Ugens tre kreative kræfter i Rwanda

The CollectiveRW

I Rwandas hovedstad Kigali popper der konstant nye designere og modehuse op, men en reel modeindustri er der endnu et stykke vej til, at det lille østafrikanske land kan bryste sig af at besidde. Derfor er fire af modens fyrtårne i Kigali gået sammen i modekollektivet CollectiveRW, hvor de samarbejder om at stable modeshows, modeuger, pop-up events og photoshoots på benene.

”Vi håber at sætte en ny standard for mode i Rwanda og vise andre, at man opnår bedre resultater ved at arbejde sammen. Vi støtter hinanden kreativt og professionelt, selvom vi repræsenterer forskellige stilarter. På den måde håber vi at nå et bredere publikum – både i Rwanda og på det internationale marked,” forklarer Linda Mukangonga fra modehuset Haute Baso, som er blandt initiativtagerne.

CollectiveRW består af fire modehuse startet af unge rwandiske designere med hver sin stil og målgruppe. Fra afro-dandy gentlemanmode med habitter, slips og butterflys hos House of Tayo, statement-smykker fra Inzuki Designs, til feminine designs der kombinerer vestlige stilarter med rwandiske udtryk hos Hauto Baso og Sonia Mugabo. Fælles for alle fire er deres moderne stil og udtryk kombineret med traditionelle rwandiske materialer og håndværk, som skaber produkter, der appellerer bredt både i og uden for landet.

De fire modehuse er frontløbere i den nye ’Made in Rwanda’-bølge, en appel til forbrugere om i højere grad at købe lokalt fremfor at importere udenlandske varer. Rwandas regering går forrest i at promovere lokalt producerede varer og produkter, og som ét af få lande i Afrika er en lovgivning på vej, som sætter en stopper for, at aflagt tøj fra Europa og USA sælges på store secondhand markeder i Rwanda. Derfor forventer man et enormt boom i tekstil- og modeindustrien i Rwanda.

Selvom de fire modehuse i CollectiveRW befinder sig i en betydeligt dyrere ende, end de fleste rwandere har råd til, håber de alligevel at være med til at ændre det gængse billede af østafrikansk mode og vise, at det kan være moderne, kantet og med international appel. Med tiden håber CollectiveRW, at flere designere vil tilslutte sig, så de sammen kan styrke Rwandas endnu purunge modeindustri og gøre Kigali til den modekosmopol, som mange mener, byen har potentialet til at blive.

Kurema – Kureba – Kwiga

På Rwandas lokale sprog, Kinyarwanda betyder Kurema, Kureba, Kwiga At Skabe, At Se, At Lære. Navnet indkapsler den unge organisations mission om at skabe dialog og nedbryde tabuer gennem gadekunst.

Kurema, Kureba, Kwiga er en samling af rwandiske kunstnere, som samarbejder om at skabe offentlige kunstværker i form af vægmalerier, graffiti og andet street art. Kunstværkerne behandler ofte tabuiserede emner såsom HIV/aids, stigmatisering, seksuel vold og kønsroller og produceres i tæt samarbejde med lokalmiljøet, som ikke bare godkender værkerne, men også deltager i udførelsen af dem, når Kurema rykker ud til en street art session i forskellige bydele i især Kigali.

Projektet er startet af Judith Kaine i et forsøg på at kombinere kunst og kreativitet med oplysning og dialog i fattigere bydele og lokalområder, som normalt ikke er vant til at se eller benytte kunst. Oprindeligt var det et oplysningsprojekt for at bryde tabuer om HIV/aids, men har sidenhen udviklet sig til at promovere dialog gennem offentlig kunst over en bred vifte af emner, afhængigt af hvad det enkelte lokalsamfund fremhæver som værende særligt vigtigt for dem.

I Rwanda er den sidste lørdag i hver måned afsat til obligatorisk samfundstjeneste, Umuganda, hvor alle deltager i at renovere, rengøre eller på anden vis forbedre deres nabolag. I den forbindelse arrangerer Kurema, Kureba, Kwiga Arts Umuganda – en invitation til at deltage i at udsmykke en offentlig væg i nabolaget med et kunstværk, som appellerer til netop det område. Børn, unge og ældre griber penslen og tager del i at bringe mere farve og dialog til nabolaget med hjælp fra de lokale kunstnere, som sørger for at skitserne er malet op og planlagt, inden det hele går i gang.

