”Oh shit”, fløj det igennem hovedet på Merete Engell, da hun vågnede op onsdag morgen den 13. januar 2010 og tændte for radioen. Et jordskælv med styrke 7,0 på Richter-skalaen havde ramt Haiti midt om natten dansk tid.
”For det første tænkte jeg på en dansk jordemor, som vi havde derovre, og for det andet tænkte jeg, at der nok blev trykket på den store akutknap i organisationen.”
Merete Engell har længe arbejdet i felten i verdens katastrofeområder som sygeplejerske hos Læger uden Grænser (MSF), men har igennem de seneste år beskæftiget sig med rekruttering og udsendelse af personale for organisationen.
”Det første, jeg gjorde, var at finde ud af, om vores medarbejder derovre var ok, og bagefter kontakte hendes familie for at sige, at hun heldigvis var i god behold,” fortæller hun.
Da Merete Engell mødte ind hos MSF onsdag morgen, var organisationen allerede i gang med den store planlægning. Information om omfanget af katastrofen kom i bølger, sådan er det med situationer som disse.
”Meget tidligt havde vi dog mange indikationer på, at det her blev stort, og vi begyndte derfor også at mobilisere, alt det vi kunne.”
”Har I brug for mig?”
Den svenske beredskabsstyrelse tilbød at flyve en gruppe af skandinaviske nødhjælpsarbejdere til Haiti med afgang tidligt søndag morgen. Merete sad derfor med ansvaret for at fylde sæderne ud med de typer professionelle, som MSF vurderede, at der var brug for. Det lå ikke kortene, men Merete følte et ansvar, hun måtte handle på.
”Under en samtale med hovedkvarteret spurgte jeg, om de havde brug for mig. Det havde de, og tre timer senere stod jeg i Kastrup på vej til Stockholm for at tage til Haiti.”
Merete var år forinden brændt ud i felten og følte et behov for at komme hjem og slappe af. Hun begyndte efterfølgende at arbejde på MSF’s danske kontor i mere rolige omgivelser, men katastrofens omfang fik hende til at skifte kurs.
”’Selvfølgelig!’ sagde min chef – men min kæreste blev noget overrasket,” griner Merete Engell.
Uhæmmet urbanisering
Århundreders akkumuleret spænding havde ophobet sig på den tektoniske plade, som Haiti og Den Dominikanske Republik befinder sig på. Skælvet var voldsomt, men andre byer med jordskælvsikrede bygninger ville ikke have oplevet samme ødelæggelse. Årtier med ukontrolleret flugt fra land til by havde skabt byer sammensat af tvivlsomme betonkonstruktioner, bygget i al hast af boligspekulanter og uerfarne arkitekter.
”Anarkistisk konstruktion” karakteriserede byer som Port-au-Prince, ifølge forfatter og overlever af jordskælvet, Jonathan M. Katz.
54 efterskælv blev registreret af det amerikanske geologiske institut i løbet af de 24 timer, som fulgte jordskælvet. I byer som Léogâne, der ligger vest for Port-au-Prince, var 90 procent af byen på dette tidspunkt kollapset.
Hvor mange mennesker, der omkom som følge af jordskælvet, diskuteres stadig. Tallene varierer mellem 92.000 til 230.000. Runde tal er en klar indikator for, at man simpelthen ingen anelse har, som en belgisk katastrofeekspert køligt konkluderede i kølvandet på katastrofen.
Grænseløst
Merete Engell landede i Den Dominikanske Republik og måtte tage taxier mod grænsen til Haiti. I al kaosset var grænsen efterladt åben, og det skandinaviske nødhjælpshold fortsatte uhæmmet videre. Merete husker hober af mennesker på vej væk fra epicentrets ødelæggelse, lig på gaden, stirrende og tomme blikke. Gaderne var fulde af mennesker, som havde søgt et tiltrængt helle fra de mange efterskælv.
MSF havde tre igangværende projekter i form af hospitalsstrukturer i Haiti. To af konstruktionerne var allerede kollapset, men var begyndt at modtage patienter på de tilhørende parkeringspladser.
Merete blev indlogeret på et hotel, men valgte at sove i et telt udenfor af frygt for efterskælv.
”Jeg fik heldigvis en madras og et telt, men andre måtte sove på billardborde og restaurantbænke. Det var ekstremt kaotisk,” fortæller Merete Engell.
Holdet blev tildelt forskellige arbejdslokationer ud fra behov og kvalifikationer. De første par dage skulle Merete stå for en afdeling i Port-au-Princes berygtede slumkvarter, Cité Soleil.
