Maria Rytter
Kurator, forfatter, cand.mag. i historie og antropologi.
1981-84 var hun museumsinspektør i Herning, hvorpå hun sammen med sin familie drog til Botswana med Mellemfolkeligt Samvirke. Her var hun med til at grundlægge ”Khama III Memorial Museum” med tilhørende arkiver.
I Danmark har hun stået bag oprettelsen af Forsorgsmuseet ved Svendborg Museum, og i 1990erne været en drivende kraft bag oprettelsen af Arrestmuseet i Fåborg. Hun har været ekstern lektor på Syddansk Universitet, har skrevet en række bøger og antologier, samt tilrettelagt flere udstillinger i Danmark, hvor ”Lang vej til Frihed” om Nelson Mandela også blev vist i Norge og Sydafrika. Hun har instrueret dokumentarfilm fra Danmark, Indien, Bhutan og Botswana. I 2010-11 var hun leder af en undersøgelse af klager over overgreb og vanrøgt på danske børnehjem, som resulterede i ”Godhavnsrapporten”
( Syddansk Universitetsforlag, 2011). Lige nu arbejder hun på en større udstilling om Døves levevilkår gennem 150 år i Danmark for CFD (Center for Døve), samt en bog om global historie centreret omkring kong Khama den Store og hans bidrag til Europa.
I 1988 så jeg en film om nogle smukke oaser i Nordafrika, som trækfuglene bruger som base, når de skal fra Europa til Afrika. I udsendelsen fremkom den forbløffende oplysning, at halvdelen af alle Europas landfugle trækker til Afrika.
De bor naturligvis her, fremgik det af udsendelsen, og så flyver de til Afrika for at overvintre. Men for befolkningen i de afrikanske lande hører fuglene jo til dér og flyver til Europa for at yngle.
Et barndomsminde
Lige før jeg et par år tidligere skulle rejse til Botswana som u-landsfrivillig, fik jeg en mærkelig trang til at gense mit fødehjem, som jeg var flyttet fra, da jeg var fem år gammel.
Det var rejsen til Afrika, der fik mig til at føle, at jeg måtte have min egen historie klarlagt, før jeg kunne tage af sted. Langt inde lurede måske også den farlige tanke, at jeg af den ene eller den anden grund aldrig ville komme tilbage igen.
Et par dage før afrejsen fra Kastrup tog jeg så turen fra Odense til Vejby i Nordsjælland. Det blev ikke nogen særlig stor oplevelse. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt genkende stedet.
Vejen var lavet om, og jeg følte, at det ville være lidt for komisk at stå der og blive sentimental foran lågen til det forkerte hus. Men på de nordsjællandske landeveje stod en ting fra min tidlige barndom pludselig klart i min erindring: Kantarelturene i skovene ved Tisvilde og Asserbo.
Jeg huskede hvordan jeg sad foran på stangen af min fars cykel, når vi tog på svampeture. Og jeg smilede ved tanken om, at jeg havde lært min lillebror at sige svampens navn, tralleraller blev det til i den to-åriges mund.
Svampe fra Zombas granskov
Et par år senere holdt vi juleaften ved Malawisøen midt i Afrika, En hed tropenat med cikader og blide bølgeskvulp og bål på stranden i stedet for juletræ.
Næste dag tog vi til Malawis gamle hovedstad, Zomba, og gik på byens marked for at handle ind. Over Zomba hæver sig et højt plateau, hvis sider er bevokset med nåletræer. I boderne på markedet kunne man købe alt fra ananas og kokosnødder til nye kartofler og jordbær. Alt sammen dyrket inden for en radius af nogle få kilometer.
I en bod solgte en ung kone svampe, og her lå kilovis af gule, faste kantareller. ”Hvordan er de kommet herned?” var min første tanke. ”Hvilken fanatisk svampeelsker har medbragt og plantet Nordeuropas kantareller her inde midt i Afrika?”
Vi købte naturligvis af svampene og nød deres smag af dansk skovbund og barndommen i Nordsjælland. På vejen tilbage til Botswana gjorde vi holdt i Zambias hovedstad Lusaka, og på det store marked fandt vi også kantareller til salg.
Det var her, det gik op for mig, at ingen havde medbragt kantareller til Afrika og spredt dem, de gror her bare, ligesom de gror i Danmark. Forældre og børn plukker dem i fællesskab dér, ligesom vi gør det her.
Og de synes nok, at kantarellens smag er helt typisk for deres hjemegn, ligesom jeg indtil den dag havde ment, at den var noget så typisk dansk.
Privilegeret, men utilpasset
I to år var jeg en privilegeret u-landsfrivillig som kunne fordybe mig fuldtids i den botswanske kultur.
Det var en svær begyndelse. Hele mit første år gik rent mentalt med at fokusere på alle forskellene mellem dem og os, mens hele mit andet år gik med at opdage alle lighederne.
I Botswana var jeg slank og bleg og fregnet. Hvor jeg end gik, var jeg anderledes. Som en syg albino vandrede jeg omkring i den sparsomme skygge fra træer og huse.
Fra begyndelsen var det tydeligt, at jeg ikke passede til landet. Jeg kunne kun betragte livet dér fra mit eget punkt, og det var udenfor. Det føltes som om hele samfundet stod i en ubrydelig cirkel med ryggen til mig.
Menneskene i Botswana var perfekte, smukke og helstøbte. Hudens brune farve gjorde den tykke sexet, den slanke guddommelig og den gamle ung.
Deres munde havde hvidere tænder, deres øjne tættere øjenvipper, deres fingre var aldrig korte og plumpe. Deres led var smidigere, deres gang smukkere og de mødte mig med venlig tålmodighed, som var jeg en særligt udvalgt gæst.
Men jeg blev mere og mere hvid og min for dem ukendte hjemstavn skrumpede ind til den ært på verdenskortet, den hele tiden havde været. Til slut opgav jeg at nævne dens navn.
For dog at adskille mig fra de mange blege mennesker fra Sydafrika, kaldte jeg mit hjemland for Europa.
Integrationen fuldført
På utallige måder fik jeg efterhånden justeret mit verdensbillede, gjorde mig fri af fordommen om Europas og Danmarks førsteplads på verdensscenen.
Jeg gjorde den enestående og samtidig så indlysende erfaring, at Jordens centrum kun er Europa for europæere.
At jeg kunne tro, at kantarellerne i Afrika måtte være plantet af en madglad skandinav, og at vi kan tro, at milliarder af landfugle må bo her, og kun være på visit i Afrika halvdelen af deres liv, er eksempler på min og mange andres etnocentrisme og utrolige hovmod.
Barndommens kantareller i Malawi blev mit identifikationspunkt, og de åbnede mine øjne for alt det, der binder os sammen med Afrika.
Halvdelen af alle Europas landfugle ved det allerede, og de flyver deres vej, når vi spørger om, hvilket af kontinenterne der i virkeligheden er deres hjem.
——————————-
Historien er skrevet på grundlag af en artikel af samme navn i: Christianborg-konferencen om Mellemfolkeligt Samvirkes frivilligprogram, særnummer af tidsskriftet ”Frivillig”, Mellemfolkeligt Samvirke, København 1988
—————————–
Dette er sidste indlæg i serien Fortællerhjørnet, der indledtes 13. juli 2016 her i Globalnyt.
