Afgangsskærmen i Addis Ababas lufthavn bekymrer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. De mange flyafgange mod Beijing, Shanghai og Mumbai skaber bekymring hos Udenrigsministeren om, hvem der skal være den mest attraktive samarbejdspartner på et kontinent, der i stigende grad vender sig væk fra tidligere koloniherrer.
De mange flyafgange væk fra Afrika og østpå mod Asien er billedet på Kinas massive arbejde med at sikre sig indflydelse. For studiepladser til afrikanske unge i et omfang, der lang overgår Europas tilbud, er blot én brik af mange i et geopolitisk spil, der også involverer migration i stor stil. Men det handler også om et opgør med den gamle verdensorden, om kontrollen over ressourcer og om adgangen til store markeder.
Samtidig med de mange tilbud om stipendiater til kinesiske universiteter har Kina finansieret og anlagt veje, havne, jernbaner og opført mobilteknologi og anden infrastruktur i stor stil i mange afrikanske lande. Alt sammen uden at det er fulgt af Vestens sædvanlige krav om god regeringsførelse, overholdelse af menneskerettigheder, LGBT+-rettigheder og involvering af kvinder i alle dele af samfundet.
Afrika – og især afrikanske unge – er blevet trætte af Vestens dobbeltmoral og uindfriede løfter om udvikling
Udfordringen for Danmark og resten af Vesten er, at Afrika har fået stigende geopolitisk betydning – større end under Den kolde krig. Europa har derfor mere end nogensinde brug for Afrika til at løse ’fælles’ problemer som terrortrusler, migrationspres og klimakrise. Vi har også brug for deres råstoffer, som er afgørende i vores grønne omstilling.
Men Afrika – og især afrikanske unge – er blevet trætte af Vestens dobbeltmoral og uindfriede løfter om udvikling. Derfor den nye europæiske og dermed dansk tilgang til udviklingspolitikken. Deraf retorikken om fælles interesser, ligeværdige partnerskaber og et godt tilbud til en særlig udvalgt skare af de unge afrikanere. Og derfor er et af midlerne at invitere flere afrikanske unge til at studere gratis på danske uddannelsesinstitutioner.
Ufrivillig mobilitet
På en nyligt overstået studierejse til Etiopien diskuterede jeg på en workshop med etiopiske forskere det voksende, men oversete, problem med ’ufrivillig immobilitet’. Det gælder både de unge, der har fået en uddannelse, men hverken kan få arbejde lokalt eller migrere legalt. Og det gælder de unge, der er blevet ufrivilligt deporteret fra nabolande, fra Mellemøsten eller fra Europa på grund af manglende legalt ophold.
De fleste deltagere i workshoppen var enige om, at der er grund til at være bekymret over EU’s udviklings- og migrationspolitik. For der er behov for flere lokale jobs og flere muligheder for legal migration, hvis man vil have afrikanere til at afhjælpe EU’s latente mangel på arbejdskraft, for samtidig at skabe økonomisk vækst begge steder.
Søndag d. 18. august blev udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i dagbladet Politiken citeret for at sige, at der overhovedet ikke kan være tvivl om, at “der i fremtiden vil komme flere afrikanere til Europa”. Spørgsmålet er, om vi kan vælge, hvem de skal være.
Her mener udenrigsministeren, at vi hellere vil have “en invitation af unge, talentfulde afrikanere … som dygtiggør sig, tager hjem og bygger deres lande op,” end de nuværende irregulære migranter, der overlever som hjemløse, på bunden af det europæiske arbejdsmarked eller i den uformelle økonomi, hvor de “sælger falske Rolex-ure nede på vores europæiske badestrande,”som ministeren spidsformulerede det.
Fra vores forskning blandt afrikansk ungdom ved vi, at migration både kan være en reaktion på håbløshed, desperation og akut nød, men den drives også af et stærkt håb og en stærk tro på fremtiden. Millioner af unge afrikanere oplever, at det er forbundet med stor social og økonomisk risiko at blive, hvor de er, og søger derfor en bedre fremtid i udlandet.
Drømmen om meningsfuldhed
Stigende ulighed, klimakrise og lokale konflikter, skaber en situation, hvor det at sætte sig i gæld til menneskesmuglere og tage ud på en farlig rejse er den bedste chance, når det gælder om at opnå økonomisk og social uafhængighed og sikre sin families overlevelse, og derigennem at etablere en følelse af værdighed.
Men flertallet af disse migranter bevæger sig – stik mod det europæiske skrækscenarie – faktisk ikke mod EU’s grænser, men migrerer derimod primært regionalt til storbyer i deres nabolande på kontinentet eller til lande i det olierige Mellemøsten.
