Lastbilen der sang i regnen

Jeg glemmer aldrig den oplevelse, og adskillige gange siden har jeg spurgt mig selv hvorfor.

Det var i begyndelsen af regntiden i Mozambiques nordvestlige hjørne. Der hvor de store skove strækker sig endeløst, og der hvor den lokale befolkning måler afstandene i dagsrejser.

Jeg skulle op og se til nogle af mine smedelærlinge, der var i gang med at lægge vandledninger ud til et større skolebyggeri. Den FN-sponsorerede 4-hjulstrækker var tungt lastet med rør, værktøj og cement.

Foruden mig selv og nogle tilfældige bønder, som jeg havde givet et lift, havde jeg også en halvstor dreng med.

Han var droppet ud af skolen efter anden klasse og ville sandsynligvis aldrig få gennemført de fire års grundskole, som var målet her ude på landet.

Nu arbejdede han som ”houseboy” for mine lærlinge. De måtte jo opfattes som betydningsfulde mænd, nitten år gamle med syv års skolegang bag sig, rigtige blå kedeldragter, musesikkert spisekammer og kæreste fra landsbyen.

Han havde været en tur nede i provinshovedstaden for at ordne et eller andet, og nu skulle han med tilbage. For ham var det en fest.

Køreturen igennem det smukke landskab, som kunne betragtes fra bilens forsæde, virkede berusende. Måske var det farten, der gjorde det. Som verdens herre kunne han kigge ud gennem de duggede ruder på lokalbefolkningen, der gik i gåsegang langs vejen med deres tunge bylter på hovedet.

At den vedvarende regn så ud til at forsinke vores rejse så ikke ud til at ændre på det leende ansigt med den storsnakkende mund.

Udrustet til mudderkørsel
 
De små 200 km op til byggepladsen kunne normalt forceres på seks timer, men en god gang regn kunne hurtigt lave om på det.

De første 30 km på asfaltvejen gik selvfølgelig uden problemer, og det første lange stykke af jordvejen blev også tilbagelagt uden nævneværdige forsinkelser om end lidt slingrende og med langsom respektfuld kørsel igennem de lange dybe vandpytter.

Bag i bilen havde jeg et langt kraftigt tov, en skovl, en økse og en 40 cm lang bredbladet arbejdskniv af den type tegneseriehelte bruger til at hugge sig igennem junglen med.

Min far havde overtalt mig til at tage et sæt gult Helly Hansen regntøj med. Det var altid godt at have, mente han. Han ville godt være sikker på, at hans søn kunne holde bukserne tørre ude i det fremmede.

Regntøjet havde hidtil ikke været i brug, men nu da regntiden var kommet, havde jeg lagt det ind under førersædet. Der var fyldt diesel på tanken, og feltflasken, som altid stod ved siden af førersædet, havde fået frisk vand.

Nede under sædet gnubbede der sig et par dåser brasiliansk dåsemad op af det gule regntøj. De kunne jo altid åbnes og spises koldt, hvis man skulle køre i stykker ude på den sidste lange øde strækning med de store bakker. Her kunne der nemt gå en dag, uden der kom en bil.

Når man har kørt i flere timer uden at møde en bil, så giver det et lille sæt i én, når der pludselig dukker en holdende lastbil frem af regnen.

Vi var på vej ned af en bakke, men på grund af vejens krumning opdagede vi den først i sidste øjeblik. Chaufføren var stoppet op på det lille flade stykke i bunden af lavningen.

Det var en syvtons lastbil af et mærke, vi ikke ser herhjemme. Den lignede egentlig et militærkøretøj, der havde fået en gang civil sprøjtemaling. Det høje læs var holdt sammen af en presenning og noget reb. Oven på var reservehjul og ekstra dunke med brændstof surret fast.

På toppen sad der et fodboldhold i grøn- og hvidstribede trøjer og sang. De måtte lige være stoppet, for de første spillere var nølende begyndt at kravle ned fra læsset.

