Politisk kant i verdens centrum

Film Festival i Cape Town

Cape Town International Film Marked & Festival

9. – 19. oktober 2018
The V & A Waterfront
Cape Town – Sydadfrika

Info: capetownfilm.org

Globalnyt har været så langt mod syd på det afrikanske kontinent, som man kan komme. Hvis man skal tro listen over mediehuse, som deltager på Cape Town International Film Market & Festival, så synes de fleste at komme fra Sydafrika og den omkringliggende region, mens danske og andre europæiske medier udmærker sig ved deres fravær. Det er en deprimerende opdagelse, men skærper også vigtigheden af at være til stede.

Filmindustrien over alt i verden har sans for glitter, røde løbere og staffage, og åbningen af filmestivalen her var ingen undtagelse. Jeg var katastrofalt ”underdressed” den tirsdag aften, hvilket faktisk sker meget sjældent – og derfor var det også med en vis portion ydmyghed, at jeg gik på den røde løber, men forplejningen inden filmen var god, og jeg møder altid nogle interessante mennesker, men det bliver aldrig rigtig mig at stå med et glas og ligne en million. Jeg står altid og venter på det egentlige – i denne sammenhæng filmen.

Kampen imod apartheid?

I Sydafrika er alting politisk. Der er ikke en sætning, som jeg hører, der ikke implicerer race. Det er meget smertefuldt. Derfor må åbningsfilmen selvfølgelig reflektere denne ondskabsfulde historie.

I filmen ”Sew the Winter to My Skin” vandrer hovedpersonen, den fredløse John Kepe rundt med et får på skuldrene.

Vi følger den virkelige myte om den legendariske sorte folkelige helt fra midten af det 20. århundrede. Han terroriserede de hvide landmand ved at stjæle deres dyr og forsyninger for at give dem tilbage til de fattige.

Her har vi en slags Robin Hood, og det er en type frihedshelt, der findes i mange inkarnationer rundt omkring i verden, fx den mexicanske Zorro. I den spanske borgerkrig optræder Durruti, en lignende figur. Alle sammen mytologiske figurer, som har en pendant i den virkelige verden, fortæller legenden. De lever uden for lov og ret. Ofte tages de til fange og eventyret slutter, men myterne overlever som et håb om frihed.

Filmen om John Kepe er næsten helt uden ord, og fremstår som en meget poetisk og kropslig-sanselig fabel. Den indeholder fragmenter af fortælling, men meget af tiden er der forvirring om, hvad der egentlig foregår, fordi filmen mest er tableauer ladet med symbolik. Her er kraft. Kamp imod uretfærdighed. Fysisk sanselighed. Drømme om et bedre liv.

Vil vi nogensinde overleve apartheid?

John Kepe fortæller om en tidlig kamp mod apartheid, som ANC langt senere i det 20. århundrede afviklede, men i det aktuelle Sydafrika lader der til at være rigtig meget apartheid tilbage. På festivalen kunne man se flere film, som på forskellig måde fortæller om den fortsatte racemæssige segregering og om den aktivt levende smerte samt tavshedskultur om det, som hændte.

I den meget smukke og elegante film ”Deep End” beskrives et indisk miljø i havnebyen Durban i det østlige Sydafrika ved Det Indiske Ocean.

Filmen handler om surfermiljøet på stranden, som traditionelt set er et fuldstændig hvidt domineret miljø. Det nærmeste, den indiske befolkning kommer på havet, illustreres i filmen med nogle ældre mænd, der står på en badebro med deres fiskestænger og spejder ud over havet.

Hovedpersonen i filmen er en indisk pige, som fatter interesse for at surfe og bliver meget begejstret for det. Hun viser sig også at være ret god til det, men der er meget modstand fra hendes familie, fordi en ordentlig indisk pige ikke hører til på stranden og i vandet. Det er ikke kun familien og især faderen, der er genstridig, men hun oplever også modstand og had samt terrorisering fra de hvide surferpiger på stranden.

Filmen benytter dygtigt vandet og havets symbolik. Kyststrækningen omkring Durban kaldes ikke for ingenting ”The Wild Coast”. Her er enorme bølger, kraftig vind og blæst. Godt for surfing. Havet er åbent og stort. Det symboliserer frihed, mulighed og åbenhed.

