Voldsomme oversvømmelser i foråret koster dyrt for Iran, både i menneskeliv, nød, lidelser og materielle skader.
Det giver grund til både vrede og selvransagelse hos iranerne, for der kan være flere menneskeskabte årsager til, at såvel nødhjælpsarbejdet som udbedringen af de omfattende ødelæggelser er skredet langsomt frem. Det vender vi tilbage til om lidt, men først skal vi se på, hvad der helt konkret skete, da naturkatastrofen indtraf.
Det er mere end to måneder siden, at enorme mængder regn ramte store dele af Iran, og i de værst ramte byer gik det så hurtigt, at mennesker på gaden blev skyllet væk og druknede.
Private optagelser på YouTube viser, hvordan folk i bil blev revet med af hele floder af regnvand, der skyllede gennem byens gader, knuste bygninger og ødelagde veje og broer.
FN opgjorde antallet af dødsofre til skønsmæssigt 78, og langt over 300.000 blev husvilde, efter at deres hjem blev enten knust eller dækket af mudder. Alt i alt vurderede FN, at ti millioner mennesker blev påvirket af oversvømmelserne, som ramte store dele af landet. Omkring to millioner mennesker havde akut behov for humanitær hjælp, og det har af flere årsager været meget vanskeligt at få hjælpen frem.
Lokalområder mangler hjælp udefra
Regnen er for længst stilnet af, men oprydningen er langt fra til ende. Først i den forløbne uge kunne jernbanebisser afslutte genopbygningen af en jernbanestrækning i den nordlige del af landet, hvor infrastrukturen var blevet hårdt ramt af oversvømmelserne.
Den internationale hjælpeorganisation Médecins Sans Frontières (Læger uden Grænser, red.) kunne samtidig melde om, at nødhjælpsarbejdere fortsat opsøger fjerntliggende landsbyer, hvor vejene blev ødelagt tilbage i marts.
”Mange er fuldstændigt isoleret, mens andre har set deres hjem og ejendele blive skyllet bort,” fortalte Médecins Sans Frontières på sociale medier om situationen i Lorestan i det vestlige Iran, hvor eksempelvis broen over Kashkan-floden er ødelagt.
Samtidig kunne berørte borgere fortælle, at der stadig er lokalområder, som mangler hjælp udefra, og kritikerne udpegede steder, der angiveligt stadig stod under vand helt hen i maj måned.
Skovfældning giver risiko for erosion
I et land, hvor store dele af landskabet ligger hen som ørken eller golde bjerge, er det nok meget forståeligt, at mange peger på klimaforandringer som forklaring på de voldsomme regnskyl.
Men det kan ikke være hele forklaringen på ødelæggelsernes omfang, mener kritikerne.
De peger på flere menneskeskabte faktorer, der kan have medvirket til at forstærke effekten af de store mængder nedbør.
Først og fremmest er store dele af Irans oprindelige skove for længst blevet fældet, og derfor mangler der ifølge miljøforkæmperen Mohammed Darvish en ”svamp” af naturlig vegetation, der kan suge regnen til sig. Det betyder blandt andet, at terrænet er sårbart over for erosion, og at risikoen for altødelæggende mudderskred er forøget. Præcis den samme mekanisme kendes fra andre steder i verden.
Andre peger på en kombination af mangelfuld naturbeskyttelse og byplanlægning, hvor der er blevet bygget alt for meget i bunden af dalene og ud i de ofte udtørrede flodsenge – selv om det logisk set er her, regnvandet vil løbe hen, hvis – og når – der kommer nedbør i så store mængder, som det var tilfældet i foråret.
”Efter lang tid med tørke og sparsom nedbør troede de ansvarlige myndigheder, at det var usandsynligt med store mængder nedbør i et land med ørken-lignende klima, og de gav tilladelse til byggeprojekter på flodbredderne, hvilket nu har forværret ødelæggelserne i forbindelse med oversvømmelserne,” vurderer Seyed Mohammed Mojabi, der er leder af miljøkomiteen i det magtfulde råd, Expediency Council, der blandt andet fører tilsyn med Irans statslige myndigheder.
