Pernille Høj
Pernille Høj er født i 1987 og kandidat i International Development and Management fra Lunds Universitet.
Hun har været aktiv i den danske studenterbevægelse og arbejdet med kapacitetsopbygningsprojekter med studenterorganisationer i Zimbabwe og Palæstina støttet af DUF’s projektpuljer.
Hun har været en del af Mellemøstekspeditionen i Jordan og arbejdet med HIV-forebyggelse og seksualundervisning som praktikant for UNESCO i Dakar, Senegal.
Pernille Høj bor i Kara i det nordlige Togo, hvor hun arbejder med at forbedre sundhedssystemet for mødre og børn.
Hun skriver med fokus på global sundhed, kvinders rettigheder og den globale udviklingsdagsorden.
På en bakketop, 30 minutters gang ad snoede stier og over to floder, en times motorcykelkørsel fra Togos nordlige regionshovedstad Kara, ca. 8 times buskørsel fra hovedstaden Lomé er vi langt fra det New York, hvor topdiplomater fra hele verden diskuterer de næste store tiltag på den globale udviklingsdagsorden.
På bakken bor en 23-årig kvinde ved navn Pyalo. Hun er gravid for tredje gang, og det er tredjestørste fare, Pyalo kommer ud for i sit voksne liv.
Paradokset
Vi har hørt historien så mange gange før, så det er en hel kliché, men det er ikke desto mindre stadig sandt: Det farligste for en kvinde i mange udviklingslande – og især i Afrika syd for Sahara – er at få børn.
Det er ellers rimelig nemt at forebygge langt de fleste komplikationer ved graviditet og fødsel; i Togo i 2013 døde 450 kvinder i barsel per 100,000 levendefødte fødsler, i et land som Cabo Verde (også en del af Vestafrika) er det tal 53 og i Danmark blot 5 (kilde). Den næststørste fare i disse lande – for især unge kvinder – er at få HIV og dermed risikere at dø af AIDS; en sygdom som af de fleste anses som næsten udryddet, fordi vi har behandling, der reducerer sygdommen til den blotte diagnose og forebygger videre smitte. Den største fare er langt tidligere – inden et barn fylder 5 år, hvor sygdomme, der kan behandles for ned til 20 kr., såsom malaria, lungebetændelse og diarre, i Togo tager livet af 1 ud af 11 børn inden deres 5-års fødselsdag (DHS).
På trods af otte flotte Millenium Development Goals, som mange lande nåede eller lige ved og næsten nåede i land med, og 17 lillebrødre i form af de bæredygtige udviklingsmål, der lover den næste generation at adressere presserende og komplicerede globale problemer, så er det endnu ikke lykkedes at løse de problemer, som vi rent faktisk kan løse her og nu.
Det er et paradoks af dimensioner; de letteste – og for manges vedkommende de mindst kostelige – sygdomme og komplikationer at behandle, er de, som tager livet af flest kvinder og børn på verdensplan. En stor del af problemet er adgangen til den behandling. Og her er det de fattigste, de såkaldt sårbare (kvinder og børn) og dem, der bor længst fra de større byer, der lider, fordi der ikke er nok sundhedspersonale og faciliteter i landområderne og fordi medicin og behandling ofte koster penge ud af lommen.
Løsningen?
10 amerikanske dollars pr. indbygger pr. år. Så meget koster det lige nu i en region som Kara i Togo at sikre Pyalo og hendes to – snart tre – børn under fem år adgang til basale sundhedsydelser, såsom fødselskonsultationer og assisteret fødsel på en sundhedsklinik og behandling mod malaria, diarre, lungebetændelse og underernæring.
Det er ikke en tilfældighed, at Pyalo figurerer i denne historie. Jeg mødte hende og hendes børn for en uge siden. Nadege, en lokal sundhedsarbejder, tog min kollega og jeg med på hjemmekonsultation af Pyalo og hendes yngste pige, der havde døjet med feber og forkølelse. Bl.a. på grund af kvinder som Nadege, der har modtaget træning og har som sit arbejde hver dag at gå fra sit eget hus, gennem det bakkede landskab og besøge kvinder som Pyalo og deres børn, har disse adgang til de mest basale sundhedsydelser.
Faktisk er lokale sundhedsmedarbejdere, der har eksisteret som koncept i mange forskellige lande i næsten 100 år, noget af det mest kosteffektive for at sikre indbyggere i yderområder, især i udviklingslande, adgang til sundhed.
Som med alle andre globale udviklingsspørgsmål, er der ikke nogen ’silver bullet’, der fixer alt. Lokale sundhedsmedarbejdere bør f.eks. modtage løbende træning og vejledning, være kendt af lokalsamfundet og kunne leve af deres anstrengelser.
De bør desuden være en integreret del af et offentligt sundhedssystem, hvor der også er nok læger, sygeplejersker og andet uddannet sundhedspersonale til at tage imod patienter der refereres videre i systemet, og hvor forsyning af livsnødvendig og gratis medicin samt udstyr fungerer.
Det er ikke så simpelt som det lyder, og det er bestemt heller ikke gratis, men det bør være en prioritet, hvis vi nogensinde skal sikre at kvinder og børn adgang til de simple behandlinger, der kan redde deres liv.
