Historien: Indiens og Kinas vækst
Forud for den periode, vi behandler, har begge lande haft væsentlig lavere vækst. Hertil kommer store udsving fra år til år, fx under Kinas ”store spring fremad” i slut 50erne og kulturrevolutionen i 1966-68. Også ekstrem tørke i Indien i 1966 betød et voldsomt fald i levestandard.
Figur 1 viser Indiens og Kinas vækstrater år for år i perioden 1990-2015. Væksten er opgjort i bruttonationalprodukt pr. indbygger og er et udtryk for væksten i borgernes købekraft. Vi ser, at Kinas vækst i næsten hele perioden ligger et stykke over Indiens. Samtidig ligger væksten helt frem til ca. 2010 ligger på ca. 10% vækst årligt. Dette er verdens højeste vækst, når der ses på så lang en periode.
Betydningen af denne vækst kan næppe overvurderes. Det indebærer, at en gennemsnitlig indbyggers realindkomst fordobles hvert 7. år. Til sammenligning har vi i Danmark været ca. 35 år om at fordoble indkomsterne. Væksten har betydet, at næsten en kvart milliard kinesere er trukket ud af fattigdom. Samtidig er uligheden i det kinesiske samfund vokset stærkt, mere herom nedenfor.
Indiens vækst i perioden starter på et niveau lige over Kinas på ca. 3% i 1990, men fortsætter så med et tilbageslag. Det skyldes en alvorlig valutakrise i 1990-91, hvor handelsunderskuddet blev så stort, at import af nødvendige råvarer måtte reduceres. Denne krise satte imidlertid gang i en række reformer, hvor bl.a. de private virksomheder fik væsentlig mere frihed til at investere og tilpasse arbejdsstyrken. Dette uddybes nedenfor.
Reformkursen var medvirkende til, at Indiens vækstrater hævede sig til ca. 5% årligt over hele perioden. Slet ikke kinesisk niveau, men dog væsentlig højere end tidligere, så nu blev indiske indkomster fordoblet i løbet af ca. 20 år.
Figuren viser, at de to landes vækstrater starter og slutter på omtrent samme niveau. I den mellemliggende periode ligger Kinas vækst ca. 3-4 pct. point højere end Indiens, men bortset herfra er de to vækstkurver omtrent parallelle. Det skyldes især, at begge lande rammes af de samme udefra kommende fænomener, fx finanskrisen.
Som nævnt mødes de to vækstkurver sidst i perioden. Er det så en tilfældighed, eller er det udtryk for blivende tendenser? Det skal vi analysere nærmere i det følgende.
Det kan dog røbes, at det min opfattelse, at vi har at gøre med et varigt skift i de to landes vækstkurver, som skyldes dybtliggende forhold. Kinas potentiale for høj vækst er ved at være udtømt, men Indiens først lige er begyndt. Meget mere om dette nedenfor.
Ovenstående har været fokuseret på vækstrater. Det er der gode grunde til; men inden vi går videre, skal det lige huskes, at de absolutte niveauer også er vigtige. Faktisk de vigtigste, for vækstraterne er mest interessante, fordi de bestemmer udviklingen i indkomster på langt sigt.
Figur 2 viser de to landes indkomster pr. indbygger, når der korrigeres for købekraft (deraf betegnelsen PPP, som står for purchasing power parity). De to landes indkomster er sat i forhold til det samtidige indkomstniveau i Danmark. Heraf kan vi se, at begge lande nærmer sig de rige landes niveau, men også, at der er meget langt igen.
Figur 2 viser, at Indien i 1990 faktisk havde gennemsnitsindkomster lidt højere end Kinas, men den ovennævnte forskel i vækstrater har betydet, at Kina i dag har langt højere indkomster end Indien. Kinas gennemsnitsindkomster har rundet 30% eller næsten en tredjedel af Danmarks, mens Indien ligger på ca. 13%, altså en ottendedel.
