Et gaseventyr, der kan bidrage til den økonomiske udvikling, men også føre til konflikter og øge forskellen mellem de få rige og mange fattige. En ulmende konflikt mellem to arvefjender, der risikerer at blusse op igen. Et altdominerende parti, som præges af intern splid og et revnende magtmonopol.
Samt en nyvalgt præsident, der udtrykker vilje til at udbrede den økonomiske vækst til gavn for alle og ønsker bred dialog med alle politiske partier og organisationer, men som holdes i kort snor af fortidens sønner.
Alt sammen finder man i Mozambique, og alt sammen er baggrunden for, at der er hårdt brug for en stærk, dansk stemme i det sydøstafrikanske land.
”Danmark kan gøre en forskel – ikke mindst i samarbejde med de andre nordiske lande – ved at støtte den nye præsidents prioriteter om politisk dialog og inklusiv økonomisk udvikling,” siger Mogens Pedersen, Danmarks ambassadør i Mozambique, få dage før landets 40 års uafhængighedsdag fra det portugisiske kolonistyre i 1975.
Efter fire år Mogens Pedersen forlader posten som Danmark ambassadør i 15. august i år og fortsætter ambassadørkarrieren i Uganda.
Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Verdens største kulreserver
Blandt de nye emner på dagsordenen er, at Mozambique har vist sig at have verdens største kulreserver og tredjestørste naturgasreserver.
Det har bidraget til en høj, men ulige fordelt økonomisk vækst og gjort Mozambique – der i 1992 var verdens fattigste nation efter 16 års borgerkrig – til et attraktivt investeringsobjekt for lande som Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika. Et stort antal multinationale selskaber har meldt sig på banen.
”De mange naturressourcer giver Mozambique store udviklingsmuligheder, men kun hvis de bliver udnyttet rigtigt. Hvis man ser sig rundt i Afrika, kan man hurtigt se, at det langtfra altid er tilfældet. Der skal være åbenhed og gennemskuelighed om udvindingen af naturressourcer, f.eks. ved offentliggørelse af kontrakterne med de multinationale firmaer og offentlig adgang til information om produktion”, siger Mogens Pedersen og fortsætter:
”Ellers kan parlament og NGOerne (civilsamfundet) ikke udføre den nødvendige demokratiske kontrol og stille regeringen til regnskab for hermed at mindske korruption og uregelmæssigheder.”
Derfor støtter Danmark flere organisationer i civilsamfundet i bestræbelserne på at fremme gennemskuelighed i udvindingsindustrien, påpeger den 62-årige erfarne diplomat, der kom til ambassadørposten i Maputo pr. 1. september 2011.
”Vi støtter også skattedirektoratet, så det står stærkere i opgaven med at sikre, at de multinationale virksomheder, der udvinder gas eller kul, rent faktisk betaler skat i Mozambique. Det er noget af en udfordring, fordi selskaberne ofte søger at overføre overskud til skattely. Ulovlig kapitalflugt er et stigende problem for Mozambique som for andre afrikanske lande,” fremfører Mogens Pedersen.
”Kan Mozambique sikre stigende skatteindtægter fra udvinding af naturressourcer, er det en stor ting. For så kan man finansiere undervisning og sundhed og styrke udviklingen af andre sektorer, som f.eks. landbruget, der skaber beskæftigelse for størstedelen af befolkningen. Man kan ikke regne med, at udvindingsindustrien i sig selv skaber særlig mange arbejdspladser,” siger Mogens Pedersen med henvisning til erfaringer fra andre råstofrige afrikanske lande.
Fundene af de store naturressourcer har bidraget til stigende interesse i Mozambique fra danske virksomheder i de senere år.
”Vi har set, hvordan flere og flere danske virksomheder interesserer sig for Mozambique. Især inden for infrastruktur, transport og service omkring kul og gasudvinding. Sektorer, hvor Danmark har stor ekspertise. Det er naturligvis noget, vi støtter fra dansk side,” understreger Mogens Pedersen.
