Med størstedelen af landmassen i Asien og en lille spids i Europa er Tyrkiet geopolitisk placeret som en vigtig global aktør.
Det tidligere sultandømme har da også forsøgt at spille rollen som brobygger i lang tid med en politik, der går under sloganet ”zero problems with neigbours” (ingen problemer med naboerne).
Politikken så længe lovende ud, men siden 2010 er Tyrkiet raget uklar med den ene nabo efter den anden. Og særligt med udbruddet af borgerkrigen i Syrien er nationens forhold til internationale partnere som USA og EU også blevet væsentligt køligere.
Det kan være en af årsagerne til, at kupmagere i militæret ønskede at fjerne præsident Recep Erdogan og hans Retfærdigheds- og udviklingssparti (AKP) fra magten.
AKP har stået i spidsen for landet siden 2002, men i de senere år har den tidligere premierminister og nuværende præsident gradvist sat sig mere enerådigt på magten. Resultatet har været indgreb mod bl.a. pressefrihed og en bevægelse væk fra den vestligt inspirerede sekulære og demokratiske stat, som var visionen for landsfaderen Kemal Ataturk.
Fra venskab til fjendskab
”Zero problems with neighbours” kaldes den udenrigspolitiske strategi, som det regeringsbærende parti har fulgt siden det kom til magten i 2002.
Strategien lagde vægt på venskabelige diplomatiske relationer og løsning af uenigheder med nabolande på fredelig vis, som det fremgår af den engelsksprogede beskrivelse på regeringens hjemmeside.
”Mens vi implementerer udenrigspolitikken globalt med denne forståelse, ser Tyrkiet de positive resultater i sin umiddelbare nærhed som særligt vigtige. I den kontekst er diskursen om ”ingen problemer med naboer” et slogan, der sammenfatter Tyrkiets forventning angående relationer med nabolande. Tyrkiet ønsker at eliminere alle problemer med naboer eller i det mindste at eliminere dem så meget som muligt”, lyder det.
Læs hele strategien på regeringens hjemmeside her:
http://www.mfa.gov.tr/policy-of-zero-problems-with-our-neighbors.en.mfa
Politikken så ud til at bære frugt i 00’erne. Eksempelvis blev forholdet til Syrien forbedret betydeligt.
De to nabolande har ellers haft et omtumlet forhold. Relationerne har historisk vekslet mellem venskab og fjendskab. En af de væsentlige årsager er spliden om fordelingen af vandressourcer fra de to floder Eufrat og Tigris.
De berømte floder sørger for en livsnødvendig forsyning af ferskvand til begge nationer, men Tyrkiets omfattende dæmningsbyggeri har været en torn i øjet på Syrien.
Syrien har tidligere sammen med Sovjetunionen støttet PKK-oprørere i Tyrkiet, men denne støtte sluttede i 1998, da Tyrkiet truede med at invadere den sydlige nabo.
Forholdet mellem de to nabolande blev yderligere styrket i 2004 med en fælles handelsaftale. I 2009 blev der fri passage over grænsen, da visumkravet gensidigt blev fjernet.
Landene havde dermed ganske venskabelige relationer, da den blodige konflikt i Syrien brød ud i 2011.
I starten opfordrede regeringen i Ankara den sydlige nabo til at tage initiativ til reformer. Det skete ikke, og venskabet blev lynhurtigt forvandlet til bittert fjendskab.
Regeringen i Damaskus blev snart hovedjenden for Erdogan, og det i så udpræget grad, at Tyrkiet har set gennem fingrene med terrorgruppen ISIL’s operationer på grænseovergangen mellem de to lande.
Skæbnesvangre beslutninger
Samtidigt med det fjendtlige forhold til Assads regime, er Tyrkiet siden 2011 kommet på kollisionskurs med Egypten, Israel og Rusland i nabolaget, mens relationer til EU og USA er blevet forværret.
Det ser flere steder ud til, at Erdogan har truffet nogle skæbnesvangre beslutninger, der har skadet forholdet til flere nabolande. Det gælder eksempelvis i Egypten, hvor den daværende premierminister satsede på et stærkt og tæt forhold til det muslimske broderskab, som med Mohamed Morsi i spidsen overtog ledelsen efter Hosni Mubarak blev afsat ved revolutionen i 2011.