Ulighed
En ting er, at økonomierne vokser. Men hvem kommer denne vækst til gode? Er det de fattige, der får gavn af væksten, eller bliver væksten forbeholdt de rige, som i forvejen har rigeligt? Ingen af disse ekstremer findes i virkeligheden, men at uligheden har været stigende i de to lande er ubestrideligt.
Figur 3, som er taget fra net-avisen livemint 4. maj 2016 på baggrund af data fra IMF (International Monetary Fund, Den Internationale Valutafond), viser uligheden i flere asiatiske lande i 1990 og 2013. Uligheden måles her ved den såkaldte Gini-koefficient, som er udtryk for, hvor stor en del af et lands indkomst, som skal omfordeles, for at skabe fuldkommen lighed.
Figuren viser, at Indien og Kina er blandt de mest ulige i Asien og har haft stigende ulighed i de 23årige periode. Især er uligheden i Kina nærmest eksploderet.
I øvrigt er de to landes ulighed ikke bare høj i forhold til det øvrige Asien, men i forhold til hele verden. Dette ses af figur 4, hvor uligheden i Indien og Kina sammenlignes med regioner i resten af verden. Selv Latinamerika, som historisk betragtes som en region med meget høj ulighed, har væsentlig mindre ulighed, end de to lande har i dag.
Fattigdom
Til trods for den høje og stigende ulighed i Indien og Kina er der ingen tvivl om, at fattigdommen i de to lande har været markant faldende. Især i Kina er fattigdommen faldet til en brøkdel af den, som fandtes for få årtier siden. Det vurderes som realistisk, at den ekstreme fattigdom i Kina vil være afskaffet i løbet af 20erne.
Tabel 1 viser andelen af fattige ifølge Verdensbankens oplysninger i årene fra 1993 til 2011. Man regnes i denne opgørelse som fattig, hvis man har en indkomst eller forbrug på mindre end 1,9 PPP$ om dagen. Der anvendes altså den samme fattigdomsgrænse i de to lande.
Befolkning og arbejdsstyrke
En af grundene til, at Indien står stærkt i forhold til Kina med hensyn til fremtidig vækst, er befolkningens alderssammensætning i de to lande. Figur 5 og 6 viser befolkningspyramiderne i Kina og Indien (en befolkningspyramide viser befolkningens sammensætning på aldersklasser og køn).
Som det ses, er der relativt meget få unge i Kina. Det er især den kinesiske etbarnspolitik, som slår igennem i denne sammenhæng. Det vil kunne mærkes på fremtidens arbejdsmarked i Kina. Der kommer simpelt hen til at mangle hænder i både industri og andre sektorer.
Samtidig ser vi en stor pukkel af 40-60årige, som i de kommende år vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og kræve forsørgelse af yngre befolkningsgrupper. Kina er i alvorlig grad demografisk udfordret. Og det vil utvivlsomt vise sig i vækstraterne for de kommende år.
I Indien derimod er befolkningens alderssammensætning langt mere harmonisk, som det ses af figur 6. De yngste aldersgrupper er de største, men på den anden side ikke så store, at de bliver en udfordring (som man ser fx i mange afrikanske og mellemøstlige lande). Det giver mulighed for, at arbejdsstyrken kan vokse i et roligt tempo, som muliggør, at der findes jobs til de unge.
De ældre indere i alderen 40-60 år udgør derimod en langt mindre del af befolkningen, end tilfældet er i Kina. Så der er ingen tikkende ”ældrebombe” under den indiske økonomi.
Vækst og strukturændringer
Arbejdskraft har der traditionelt været rigeligt af i de to lande. Ifølge en udbredt teori, nemlig Lewis-modellen, består et typisk u-land af en traditionel og en moderne sektor. Den traditionelle sektor består af erhverv, som har været i landet i lang tid, fx traditionelt landbrug og håndværk. Statsdrevne virksomheder kan også indgå.
Den moderne sektor består af industri- og servicevirksomheder, som ligner tilsvarende virksomheder i vores del af verden. Mange af disse ejes af multinationale selskaber (MNEs), og de er ofte rettet mod eksport.