Samtidig samarbejder Danmark med regeringen og de private erhvervsorganisationer om at forbedre erhvervsklimaet:
”Det sker bl.a. ved bekæmpelse af korruption, effektivisering af den offentlige forvaltning og åbenhed om offentlige indkøb,” siger Mogens Pedersen.
Positive takter
Derfor glæder han sig over, at Mozambiques nyvalgte præsident Felipe Nyusi i sin tiltrædelsestale 15. januar lagde vægt på en række forhold, som Danmark sætter højt på dagsordenen.
”Nyusi – som er den første præsident, der ikke deltog i kampen for uafhængighed mod den portugisiske kolonimagt – talte om at skabe en inklusiv vækst, der kommer landets mange fattige til gode. Han udtrykte også ønske om at få en klar adskillelse mellem stat og parti samt erklærede sig klar til at åbne for en dialog med oppositionen om en decentralisering af magten,” konstaterer Mogens Pedersen.
“Det hele er noget, Danmark har støttet i mange år. Det viser, at der stadig er muligheder for at påvirke udviklingen i en retning, vi finder positiv,” anfører ambassadøren, som fra august skifter til ambassadørstolen i Ugandas hovedstad, Kampala
Siden talen i januar har den 56-årige Felipe Nyusi dog måttet sande, at det ikke er så let at ændre kurs. Ikke mindst over for Renamo, det største oppositionsparti og regeringspartiet Frelimos arvefjende fra en 16 år lang konflikt, der sluttede i 1992 efter at have kostet en million mennesker livet.
”Der er ingen tvivl om, at der stadig er stærke kræfter inden for Frelimo, ikke mindst omkring den tidligere præsident Guebuza, der ikke var enige med ham i åbningen over for Renamos krav om regionalt selvstyre i de provinser, hvor partiet vandt ved det seneste valg sidste efterår og fik 36 procent af stemmerne på landsplan,” siger Mogens Pedersen.
Afbrændte landsbyer
Først i 1980’erne oplevede han som udsendt af FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) i det nordlige Mozambique, hvordan konflikten udspillede sig midt under borgerkrigen.
”Jeg så, hvordan soldater fra regeringshæren brændte landsbyer af. Det skete for at tvinge beboerne til at søge ind i de fælleslandsbyer og landbrugskooperativer, som det daværende marxistisk inspirerede Frelimo styre havde oprettet efter socialistisk forbillede”, fortæller Mogens Pedersen og lægger til:
“Den brutale politik skubbede mange mozambiquere i armene på Renamo, der i mange år var finansieret af det sydafrikanske apartheidstyre. Jeg var også vidne, heldigvis på afstand, til Renamos mange, grusomme krigshandlinger.”
Frelimos manglende anerkendelse af et reelt flerpartisystem, som det var fastlagt i fredsaftalen fra 1992, og Renamos stærke position har i årevis været en tikkende bombe. En bombe, der gik af i 2013. Her kom det på ny til væbnede konfrontationer med dødelig udgang i det centrale Mozambique, hvor Renamo står stærkt.
Konfliktens genopblussen overraskede mange, fik en række investorer til at reducere deres aktiviteter, lammede infrastrukturen og fik turister til at holde sig væk.
Det kostede Mozambique dyrt, men trak Frelimo til forhandlingsbordet med Renamo. Efter en lang række møder er resultaterne stadig beskedne. For nylig er man dog blevet enig om tiltag til at afpolitisere den offentlige forvaltning.
”Det er yderst positivt,” konstaterer Mogens Pedersen.
Men Renamos mangeårige leder Afonso Dhlakama rasler stadig med sablen.
”En mangel på indlemmelse i det politiske spil retfærdiggør naturligvis ikke, at man griber til våben, men det viser, hvor vigtig en bred politisk dialog med alle politiske kræfter er for at bevare freden og stabiliteten,” siger Mogens Pedersen.
Mens det med danske øjne forekommer oplagt at lytte til de politiske modstandere og søge at nå til enighed, er situationen en anden i Mozambique.
