Den 8. januar 2009 blev en mand dræbt i Sri Lankas hovedstad Colombo. Han var på vej til sit kontor i den hektiske morgentrafik. To mænd på motorcykel skød ham i hovedet og i brystet på klos hold. Folk kom ham til undsætning og han blev kørt til det nærmeste hospital.
Ingen vidste hvem han var før de ankom til hospitalet, hvor han blev identificeret som Lasantha Wickrematunge, redaktøren af avisen, The Sunday Leader, og en af de største personligheder i landets offentlighed. Man kan velsagtens kalde ham symbolet på kampen for demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder.
Mordet sendte chokbølger gennem det srilankanske samfund, der led under en igangværende 25-årig borgerkrig, hvor selvmordsbomber jævnligt detonerede i busser, hvor voldtægt, drab og trusler var hverdagskost – både eksekveret af det srilankanske militær og de Tamilske Tigere, og hvor korruption, drab og trusler mod medier og menneskerettighedsorganisationer var en del af den politiske kultur.
Wickrematunge vidste han skulle dø. Han havde kort forinden skrevet et femsiders langt brev med overskriften ”And Then They Came for Me”, som han havde efterladt hos sin bror. Her forudså han mordet på sig selv og konfronterer sin bøddel: Mahinda Rajapaksa – (red. Sri Lankas præsident fra 2005 til januar 2015):
”Min morder skal vide, at jeg ikke er en kujon ligesom ham, der gemmer sig bag menneskelige skjold, mens han dømmer tusindvis af uskyldige til døden. Hvad er jeg blandt så mange? Det har længe været skrevet at mit liv ville blive taget, og af hvem, det eneste der er tilbage at skrive er hvornår.”
Saturns skæbnesvangre kurs
Mahinda Rajapaksa var præsidenten der gjorde en ende på borgerkrigen ved at eliminere de Tamilske Tigere i maj 2009, hvilket har givet ham heltestatus blandt mange srilankanere. Men han er også præsidenten der er anklaget for krigsforbrydelser mod menneskeheden med over 150.000 mord på samvittigheden, hvoraf FN skønner at cirka 40.000 civile, hovedsageligt tamilere, blev slået ihjel i de sidste måneder af krigen, på grund af kompromisløse bombeoffensiver befalet af Rajapaksa.
Rajapaksa vandt en overbevisende sejr ved præsidentvalget i 2010 efter at have gjort en ende på den 26-årige lange borgerkrig. Men han er blevet udsat for stigende kritik i efterkrigsårene; autoritær ledelse, korruption, nepotisme, manglende retsforfølgelse for de mange krigsforbrydelser og manglende forsoning med den tamilske minoritet, der blev hårdest ramt under borgerkrigen.
”I patriotismens navn har du trampet på menneskerettigheder, plejet en uhæmmet korruption og spildt offentlige midler som ingen anden præsident før dig”, skriver Wickrematunge møntet på Rajapaksa i sit brev.
Rajapaksa udskrev valg i november 2014 – to år før tid, hvilket kom bag på mange. Grunden til det skal findes i ”stjernernes råd”:
Rajapaksa opdagede nemlig til sin store skræk, at planeten Saturn snart ville ændre kurs, hvilket i hans tolkning kunne påvirke ham negativt syv år frem. Derfor spurgte han sin private astrolog til råds, som anbefalede Rajapaksa at udskrive valg, for at være på den sikre side. Trods de forebyggende foranstaltninger, faldt valget ikke ud til Rajapaksas fordel, og han tabte i januar 2015 snævert til sin sundhedsminister Maithripala Sirisena.
Præsidentskiftet kom som et lyn fra en skyfri himmel. Offentliggørelsen af valgresultatet blev dog forsinket nogle timer, da Rajapaksa og hans allierede forsøgte at etablere et militærkup. Men militæret – som Rajapaksa ellers havde i sin hule hånd under hele sin regeringstid – nægtede og præsidenten måtte se sig slået.
Valget der kan stadfæste forandring
Fra den ene dag til den anden har Sri Lanka ændret sig; Øjeblikket er nu, fornemmer man hos mange srilankanere. Det er en reformernes tid – det er lige nu, der handles og ageres for en bedre fremtid; for retsforfølgelse af krigsforbrydelser, lavere leveomkostninger, forsoning, minoritetsbeskyttelse, kvinderettigheder, og ikke mindst indførelse af et transparent demokratisk politisk system ved hjælp af en fri presse og en oplyst befolkning.