I 2013, da Morsi blev væltet ved et militærkup, rasede Erdogan mod landets nye leder, Abdel Fattah el-Sisi.
Spændingerne mellem det nye egyptiske styre og Erdogan førte til, at Egypten nu officielt betragter ottomanernes handlinger i Armenien i 1915 som et folkemord, hvilket det egyptiske regime ved er et yderst følsomt punkt for tyrkerne. Erdogan har på sin side holdt en stærkt kritisk tale om Egyptens nye magthavere i FN’s Sikkerhedsråd.
Tyrkiets forhold til Rusland blev forrige år ligeledes særdeles anspændt. Det skete, da tyrkiske styrker sidste år skød et russisk kampfly ned i grænseområdet til Syrien, hvilket naturligvis blev mødt med vrede af den russiske præsident Vladimir Putin.
Uenigheder, stridigheder og direkte fjendskab med de omkringliggende lande fik en analytiker i til at skrive en klumme i magasinet Foreign Policy om Tyrkiets udenrigspolitik med den sigende titel ”From zero problems to zero friends”. Andre kommentatorer har omformet det oprindelige udenrigspolitiske slogan til ”zero neighbours without problems”.
Udviklingen fra 2010 ser unægtelig ud til at have bragt Ankara en masse naboproblemer. Samtidigt er fredsforhandlingerne med kurderne stoppet, og tyrkiske byer er blevet ramt af adskillige terrorangreb det seneste år.
Den demokratiske deroute
Det ser ikke bedre ud med den demokratiske udvikling.
Det så ellers fint ud for Erdogan og Tyrkiet, da protester og revolutioner brød ud i Nordafrika og Mellemøsten under det såkaldte ”arabiske forår” i 2011.
Erdogan tog på charmetur for at promovere den ”tyrkiske model” i nordafrikanske lande i 2011. Her talte han bl.a. sekularisme i et show på egyptisk tv:
”Vær ikke nervøs for sekularisme. En sekulær stat betyder ikke, at folk er ateister. Det betyder respekt for alle religioner og at hvert individ har retten til at praktisere sin egen religion”, citerer The Christian Science Monitor Erdogan for at have sagt.
Den amerikanske præsident Barack Obama så Erdogan som en tæt allieret umiddelbart efter han blev præsident i 2008, skriver Politico.
I 2011 nævnte han den daværende tyrkiske premierminister blandt de regeringsledere, han havde det tætteste forhold til, sammen med bl.a. Angela Merkel og David Cameron.
Siden da har Obama mistet tiltroen til AKP-lederen. Ifølge Politico holder Obama primært sine holdninger om den tyrkiske præsident privat, men tidligere i år kritiserede han åbent udviklingen.
Her udtrykte han bekymring for Erdogans tiltag mod pressefriheden, og nævnte at han kom til magten med et løfte om demokrati, men er nu involveret i undertrykkelse af information og demokratisk debat.
Nye forsonende toner
I den seneste måned har der imidlertid lydt nye toner fra Ankara. Præsident Erdogan sendte en erklæring til Moskva med en undskyldning for nedskydning af det russiske jagerfly.
Samtidigt modtog Israel et ønske fra Ankara om at normalisere forholdet, der har været køligt siden 2010, hvor israelske sikkerhedsstyrker dræbte 9 tyrkiske nødhjælpsarbejdere på et skib på vej mod Gaza.
Sidst, men ikke mindst, antydede premimerminister Binali Yıldırım for et par dage siden ifølge Information, at man ønsker at normalisere forholdet til Syrien.
Spørgsmålet er, hvordan kuppet påvirker Ankaras forhold til omverdenen og de nærmeste naboer.
Med den vigtige geopolitiske placering har den tyrkiske præsident en stærk forhandlingsposition overfor EU og USA. USA og Danmark benytter i dag en tyrkisk base til at bekæmpe ISIL, og landet huser ca. 3 millioner syriske flygtninge.
Militærkuppet giver desuden ifølge danske eksperter citeret i Information Erdogan ”en blankochek” til at slå ned på politiske modstandere. Udviklingen efter kuppet vil have stor betydning for vestens forhold til Tyrkiet, men også for udsigten til fred i det uroplagede Mellemøsten.
