Tak til Jørgen Harboe for artiklen Bistand mens krigen raser. Lidt pudsigt, at der skulle et krigsudbrud til, før en af de toneangivende debattører foreslår, at de store bistandsorganisationer involverer sig i østeuropæiske lande. Harboe skriver meget præcist om en ”generation af bistandsfolk, der var vokset op med en forestilling om, at bistand var rent materiel og hørte til i de varme lande.”
Der er masser af materiel i det samarbejde, der gennem mere end 30 år foregår mellem europæiske medlemsorganisationer af Emmaus-Bevægelsen: Hvert år køres mellem 90 og 100 lastbillæs fra Frankrig, Tyskland og Schweiz til organisationer (medlemmer af Emmaus eller kandidatmedlemmer) i Bosnien-Hercegovina, Polen, Rumænien og Letland. Desværre ikke til Ukraine, hvor de statslige importregler blokerer herfor, så organisationerne i Lviv og Drohobych må klare sig med lokalt indsamlede genbrugsvarer, jf. artiklen “Emmaus i Ukraine” (gtu.dk).
Men i de andre nævnte lande kan man konstatere, at en masse effekter, såsom køkkenting, møbler, elektronik og legetøj, som er usælgelige i Vest, er omsættelige i Øst og skaber arbejdspladser til generel styrkelse af økonomien. F.eks. er det mange år siden, man i Vest har kunne sælge billedrørsfjernsyn; men det kan man i Øst.
Samarbejdet begrænser sig ikke til det materielle. ”Hvordan fremmer vi forsoning?” spørger Harboe. Når ellers ikke coronaen blokerer herfor, arrangerer Emmaus i Bosnien-Hercegovina hver sommer en arbejdslejr i Srebrenica med deltagere fra bl.a. de fleste lande på Balkan-halvøen. Det var som bekendt i Srebrenica, at den blodigste massakre under 90’ernes Balkan-krige fandt sted, så vore dages arbejdslejre arrangeres i et forsoningsperspektiv. Det er sværere at skyde på hinanden, når man har stået og solgt på det samme loppemarked eller taget fat i hver sin ende af en sofa.
Emmaus er i udgangspunktet en bevægelse, der arbejder langsigtet. Men nødhjælp kan være nødvendig – f.eks. under coronaen, hvor de økonomiske aktiviteter måtte dæmpes betydeligt. Her sørgede international solidaritet for, at ikke en eneste medlemsorganisation måtte lukke.
I skrivende stund må de to ukrainske, tre polske og to rumænske organisationer lade de langsigtede formål hvile en stund for at samarbejde om at give husly og andre fornødenheder til hundredvis af ukrainske flygtninge.
Måske går organisationerne – hver for sig og sammen – styrkede ud af dette arbejde?
Emmaus-Bevægelsen har samlet betragtet en del overordnede målsætninger og en del aktiviteter på tværs af medlemsorganisationerne – økologisk landbrug, vandforsyning, kamp mod menneskehandel, styrkelse af kvinders situation, styrkelse af oprindelige folks situation, bæredygtig handel mv. – mange af disse formål kræver samarbejde med andre netværk.
Og så har vi tillidsposter, der skal besættes. Her er vi fremme ved et aspekt, hvor østeuropæerne sakker bagud i sammenligning med afrikanere, amerikanere og asiater jf. artiklen Vi udretter sammen i Globalnyt. Vi har endnu til gode at se en østeuropæer i Emmaus Internationals forretningsudvalg – de holder sig tilbage, når det gælder det forkromede overblik.
Hvert land skal vælge en national delegeret til Emmaus Europas repræsentantskab, og i de år (2011-19), hvor jeg var observatør på repræsentantskabets møder, oplevede jeg aldrig den polske nationale delegerede åbne munden for at tale om andre emner end forhold i Polen. Både lige nu og i en tidligere periode har der i Emmaus Internationals styrelse siddet en kvinde og en mand, som bor og arbejder i et rumænsk Emmaus-samfund; men begge er født og opvokset i Frankrig.
Der kan således være både materielle og ikke-materielle perspektiver i, at internationale netværk styrker engagementer i det østlige Europa, altså hvor det ikke-materielle bl.a. kan handle om forsoning og organisationsopbygning.
