andre veluddannede unge kvinder, pludselig hjemme, vil jeg vide? Svaret falder prompte:

”Nødvendighed, viljen til at gå forrest og skæbnen,” griner hun, og fortsætter: 

”Jeg havde et ønske om at skabe mit eget og at sætte handling bag mine værdier og evner – og fordi jeg kan bidrage med noget, som Guatemala har brug for. Mit ”kald”, som overbeviste mig om, at jeg kan gøre allerstørst forskel lige her, lige nu,” siger hun. 

Samme ønske om at skabe sit eget, fik Diego Olivero. Han er 32 år, industriel designer og har ved siden af firmaet ”The Mayan Store”. Hvert år kreerer den sociale iværksætter to unikke kollektioner med det bedste Guatemala, kan levere indenfor tekstiler og kunsthåndværk. Også han er udvalgt som en ung latinamerikansk forandringsagent. Diego bor i zone 4, hvorfra han også arbejder, og han har lovet at vise mig rundt i det spirende kvarter, som til en sammenligningminder om Københavns Indre Nørrebro. 

Ude godt men hjemme bedst 

Diego lever af at skabe indkomster og muligheder for andre: landets oprindelige folk især; kunsthåndværkere, hvis stolte traditioner er gået i arv fra mayaerne og deresfamilier og lokalsamfund ude på landet i Guatemala. Han har gjort det til sin mission, at vise det bedste Guatemala har at byde på til resten af verden. Hans virksomhed har indtil nu løftet flere hundreder familier ud af fattigdom de sidste fem år, og reddet stolte indianske vævertraditioner.Samtidig har han og hans team af designere, skabt nogle produkter, der kan afsættes til en fair pris og konkurrere på markeder verden over indenfor designindustrien. 

Du har rejst og boet i udlandet, så hvad tiltrækker dig vedGuatemala lige nu?, vil jeg vide. 

”Jeg er født her, men står med et ben her og et udi verden. Jeg skal til at vælge om jeg tør give slip på min lokale identitet, blive eller taget springet. Jeg har rejst meget og har mange kunder overalt i Latinamerika, men jeg oplever at Guatemalas iværksættere, ridder på en bølge af kreativitet og opmærksomhed, som til en forandring er positiv, uddyber han. Den gejst vil jeg gerne bruge til at udvikle nye idéer og bygge broer til resten af Latinamerika for min egen skyld og de mennesker vi arbejder med.”

Hvor ser du sig selv om 10 år? Forhåbentlig her i fuld gang med mit arbejde, forbundet med de globale muligheder, jeg selv er med til at skabe, især sociale forandringer og netværk på tværs af det latinamerikanske kontinent, fortæller han ivrigt samtidig med at han instruerer de håndværkere, som pt. renoverer The Mayan Stores nye showroom i zone 4, så Diegos nye kontor og udstillingsvindue forenes i byens pulserende kvarter. 

Forandring fryder 

Hvad jeg troede skulle blive et møde med en stagneret udvikling og et resigneret folk, skulle i stedet vise sig at blive en livsbekræftende tour-de-force i socialt iværksætteri  og latinamerikansk kreativitet – båret frem af globaliseringens muligheder, de sociale medier og et generationsskifte. De første spadestik til andet samfund karakteriseret ved: en ny kulturel bevidsthed, en idealistisk skabertrang, politisk deltagelse og forbundenhed med resten af verden (?). Et gensyn med en generation med noget på hjerte, som først og fremmest insisterer på at lukke verden ind, og på at skabe en plads til Guatemala på verdenskortet. 

Dét var, hvad jeg mødte overalt på min vej igennem et kontrastfuldt by-og højlandsamfund, hvor også den tidligere finansminister, en lokal turistguide i junglen, en aktivist og på alle måder atypisk nonne i højlandet, adskillige aktive NGO-medarbejdere og tidligere kollager, kunne nikke genkendende til forandringskræfterne i det evige forårs land.  

Kilder: Oxfam-IBIS Guatemala, egne noter, GESCCAudviklingsprogrammet, Dr. Edgar Balsells, InsightCrime, Plaza Pública, El Periódico, Centro de Paz Barbara Ford. 

Rejsen er støttet og var mulig takket være støtte fra DANIDAs rejsestipendium (Oplysningsbevillingen).