Det lærte jeg i Danmark – en portrætserie
Hvert år lægger hundredvis af studerende og forskere vejen forbi Danmark for at studere. De er støttet af Danidas udviklingssamarbejde, og de forsker i alt fra kolera til korruption.
Fælles for dem er, at de vil gøre deres hjemlande til et bedre sted at leve i.
I skal møde fem af dem i denne portrætserie, som vi dykker ned i over de kommende uger.
Du kan høre podcasten ‘Det lærte jeg i Danmark’ i Apple og Googles podcastapps og her på Globalnyt.
1. Fra sponsorbarn til koleraforsker i København
3. Ikke plads til fejl, når det handler om at redde liv
4. Nabin er stadig i gang med at genopbygge huse efter 2015-jordskælvet i Nepal
Gildas Hounmanou er en lille dreng i 3. klasse, da han på egen krop oplever, hvad det vil sige at have kolera.
”Jeg husker, at jeg havde det rigtig dårligt, og jeg blev tvunget til at drikke en masse vand hele tiden,” siger den i dag 30-årige Gildas Hounmanou, der er vokset op i en lille fiskerby i det fransktalende Benin i Vestafrika.
Selvom Gildas ikke har været smittet med kolera siden, så har sygdommen været en ubehagelig følgesvend gennem hele hans liv.
”Jeg har mistet alt for mange venner til kolera. Det er meget almindeligt. Men der er selvfølgelig også mange, der klarer den. Ligesom jeg gjorde.”
I dag bor han i København med en mission om at udrydde sygdommen, som stadig er så stort et problem, at den ifølge WHO på verdensplan dræber op mod 140.000 mennesker årligt. Det er på trods af, at de fleste tilfælde kan kureres med en simpel blanding af vand, salt og sukker.
”Kolera rammer de fattigste, og jeg er selv vokset op fattig. Så når en som mig får muligheden for at blive forsker og gøre noget for sit folk, så griber man den mulighed,” siger Gildas Hounmanou.
Fra fisker til forsker
Han er landet i Danmark, fordi han er støttet gennem udviklingssamarbejdet Danida. I to år har han boet på Frederiksberg sammen en række andre udenlandske forskere og studerende, der ligesom ham er blevet en del af Danida-programmet.
Selvom det er første gang, han sætter sine ben i landet, har Danmark allerede haft en stor indflydelse på hans liv. Han vokser nemlig op som sponsorbarn gennem Børnefonden – eller det gør hans fætter faktisk, men det månedlige bidrag finansierer skolen for alle børn i huset. Det sikrer Gildas Hounmanou en skolegang – og er med til at trække ham i retningen af København, når han senere i livet står med flere universiteter i verden at vælge imellem.
Valget falder på Københavns Universitet – og han lander på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor han laver en ph.d. Målet er at forebygge kolera, så færre af de, der vokser op ved afrikanske søer, bliver syge og dør. Han undersøger blandt andet, hvordan bakterien tager springet fra vandmiljøet til mennesker – for så derefter at smitte videre som en epidemi. Den smitte sker typisk gennem afføring, der ender i drikkevandet.
”Man misser simpelthen hele problemet, hvis man tror, at et udbrud kun handler om smitte mellem mennesker. Kolera opstår ikke hos mennesker, men i miljøet. Så hvis vi kan afskære sygdommen, inden den rammer os, kan vi redde liv.”
En vejrudsigt for kolera
Groft sagt kan en del af hans forskning forklares med, at han vil udvikle en form for koleraprognose – hvor man som med en vejrudsigt kan forudsige, hvor og hvornår en koleraepidemi rammer. Og dermed sætte ind før den første patient bliver smittet.
Gildas Hounmanou på Lake Victoria.
Foto: Privatfoto
”Og paradokset er, at fiskene ikke bliver syge af det. De er raske. Så du har ingen måde at vide, at du spiser en syg fisk. Samtidig bruger de lokale vandet til mange andre ting som at gå i bad og vaske op. Vi taler om meget fattige områder. Så selv hvis de tilbereder fisken godt nok, kan de stadig komme i kontakt med kolerabakterien på andre måder,” fortæller Gildas Hounmanou.
Han håber, at myndighederne i alle lande med risiko for kolera bliver klar over, at man faktisk kan forudse udbrud ved at tage prøver fra vandet og advare befolkningen, når der er smitte på vej. På den måde kan meget sygdom undgås. Også i den afrikanske fiskerby, hvor han er vokset op.
”Man kan ikke ændre verden. Men mit håb er, at om 10 år taler vi ikke længere om kolera som et problem i Afrika – og så ville jeg være glad for at sige, at det har jeg bidraget til. Jeg ved, det blot er et håb, men det ville være min største bedrift. Så ville jeg droppe forskningen og tage ud at danse.”
