Jeg venter på Shiaka ved Monrovias havn. Gaderne er fulde af liv. Bilerne dytter og folk råber. Shiaka ankommer på sin motorcykel, jeg sætter mig bagpå, og vi kører mod Doe Community.
Doe ligger tæt ved havnen i udkanten af Liberias hovedstad Monrovia. Shiaka siksakker motorcyklen mellem biler og mennesker og prøver samtidig at undgå de mange huller i den elendige vej.
Vi drejer hurtigt fra den asfalterede hovedvej ned af en endnu mere ujævn jordvej med kæmpe vandpytter og mudder overalt. Vi er i Doe nu, fortæller Shiaka.
Doe er et slumområde, der huser cirka 50.000 mennesker. Jeg har hørt meget negativt om Doe og mine venner fra University of Liberia, hvor jeg til dagligt laver feltarbejde, rystede på hovedet, da jeg fortalte, at jeg skulle derud. De siger, det er ulækkert, fordi der er helt oversvømmet, og at der er farligt.
Der er intet kloaksystem i Doe, det ligger op ad en sump og Monrovia er verdens vådeste hovedstad – selvfølgelig er der oversvømmet i Doe.
Jeg er nu heller ikke bekymret for, at der skulle være farligt, især ikke fordi jeg er sammen med folk fra DIGNITYs partnerorganisation Liberia Association for Psychosocial Services, LAPS.
Sidste session for de unge mænd
Under ledelse af Shiaka udfører LAPS i Doe Community et DIGNITY-finansieret projekt, de kalder ’The Urban Violence Project’.
I dette projekt arbejder LAPS for at forebygge vold gennem psykosociale interventioner, primært ved gruppeterapi.
De arbejder i kønsopdelte grupper af ti personer, hvor de primært fokuserer på at hele de traumer, mange liberianere stadig lever med efter borgerkrigene fra 1990 til 2003 og den nylige Ebolakrise.
Vi skal ikke langt ned af den mudrede vej før vi ankommer til kontoret.
Det er et smalt rum på omkring 20 m2 med et enkelt bord og 14 plastikstole, der former en rundkreds.
I dag skal jeg være med til den afsluttende gruppesession for den ’drengegruppe’, der består af ti unge mænd i alderen 18 – 25 år.
De har allerede haft ni sessioner, hvor de har snakket om tab, sorg, aggression og værdighed. Derved er den første fase af interventionen ved at være færdig.
Fremover kommer de ikke til at møde op til gruppeterapi hver torsdag, men LAPS’ socialrådgivere vil mødes med dem i deres hjem en gang om måneden det næste halve år.
En dyb indånding
Drengene ankommer en efter en, og da vi er næsten fuldtallige begynder Shiaka sessionen.
Drengene snakker om, hvad de har lært af LAPS, og hvordan de har det med, at forløbet er slut. De fleste er glade.
De fortæller, hvordan mødet med LAPS har betydet, at de har lært at arbejde konstruktivt med deres sorg. De har lært, at det er okay at sørge. At det er vigtigt at dele sin sorg og at hjælpe hinanden videre. Både som gruppe, men også som lokalsamfund.
Mange af dem fortæller, at LAPS mødte dem på et tidspunkt, hvor deres liv var præget af stoffer, tyveri, og hvor den mindste provokation ledte til voldelige sammenstød.
En af drengene fortæller, at det mest lærerige har været at lære at tage en dyb indånding, inden han handler, når han er sur eller ked af det. Det fortæller meget om det liberiske samfund, at unge mænd først i en alder af 20 lærer at tage dybe indåndinger.
Borgerkrig og ebola
Liberia var fra 1990 til 2005 ramt af to borgerkrige, der dræbte omkring en kvart million og sendte flere på flugt til nabolandene eller mod hovedstaden Monrovia. Mange af de drenge, jeg sidder foran nu, voksede op under denne krig.
Jeg kan slet ikke forestille mig de forfærdelige ting, de har været vidner til under deres opvækst.
Efter krigen var der ingen national intervention for at rehabilitere de mange mennesker og børn, der led af posttraumatisk stress syndrom, PTSD. Den eneste hjælp, der har været at finde, har været NGO’er som LAPS.
Senest har liberianerne været ramt af en Ebolakrise, der skabte frygt for alt socialt samvær, da alle andre mennesker kunne være potentielle smittekilder.
Især i slumområderne, hvor folk bor tæt og under højst uhygiejniske forhold var smittefaren stor og ofrene mange.
Liberia blev for alvor erklæret ebola-frit i juni måned, men virussen nåede inden da at dræbe næsten 5000 liberianere.
Dette har heller ikke medført en national intervention for at hjælpe de overlevende med de traumer, de har pådraget sig under epidemien.
Mange af de drenge, jeg nu sidder overfor, har mistet deres forsørgere under Ebola-epidemien. De er vokset op i fattigdom, har oplevet krig på nærmeste hold og forsøger nu at komme videre med deres liv.
Men det er ikke nemt, som de selv fortæller mig gang på gang. De vil gerne i skole, de vil gerne finde mening med livet, men i et land der rangerer som et af verdens fattigste lande, hænger mulighederne ikke på træerne.
Men heldigvis har de mødt LAPS, siger de. Selvom LAPS ikke kan hjælpe dem med uddannelse og job, har LAPS givet dem fred i deres indre, fordi de nu har lært, hvordan de kan håndtere sorgen, mareridtene og magtesløsheden og fokusere på fremtiden i stedet for fortiden.
Kari Øygard Larsen er forskningsassistent på DIGNITY – dansk institut mod tortur og laver feltarbejde i Liberia.
