BETLEHEM: “Faktisk kan man sige, at det er en god ting, at Benjamin Netanyahu blev genvalgt som premierminister. For på den måde kan der komme yderligere pres udefra på den israelske regering”, siger den palæstinensiske filminstruktør Hanna Atallah, som trods fornavnet er en mand.
Israelernes jerngreb om Palæstina rammer nemlig også palæstinensernes spirende filmindustri.
Hanna er filmskaber, producer og grundlægger af et filmprojekt i den palæstinensiske hovedstad Ramallah, der skal danne rammerne for vidensudveksling mellem unge og etablerede filmskabere, for derigennem at genoplive den palæstinensiske filmindustri.
Jeg har aftalt at mødes med Hanna Atallah, så jeg kan høre nærmere om projektet Filmlab Palestine, der bl.a. får støtte fra Center for Kultur og Udvikling (CKU) i København og International Media Support (IMS).
Hanna sidder på et lille kontor i en bygning i den gamle bydel i Ramallah. Væggene er dekoreret med filmplakater, og på hans skrivebord op mod vinduet står en stor computerskærm, hvis størrelse og mærke ikke efterlader nogen i tvivl om, at han er en del af den kreative branche.
“Filmlab Palestine blev grundlagt i 2014 med det formål at genoplive filmindustrien i, fra og for Palæstina. Den helt overordnede mission med projektet er at skaffe et kreativt rum for filmskabere og -seere til at kreere og opleve palæstinensisk film på en anden måde end tilstanden og den verserende konflikt tillader det nu”, siger han og fortsætter:
Palæstinensiske film er i den grad blevet mere synlig verden over de sidste år, med bl.a. et par Oscar-nomineringer og stor repræsentation ved de større internationale filmfestivaler. Når det er sagt, er filmproduktionen i Palæstina yderst udfordrende, da infrastrukturen og industrien er meget indskrænket.
Som filmskaber selv har jeg fundet, at selv nogle af de simpleste elementer i filmproduktionen mangler, hvilket hindrer og begrænser udviklingen af færdigheder hos de unge filmskabere og værdifulde filmproduktioner.
Udstyr er der ikke meget af, og når der produceres film, er det ofte med medbragt grej og betjent af udenlandske folk eller udstyr lejet i Israel.
Netop for at imødekomme dette problem ønsker Filmlab Palestine at skabe et frirum, hvor unge filmtalenter kan blomstre ved at lære om alternative udtryksformer, og hvor etablerede filmskabere kan støttes med teknisk viden til at færdiggøre og distribuere deres film.
Derudover skal det være et forum, hvor multikulturelle erfaringer og oplevelser kan udveksles frit og effektivt, og hvor det palæstinensiske filmpublikum opfordres til at tage mere aktiv del i og bakke op om en palæstinensisk filmindustri.
Hanna virker stærkt passioneret, mens han fortæller.
Hans ansigt lyser entusiastisk op, når han detaljeret beskriver hvordan læringsprocessen foregår helt fra forståelsen af det tekniske i at opsætte en billedramme med et gammeldags kamera til at anvende diverse linser i filmkameraet og idéudviklingen af manuskripter.
Den uundgåelige konflikt.
Hvordan opstod selve ideen til projektet?
Under min involvering i “The Palestinian Memory Documentation” projekt i Talbiya flygtningelejren i Jordan var jeg forpligtet til at fokusere projektets indsats på at fostre og løfte unge palæstinensiske filmtalenter. For formålet var at skabe en historiefortælling på tværs af generationer af flygtninge.
Fra det øjeblik af har jeg dedikeret mit arbejde mod at skabe et forum, hvor unge talenter kan samarbejde og derigennem udtrykke sig selv visuelt.
Hanna fortæller, at projektet i flygtningelejren naturligt nok kom til at handle om konflikten mellem Israel og Palæstina, men formålet var ikke som sådan at sætte fokus på konflikten, snarere at sætte spot på menneskene bag og deres historier.
Men som Hanna udtrykker det: ”Konflikten er umulig at komme udenom, ikke mindst for unge, som i flygtningelejren lever fra dag til dag i uvished og hvad morgendagen bringer”.
Konflikten har indgribende effekt på palæstinensernes dagligdag, og jeg beder ham derfor kort beskrive dele af konfliktens konkrete betydning for projektet.
Jamen bare dét at søge støtte kan være svært, da mange udenlandske interessenter føler sig presset af Israel til ikke at støtte og engagere sig i palæstinensiske projekter.
Jeg ser ikke nogen umiddelbar forbedring i konflikten mellem de to lande, men er nærmere overbevist om, at det et nødt til at blive værre før det kan blive bedre.
Hanna er glad for de politiske støtteytringer, der er kommet den seneste tid, og fortæller at han i bilen på vej til vores møde hørte i radioen, at Frankrig også ønsker, at der nu lægges yderligere internationalt pres på, så Israel skrinlægger planer om flere jødiske bosættelser på den besatte Vestbred.
Men som han siger: ”Det ikke er første gang, der kommer sådanne erklæringer. Generelt er de politiske ytringer fra USA og EU-landene som små saltvandsindsprøjtninger, der bestemt er positive, men som ikke fører nogle reelle ændringer eller forbedringer med sig”.
Forbedringer i forholdet mellem Israel og Palæstina må først og fremmest komme fra Israel, og det vil formentlig være op til den yngre generation at skabe ændringerne…
Som Hannas vurderer det: ”Israel har behov for sit eget politiske forår til at gøre op med styret, før end palæstinenserne vil opleve reelle forbedrede levevilkår”.
Hanna tilbyder mig et lift til busstationen. Vi skal begge til Jerusalem, men som palæstinenser må han ikke have mig med i sin bil gennem det israelsk styrede checkpoint.
Det er dog heller ikke sikkert, at jeg var kommet hurtigere frem af den grund. Hanna siger, at han ofte oplever at blive tilbageholdt flere timer til og fra arbejde i checkpointet mellem Ramallah og Jerusalem.
