Østafrika udfordret af corona

Det første corona-tilfælde i Østafrika blev konstateret i Sudan torsdag i sidste uge, hvor en mand i halvtredserne blev rapporteret død af Covid-19 i hovedstaden Khartoum. Manden havde angiveligt fået virusset efter et besøg i de Forenede Arabiske Emirater i den første uge af marts. Samme dag udstedte Sudan et stop for fly fra otte lande, herunder nabolandet Egypten. Der er efterfølgende konstateret mere end hundrede smittede i grænseområdet. I mandags erklærede Sudan en sundhedskrise og lukkede grænserne helt.

Kenya rapporterede sit første corona-tilfælde for en uge siden, fredag den 13. marts. Søndag rapporteredes yderligere to tilfælde, tirsdag et, og tre onsdag, hvor antallet dermed nåede op på syv. Kenya indførte rejserestriktioner og lukkede skoler og uddannelsesinstitutioner søndag og præsidenten opfordrede folk til at arbejde hjemmefra.

Spredning over flere lande
Også fredag rapporterede Etiopien sit første tilfælde, en japansk statsborger. Søndag blev der meldt om yderligere tre tilfælde, der alle havde været i kontakt med det første tilfælde. Det rapporteres, at skoler er lukket, der er restriktioner for offentlig transport, samt at der udføres screening for symptomer i Addis Ababa Bole International Airport. Den amerikanske ambassade i Addis har efterfølgende advaret mod overgreb mod udlændinge i landet.

Rwanda havde sit første tilfælde lørdag. Der var tale om en mand indrejst fra Indien allerede den 8. marts. Der er senere rapporteret flere tilfælde og tallet nåede tirsdag op på 11 tilfælde. Allerede med effekt fra søndag blev skoler lukket, og der udstedtes forbud mod større forsamlinger samt aflyst flyrejser fra lande berørt af corona. Med den hurtige vækst i antal tilfælde indførtes et stop for al flyvning tirsdag aften.

Somalia havde sit første tilfælde mandag, en somalisk statsborger, der var ankommet fra Kina. Regeringen lukkede straks for trafik for passagerer fra de værst ramte lande i de kommende fjorten dage.

Samme dag – mandag – annoncerede Tanzania sit første tilfælde, en tanzaniansk kvinde, der var hjemvendt efter et besøg i Belgien – og i øvrigt nåede at passere gennem både Danmark, Sverige og Tyskland på hendes rejse. Dagen efter annoncerede premierminister Majaliwa et forbud mod offentlige forsamlinger samt skolelukninger. Onsdag og torsdag er der konstateret yderligere tilfælde, både udlændinge og tanzanianere, herunder en enkelt, der også har passeret Danmark. Torsdag nåede antallet op på seks. Præsident Magufuli opfordrede allerede fredag den 13. marts folk til at holde afstand og ikke begive sig ud på ikke-nødvendige rejser. At det bliver meget svært i et land, hvor folk lever tæt sammen, blev understreget mandag den 16. marts, hvor hans karavane af biler stoppede i Dar es Salaam så han kunne tale fra taget på sin bil til stor forsamling, en tale som han afsluttede med at opfordre forsamlingen til at ’undgå store forsamlinger’.

Uganda har endnu ikke rapporteret nogen tilfælde, men har lukket skoler og forbudt offentlige forsamlinger og store bryllupper med virkning fra onsdag den 18. marts. Det samme gælder for Sydsudan, der indførte et forbud mod fly fra berørte lande allerede fredag.

Corona en udfordring for Østafrikas sundhedsvæsener
De fleste af de rapporterede tilfælde handler om udlændinge eller lokale, der har været udenlands, og som er rejst hjem for relativt nyligt. Det afspejler den øgede globalisering, som vi også ser i afrikanske lande.

Adskillige lande har systematisk fremmet international turisme og handel, og som et centralt element i den strategisatset på at udvikle hubs for international flytrafik. Lufthavnene i Nairobi, Kenya, og Addis Ababa, Etiopien, er allerede vigtige knudepunkter. Og Rwanda har satset voldsomt på flytrafik, dels ved at investere i lufthavnen i Kigali og i det nationale flyselskab, RwandAir.

