BEIRUT: Det begyndte med en skraldekrise i midten af juli. Folk gik på gaderne i massevis for at protestere. Protesterne blev udløst, da Libanons miljøministerium lukkede den overfyldte Naameh losseplads, som resulterede i en suspendering af skraldeopsamlingen i Beirut og omegn, da der endnu ikke var blevet identificeret et alternativ.
I august kulminerede det med den største af alle protesterne lørdag den 29. august, hvor busser fra andre dele af landet kørte demonstranter til Beirut.
Skraldekrisen var formodentlig hvad der fik bægret til at flyde over for befolkningen, som også er utilfreds med landets politiske ledere.
En af protestbevægelsernes slogan, ’#YouStink’ (I stinker), reflekterer denne utilfredshed i sin tvetydighed, idet sloganet ikke alene henviser til lugten af affald i gaderne, men samtidig også til landets tilsyneladende korrupte regering.
Efter halvandet år uden en præsident, er regeringen ikke nået til enighed om en ny kandidat til at overtage embedet. Tilsvarende har regeringen forlænget dens eget mandat efter to aflyste parlamentsvalg.
National dialog
Efter de første protester i juli og august, tiltog de yderligere, målt på antallet af demonstranter, som reaktion mod sikkerhedsstyrkernes voldelige adfærd over for demonstranter den 22. august.
Protesterne fortsatte i september, men aftog gradvist i styrke, mens den nationale dialog mellem nogle af konfliktens parter påbegyndtes. De nationale dialoger er et politisk redskab som første gang blev benyttet i 2006.
Dengang var det med henblik på at afvæbne de bekrigende parter, Hezbollah og palæstinensiske fraktioner, som holder til uden for de palæstinensiske flygtningelejre. Denne runde af nationale dialoger blev primært igangsat for at komme problematikkerne angående det ledige præsidentembede og det handlingslammede parlament til livs.
Skraldekrisen, som er et direkte produkt af det politiske dødvande, som Libanon befinder sig i, har ligeledes været et centralt element i dialog-processen.
De forskellige politiske parter har nemlig væsentlige interesser investeret i hvem den lukrative skraldekontrakt udloddes til. Uenighederne, som indtil nu har forhindret politikerne i at nå til enighed om et alternativ til Naameh lossepladsen, er altså ikke kun politiske, men ligeledes økonomiske.
Mangler klare mål
Manglen på et alternativ i skraldekrisen fra politikernes side er tilsvarende hvad assisterende professor Samer Frangie fra American University of Beirut (AUB) kritiserer den nye sociale bevægelse, inklusiv #YouStink, for ikke selv at kunne præsentere til den nuværende politiske situation.
Bevægelsen bliver klandret for ikke at have et klart mål, en løsning til at ændre den betændte politiske situation, som den er utilfreds med. En mangel som muligvis skyldes at demonstranterne ikke har haft en entydig leder.
De forskellige sociale bevægelser har ikke samarbejdet tilstrækkeligt om både at opstille klare mål samt midlerne til at opnå dem med.
Tidligere redaktør af meningssektionen af dagsavisen As-Safir (Ambassadøren), Hussam Itani, påpeger, at der muligvis er nogle opstillede krav, men også at der er store intervaller mellem at løse skraldekrisen og at gennemføre en gennemgribende politisk forandring af det libanesiske politiske samfund.
Bevægelsen har brudt tabuer
Uanset #YouStinks indflydelse indtil nu, har bevægelsen formået at bryde nogle tabuer, som Diana Moukalled, journalist og web-redaktør, fremhæver.
Demonstranterne ville ikke have fået deres budskab igennem, havde det ikke været for massemedierne, som Hussam istemmer.
Korruptionens infiltrering i det libanesiske politiske system er blevet italesat og diskuteres nu i større omfang end tidligere.
Ikke desto mindre har protesterne ikke formået at samle det yderst sekteriske libanesiske folk og givet det en samlet stemme mod det repræsentativt skæve politiske system og tilsyneladende korrupte politiske elite.
Det nuværende politiske systems konstruktion stammer fra Taif-aftalen fra 1989, som officielt endte den 15 år lange libanesiske borgerkrig.
Aftalen fordeler de tre mest magtfulde poster således at præsidenten skal være maronitisk-kristen, premierministeren sunni-muslim og formanden for parlamentet shia-muslim.
Til trods for at der er 17-18 forskellige etniske grupperinger i Libanon, er denne fordeling ikke repræsentativ i sig selv og endnu mindre nu, hvor der ingen siddende præsident er.
Selvom Taif-aftalen officielt afsluttede borgerkrigen, hævder Hussam Itani, at den ødelagde det libanesiske politiske system.
Den forårsagede et kollaps af det civile samfund, som måske først nu langsomt er ved at genopstå godt 25 år senere.
Caroline Steiner er bosat i Libanons hovedstad Beirut, hvor hun for tiden er i praktik hos UNRWA, FN’s organisation for de palæstinensiske flygtninge. Hun har en BSc in Business, Language and Culture fra CBS og en Master of Arts in Diplomatic Studies fra University of Malta.
