USA’s nye Afrika-strategi blev i sidste uge udlagt af Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, i en tale ved Heritage Foundation i Washington.
Strategien sigter, kort fortalt, på at fremme amerikanske interesser og modgå Kina og Ruslands indflydelse på kontinentet, forklarede John Bolton, som delte strategien op i tre dele:
“Først skal vi fremme handlen og de kommercielle bånd til lande på tværs af kontinentet (…) dernæst skal vi modsvare truslen fra den radikale islamistiske terrorime og voldelig konflikter (…) og for det tredje skal vi sikre, at de amerikanske skatteyders dollars til bistand bruges effektivt”.
Med hensyn til styrkelsen af kommercielle bånd, fortalte Bolton, at USA er i færd med at udvikle et nyt initiativ ved navn Prosper Africa, som “skal understøtte amerikanske investeringer på tværs af kontinentet, hjælpe Afrikas middelklasse med at vokse og forbedre forretningslklimaet i hele regionen,” og at USA vil tilbyde de afrikanske ledere bedre og mere gennemsigtige alternativer (til den kinesiske kinesiske investeringsmodel, red.).
Læs også: Nyt amerikansk udviklingsagentur skal udfordre Kina i Afrika
På det sidste punkt, om amerikansk bistand, fortalte Bolton, at Trump-administrationen vil sikre, at amerikanske skatteyders penge ikke bruges til at styrke korrupte ledere og krænke menneskrerettighederne, og at administrationen vil gøre en ende på støtten til “unproductive, unsuccessful, and unaccountable” fredsbevarende operationer på kontinentet.
“Fra nu af, vil USA ikke tolerere det historiske mønster for bistand uden virkning, støtte uden ansvarlighed og nødhjælp uden reformer (…) amerikanerne er et gavmildt folk, men vi insisterer på at vores penge bliver brugt nyttigt,”. sagde Bolton.
Læs også: Kongressen trumfer Trump på udviklingspolitikken
“Med vores nye Afrika-strategi, vil amerikanske bistandsmidler blive rettet mod nøglelande (udvalgte lande, red.) og særlige strategiske målsætninger. Hele USA’s bistand skal fremme amerikanske interesser og hjælpe afrikanske stater til at blive selvforsørgende”.
Fokus er på inddæmning af Kina
Men den røde tråd i Boltons tale var Kina, som blev nævnt hele 15 gange i talen. Også Rusland fik hårde ord med på vejen, og begge lande blev kritiseret og udpeget som konkurrenter til amerikanske interesser på kontinentet.
“Kina bruger bestikkelse, lyssky aftaler og gør strategisk brug af gæld for at holde afrikanske stater indfanget og bundet til Beijings ønsker og krav,” sagde Bolton med henvisning til Kinas såkaldte “gældsfælde-diplomati”.
Mellem 2000 og 2017 lånte Kina 143 milliarder dollars til afrikanske lande, ifølge tal fra China-Africa Research Initiative at Washington’s Johns Hopkins University School of Advanced International Studies. Dertil kommer direkte investeringer (FDI) og bistand (ODA).
Læs også: Kina lover nye og bedre investeringer i Afrika
Bolton kritiserede også Beijings globale infrastukturprogram, det såkaldte Belt and Road Initiative, og fremhævede Zambia og Djibouti som ofre for “Kinas destruktive praksis”.
Læs også: Kina opretter statsligt udviklingsagentur
Ifølge Jennifer Cooke, som er direktør ved George Washington University’s Institute for African Studies, kan Trump-administrationens Afrika-politik, på trods af ordene om god regeringsførelse, korruption og menneskerettigheder, bedst sammenfattes som en strategi, “der underkender afrikanske bekymringer til fordel for amerikanske behov og bilaterale forhold”.
Det vurderer hun i et interview med Voice of America.
2000-2014: USA og Kina “investerer” forskelligt i Afrika.
“Det lyder (Boltons tale, red.) virkelig som en tilbagevenden til Den Kolde Krigs realpolitik, hvor alliancer bygges på modstanden til kommunisme eller Sovjetunionen i stedet for god regeringsførelse, menneskerettigheder, økonomisk vækst osv. (…) De afrikanske lande har allerede betalt en stor pris for den slags geopolitiske slagsmål før,” siger Cooke og understreger, at den nye strategi er en “kontra-politik” med et geopolitisk fokus, som risikerer at “indramme de afrikanske dynamikker for snævert” og underminere såvel afrikanske som amerikanske interesser.
Cooke peger blandt andet på, at strategien ikke tager hensyn til de mange øvrige og mindre spillere (lande, red.) på kontinentet så som Iran, Saudiarabien, Tyrkiet, Indien – eller “de mange multilaterale relationer, der i disse år udfolder sig på kontinentet”.