”På min første dag var min rolle at få folk ind til operation og i bund og grund holde dem i live,” genkalder Merete Engell.
Da hun mødte ind dagen efter, havde personalet rykket alle patienter ud på parkeringspladsen med overhængte presenninger i skygge for den caribiske sol. De mange efterskælv havde skræmt dem ud.
Videre til Léogâne
Léogâne ligger omkring 50 kilometer vest for Port-au-Prince og var ligeså ødelagt som den mere befolkningsrige hovedstad. Merete Engell blev efter et par dage bedt om at rykke videre til provinsbyen, eftersom langt størstedelen af internationale nødhjælpsorganisationer opererede i hovedstaden. Sammen med omkring 50 haitianske sygeplejersker, haitianske og internationale læger, tog Merete Engell sig af næsten 200 nye patienter hver dag og foretog mellem 25 og 30 daglige operationer.
”Vi stod udenfor og opererede under åben himmel, fordi der ikke var nogen som ønskede at befinde sig inde i klinikken,” husker Merete Engell.
Fodboldbanen ved siden af blev taget i brug som fungerende felthospital.
”Felthospitalet blev åbnet op et par dage efter for fødende kvinder. På trods af naturkatastrofer, så holder kvinder jo aldrig op med at føde. Lidt efter lidt begyndte vi at se alle mulige andre sygdomme. Så behandlingen gik fra den akutte livreddende kirurgi, hvor folk kom ud af murbrokkerne, til også at være behandling for alle de ting, patienter normalt lider under.”
Et halvt år efter jordskælvet lå mange huse stadig i ruiner i Port-au-Prince.
Foto: Antonio Bolfo/Getty Images
Travolta er smuttet – sammen med løfterne
MSF behandlede i løbet af de første 10 måneder cirka 350.000 patienter. Nødhjælpsindsatsen i Haiti er den største akutte indsats, organisationen har foretaget. MSF var langt fra alene i indsatsen, men har været blandt de få organisationer med en permanent tilstedeværelse i landet – midt i et nødhjælpstog, som tromlede forbi.
”Der kom rigtig mange internationale organisationer. Alt lige fra den lille kristne ngo fra USA, som slog et telt op på gadehjørnet og begyndte at sætte plaster på skrammer og prædike Jesus på samme tid, til en organisation som MSF, som er den største medicinske organisation,” fortæller Merete Engell.
Hollywood, regeringsledere og internationale organisationer var alle enige – for en stund – om vigtigheden af Haitis genopbygning. John Travolta fløj ind med sit eget fly med nødhjælp til verdenspressens store behag, og selv Danmarks Indsamlingen 2010 brød med en ellers nedadgående bidragskurve i solidaritet med Haitis befolkning.
Da Travolta havde forladt asfalten, stod flere løfter og blafrede i vinden.
”Jeg vil sige, at alt det nødhjælp der blev lovet, rigtig meget af det er aldrig nogensinde ankommet. Det er helt sikkert,” konkluderer Merete Engell.
Efterskælv og efterspil
MSF’s permanente indsats indebærer blandt andet traumehospitaler og fødselsprojekter. MSF’s arbejde udfylder og supplerer vigtige huller i en nedbrudt haitiansk sundhedssektor. For nødhjælpsorganisationer er det et klassisk dilemma om permanent tilstedeværelse, der undergraver lokalregeringers evne eller lyst til selv at opbygge egne institutioner – heriblandt sundhedssektoren.
”Vi er jo en akutorganisation, og vi kan jo ikke blive ved med at være det primære sundhedsvæsen, men vi har måtte erkende her i efteråret 2019, at situationen simpelthen var så dårlig, at vi blev nødt til at hæve vores indsats igen. Der er ikke adgang til traume, eller fødselshjælp og den politiske og økonomiske krise gør, at der stadig er brug for os.”
Jordskælvet havde ikke noget navn, men Haiti har efterfølgende stået i vejen for orkanerne Tomas og Mathew, som tilsammen krævede omkring 600 menneskeliv. 10 år efter katastrofen har en gennemsnitlige haitianer en levetid på blot 63 år, og landet har en af de største forekomster af teenage-graviditeter og en nedbrydende korruption.
Merete Engell blev i 2006 udnævnt til “Verdens sejeste dansker” af P3’s lyttere. Læs Globalnyts omtale af hendes udsendelse til Haiti her
