Farvel og tak. Efter godt 20 års kamp for borgernes rettigheder har Alice Mabote, jurist, leder af NGOen Den mozambiquiske liga for menneskerettigheder (LDH) og en af Mozambiques civilsamfunds mest markante stemmer fået nok.
Civilsamfundet er en samlende betegnelse for folkelige organisationer og andre ikke-statslige foreninger og grupper.
”Siden 1993 har jeg kæmpet for borgernes rettigheder og forsøgt at overbevise (regeringspartiet) Frelimo om det rimelige og nødvendige i at have et velfungerende civilsamfund, men det er en håbløs kamp. Så nu giver jeg op og forlader LDH næste år. Det er trist, men efter moden overvejelse er jeg kommet frem til, at jeg ikke orker mere,” siger Alice Mabote.
Uhelbredelig patient
Hun sidder på sit kontor i LDH’s hovedkvarter i det centrale Mozambique. Gardinerne er trukket til for at holde det skarpe sollys ude.
To mobiltelefoner og en fastnettelefon kappes om at ringe mest, indtil en LDH-chauffør, der lige skulle have en besked om en kørselsopgave, får lov til at tage mobilerne med sig, mens sekretæren bliver anmodet om ikke at omstille flere opkald.
Arbejdspresset er dog ikke den primære årsag til Alice Mabotes resignation. Den skyldes, at hun ser det mozambiquiske civilsamfund som en uhelbredelig patient.
”Civilsamfundet har det skidt i Mozambique, selv om det måske ser meget pænt ud på overfladen. Her får man øje på, hvad mange kalder et livligt civilsamfund med mange, og stadig flere, organisationer, der har ret til at ytre sig. Men samtidig foregår der bag facaden et skjult spil, som ledes af Frelimo,” siger Alice Mabote.
Vidtforgrenet netværk
Regeringspartiet førte Mozambique til uafhængighed fra kolonimagten Portugal i 1975 og har siddet på magten i samfulde 40 år siden da.
I den nye nations første år skabtes med inspiration fra Østblokkens socialistiske regimer og Kina et vidtforgrenet netværk af komiteer og informanter på alle niveauer af samfundet. Samt et ’civilsamfund’ med råd, NGOer og fagforeninger, der officielt ser ud til at være uafhængige af Frelimo, men i virkeligheden er marionetter for partiet, der sørger for at få placeret sine egne folk i centrale positioner.
Et eksempel herpå var den nu nedlagte Gruppe 40, som i debatter i diverse medier fremstod som en gruppe uafhængige akademikere, men ikke desto mindre fik deres løn af staten. Det samme gør sig gældende for en lang række journalister, der med en dårlig løn desuden er lette ofre for ’gaver’.
Derudover går Frelimo – der har lagt de socialistiske paroler af sig og af mange anses for at køre Mozambique som sin egen forretning – ikke af vejen for at kontrollere civilsamfundsorganisationerne med nærmest Stasi-lignende metoder.
”Den mozambiquiske efterretningstjeneste SISE har placeret spioner i både de lokale og internationale NGOer, som rapporterer om aktiviteter, der kan opfattes som en trussel mod styret. Det er også tilfældet i LDH. Det har vi bl.a. set ved at sende medarbejdere på opgaver, som de ikke har kunnet eller villet løse, fordi det ville bringe dem i karambolage med partiet,” noterer Alice Mabote.
Af sikkerhedshensyn vil hun ikke give eksempler derpå. Men at de anbragte SISE-informanter mere eller mindre har stækket LDH i alvorlig grad, lægger hun ikke skjul på.
”Frelimo har også været ude efter mig. Bl.a. har jeg fået indirekte tilbud om at blive socialminister. Det takkede jeg nej til, for jeg ikke vil ædes af systemet, som så mange andre er blevet det. Det har medvirket til, at vi ikke får finansiel støtte. Vores ansatte har ikke fået løn siden juli sidste år,” fastslår Alice Mabote.
Brutale midler
Andre kritiske røster er blevet er blevet gjort tavse med mere brutale midler.