”Vi synes, at visuel, offentlig kunst er et virkelig stærkt redskab til at dele historier, skabe relationer og influere fastgroede holdninger,” fortæller Judith Kaine, som efterhånden ikke har tal på, hvor mange vægge de har udsmykket gennem de tre år, organisationen har eksisteret.

Udover offentlig gadekunst står Kurema Kureba Kwiga også bag tværkulturelle kunstprojekter og samarbejder med adskillige kunstnere fra regionen i et forsøg på at gøre kunst mere tilgængeligt i gadebilledet i Østafrika.

Kigali gennemgår en eksplosiv byfornyelse, og nye, skinnende glasbygninger er konstant under konstruktion som en del af landets udtalte ambition om at gøre Kigali til ’Afrikas Singapore’. I en så strømlinet og moderne byplan er det forfriskende med  skæve og overraskende gadekunstværker, der sætter lidt ekstra krydderi på det ellers så nydelige gadebillede. Gå igennem et hvilket som helst kvarter i Kigali, og de vægmalerier, du møder på din vej, er højst sandsynligt Kurema, Kureba, Kwigas værk.

Eric OneKey

Som barn af en rwandisk mor, en congolesisk far og med en opvækst i Uganda er Eric OneKey flydende i Østafrikas diverse sprog, kulturer og udtryk. I et virvar af fransk, kinyarwanda, engelsk, lingala og swahili spytter OneKey, hvis borgerlige navn er Eric Ngangare, rim og tekster (også politiske) ud i en kaliber, der ikke ofte er set i og omkring Kigali.

Som selvlært hiphoppoet, spoken word-kunstner, blogger, skuespiller og politisk og kreativ fortaler har OneKeys stemme hurtigt cementeret sig som en af de mest eksperimenterende i den østafrikanske region – og ikke mindst i Kigali, hvor kritiske, kreative røster endnu er et nyt fænomen.

OneKey repræsenterer med sine egne ord et ’moderne og kompliceret Rwanda’, og hans tekster omhandler ofte hans komplicerede forhold til østafrikanske traditioner, kolonialisme, en opvækst med krig, kærlighed, håb og multikultur. Kunstneren er på kort tid blevet en stærk stemme for den generation af unge rwandere, som både sprogligt og kulturelt føler sig splittet.

Efter at være opvokset uden for Rwanda, fordi folkemordet i 1994 drev deres familier på flugt til enten nabolande eller Europa og Nordamerika, vender flere og flere af dem hjem til Rwanda med en buket af sprog og kulturer i bagagen. Disse unge hjemvendte rwandere er ofte skamfulde og forvirrede over, at de mestrer et andet sprog og en anden kultur bedre, end den de oprindelig er født ind i.

Her er en af OneKeys tekster, der skildrer den spænding:

May my ancestors forgive me for this performance
If I express myself better in the colonisers’ language
It is because it has become a culture of survival
It evolves at the expense of ours and we follow, enslaved

[Oversat fra fransk, som blev indført som sprog af den tidligere belgiske kolonimagt.]

OneKey tager sit publikum med på en rejse gennem traditionelle rwandiske melodier, folkemusik med masser af soul, energisk rock, gyngende reggae beats and eftertænksom hiphoppoesi. Han bygger bro mellem i dag og i går; imellem sig selv som moderne indbygger i Kigali og sine forfædre, som han forestiller sig dem.

Som en flersproget poet og kunstner, fletter OneKey gamle mundtlige traditioner sammen med moderne teknologi og skaber en ny lyd med traditionelle rødder. Med inspiration fra sine forfædres stemmer, sigter OneKey efter at beskrive sit liv og sine synspunkter og på frygtløs vis efterlade beskeder til nuværende og kommende generationer:

”Jeg håber at inspirere andre, især unge, til at stole på deres indre stemme og finde det format, der passer til deres udtryk. Og for mit eget vedkommende, så håber jeg at kunne leve af min kunst.”