”Både Frelimo og Renamo er grundlagt som væbnede organisationer, der er konverteret til politisk partier. Den overgang er ikke nem. Og som værende den organisation, der førte Mozambique til selvstændighed, mener mange i Frelimo, at partiet har førstefødselsret til magten,” konstaterer Mogens Pedersen.
Fra marxist til forretningsmand
Det er en opfattelse, der har ført til en sammenblanding af stat og parti, og som fortidens marxistiske ledere – nu forvandlet til forretningsmænd – har søgt at udnytte til egen vinding.
Eksempelvis var landets præsident fra 2005 til 2015 – og indenrigsminister i 1980’ernes socialistiske regering – Armando Guebuza kendt som ’Guebusiness’ og ’Mr. 5 Per Cent’, fordi han forsøgte, og ofte havde succes med, at udnytte situationen til egen fordel.
”Der er alligevel grund til en vis optimisme, fordi oppositionen blev styrket ved valget sidste år. Samtidig har Mozambique stærke organisationer i civilsamfundet og en uafhængig kritisk presse. Internt i Frelimo foregår der en magtkamp og en voldsom diskussion om nødvendigheden af politiske og økonomiske reformer. Det er vigtigt, at vi støtter sådanne forandringskræfter for at bane vejen for mere åbenhed og demokrati,” forklarer Mogens Pedersen.
Han peger på en række resultater af den danske indsats på disse områder:
”Særligt de seneste de 10 år har Danmark spillet en vigtig rolle i at støtte regeringen med at gennemføre en reform af den offentlige sektor. Blandt andet en reform af den offentlige økonomiforvaltning, for dermed at reducere korruptionen og sikre, at pengene anvendes i overensstemmelse med budgettet. Det gør det sværere at snyde”.
“Vi har også støttet en effektivisering af skattevæsenet, der har betydet, at Mozambique på 10 år har fordoblet skatteindtægterne. Nu kan Mozambique selv finansiere langt størstedelen af statsbudgettet; over 60 procent mod mindre end halvdelen for 10 år siden. Man er i dag langt mindre afhængig af donorstøtte.,” siger Mogens Pedersen.
Lang vej endnu
Han er ikke blind for, at der er lang vej endnu.
”Det er klart, at 40 år er ikke lang tid til opbygning af velfungerende og gennemskuelige offentlige institutioner, hvis vi sammenligner med den historiske udvikling i Danmark eller andre nordiske lande, noget vi en gang imellem har tendens til at glemme”, gør ambassadøren gældende og fortsætter:
“I Mozambique bliver det ikke nemmere, når man tager i betragtning, at næsten halvdelen af tiden som uafhængig stat har landet levet under krig. Nogle af de største udfordringer i de kommende år vil være at få bedre styr på de store offentlige investeringsprojekter, f.eks. inden for infrastruktur, der er afgørende for landets udvikling”.
“Det er behov for større gennemsigtighed. Ligeledes er der behov for bedre forvaltning af budgetterne for sundhed og uddannelse for at sikre fremskridt på disse områder,” konstaterer Mogens Pedersen og fremhæver Danmarks mangeårige samarbejde med det store land i Sydøstafrika.
Støtten begyndte før uafhængigheden fra Portugal i 1975, næredes af det mozambiquiske styres aktive støtte til ANC’s kamp mod apartheid i nabolandet Sydafrika og fortsatte under landets 16 års intern konflikt. Efter fredsslutningen i 1992 fortsatte det danske engagement i Mozambique med fokus på fattigdomsbekæmpelse, udvikling af demokrati, gennemskuelighed i den offentlige forvaltning og donorkoordinering.
”I over 40 år har vi været med i tykt og tyndt i dette land. Både på regeringsplan og via et stort engagement fra danske NGO’er i Mozambiques civilsamfund og danskere, som har etableret sig hernede. Det er en stor styrke, at vi har det folkelige med. Det har bidraget til at give os et godt ry og stor troværdighed og giver os fortsat stor mulighed for at påvirke udviklingen,” vurderer Mogens Pedersen.
Bredere fordeling
Den mulighed skal Danmark blandt andet udnytte til at presse på for en bredere fordeling af en høj, økonomisk vækst på syv til otte procent de seneste 20 år. For i den seneste halve snes år er kløften mellem de få rige og de mange fattige vokset, mens fremvæksten af en egentlig middelklasse lader vente på sig.
