”Rul lige vinduet op, hvis du skal sms’e eller tale i telefonen. En fyr kan nemt finde på at stikke armen ind gennem vinduet og snuppe den fra dig. Kriminaliteten er steget voldsomt de seneste tre-fire år,” siger taxachauffør Luís Mbenhane, da vi holder i kø på en af de overfyldte veje i centrum af Mozambiques hovedstad Maputo.
Jeg følger hans råd og spørger om årsagen til væksten i antallet af forbrydelser. ”Udvikling,” lyder svaret, som følges op følgende forklaring:
”Når der kommer masser af varer og forbrugsgoder ind i landet, som kun få kan købe, mens de fleste må nøjes med at se på og klare sig for stort set ingenting, opstår der spændinger og utilfredshed. Fattigdommen og arbejdsløsheden er tårnhøj, men magthaverne gør intet ud over at køre Mozambique som deres egen forretning og fylde lommerne,” siger Luís Mbenhane.
Trods årelang høj økonomisk vækst i Mozambique lader udviklingen vente på sig få kilometer fra hovedstaden Maputos centrum.
Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Han er ikke blandt dem, der torsdag den 25. juni vil møde op på Praça da Independência (Uafhængighedspladsen, red.) i Maputo og lytte til skåltaler og paroler, når O Partido (partiet, red.) – Frelimo – fejrer 40-årsdagen for uafhængigheden fra kolonimagten Portugal samt sig selv for dels at have ført Mozambique til selvstændighed, dels stadig at sidde på magten fire årtier senere.
National enhed
Netop Frelimos uafbrudte magtmonopol er en væsentlig årsag til, at Mozambique trods en årlig økonomisk vækst på syv til otte procent de seneste 20 år stadig ligger i bunden af FN’s indeks for menneskelig udvikling.
Indekset sladrer bl.a. om en gennemsnitlig levealder på 50, og at 70 procent af landets 26 millioner indbyggere lever i fattigdom.
Det siger José Macuane, ph.d. og professor ved Eduardo Mondlane-universitetet i Maputo.
”Den politiske kultur i tiden efter uafhængigheden i 1975 fokuserede meget på national enhed og opbygningen af en stat ledet af ét parti, Frelimo. Parallelt hermed rasede en intern og blodig konflikt mellem Frelimo og Renamo (modstandsbevægelse, der blev støttet af dav. Rhodesia og siden Sydafrikas apartheidstyre, red.) indtil en fredsslutning i 1992,” siger José Macuane og bemærker, at Mozambiques politiske landskab lige siden har mindet om en krigszone.
”Mozambiquisk politik (hvis hovedaktører er Frelimo og Renamo, red.) er meget konfliktorienteret og konfronterende og ligner et nulsum-spil, hvor vinderen tager det hele”, forklarer Macuane og uddyber:
“Det gør den politiske debat fattig og bevirker, at enhver, der udfordrer den eksisterende orden med Frelimo i førersædet, anses som en trussel. Samtidig har Frelimo med opbygningen af en enhedskultur skabt et klientsystem, hvor borgerne ikke anses som individer med rettigheder, men klienter hos staten, der er smeltet sammen med partiet. Det ekskluderer mange fra at få mulighed for at være med i opsvinget.”
Fortsat høj vækst
Et opsving, som bl.a. bygger på, at Mozambique har vist sig at have verdens største kulreserver og fjerdestørste naturgasreserver. Det åbner for en fortsat høj økonomisk vækst.
Efter et besøg i Mozambique midt i maj i år forkyndte Den Internationale Valutafond således, at landet ”forventes at forblive en af det afrikanske kontinents mest dynamiske økonomier med gennemsnitlige vækstrater på otte procent i 2016-2019.”
Desuden antager CIA World Factbook, at indtægterne fra udvindingsindustrien vil kunne erstatte udviklingsbistanden fra donorlande som Danmark, Norge, Sverige og USA i løbet af fem år.
At Mozambique således har udsigt til at blive økonomisk uafhængigt opfatter José Macuane som positivt. Men han ser også risici ved udviklingen:
”Siden sidst i 1980’erne, hvor man sagde farvel til den socialistiske planøkonomi, har Frelimo ikke haft en udviklingsplan. Derfor stod regeringen uden en strategi for den langsigtede planlægning, da boomet i udvindingsindustrien begyndte midt i 1990’erne,” konstaterer han.
Den manglende planlægning skyldes ikke alene den mozambiquiske ledelse, men hænger også sammen med den internationale kontekst, påpeger José Macuane.
Som mange andre udviklingslande har Mozambiques økonomi været mere eller mindre styret af international udviklingshjælp, Verdensbanken og IMF. Men Frelimos magtmonopol og fraværet af rum til en åben debat spiller også en rolle, når det gælder fraværet af forberedelsen på forandringer.
”Det har skabt svaghed, når det drejer sig om alternativ tænkning og opbygning af kapacitet til at varetage de mange nye og store opgaver, boomet har medført. Eksempelvis gik man alt for hurtigt og optimistisk frem med bygge- og anlægsprojekter efter fundene af store kulforekomster i Tête-provinsen. Man tog ikke højde for, at prisen på kul kunne falde. Men det gjorde den, da olien blev billigere,” konstaterer José Macuane.
At gassen gik af det mozambiquiske kuleventyr, før det for alvor kom i gang, betød bl.a., at en den australske minegigant Rio Tinto solgte sine aktiver i Tête-provinsen med et milliardtab til et indisk selskab.
