Hijab i koranen
Påbuddet om hidjâb legitimeres med følgende steder i koranen:
Surah 24:30, 24:31 og 33:59 og en Hadith-tekst ved den muslimske lærde Abu Dawud (ca. 817-888).
Surahene byder blandt andet kvinden, at de ikke må ”fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring” (Surah 24:31), og “at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig” (Surah 33:59), men for både mænd og kvinder gælder det, at de skal sænke deres blikke og bevare deres dyd, når de møder hinanden (Surah 24:30-31). Hvordan og i hvilket omfang buddene i koranen skal følges, er genstand for stor debat i islam
(Koranen, oversat af Ellen Wulff 2006)
Debatindlægget er udtryk for skribenternes egne holdninger.
Brian Arly Jacobsen er lektor i religionssociologi, Københavns Universitet og ph.d.
Muslimske kvinders brug af tørklæder har været et kontroversielt politisk spørgsmål i Danmark i et par årtier. Fra det første gang blev diskuteret i Folketinget i 1987, er antallet af debatter vokset i styrke og omfang, og i dag har muslimers tørklædebrug sat sig tungt på den politiske dagsorden i Danmark.
Senest har Kommissionen for den glemte kvindekamp igangsat en diskussion om muligt forbud mod tørklæder i grundskolen.
Spørgsmålet om tørklædet er kontroversielt i mange lande – ikke kun i Europa.
Den muslimske iklædningspraksis hidjâb har en religiøs legitimering, som kommer til udtryk på vidt forskellig vis blandt muslimer. Hidjâb er en traditionel muslimsk hoved, ansigts- eller kropsbeklædning, som findes i et utal af variationer historisk og geografisk.
Hidjâb kan have forskellige betydninger, men ofte er den simpelthen et udtryk for religiøs tradition eller tro, et tegn på respekt over for familietradition og kultur.
Re-islamisering eller egen udforskning
I mange andre tilfælde er hidjâb et udvortes udtryk for identitet i en ung kvindes udforskning af hendes religiøse tilhørsforhold. I denne sammenhæng er det ikke en praksis, som forældrene tvinger deres døtre til. Det kan endda bæres uden at tage forældrenes mening i betragtning og ja, endda på trods af det.
Men det kan også være et symbol på en ”re –islamisering” af kvinder med muslimsk tilhørsforhold, og familiemedlemmer kan pålægge piger og unge kvinder en bestemt klædningspraksis i nogle tilfælde på foranledning af lokale religiøse ledere.
Det er især den sidste fortolkning, som modstanderne af hidjâb i det offentlige rum benytter sig af.
For modstanderne af hidjâb symboliserer ’tørklædet’ en form for tvang. Disse modstandere hævder typisk, at staten bør bidrage til kvinders frigørelse og ikke tolerere tøjmæssig ’indespærring’. Efter deres opfattelse kan det ses som en undergravelse af princippet om tolerance og lighed at acceptere ulighed af kvinder som et kulturelt-religiøst træk. Det er denne opfattelse som har været et bærende element i forbud mod tørklæder andre steder i verden.
Ophævet forbud i Tyrkiet
I Tyrkiet har tørklædet været forbudt i offentlige sammenhænge.
Landsfaderen Kemal Atatürk (1881-1938) forbød aldrig tørklædet, men frarådede aktivt brugen af det på offentlige steder. Tørklædet blev forbudt i offentlige institutioner på grund af den ‘offentlige beklædningsforordning’ udstedt efter militærkuppet i 1980 og begyndte at blive implementeret på en radikal måde efter et militærmemorandum fra 1997.
Forbuddet mod tørklæde til offentligt personale blev ophævet med demokratiseringspakken den 1. oktober 2013. Forbuddets grundlag tog udgangspunkt i den kemalistiske ideologi, med en streng forståelse af laïcité (sekularisme) i forfatningen.
Voldelige demonstrationer i Indien
I den indiske delstat Karnataka var der i begyndelsen af januar 2022 rapporteret en konflikt om skoleuniformer. Nogle muslimske studerende, der ønskede at bære hijab i undervisningen, blev nægtet adgang til skolen med den begrundelse, at det var en overtrædelse af skolens beklædningspolitik.
I løbet af de følgende uger spredte striden sig til andre skoler i delstaten med demonstrationer både for og imod – nogle af dem endte voldeligt.
I februar udstedte Karnataka-regeringen en ordre om, at uniformer skal bæres obligatorisk, hvor der findes en uniformspolitik, og der kan ikke gøres nogen undtagelse i forhold til at bære hijab. Flere uddannelsesinstitutioner anvendte denne ordre til at nægte muslimske piger med hijab adgang.
Implementeringen af uniformspolitikken på uddannelsesinstitutioner i delstaten blev kritiseret internt i Indien og i udlandet af lande som USA og Pakistan og af Human Rights Watch.
Forbuddet blev forsvaret af politikere med tilknytning til blandt andet det højreorienterede nationalistiske parti Vishva Hindu Parishad. Om hvorvidt den øverste indiske forfatning beskytter religiøse symboler i skolerne er stadig uafklaret. Men uanset hvad er det vigtigt at understrege, at forbuddet gælder al religiøs klædningspraksis i delstatens skoler.
Bedrevidende modstandere
Spørgsmålet om hidjâb i både Tyrkiet, Indien og andre steder skal ses som led i en generel debat om muslimers religiøse praksis, hvor tørklædet har fået en særlig symbolsk position.
Et symbol er afhængigt af, hvordan det bliver brugt og læst. Tørklædet har ikke én fasttømret betydning, men mange. Alligevel er der en tendens til at modstanderne af tørklædet reducerer motivet for brugen af tørklædet til kun ét, nemlig at det symboliserer undertrykkelse – et spørgsmål om en patriarkalsk traditions religiøst begrundede undertrykkelse af piger og kvinder, derfor skal det udryddes.
I den forstand udgør modstanderne de bedrevidende, som fortæller den muslimske kvinde, at hun er undertrykt, og det er hverken særlig produktivt eller særlig konstruktivt for den enkelte kvinde eller muslimer som sådan.
Det berører samtidig princippet om religionsfrihed, en grundlæggende menneskerettighed, som liberale demokratier overholder og fortolker på forskellig vis. Det har blandt andet ført til, at man i Frankrig har forbudt brugen af religiøse symboler i grundskolen og på ungdomsuddannelser. Det skyldes den særlige franske sekularisme (laïcité), som udelukker al religion i en lang række offentlige sammenhænge.
Frihed for Loke og Thor
Sådan er det ikke i Danmark, hvor religion (folkekirken især) indgår i en lang række offentlige sammenhænge, hvorfor det vil være umuligt at formulere et forbud mod tørklædet alene, som del af en religiøs praksis, og svært at formulere et generelt forbud overfor religiøse symboler i det hele taget.
Den danske grundlov sikrer det, som Grundtvig formulerede som ’Frihed for Loke saa vel som for Thor’. Staten skal kunne indeholde og tolerere religiøse forskelle med de implikationer, det medfører, herunder et religiøst beklædningsstykke uanset om det er et tørklæde, en turban, en kalot eller lignende.