”Mens nationalindkomsten pr. indbygger i 1992 kun var 90 dollar om året, er den nu vokset til knap 600-700 dollars. Man har fået adgang til de mest basale sundhedsydelser. Mødre- og børnedødeligheden er faldet, og langt flere af børnene kommer i skole”.
“Men arven fra mange års krig er stadig tung. Eksempelvis er kvaliteten af undervisningen i folkeskolen meget dårlig (ifølge tal fra Verdensbanken underviser mozambiquiske lærere 1,6 timer om dagen, red.). Og selv om mange har kunnet arbejde sig ud af absolut fattigdom, lever halvdelen af befolkningen fortsat i fattigdom,” konstaterer Mogens Pedersen.
Mens størstedelen af mozambiquerne således stadig lever fra hånden og i munden, fører en relativt mindre rig elite med forbindelserne i orden et luksusliv. Den voksende kløft mellem rig og fattig medfører utilfredshed. Det skaber konflikter.
”Derfor består udfordringen i at skabe en mere inklusiv vækst, som når ud til den brede befolkning og giver den muligheder for uddannelse og beskæftigelse. Det er vigtigt for de 300.000 unge, som hvert år kommer ud på et arbejdsmarked, hvor der stort set ikke er ledige jobs (arbejdsløsheden anslås at ligge på 80 pct. i den formelle sektor, red.). Det frustrerer de unge dybt og gør dem til lette ofre for ekstreme, religiøse holdninger, fordi ingen anerkender dem,” advarer Mogens Pedersen.
Arbejdsløsheden er omkring 80 procent i Mozambique, hvor mange forsøger at leve af småhandel og tilfældige jobs.
Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Oversete sektorer
Landbruget – som er langt de fleste mozambikaneres levevej – bør også få mere opmærksomhed.
”Den sektor har regeringen ikke lagt tilstrækkelig vægt på. Der er brug for små veje, der giver adgang til markeder, samt adgang til rådgivning og kredit. Det samme gælder små og mellemstore virksomheder, der også kan skabe jobs. Det er et område, Danmark støtter,” fremfører Mogens Pedersen.
Han advarer mod tendensen til at tro, at udvindingsindustrien vil løse alle landets problemer. For bortset fra skatteindtægterne, som kan bidrage til udvikling af andre sektorer, er det ikke realistisk at se udvindingsindustrien som løsningen. Ikke mindst fordi den ikke skaber mange lokale arbejdspladser.
”I mange afrikanske lande har vi set, at udvindingsindustrien skaber enklaveøkonomier uden megen forbindelse til den øvrige økonomi. Det kan man forsøge at imødegå ved bl.a. at pålægge selskaberne forpligtelser til at opkøbe lokale produkter og beskæftige lokal arbejdskraft”, bemærker Mogens Pedersen og uddyber:
“Men det er klart, at Mozambique ikke er i en situation som Norge i 1970’erne, der havde en relativt veludviklet industri, da man fandt de store olie- og gasforekomster, som i de efterfølgende år skabte en samlet udvikling af hele økonomien.
Trods Mozambiques mange udfordringer erklærer han sig som optimist på landets vegne.
”Med de nye toner fra præsident Nyusi og den nytiltrådte regering er der lagt op til en bred og mere inklusiv økonomisk og politisk udvikling. Mozambique står ved korsvej ved sig 40 års jubilæum som uafhængig nation, og her kan vi med den store anseelse og troværdighed, vi har i landet, hjælpe Mozambique i den rigtige retning,” slutter Mogens Pedersen.
Det er en bistandserfaren herre, der udtaler sig.
Mogens Pedersen var centralt placeret i opbygningen af den danske bistand til Benin i Vestafrika og har senere været ambassadør i Bolivia og eksekutivdirektør i Den afrikanske Udviklingsbank..
I alt har han beskæftiget sig med udviklingsbistand i over 30 år, siden han blev færdig som cand.polit. i 1981.