Senest i marts i år, da Gilles Cistac, advokat med speciale i menneskerettigheder og en skarp kritiker af Frelimo, blev skudt på åben gade i Maputo. Mordet vakte furore og blev mødt med kritik i Mozambique såvel som internationalt – men det er endnu uopklaret.
”At jeg har overlevet skyldes, at jeg er kvinde. Dem er det svært for regeringen at skaffe sig af med med magt,” konstaterer Alice Mabote.
Ifølge hende forstår Frelimo ikke civilsamfundets rolle: ”Partiet ønsker ikke en dialog, men ser al kritik og forslag som undergravende virksomhed”.
“Det mærkede vi i LDH lige fra begyndelsen i 1993. Gradvis lykkedes det os dog at overbevise den daværende præsident Chissano om, at vi, og andre NGOer, ikke var ude på at spænde ben for udviklingen, men tværtimod ønskede at styrke den ved at åbne for input fra civilsamfundet og arbejde for borgernes rettigheder,” anfører Alice Mabote.
Siden Chissano blev afløst som præsident af Armando Guebuza i 2004, er det dog kun gået én vej – tilbage -, mener hun:
”Guebuza (der veg pladsen for Filipe Nyusi ved årsskiftet, red.) var en gammel marxist, som havde forvandlet sig til en benhård forretningsmand”.
“Det lykkedes ham at gøre civilsamfundet tavst. Ingen klager mere over, at der ikke bliver sørget for forbedring af elementære offentlige ydelser som rent drikkevand eller over fraværet af en strategi til at bekæmpe spredningen af hiv/aids”.
“Og hvorfor har et land, som i årevis har oplevet høje økonomiske vækstrater, ikke iværksat sociale boligbyggerier? Det kan man finde ud af i vores naboland Sydafrika. Men her sker der intet. Og ingen tager til genmæle. Man venter bare,” siger Alice Mabote og fortsætter:
”Det er lykkedes regeringen at gøre borgerne tilfredse ved at give dem en luns kød i ny og næ.”
Fattigdommens grimme fjæs er også synligt i centrum af Maputo
Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Forsigtig optimist
Hos IBIS Mozambique, der har arbejdet i landet siden 1976, beklager direktør Anne Hoff utvetydigt Alice Mabotes varsel om at forlade posten for LDH og er enig med hende i en lang række af kritikpunkterne. Men samtidig erklærer Anne Hoff sig mere optimistisk på det mozambiquiske civilsamfunds vegne.
”Da Mozambique blev uafhængigt for 40 år siden, var der intet civilsamfund, og dets udvikling var fortsat stækket under den 16 år lange borgerkrig, som sluttede i 1992. Derfor har civilsamfundet kun eksisteret i godt 20 år i Mozambique. Det skal vi tage med i vores kritik,” anfører Anne Hoff, der siden 1997 har boet og arbejdet i sammenlagt 10 år i Mozambique.
”Siden 1990’erne er der sket meget i civilsamfundet både kvantitativt og kvalitativt. Mange flere kender deres rettigheder og pligter som samfundsborgere, lige som der er kommet flere og stærkere civilsamfundsorganisationer,” vurderer Anne Hoff.
Som eksempler nævner hun LDH, CIP (Center for offentlig integritet) og Fórum Mulher (Kvindeforum).
”Men det er et problem, at de stærke organisationer – som stadig udgør et fåtal – primært er at finde her i (hovedstaden) Maputo. Man skal ikke langt uden for bygrænsen, før organisationerne er svage. Men et land udvikler fra det centrum, hvor der er fonde og strukturer på plads,” konstaterer Anne Hoff.
Når hun sammenligner civilsamfundets perspektiver i Mozambique med forholdene i en anden tidligere portugisisk koloni, Angola, ser hun positivt på fremtiden i det førstnævnte land.
”Der er ingen civilsamfundsorganisationer med afgørende betydning i Angola. Anderledes forholder det sig i Mozambique, hvor de nordiske lande modsat Angola har fortsat deres støtte. Også til den fortsatte udvikling af civilsamfundet”.
“At den har fundet sted, skal vi selvfølgelig ikke tage for meget af æren af, men et stærkt civilsamfund er afgørende for at skabe et demokratisk samfund,” slutterAnne Hoff.