Den moderne sektor er typisk koncentreret i de store byer. I Kina består en stor del af den moderne sektor af industrivirksomheder, hvorimod det i Indien er servicevirksomheder, især i IT-branchen, som især dominerer.
Den moderne sektor er karakteriseret ved væsentlig højere arbejdsproduktivitet end den traditionelle. Derfor vokser økonomien, når der overføres arbejdskraft fra den traditionelle til den moderne sektor. Det betyder, at hvis der er en stor arbejdskraftreserve i den traditionelle sektor, fx i landdistrikterne, er der også et stort potentiale for vækst. Dette har netop været tilfældet i både Indien og Kina, men især for sidstnævnte er denne reserve nu ved at være udtømt. Således er arbejdsstyrken i Kinas industri faldet med 20% de sidste tyve år.
Korruption
Demografien tæller i høj grad til fordel for Indien. Men der er også andre forhold, som begunstiger Indiens vækst mere end Kinas. Nogle er mindre håndgribelige end de ovennævnte, men kan ikke desto mindre være afgørende.
Korruption og unødigt bureaukrati er faktorer, som i høj grad hæmmer investeringer og dermed vækst. Dette er svært at kvantificere, men Transparency Internationals index over korruption i de fleste lande benyttes ofte til at sammenligne graden af korruption i forskellige lande.
I Transparency Internationals rapport fra 2015 er Kina rangeret som nr. 84, Indien som nr. 79 (det gælder om at have lav rang, det betyder mindre korruption). Ingen af landene har specielt prangende resultater med korruptionsbekæmpelse, og deres placering i ranglisten er nogenlunde stabil siden 2012. Den kinesiske leder Xi Jinpings stort anlagte antikorruptions-kampagne har altså ikke haft den store effekt, hvis man skal tro Transparency International.
Heller ikke Indien har flyttet sig på ranglisten. Men der er måske håb om, at det kan ske. Indien er jo i modsætning til Kina et demokratisk land med en fri og aktiv presse. Også elektroniske medier, som tidligere i høj grad var styret af staten, har i de senere år øget deres uafhængighed. Det må erkendes, at dette ikke hidtil har haft den store betydning for korruptionsbekæmpelse, men med faldende analfabetisme og forbedret infrastruktur kan man håbe, at medierne får større gennemslagskraft over for borgerne og dermed vælgerne.
Et er korruption, noget andet er det mere almindelige bureaukrati. Her antages det ofte, at det indiske ”babu raj” er en frygtelig jungle for virksomheder, som gerne vil investere og skabe vækst og jobs. Allerede i begyndelsen af 1980erne gik de kinesiske myndigheder i gang med at skabe bedre muligheder for private virksomheder, herunder også MNEs.
I 1991 skete en markant forbedring af virksomhedernes muligheder i Indien, idet staten tidligere krævede licens af nye virksomheder, før de startede op. Dette var dels et bureaukratisk omsvøb, dels en væsentlig kilde til korruption. I 1991 afskaffedes dette licenskrav, og det satte gang i mange nye virksomheder, ikke mindst inden for softwareudvikling.
Fremtiden
Hvad byder fremtiden på? Det kan være svært at sige, men meget af det ovennævnte tyder på, at Indien nu overtager førertrøjen. Hvis de to lande bytter roller med hensyn til vækstrater, vil indkomstniveau i Indien indhente Kina i løbet af 20-30 år. Det er ikke urealistisk, at fattigdommen i de to lande vil være forsvundet i løbet af samme periode.
Men vi skal hele tiden huske, at ovennævnte drejer sig om gennemsnitsindkomster. Den stigende ulighed udgør et stort problem for både Indien og Kina. Ikke blot betyder dette, at en stor del af væksten tilfalder personer, som egentlig ikke har så meget brug for den, hvorimod de, der virkelig cvhar behov, får en mindre del af kagen. Ulighed påvirker direkte befolkningens opfattelse af velfærd og retfærdighed. Hvis Indien og Kina ønsker at bevare en position blandt verdens økonomiske hurtigløbere, skal der gøres noget for at reducere uligheden.