Alt sker ikke ”overnight” – men der er tillid til at præmissen for forandringerne er tilstede.
Parlamentsvalget skulle være afholdt i april, men er udskudt på ubestemt tid. Der er endnu ikke blevet givet en officiel forklaring på hvorfor, men valget skal senest være afholdt i april 2016. Månederne op til og resultatet af valget bliver afgørende for Sri Lankas fremtid; vil den nye præsident være i stand til at holde sine løfter og fortsætte kursen mod demokrati og transparens, eller vil det ineffektive og korrumperede politiske system og den årelange tradition for autoritær ledelse indhente ham, og kuldsejle srilankanernes håb for en bedre fremtid?
Et af målene i præsidentens 100-dags plan op til parlamentsvalget er at indføre en lov om retten til information, den såkaldte ’Right to Information Act’.
Loven har været undervejs siden 2002, men udformningen af loven er nu godkendt af parlamentet og forventes at blive vedtaget i løbet af april, fortæller Dr. Paikiasothy Saravanamuttu, direktøren for den srilankanske menneskerettighedsorganisation Centre for Policy Alternatives.
Ifølge Dr. Saravanamuttu er loven om retten til information den vigtigste nye lov i Sri Lanka. Gennem oplysning og adgang til tidligere utilgængelig information vil vælgerne være bedre rustet til at udfordre politikerne og kræve noget af dem,
”Det vil ændre politikernes opførsel overfor vælgerne”, fortæller han.
Et af de største problemer i Sri Lanka er, at mange oplysninger i det politiske system er utilgængelige, og store dele af befolkningen har derfor begrænset adgang eller indsigt. Et nyligt eksempel er ’Colombo Port City Project’, der er tænkt som en separat by i Colombo med luksus hoteller og lejligheder, shopping – og sportsområder, startet af Rajapaksa i samarbejde med den kinesiske regering.
Projektet, der har mødt stor modstand i befolkningen, antages at koste 15 billioner dollars. Det har indtil nu været umuligt for pressen at få adgang til oplysninger om projektet, og den specifikke aftale indgået med den kinesiske investor. Det er endnu uklart om projektet vil blive færdigbygget under den nye præsident.
Et stort problem i Sri Lanka er de høje leveomkostninger. På trods heraf har Rajapaksa-regeringen udført mange luksusbyggerier i Colombo, der kun er tilgængelige for en brøkdel af befolkningen og turister. Det bliver i høj grad mediernes opgave at bruge loven og den ny-vundne gennemsigtighed til at producere kvalificeret, folkeoplysende journalistik, der når ud til alle områder og etniske grupper i Sri Lanka.
Brændt, bombet, forseglet og lukket
Dr. Saravanamuttu kalder tiden lige nu for et slags ”Srilankansk forår”, med ny-vunden bevægelses- og ytringsfrihed. En frihed som har været udfordret siden uafhængigheden fra det britiske kolonidømme i 1948, og som var stort set ikke-eksisterende under krigen og i efterkrigsårene under Rajapaksa-styret.
Wickrematunges brev ”And Then They Came for Me” blev bragt i The Sunday Leader tre dage efter hans død. På første side beskriver han posthumt situationen for medierne:
”I løbet af de sidste par år er de uafhængige medier i stigende grad kommet under angreb. Elektroniske og trykte medieinstitutioner er blevet brændt, bombet og forseglet. Utallige journalister er blevet chikaneret, truet og dræbt. Det har været mig en ære at tilhøre alle disse kategorier, og nu især den sidste.”
Fra 2006 til 2009 blev elleve journalister slået ihjel, 27 bortført og mange flygtede ud af landet. ’Reporters sans Frontiers’ rangerede i 2010 Sri Lanka på en 165. plads ud af 173 lande i forhold til ytringsfrihed og som det femte farligste land i verden for journalister. Efter mordet udtalte præsident Rajapaksa, at han ville gøre alt for at finde de skyldige, men ingen er endnu blevet dømt for mordet på Wickrematunge.
På grund af manglende retsforfølgelse af de mange tilfælde af vold, drab og trusler mod journalister havde ’Reporters Sans Frontiers’ i 2014 igen Sri Lanka i den lidet prisværdige ende af ytringsfrihedsskalen, på en 162. plads ud af 179 lande, og den New York baserede ’Comittee to Protect Journalists’ listede Sri Lanka som det fjerde værste sted for journalister i verden, ud fra deres globale straffefrihedsindeks.