Attraktivt objekt
Men Mozambique er fortsat et åbent og attraktivt investeringsobjekt for lande som Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika samt multinationale selskaber. De skeler ikke til lokalbefolkningens behov, men fokuserer på at tjene penge – helst uden at betale skat.
Og i gruppen af donorlande, den såkaldte G19, har udsigten til at kunne tjene store penge i Mozambique fået nogle medlemmer til at se stort på Paris-deklarationen. Det er den, der foreskriver, at donorlandene skal harmonisere og tilpasse deres udviklingsbistand til modtagerlandenes behov og politikker. I stedet er kommercielle interesser kommet øverst på dagsordenen.
Et eksempel på svækkelsen af koordinationen mellem donorlandene er sagen om EMATUM, et statsejet mozambiquisk tunfiskeriselskab.
Ved stiftelsen i 2013 fik selskabet af den mozambiquiske regering en garanti på udstedelsen af internationale obligationer til en samlet værdi af ca. 4,6 milliarder kr. til indkøb af udstyr som fisketrawlere og patruljebåde. Udstedelsen blev hastet igennem uden om diverse kontrolinstanser og uden flere regeringsmedlemmers vidende.
En ordre på ca. to milliarder kr. på at bygge fartøjerne gik til et privat, fransk firma uden at have været i udbud. Det til trods for Frankrigs medlemskab af G19, som i henhold til Parisdeklarationen bl.a. arbejder for større gennemskuelighed ved statslige investeringer.
Helt til tops
Ph.d. og politolog José Macuane ser historien som et eksempel på, hvordan “klientelismen” når helt til tops i Mozambique.
”Klientforholdet betyder, at man for at få adgang til ikke bare et job, men også statens ressourcer må have nære forbindelser til partiet,” siger José Macuane og henviser til en rapport fra Eduardo Mondlane-universitetet om emnet.
”Rapporten viser, at sandsynligheden for at få en stor koncession til f.eks. udvinding af råstoffer øges, hvis man som privat aktør har gode forbindelser til Frelimo,” konstaterer Macuane.
Fremskridt med forbehold
At samme mønster gør sig gældende i en mindre skala, ved den 39-årige murer, Lucídio José Timana, alt om.
”Der er ingen åben konkurrence i byggebranchen. Jeg har bygget huse i 16 år, men aldrig fået en opgave med et offentligt byggearbejde. De går til dem, som har forbindelserne i orden. I stedet klarer jeg mig ved at bygge for private,” siger Lucídio José Timane til Globalnyts udsendte, som møder ham på en café ved en travl rundkørsel i Maputo-forstaden Magoanine.
Cafeen og banken i nabobygningen bruger Lucídio José Timane som eksempler på, at det er gået fremad.
”Før skulle man bruge en time på at komme ind til byen, hvis man ville hygge sig med familien på en fridag eller skulle i banken. Men det er kun en ringe trøst, når man tænker på, hvor skævt udviklingen er gået i Mozambique,” konstaterer Lucídio José Timane.
Farvel, Frelimo
Derfor skal han heller ikke fejre sit lands uafhængighedsdag på torsdag. Og Frelimo har han vendt ryggen.
”Da jeg voksede op, fik vi tudet ørerne fulde af propaganda om alt det gode, Frelimo gjorde for os. Men da det gik for mig, hvordan partiet ragede til sig, fik jeg nok. Derfor stemte jeg på MDM (Mozambiques demokratiske bevægelse, landets nyeste og tredjestørste parti, red.) ved valget sidste efterår,” siger Lucídio José Timane.
At han ikke er ene om at have fået nok af Frelimo, bevises af, at MDM fik syv procent af stemmerne, mens det største oppositionsparti Renamo fik 36 procent.
”Begge partier fik flere stemmer. Men Frelimo undgik at tabe ved at lave valgsvindel, som partiet altid gør,” anfører Lucídio José Timane tørt.
Svindel eller ej, så vakler tronen under Frelimo. I fire af landets største byer er borgmesteren fra MDM, mens Renamo tog sejren i fem provinser ved parlaments- og præsidentvalget i oktober 2014.
Det fik Renamo til at efterlyse øget selvstyre i disse provinser. Efter i sin indsættelsestale i januar at have vist åbenhed for forslaget samt for en mere inkluderende politik trak Mozambiques nye præsident Filipe Nyusi ordene i sig og anlagde en mere klassisk og konfrontatorisk Frelimo-kurs over for Renamo.
Tid til tålmodighed
Hvorfor han gjorde det, har Marcelo Mosse, journalist, iagttager og tidligere leder af den indflydelsesrige NGO Center for offentlig integritet, flere bud på.
Journalisten Marcelo Mosse er en åbenmundet kritiker af Mozambiques siddende styre.
Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
”Nyusi var forsvarsminister, da den væbnede konflikt med Renamo brød ud i 2013 og fortsatte året efter. Desuden er han, som alle andre Frelimo-topfolk, involveret i en masse forretninger og virksomheder, som laver lukrative aftaler med staten. F.eks. ejes Makonde Airlines af hans 20-årige niece. Luftfartsselskabet fløj valgmaterialer ud for Frelimo i det nordlige Mozambique under valgkampen”, konstaterer Marcelo Mosse og fortsætter:
”Og nok er Nyusi som 56-årig den første præsident, der ikke var med i uafhængighedskampen. Men de gamle kæmper trækker stadig i trådene; og i Nyusi.”
Det får Marcelo Mosse til at opfordre til tålmodighed, inden der for alvor bliver plads til en anderledes politik i Mozambique.
”Der er ikke andet at gøre end at vente, indtil de gamle ’helte’ er døde. Det varer mindst 10 år endnu,” siger Marcelo Mosse.
