På torsdagens pressemøde forud for De Afrikanske Mesterskaber i fodbold var præsidenten for kontinentets fodboldforbund (CAF), Ahmad Ahmad, ikke sen til at takke Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi. I et tætpakket lokale bag den ene langside på Cairo International Stadium lod madagaskiske Ahmad os fremmødte journalister forstå, at al-Sisi var kommet afrikansk fodbold til undsætning, da behovet var allerstørst.
“Vi bør alle være ham meget taknemmelige”, lød det fra den tidligere fiskeriminister, inden han den næste halve time svarede afværgende på spørgsmål om forbundets veldokumenterede amatørisme.
Oprindeligt var det således ikke planen, at den 32. udgave af Afrikas største sportsbegivenhed skulle afholdes i Egypten. I 2014 blev Cameroun valgt som værter, men så sent som i november sidste år måtte landet trække sig på grund af infrastrukturelle udfordringer og etniske spændinger mellem den anglofone og frankofone del af landet. Med syv måneder til åbningskampen anede CAF ikke, hvor den skulle spilles.
Forbundet, hvis hovedsæde ligger i Kairo-forstaden 6. Oktober, fandt løsningen på den anden side af Nilen i den egyptiske præsidentresidens Heliopolis. Her gav Camerouns mislykkede værtsskab nemlig anledningen til at sætte trumf på en strategi, der længe har løbet som en understrøm under al-Sisis regime. En strategi, der er særligt udtalt de steder, hvor den siddende magt er despotisk: politisk instrumentalisering af sport.
Pragtfulde Sisi
Bare en uge efter annonceringen af Egypten som arrangør, den 14. januar, holdt det egyptiske fodboldforbund (EFA) en bemærkelsesværdig pressekonference. Den handlede hverken om landsholdet eller forberedelserne til de kommende mesterskaber, men om hvor pragtfuld al-Sisi er.
På vegne af et samlet fodbold-Egypten gav forbundschef Hani Abu Rida præsidenten en officiel anbefaling. Ved sin side havde han blandt andre Mahmoud el-Khatib, mangeårig landsholdsspiller og i dag klubpræsident i Al Ahly, landets største klub.
Bag dem hang et banner, der understregede formålet:
“Det egyptiske fodboldforbund støtter præsident Abdel Fattah al-Sisi til at lede landet gennem fortsatte bedrifter”.
I statsavisen Al-Ahram blev fodboldforbundets opbakning til præsident kaldt et “nobelt mål” og et “historisk standpunkt”.
Få måneder senere, i slutningen af april, sikrede al-Sisi sig under en suspekt valghandling et overvældende flertal for en ny forfatning, der sikrer hans egen og militærets totale kontrol i en det, der er ved at udvikle sig til en regulær etpartistat.
Fodboldfans’ engagement er terror
At egyptisk fodbold er svøbt ind i egyptisk politik, er på ingen måde ikke enkeltstående for det nuværende regime. Men man kan notere sig et skift i måden, hvorpå de to hænger sammen. Mod slutningen af Hosni Mubaraks tredive år ved magten, hvor der (heller) ikke eksisterede et politisk engagement uden for regimets vilje, mobiliserede fans af de to store Kairo-klubber, Al-Ahly og Zamalek, betydelige dele af den politiske opstand, der kulminerede med Mubaraks afsættelse i forbindelse med Det Arabiske Forår i 2011.
I de år var den såkaldte Ultras-bevægelse i gentagne kampe mod politi- og militærstyrker, der så de vrede, unge mænd som en alvorlig trussel mod regimets folkelige opbakning.
Samme diagnose stillede al-Sisi, da han kom til magten. I maj 2015 stemplede retten simpelthen fansenes politiske engagement som terrorvirksomhed. Landsholds- og Al Ahly-stjernen Mohamed Aboutrika blev tilmed fordrevet i eksil for at have erklæret sin sympati med oppositionskræfterne.
Det var ikke en afpolitisering af fodbolden, men en ændring af præmissen for dens kobling til det politiske. I flere år gav sporten en stemme til de marginaliserede. I dag tjener den regimets interesser.
En spiselig nation
Udviklingen er blevet understreget flere gange i løbet af de seneste år. I sommeren 2016 meddelte al-Sisi, at han ville fremrykke investeringer i nye sportsfaciliteter landet over, noget mange egyptiske atleter længe havde efterlyst. Der blev blandt andet givet grønt lys til etableringen af en ny sportsby i Port Said, den by, hvor 74 døde og 500 blev såret i 2012 i forbindelse med en kamp mellem Al Masry og Al Ahly, der efter slutfløjtet udviklede sig til brutale kampe mellem Al Masrys Mubarak-tro tilhængere og Al Ahlys Ultras.
Men sportsdiplomatiet viser sig måske allertydeligst ved, at Egypten under al-Sisi foruden De Afrikanske Mesterskaber også har sikret sig værtsskabet til VM i herrehåndbold i 2021 samt genetableret den prestigefyldte squash-turnering Al-Ahram International, der bliver spillet for fødderne af pyramiderne i Giza. Ligesom med den igangværende slutrunde skal disse begivenheder fortælle historien om Egypten som en sikker, spiselig nation.
Præsidentens turnering
At det er sådan, den politiske matematik bag De Afrikanske Mesterskaber ser ud, lader egypterne også til at have forstået. Da jeg et par dage inden åbningskampen sætter mig ind i en taxa og beder om at blive kørt til El Sekka El Hadid Stadium i det østlige Kairo, hvor jeg skal overvære Zimbabwes afsluttende forberedelser, bliver den flinke chauffør alvorlig, da han ser min presseakkreditering til turneringen. Han peger på den og skyller en arabisk enetale i hovedet på mig. Det eneste jeg forstår er “al-Sisi” og hans imitation af en halshugning. Det er præsidentens turnering, må jeg vide.
Det får jeg bekræftet på selve kampdagen, hvor al-Sisi i egen høje person byder velkommen til de 75.000 tilskuere på Cairo International Stadium. Lige inden åbningsceremonien rulles ud, bliver præsidenten præsenteret over højtalerne, hvorefter han henvender sig direkte til tribunemasserne.
Her er reaktionen en noget anden end min taxachaufførs hånd over halsen: jubellyden slynges rundt på arenaen.
Faktisk er der ikke andet end begejstring at spore på premieredagen. Allerede fra morgenstunden har vuvuzela-truttende fans med flagkapper indtaget de brede boulevarder langs stadionområdet. Med syv timer til kampstart strækker køerne sig flere hundrede meter. Med fem timer til kampstart er stadion næsten halvt fuldt. Og da kantspilleren Mahmoud Trezeguet i slutningen af første halvleg fra feltets venstre side sparker bolden ind i modsatte målhjørne til egyptisk 1-0-føring – kampens første og eneste mål – opløser den røde mur af fans sig i ellevild jubel.
Lige dér er der noget vidunderligt sorgløst over begivenheden. Lige dér tilhører De Afrikanske Mesterskaber de umiddelbare følelser.
Kynikeren vil dog med rette kunne indvende, at der netop i denne sorgløshed bor en magtfuld politisk strategi, som er påtænkt at skulle sætte lighedstegn mellem landsholdets succes og despoten Abdel Fattah al-Sisis legitimitet.
