Efter mere end tre ugers tøven og tavshed har Nicaraguas præsident Daniel Ortega anmodet CIDH, Organisationen af Amerikanske Staters (OAS) menneskerettigheds-kommission om at komme til Nicaragua så hurtigt som muligt.
Kommissionen skal gennemføre en uafhængig undersøgelse, et såkaldt visit “in situ”, til afklaring og analyse af menneskerettighedskrænkelser. Den skal desuden indlede undersøgelser af de konkrete sager om mord, tortur og overtrædelser af andre menneskerettigheder.
Dette ses af den demokratiske opposition – med de studerende i front – som en foreløbig og vigtig sejr over en tavs og ubøjelig præsident. Samtidig er det svar på et de ultimative hovedkrav, som det katolske kirkeråd (CEN) for få dage stillede til regeringen som betingelse for at CEN og den demokratiske opposition vil deltage i en dialog om fremtidens Nicaragua.
Mandag indkaldte CEN til det første dialogmøde mellem regeringen og demonstranterne. Det skal efter planen afholdes 16. maj.
Den 27. april gik omkring 200.000 på gaden for at protestere mod volden fra politiet og paramilitære grupper og med krav om en uvildig international undersøgelse af drabene på de nu mere end 50 demonstranter, der har mistet livet under urolighederne.
Siden da har regeringen tilsyneladende fastholdt en agressiv og voldelig reaktion overfor de tiltagende demonstrationer og det på trods af, at præsidenten og hans vice-præsident offentligt har sagt ja til dialogen og på det allerseneste har appeleret til at stoppe volden.
Plyndringer og afbrændinger
Sammenstød mellem demonstranter og paramilitære styrker, støttet af politistyrker kulminerede i byen Masaya natten til fredag med mindst een dræbt og mange sårede.
Bygninger blev afbrændt og der blev foretaget omfattende plyndringer af forretninger – ifølge Ortega udført af demonstranterne.
Men observatører på stedet har kunnet fastslå, at vandalismen blev begået af medlemmer af paramilitære grupper og kriminelle.
Uroen og de mange konfrontationer har åbnet op for et tomrum, hvor mere ekstreme sandinister udenfor partiapparatet og kriminelle elementer frit har kunnet plyndre forretninger og sætte ild til bygninger og måske også været ansvarlige for nedskydninger.
Vage udmeldinger fra præsidenten
Der er meget, der tyder på, at Daniel Ortegas meget vage og sene udmeldinger i løbet af de seneste uger i nogen grad hænger sammen med, at hans kontrol over partiet vakler. Det gælder især i forhold til hvordan regeringsmagten skal agere overfor et demokratisk fænomen som dette folkelige oprør -noget sandisterne aldrig før har været konfronteret med.
Det gælder både i forhold til at dæmme op for, stoppe og undgå yderligere folkelige manifestationer men også i forhold til hvorvidt den kommende dialog kan begrænses til temaer, som ikke grundlæggende ændre på magtstrukturen. Love på justitsområdet og et forslag til en ny valglov er nogle af de temaer, som regeringen nok gerne vil undgå at gå i dialog om.
Regeringen Ortega har i løbet af hele konflikten søgt at undgå international involvering og udtænkt nationale løsninger.
Derfor blev der nedsat en sandhedskommission tidligt i processen for at undgå indblanding fra CIDH. Det på trods af, at Nicaragua via OAS er forpligtet på at invitere kommissionen på årlige besøg, noget Nicaragua har søgt at undgå de senere år.
De studerende, støttet af CEN, COSEP og forskellige nationale menneskerettighedsorganisationer har under hele krisen fastholdt kravet om CIDH-missionen. Som følge af den store nationale opbakning og på det senere øgede pres fra OAS, USA og lande i Europa og på grund af konfliktens voldsomme eskalering, er “muren” omsider faldet.
Udfordringerne venter forude
Den store udfording for den demokratiske opposition og især de studerende er håndteringen af den nationale dialog.
Hvilke krav fastholdes fra starten som “non-negotiable”? Er der tale om en dialog eller forhandling?
Det synes klart, at Ortega vil lægge sig op ad en dialog-baseret forsoningsproces, mens det for de fleste studerende nok handler om demokratisering af det offentlige apparat, en nydefination af staten og et farvel til mange års Ortega-dominans.
Derfor er der kritiske røster bla fra tidligere sandinistledere, der advarer imod de mange fælder, som Ortega og hans veltrænede forhandlere vil lægge foran konstruktive unge i en kommende dialog. Og kravet om Ortegas afgang ligger med stigende styrke som konfliktens folkelige bagtæppe.
Kravet om dybgående undersøgelse af gernings- og ikke mindst bagmænd til mord og anden form for vold er og bør være de studerendes første krav, nu kraftigt støttet af CIDH-missionen, som sikkert i løbet af dens arbejde i landet vil kunne forlænges og udbygges. Andet hovedkrav i forhandlinger er kravet om ny valglov og snarlige valg samt genoprettelse af retsstaten.
Meget afhænger af de kommende uger.
Er det slut med volden, eller er der ikke enighed i FSLN om hvordan dette skal tackles? Vil det lykkes for den demokratiske bevægelse at undgå vold? Sikres der fuld bevægelsesfrihed for CIDH-missionen? Er den mere ortodokse del af FSLN, som sidder tungt på statsøkonomien og dets mange forgreninger, klar til eller presset til forandringer? Hvilken position indtager hæren i forhold til krisen og fremtiden?
Der er nok ingen tvivl om at landets vej til mere demokratiske tilstande er stenet og forsat vold kan ikke udelukkes.
De studerende har en historisk rolle til sikring af at det ikke er den gamle generation, der kommer til at tegne Nicaraguas fremtid. Deres oprør er kommet for at blive.