Situationen vurderes
 
Min bil var en ”skrabet tropemodel” uden varmeapparat og dermed heller ikke en blæser til at holde forruden dugfri, så jeg tørrede forruden af med bagsiden af hånden, for jeg ved ikke hvilken gang den eftermiddag.

Det var tydeligt, at vejen ikke var bred nok til, at vi kunne passere den holdende lastbil.

Lidt længere fremme, lige før bakken opad, kunne jeg se en lille flod med lergult vand, der masede sig ind under vejen igennem et stort metalrør.

Det var den måde, man byggede broer på de kanter. Man smed et rør ud i midten af vandløbet, byggede en dæmning frem til røret på begge sider, stivede det hele af med nogle træstammer, og vupti – havde man en bro.

Eller man kunne måske kalde det et avanceret vadested. Så var det bare at håbe, at dæmningen kunne tage presset. Billigt, effektivt, men med begrænset holdbarhed.

Der skete ikke så meget. Det meste af fodboldholdet sad stadig og sang, mens regnen sørgede for, at de stribede trøjer klæbede ind til de mørke kroppe.

Nu var timen kommet for det gule Helly Hansen-sæt. Jeg iførte mig den signalfarvede dragt til stor forundring for den grinende houseboy. Aldrig havde han set noget lignende.

Så steg jeg ud for at besigtige forholdene. Bakken, vi skulle op ad, var forvandlet til et rivende vandløb, eller rettere sagt tre rivende vandløb.

Vand har for vane at løbe, der hvor der er færrest forhindringer, og det var åbenbart på den hulvej, hvor vi også skulle køre. Vandet havde taget alt løst materiale med sig, og det betød, at alt hvad der var tilbage af jordvejen var selve hjulsporet, der var trykket fast sammen af bilernes vægt.

Normalt forstår vi hjulspor, som små lavninger, der er fremkommet af hjulenes tryk. Dette havde også været situationen på denne vej, indtil regnen kom, men nu var den lige modsat.

Til begge sider var der en dyb leret grøft, og imellem hjulsporene løb det tredje vandløb; lige der hvor der plejer at vokse græs på en dansk markvej.

Kunsten bestod i at holde alle fire hjul oppe på de to fedtede jordvolde, som udgjorde resterne af sporet. En udskridning på det første stykke, hvor vandet havde gravet grøfterne meterdybe, ville uvægerligt medføre timers slidsomt arbejde med skovl, økse, donkraft og tykke kæppe.

Jeg må tilstå, at det ikke var helt uden bagtanke, at jeg havde givet de fire arbejdsvante bønder et lift.

En hjælpsom lastbilchauffør

I tankene så jeg bilen væltet halvt om på siden nede i grøften med det ene hjulpar strittende hjælpeløst op i luften. På trods af den fugtige luft følte jeg en vis tørhed i munden. Jeg havde efterhånden set lidt af hvert, men det her var helt absurd.

Jeg gik modløs tilbage mod lastbilen, der stadig havde motoren i tomgang. Chaufføren var en stor kraftig mand i slutningen af tyverne. Han manglede et par tænder i overmunden, bar en afrakket militærskjorte og en brun hat med skyggen slået op i den ene side. Det må have været en slags souvenir. Jeg kendte kun den slags hatte fra billeder af australske soldater, og jeg mødte aldrig, før eller siden, nogen der bar den type hovedbeklædning.

Han fortalte grinende, at det allerede var andendagen på rejsen fra den provinshovedstad, hvor vi var startet den samme morgen. De havde sovet i nogle forladte hytter som vejarbejderne brugte.

Jo, jo vi skulle bare køre først op ad bakken, sagde han generøst, uden at bekymre sig om sin egen risiko for at komme for langt ud i den bløde rabat, når vi skulle til at manøvrere bilerne forbi hinanden her på det flade stykke i lavningen. Uden yderligere diskussion steg han ud på trinbrættet, vendte sig en halv omgang og råbte bagud: Vamos.