En ny mediekultur
Ifølge den srilankanske journalist Dilrukshi Handunetti, der arbejdede under Wickrematunge da han blev slået ihjel, har forholdende i efterkrigsårene været værre for journalister end under krigen. Hun mener, at der i kølvandet på loven om retten til information er behov for at skabe en helt ny mediekultur, da den efter krigen har været præget af frygt og selvcensur.
Hun fortæller at både de statsejede- og private medier er blevet brugt som Rajapaksa-regeringens forlængede arm:
”I årevis har de statsejede medier forvekslet stat med regering. At tilfredsstille regeringen er ikke de statsejede mediers job, ’stat’ betyder ’folk’ ikke ’regering,” siger hun og fortsætter:
”De statsejede medier er blevet brugt til at slagte politiske modstandere.”
Det samme gælder de ikke-statsejede medier, som Handunetti har repræsenteret i 22 år:
”De privatejede medier er også blevet brugt som værktøjer, de er enten blevet styret af kommercielle interesser eller fysiske trusler.”
Hun fortæller, at man specielt efter 2012 har set mange tilfælde af selvcensur i medielandskabet:
”Selvcensur er en meget alvorlig indikator på undertrykkelse af medier, problemet er, at den ligger i den institutionelle praksis, så det er meget svært at identificere den.”
Der har ifølge Handunetti udviklet sig en kultur i Sri Lanka, hvor man holder informationer for sig selv både på grund af frygt overfor systemet, men også fordi man har tolket dét at dele informationer som at afgive magt. Det er denne kultur der skal ændres, hvis loven om retten til information skal kunne forandre den politiske og offentlige sfære i Sri Lanka, forklarer hun.
En nye æra
”Folk spørger mig ofte, hvorfor jeg tager sådanne risici og fortæller mig, at det er et spørgsmål om tid før jeg forsvinder. Selvfølgelig ved jeg det er sandt, men hvis vi ikke taler ud nu, vil der ikke være nogen til at tale for dem der ikke kan, uanset om det er de etniske minoriteter, de dårligt stillede eller de forfulgte” skriver Wickrematunge hen mod slutningen af sit afskedsbrev.
På grund af krigen og det lukkede politiske system er folk i specielt nord – og øst-Sri Lanka, der var de hårdest krigsramte tamilske områder, ikke tilstrækkeligt oplyste om egne rettigheder, og har dermed heller ikke ’værktøjerne’ til fx at kæmpe for informationer om forsvundne familiemedlemmer og fratagelse af deres jord, som er to af de største problemer som følge af krigen.
”Det vigtigste er, at borgerne forstår at loven om retten til information er et magtfuldt værktøj, de kan bruge til at påvirke samfundet,” fortæller Dr. Saravanamuttu.
Efterkrigstidens Sri Lanka har stadig mange problemer, der er fortsat mange etniske spændinger, diskrimination og uopklarede krigsforbrydelser og korruptionsskandaler.
Wickrematunge skriver i sit brev om en fremtidig ny æra for landet:
”Jeg håber, ikke at man vil se mit mord som en sejr over friheden, men som en inspiration for dem der overlever til at intensivere deres kamp. Jeg håber det vil katalysere kræfter, der vil introducere en ny æra af menneskelig frihed i vores elskede fædreland. Jeg håber også, det vil åbne øjnene på jeres præsident, og han vil indse, at den menneskelige ånd vil udholde og blomstre, uanset hvor mange der bliver slagtet i patriotismens navn.”
Rajapaksa er for en tid forsvundet fra den politiske overflade, ingen ved om han genopstiller til parlamentsvalget. Men kræfter i det srilankanske samfund arbejder lige nu på at fortsætte Wickrematunges kamp for et nyt Sri Lanka og taler om at øjeblikket er NU.
Den 8. januar, 2009 kyssede en mand sin kone på gensyn og gik ud af sin hoveddør. Telefonen ringede kort efter. Konen tog den, fik at vide hendes mand var blevet skudt og lå på hospitalet. Efter opkaldet så hun en sms på sin telefon, der stod ”I love you wifey”, sendt et sted mellem udgangen fra huset og skuddene i brystet og hovedet.
Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding er journaliststuderende på RUC med historie som sidefag.
Artiklen har tidligere været bragt i web-magasinet Netudgaven.
