Valg og demokrati i apartheids skygge

Anne Grunnet

Mag.art. i film og massemedier fra Københavns Universitet.

Ansat i ca. 25 år i henholdsvis Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis og 3F, blandt andet som afdelingsleder og koordinator i Afrika og Mellemamerika

Var i perioden 1985-89 landekoordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes Frivilligprogram i Lesotho.

I 1986 var det efterhånden 16 år siden, der havde været valg i Lesotho, og ved den lejlighed havde det stadigt regerende parti (BNP) kuppet sig til magten, da landets andet store parti (BCP) meget ubelejligt fik flertal.

De mange donororganisationer, som støttede landet, havde aldrig været helt tilfredse med den situation, men løbende påpeget, at fortsat støtte ville være afhængig af demokratiske valg.

Så i regeringspartiet var man klar over at noget måtte gøres, noget som både kunne tilfredsstille donorerne og sikre at den siddende regering kunne fortsætte. Modellen med et kup efter valget var ligesom passé, men det var sådan set også smartere at sikre, at der overhovedet ikke var nogen fra oppositionspartiet, som stillede op.

Det gik egentlig meget nemt, ved at man på alle mulige måder intimiderede de formodede kandidater: fyrede dem fra deres jobs, brændte deres huse ned, bortførte deres børn og hvad der ellers dukkede op af ideer for at passivisere dem.

Taktikken lykkedes over al forventning. Regeringspartiet fik tæt på 100 procent af stemmerne og kunne fortsætte som hidtil, nu bare med bifald fra donorerne som var tilfredse med, at der omsider var indført demokrati i landet.

Viftede med flag for militæret 

Men der var jo nogle, som ikke var så tilfredse, faktisk størstedelen af befolkningen, en god del af militæret og så selvfølgelig oppositionspartiet.

Her havde man i flere omgange erfaret at et flertal i befolkningen og valghandlinger ikke var vejen til magten: Der skulle en eller anden form for kup til. Så ca. et halvt år senere gennemførte PCP et militærkup, forholdsvis fredeligt da der ikke var den store modstand i samfundet. Faktisk stod folk og viftede med flag i gaderne, da de militære køretøjer defilerede forbi.

Det gjorde de siddende ministre så ikke. Derimod sad flere af dem til den årlige officielle fest hos den tyske bistandsorganisation den nat kuppet fandt sted.

Der blev altid inviteret ministre ved den lejlighed, og der plejede da også at komme at par stykker, som høfligt blev en times tid inden de forsvandt igen, men ikke denne gang. De blev simpelt hen bare hængende. Selv da jeg gik hjem ved 2-3 tiden, sad de der endnu, til alles undren.

Da det næste morgen viste sig, at militæret havde taget magten, var det knapt så svært at se det fornuftige i, at ministrene havde valgt et trygt sted at tilbringe natten. Den ene af dem undgik i øvrigt ikke sin skæbne. Nogle måneder senere blev han skudt i et pas ude i bjergene.

Nyt gardinstof….

Det var lidt utrygge tider, men i Mellemfolkeligt Samvirkes frvilligprogram opdagede vi hurtigt, at heller ikke militærregeringen havde lyst til at lægge sig ud med donorerne, som stod for en væsentlig del af landets indkomst.

I første omgang blev konsekvensen for os kun, at vi måtte udskifte gardinerne på kontoret. En af vores lokale medarbejdere gjorde os med det samme opmærksom på, at de nuværende var, som han sagde, ”meget usunde”, eftersom de tilfældigvis var stribede i den forriges regerings farver, de måtte straks ned og erstattes med nogle mere tidssvarende.

Det tog sin tid – der var tilsyneladende mange, som skulle have nyt gardinstof.

Bortset fra opgøret med gamle politiske fjender virkede militærregeringen egentlig ikke så voldelig med hensyn til interne forhold. Faktisk forekom den mindre undertrykkende over for den almindelige befolkning end den forrige regering.

Anderledes med apartheid-modstanderne 

Det var derimod ikke tilfældet i forhold til de sydafrikanske ANCere og andre modstandere af apartheidstyret, som befandt sig i landet: De blev skånselsløst jagtet og myrdet.

Der var mange voldsomme og uhyggelige begivenheder, f.eks. da et par soldater gik ind på det lokale hospital og simpelt hen skød en sydafrikanske patient, mens de øvrige patienter lå i sengene ved siden af. Også flere af de sydafrikanske apartheidmodstandere, vi selv havde været venner med, døde eller forsvandt.

Der havde nemlig været brug for en allieret i forbindelse med kuppet, og den eneste nærliggende mulighed var Sydafrika.

På den måde førte valget i Lesotho ikke blot til et militærkup, men også til udvidet sydafrikansk indflydelse i landet og til øgede muligheder for apartheid-styrets til at forfølge sine modstandere.