De resterende fodboldspillere oppe på ladet stoppede sangen og begyndte at krybe ned.

Dem der havde fundet ly for regnen ved at sidde på hug under lastbilen krøb frem og rettede sig op.

De fandt økser og hakker oppe i førerhuset, og som den største selvfølge gik de frem ad sporet, og der hvor bakken begyndte, startede de med at samle tykke kæppe, som de lagde i bunker ude i vejsiden parat til brug. På mirakuløs vis lykkedes det at få bilerne forbi hinanden. Bakken ventede.

Det ser sort ud
 
”Passagererne” blev beordret ud, jeg satte i første lavgear og bevægede mig langsomt fremad med høje motoromdrejning. 4-hjulstrækket var allerede blevet koblet til, da vi forlod asfaltvejen. Jeg vidste, at det gjaldt om at holde godt fast i rattet, for om lidt ville sten og mudder til at bestemme over forhjulenes stilling.

Det første stykke gik godt, men selv om jeg i tankerne havde forberedt mine bevægelser med rattet, så gik det alligevel galt. Et stykke oppe kunne jeg ikke længere holde balancen på de to lerede jordvolde.

Vognen skred ud med bagenden, og baghjulene arbejdede nu halvt nede i den midterste og den højre grøft. Men selv om vognen var 45 grader ude af kurs, så lykkedes det på forunderlig vis at holde forhjulene på plads samtidig med, at bilen ”krabbede” sig op ad bakken.

Jeg var næsten oppe, men så mistede jeg kontrollen totalt. Jeg gled hjælpeløst ned i grøften og sad fast. De fire bønder og den grinende houseboy var hurtigt oppe på siden af bilen. Bønderne fik skovlen og drengen gik i gang øksen. Jeg bandt det lange tov fast i kofangeren.

Det gule regntøj antog jordfarve og udviklede sig i øvrigt til min personlige transportable finske sauna i den lummervarme regnmættede luft. Der skulle graves under bagakslen.

Mine hænder var smurt ind i mudder, mine fødder føltes som tonstunge lerkolosser, og tanken om de næste 50 km med endeløse bakker gjorde mig ”stram i masken”.

Som rationelt tænkende europæer syntes jeg, det her var noget, der bare skulle overstås, ikke noget der skulle grines af. De vidste sgu da udmærket, hvor mange bakker der ventede os. Med det her tempo ville det tage dage inden vi kom frem, og det så ikke ligefrem ud til at mine ”passagerer” selv havde madpakke med. 6 mand om 2 små dåser med bønner i kold sauce!

Vi kom op – efterfulgt af fodboldholdet

Donkraften kom på. Kæppe blev langt ud til ”opkørselsrampe”. De fire bønder arbejdede, som var de deltagere i en olympisk disciplin. Vi var klar til at gøre forsøget. Bønderne trak som okser i tovet og drengen sørgede for kæppe under hjulene. Det lykkes at komme fri, og inden jeg anede det, holdt jeg stille på toppen af bakken for at få medrejsende og grej ind i vognen igen.

Bag os kunne vi høre en brølende dieselmotor. Uendeligt langsomt, men uden at gå i stå, ”gnavede” lastbilen sig op ad bakken i en sort sky af uforbrændt diesel. Fodboldholdet småløb ved siden af bilen med kæppe, som de blev ved med at smide under hjulene på anvisning af den råbende chauffør. De kæppe som hjulene havde passeret blev hevet op af mudderet og smidt ud foran igen i en endeløs cyklus.

Der var ingen grund til at blive holdende. Holdet bag mig havde en på alle måder respektindgydende kapacitet.

Kom og vær med som skribent!

Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.

Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.

Seriens redaktør, Peter Sigsgaard, vil meget gerne kontaktes på e-mail fortaellerhjoernet@petersigsgaard.dk eller telefon 45 82 12 39

Indlæg er honorarfrie.