Qatar Airways har i øvrigt for nylig fået lov til at opkøbe andele i begge som led i den strategi. Den internationale trafik gør det alt andet lige sværere at kontrollere en truende pandemi.

At de første mange rapporterede tilfælde har været udlændinge kan også hænge sammen med, at de ofte har adgang til bedre sundhedsfaciliteter end den brede befolkning og derfor bedre mulighed for at lade sig teste. Det er uklart i hvilket omfang smitten allerede har bredt sig fra de internationale trafikknudepunkter. En af de smittede i Rwanda skulle være en rwandisk mand uden forudgående rejseaktivitet, hvilket kunne tyde på, at der nu også er smitte internt i landet. En anden af de rwandiske smittede var i øvrigt en mand, der for nylig var kommet hjem fra Sydsudan. Om han er smittet der eller via sin bror, der også havde været ude at rejse (hjemkommet fra Fiji via USA og Qatar), er dog uklart.

Hvad der til gengæld er klart er, at en pandemi vil udgøre en stor udfordring for sundhedsvæsenerne alle steder. Det er også klart, at regeringerne frygter panik og fejlinformation. Den tanzanianske sundhedsminister tweeter eksempelvis med opfordringen ”tusipanic” – ”gå ikke i panik”. Og på en pressekonference ringede sundhedsministeren til Tanzanias index-patient, Isabela Mwambapa, som fra sygesengen meddelte, at hun var i bedring, samtidig med at hun undskyldte for at være det første tilfælde i Tanzania.

Der er blevet spekuleret i, om regionens nylige erfaring med at håndtere ebola er nyttig for også at håndtere corona. Reaktioner fra myndighederne i regionen kunne tyde på, at man har et beredskab, men samtidig har der også været uvished om indsatsen. I flere lufthavne, blandt andet i Kigoma tæt på Congo, har man etableret det beredskab, som man også anvendte under ebola-udbruddet, hvor man måler passagerernes temperaturer. Det har skabt noget forvirring idet en ”temperaturscreening” ikke er en lig en ”coronatest”. Desuden viser corona-smittede ikke altid klare febersymptomer.

En udfordring for de fattigste
Under alle omstændigheder vil et større udbrud af corona være svært at håndtere. WHOs generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus, der selv kommer fra Etiopien, opfordrede onsdag den 18. marts afrikanske lande til at forberede sig på det værst tænkelige scenarie. Der er allerede rapporteret mangel på beskyttelsesudstyr og oplæring på en isolationsgang på et hospital i Kenyas hovedstad Nairobi, regionens mest velstående land. Udfordringen for andre lande – og i særdeleshed for sundhedsfaciliteter udenfor de større byer – vil formentlig være langt større.

Lande som Etiopien og Rwanda har arbejdet på at en udbrede forskellige former for sundhedsforsikring som en måde at mobilisere midler og sikre bedre dækning. Men selv med meget lave kontingenter kan det være en udfordring for de fattigste at betale. Og der er ikke nogen garanti for, at ydelserne reelt er tilgængelige, når der er brug for dem. Den mulige manglende sammenhæng mellem betaling og adgang til ydelser er i øvrigt en af grundene til at Tanzania, der indtil for nylig har været mere demokratisk end Etiopien og Rwanda, længe har været nølende overfor indførelsen af universel sundhedsforsikring. Den politiske risiko ved at opkræve betaling for sundhedsydelser uden sikkerhed for at kunne levere de lovede ydelser er simpelthen for stor i lande med demokratiske valg.

Udfordringen med at håndtere corona under en pandemi vil ikke være mindre i almindelige menneskers hverdag. Standardanbefalingerne om at holde afstand og vaske hænder fra de danske sundhedsmyndigheder vil være svære at imødekomme for mange. Busserne, der udgør rygraden i den offentlige transport og som mange er afhængige af, er som oftest tæt pakkede og alternativerne er få. Håndhygiejne uden adgang til rent vand er ikke en nem sag. Og giver det overhovedet mening at tale om at isolere smittede hjemme i områder, hvor folk bor meget tæt sammen?

Rasmus Hundsbæk Pedersen er seniorforsker på DIIS. Pernille Bærendtsen er PhD-studerende på CBS.