Fra vores forskning blandt afrikansk ungdom ved vi, at migration både kan være en reaktion på håbløshed, desperation og akut nød, men den drives også af et stærkt håb og en stærk tro på fremtiden.
Veluddannede afrikanske unge fra middelklassen drømmer om udvikling og modernisering. Både når det gælder materielle goder som bil og bolig, men også i forhold til demokrati og adgangen til et arbejdsmarked baseret på kvalifikationer og ikke på politiske eller familiære tilhørsforhold.
Problemet i dag er, at uddannelse, som tidligere var en billet til social opstigning, ikke længere har den samme effekt i et Afrika, hvor arbejdsløshed og mangel på meningsfulde job er et generelt problem i de fleste lande.
Kernen er, at Afrika har verdens yngste befolkning og dermed et enormt udbud af den arbejdskraft, som vi – på grund af vores demografiske udvikling – mangler i Europa. Men konflikt, fattigdom, klimaforandringer og ringe beskæftigelsesmuligheder betyder, at overgangen fra at være ung til at blive voksen i Afrika er blevet vanskeligere.
Et stigende antal veluddannede unge kan ikke finde arbejde lokalt og bidrager trods deres uddannelse derfor ikke til deres families økonomi. De befinder sig i en venteposition uden udløbsdato, der af nogen opleves som en ’social død’ – uden mulighed for at springe ud som voksen.
En migrant, derimod, kan sende penge hjem. Unge etiopiske kvinder, der arbejder som hushjælp i Mellemøsten, kan tjene mere end en statsfunktionær i Etiopien. Det samme gælder de unge mænd, der tager arbejde i byggesektoren i Mellemøsten.
De penge, de sender hjem, bidrager ikke alene til økonomien i deres hjemland, de giver også migranten selv en højere social status, og giver dermed mulighed for den sociale opstigen en uddannelse ikke længere giver adgangsbillet til. For nogen er migranterfaringen ligefrem et ekstra plus på ægteskabsmarkedet.
Ikke specielt attraktivt
At tage uddannelse i Danmark for derefter at tage hjem for at være med til ’at bygge sit land op’ fremstår derfor ikke nødvendigvis som specielt attraktivt, når lønnen i den lokale offentlige sektor i de studerendes hjemlande, hverken matcher det tilegnede uddannelsesniveau eller de lokale leveomkostninger.
Læg hertil, at valg og kup ofte fører til en massiv udskiftning af de offentligt ansatte, hvor støtter af den afgåede regering fyres og erstattes med støtter af den nyere regering. Det gør, at der tilmed er ringe sikkerhed i ansættelsen i det offentlige i en lang række afrikanske lande.
Vores forskning blandt unge etiopiere tyder på, at de unges ønske om at migrere i høj grad er drevet af de manglende muligheder for social mobilitet, hvis de bliver. Vores undersøgelse viser også, at uddannelsesniveau ikke har den store indflydelse på ønsket om at migrere. Uddannelse har derimod indflydelse på muligheden for at migrerer legalt frem for at måtte ty til den farlige, irregulære migration.
I Etiopien strømmer der årligt omkring to millioner unge ud på et lokalt arbejdsmarked, der er præget af lave lønninger og midlertidige ansættelser. Ekstra studiepladser i Danmark vil ikke ændre nævneværdigt ved den situation. Derimod vil en større grad af legal arbejdsmigration fra Afrika ikke bare bidrage til at løse Danmarks mangel på arbejdskraft.
Det vil også bidrage positivt til Danmarks og EU’s image i forhold til de afrikanske lande, der har så stort behov for de penge, migranterne sender hjem. For det har en enorm effekt, når det gælder om at sikre den økonomiske udvikling, der på sigt skal sikre arbejdspladser derhjemme.
At give unge afrikanere tidsbegrænset ophold i Danmark og samtidig etablere forskellige incitamentsstrukturer, der skal få dem til at tage hjem efterfølgende for at bidrage til deres hjemlandes udvikling, lyder godt.
Dermed kan Danmark undgå at bidrage til hjerneflugt eller ligefrem at blive beskyldt for decideret tyveri af den mest kompetente unge, afrikanske arbejdskraft. Problemet er, at flere studiepladser til afrikanske studerende ikke automatisk vil medføre social opstigning og udvikling i deres hjemland, hvis ikke det følges op af bedre jobmuligheder og lønninger derhjemme.
Ninna Nyberg Sørensen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