Kritikken fremsætter han i den sædvanligvis regeringsvenlige avis Tehran Times. Dermed ser det ud til, at de dyrekøbte erfaringer ikke bare vil blive fejet ind under gulvtæppet. Men spørgsmålet er, om kritikken nu vil resultere i større bevågenhed over for risikoen for oversvømmelser og bedre kontrol med byplanlægning og skovrydning.
USA-sanktioner er ”økonomisk terrorisme”
Andre peger på, at de menneskelige lidelser som følge af skaderne efter oversvømmelserne er blevet yderligere forværret af en helt anden type menneskelige faktorer.
Det handler om USA’s økonomiske sanktioner, som blev rettet mod Iran i maj 2018, da præsident Donald Trump besluttede at trække USA ud af den meget omtalte atomaftale, som blev indgået tilbage i 2015 med henblik på at forhindre Iran i at udvikle atomvåben.
Uanset at Iran ifølge alle rapporter hele tiden har levet op til atomaftalen, har USA gradvis indført nye og skrappere sanktioner, og end ikke da Iran blev ramt af de voldsomme oversvømmelser, var USA indstillet på at slække på sine restriktioner. Tværtimod har USA efterfølgende suppleret sanktionerne, blandt andet med et forbud mod iransk eksport af olie og forskellige metaller.
Nødhjælpsorganisationer som Røde Halvmåne i Iran, der er en del af det internationale Røde Kors, har beklaget sig over, at sanktionerne forhindrede dem i at modtage international finansiering til hjælpearbejdet.
Og Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, beskyldte de amerikanske sanktioner for at forhindre Iran i at rekvirere det nødvendige redningsudstyr, heriblandt helikoptere.
”Det er ikke kun en økonomisk krig – det er økonomisk terrorisme,” tordnede Zarif på Twitter.
Selv FN’s kontor for koordineringen af humanitære anliggende, OCHA, beklagede sig over, at de amerikanske sanktioner påvirkede FN’s indsats og lavede skår i FN’s troværdighed, hvad angik muligheden for at levere den rette assistance.
Problemerne tårner sig op i lokalområder
Også danske iagttagere ser med bekymring på sanktionernes konsekvenser for den iranske befolkning.
”USA’s formål med sanktionerne er at presse den iranske befolkning så meget, at de rejser sig mod magthaverne,” siger forskeren Rasmus Christian Elling, der er lektor ved Københavns Universitet.
Han har dog svært ved at forestille sig, at iranerne gør oprør mod deres ledere i nær fremtid. Og hvis det skete, sætter han spørgsmålstegn ved, om der ville blive tale om en pro-amerikansk opstand – efter mange års konflikt, som er spidset til i løbet af det seneste år, hvor USA har indført stadig strammere sanktioner.
”Det er en kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen, fordi den amerikanske regering mener, de har de forkerte ledere,” siger Rasmus Christian Elling til Globalnyt.dk.
Imens tårner problemerne sig op for lokalbefolkningen i de katastroferamte områder, som omfatter omkring 2000 byer og landsbyer og berører langt størstedelen af Irans 31 provinser.
Skoler, sundhedsklinikker, vandværker og mange andre nødvendige faciliteter er ødelagt, og mange steder er der ikke mulighed for at få hjælp eller låne sig frem hos nabobyerne – for de er også blevet ramt af oversvømmelser og mangler derfor også eksempelvis rent vand og medicin. Det lægger selvsagt et enormt pres på Irans eget beredskab, såvel som store dele af det offentlige system, hvis infrastrukturer er smadret.
Og som så ofte før når det går galt:
”Kvinder og børn har lidt mest som følge af de ødelæggende oversvømmelser,” konstaterer Zahra Fathi, der er direktør for den lokale hjælpeorganisation Family Health Association of Iran, i et interview i Tehran Times.
Jens Work Kristensen er journalist og har besøgt Iran med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje, Ophavsretsfonden og Pressens Uddannelsesfond.