Umiddelbart efter screeningen af filmen på festivalen i Cape Town fortæller filmens instruktør, at han selv er opvokset i Durban. Han synes, at havet er et fantastisk element, og han synes, at alle i Durban bør have adgang til havet og bruge dets muligheder i fælleskab. Derfor vil han med filmen gerne åbne op og skabe fællesskab på tværs af racemæssige skel og andre opdelinger af befolkningen.   

En helt anden slags film er dokumentaren ”Everything Must Fall” om strejker blandt sydafrikanske universitetsstuderende og deres kamp imod de stigende studieudgifter (tuition fees) på landets universiteter.

Filmen fik på festivalen prisen for den bedste dokumentarfilm. Det kan umiddelbart lyde som en meget konkret og banal kamp. Strejkerne anses for at være de kraftigste og mest voldsomme protester i Sydafrika, siden ANC kom til magten ved landets første demokratiske valg i 1994.

Det er en vigtig film, der viser, at den konkrete kamp imod studieudgifter har større politiske implikationer. Mange unge fra den lavere sorte middelklasse falder ud af uddannelsessystemet, fordi de ikke har råd til at betale. Derfor er det ingen banal kamp, men filmen viser, at retten til uddannelse ikke kun er en eksistentiel kamp men også drejer sig om social lighed og retfærdighed.

Sydafrikanerne skal tilbage i biograferne

Under festivalen havde Globalnyt mulighed for at tale med festivalens leder, Leon van der Merwe (LM). I et interview fortæller han om biografernes og filmens status i nutidens Sydafrika.

Han fortæller, at der i 1980’erne var der mange kvalitetsbiografer, og der var mange som gik i biografen, men siden er det gået ned ad bakke.

LM: ”I dag bliver vi fodret med Hollywood blockbusters, og der er næsten ingen ’art cinemas’ tilbage i Sydafrika”.

Jeg spørger ham, om der i Cape Town ikke er en pendant til den lille Bioscope biograf i Johannesburg (Bioscope minder lidt om Vester Vov Vov på Vesterbro i København).

LM: ”Vi har Labia biograf, som tidligere fungerede som en ’art cinema’, men indenfor de sidste par år har de desværre omlagt deres profil til kun at vise billetsikre Hollywood film”.  

Han synes, at det er et meget stort problem, derfor er filmfestivalen også et forsøg på at få sydafrikanerne til at genopdage biograferne og de gode film. Han mener, at udviklingen gennem de seneste årtier bærer præg af TV’s voksende indflydelse og de mange streamingtjenester på internettet.

Festivalen arbejder også på at styrke den sydafrikanske filmbranche og give den mulighed for at etablere nye samarbejdsrelationer under festivalen. Derfor er der på festivalens første 4 dage et Film Market & Industry program.

Det består af en lang række workshops, seminarer og paneldiskussioner med instruktører, producere, skuespillere og forfattere. Denne del af festivalen giver et meget konkret og ind imellem også et meget teknisk indblik i filmbranchens problemstillinger – ofte med udgangspunkt i en af de film, som deltager på festivalen, mens der andre gange er tale om lidt bredere diskussioner, fx hvordan man kan overføre og omforme romaner til film.

Til sidst fremhæver Leon van der Merwe en anden del af problemet med sydafrikansk film: at filmstuderende ikke undervises i filmhistorien og ikke kender til nogle af verdens vigtige filmskabere som fx Andrej Tarkovskij og Peter Handke.

Jeg spørger, om det måske kan skyldes, at det har været vigtigt for filmfolk i Sydafrika at fortælle deres egne historier. Han mener, at det er vigtigt for et land at fortælle sine egne historier og kaste sit særlige lys på verden, men han pointerer, at kendskab til filmhistorien er en forudsætning for enhver filmindustri. Derfor slår han også til lyd for vigtigheden af, at festivalen har tråde ud i verden til andre festivaler og filmmiljøer rundt om i verden, og at der sker en gensidig filmudveksling.