Konflikten i Nicaragua er nu gået ind i sin tredje måned, og hver dag er der nye dræbte og sårede.
Den Interamerikanske menneskerettighedskommission CIDH fremlagde 22. juni sin endelige rapport fra besøget den 17.-21. maj på mødet i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) og antallet af dræbte er nu oppe på 212.
Rapporten fordømmer i skarpe vendinger Daniel Ortegas regering for alvorlige brud på menneskerettighederne, ulovlige fængslinger og censur af uafhængige nyhedsmedier.
Hvordan kunne det gå så galt? Før den 18. april var der ingen, der kunne forestille sig et Nicaragua, som vi oplever lige nu, hvor en regering der, smykkede sig med sloganet ”Solidarisk – kristent og socialistisk” og som også sagde ”Folket er præsidenten”. En præsident og et parti der har sine rødder i revolutionen i 1979, hvor diktatoren Somoza blev styrtet. Hvad gik galt?
Alliance med arbejdsgiverne
Sandinisterne kom tilbage til magten i 2007 og har regeret landet lige siden. På et tidspunkt lavede regeringen en alliance med den nicaraguanske arbejdsgiverforening, og der blev skabt et klima, som tiltrak udenlandske investeringer og den økonomiske vækst i landet gik fint.
De fleste fagforeninger støttede regeringen og formanden for den største landsorganisation FNT blev valgt til præsident for Nationalforsamlingen. På den måde havde man skabt den nicaraguanske model for social dialog og treparts forhandlinger.
Dette gik fint frem til forhandlingerne omkring mindstelønninger i år, hvor arbejdsgiverforeningen COSEP ikke ville stemme for de nye mindstelønninger.
Herefter fulgte regeringens dekret om højere bidrag fra arbejdsgivere og lønmodtagere og 5 procent lavere pension til pensionister.
Det skabte vrede i COSEP, at regeringen lavede dette dekret uden at forhandle det med COSEP forinden. Men også hos studenterne skabte det vrede og derfor brød de første protester ud den 18 april, og da man på fjernsyn kunne se pensionister blive væltet til jorden af ungsandister – medlemmer af det regerende partis ungdomsafdeling – i partitrøjer, ja så tog tingene fart.
Regeringen svarede med at indsætte politiets særlige urostyrker hjulpet af ungsandinister. En fremgangsmåde vi gennem en del år har oplevet, når der var sociale protester.
Studenterne begyndte at besætte universiteterne og snart havde vi de første skuddræbte i konflikten. Vi oplevede noget lignende 5 år tilbage, da mange ældre krævede ret til delpension, hvis de ikke havde optjent den fulde ret til pension.
Den gang blev de protesterende ældre mennesker støttet af unge studerende, og protesterne blev slået ned med hård hånd af politiet hjulpet af ungsandinisterne.
Senere indførte regeringen delpensionerne ligesom de denne gang også trak deres dekret tilbage.
Forskellen var bare den, at man åbent skød mod demonstranter, også inde på universiteternes områder og antallet af dræbte begyndte at vokse, hver dag nye dræbte.
Harmen i befolkningen voksede og bønderne i anti-kanal bevægelsen sluttede sig til protesterne.
Bevæbnede unge
Regeringen benyttede sig nu af bevæbnede unge, der sammen med unge uden våben åbenlyst arbejde sammen med og i koordination med politiet mod demonstranterne.
Man benyttede sig af snigskytter og mange af de dræbte blev skudt i hoved eller overkroppen omkring hjertet og i flere tilfælde med ammunition specielt designet for de rifler, der bruges af snigskytter.
Nicaragua var før den 18. april det fredeligste land i Mellemamerika uden bevæbnede ungdomsbander og turister og investorer strømmede til landet, nu står hotellerne tomme og flere er lukket helt ned.
Man skal forstå, at magten i Nicaragua gradvist er bygget op omkring familien Ortega Murillo, der styrer ikke bare den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt samt store dele af pressen, men også har overtaget det sandinistiske partiapparat FSLN, således at det er præsidenten, der egenhændigt bestemmer, hvem der skal være kandidater ved valgene.
Hvis der var nogen, der stod i vejen for denne magtkoncentration i familien, ja så blev de udskiftet og velvillige nye blev sat i deres sted.
Familien satte sig også totalt på støtten fra den nu afdøde præsident Hugo Chavez og senere præsident Nicolas Maduro fra Venezuela.
Alle disse penge blev ført udenom statsregnskabet (vi taler om mere end en milliard US dollars). Sandinister opnåede totalt flertal i Nationalforsamlingen gennem nogle valg, der rejste flere spørgsmål end de gav svar på om de var manipulerede.
Da grundloven stod i vejen for at præsidenten kunne genopstille, ja så lavede de blot en højesteretsafgørelse, der overraskende sagde at det kunne præsidenten da godt, og nu er hustruen Rosario Murillo ovenikøbet vicepræsident.
Kirken har afbrudt samarbejdet
Den katolske kirke har totalt afbrudt samarbejdet med regeringen efter den tidligere ærkebiskop Obando Bravos død, og den katolske kirke leder nu forhandlingerne i den nationale dialog mellem regeringen og den civile alliance.
Biskopperne har i denne uge direkte grebet ind i kampene i Masaya, hvor de gik imellem de stridende parter for at forhindre flere drab.
Den Interamerikanske Menneskerettighedskommision (CIDH) var i landet fra den 17. – 21. maj og kom med en sønderlemmende kritik af regeringen og dens overtrædelser af menneskerettighederne.
Regeringens repræsentanter har sagt ja til at overholde de 15 anbefalinger i CIDH’s rapport og trække de undertrykkende styrker tilbage. Dette er dog aldrigblevet overholdt, og hver dag har der været nye dræbte.
Civilbefolkningens svar var barrikader i byerne for at beskytte sig mod de bevæbnede grupper, der kører rundt og beskyder folk og laver bortførsler. Nu kommer CIDH tilbage til Nicaragua på søndag 25. juni, hvor den skal støtte overholdelse af menneskerettigheder.
Herudover forventes snarest besøg af FNs højkommisær for menneskerettigheder, en særlig mission udpeget af CIDH, der skal finde frem til de skyldige for overtrædelserne af menneskerettighederne og repræsentanter fra EU.
Fare for optrapning
Tilslutningen til protesterne mod regeringen og landets præsident Daniel Ortega er steget støt, og den sidste store demonstration, den 30. maj, havde omkring en halv million deltagere, hvor regeringens manifestation samme dag skønnes at have samlet omkring 30.000.
Hvis man skal undgå en forværring af konflikten, er det nødvendig med udenlandske organisationer som CIDH, FN , OAS og EU i landet.
Der har været et stigende antal tilfælde, hvor grupper med tilknytning til de demonstrerende har brugt skydevåben og dræbt modstandere.
Der er fare for at dette optrappes, hvis regeringen ikke standser sin undertrykkelse og brug af paramilitære og politimæssige bevæbnede grupper, der optræder sammen med det nationale politi.
En aftale med USA?
Rygter siger at Daniel Ortega og familien allerede har forhandlet en tilbagetræden med USA, som skulle sikre dem at de kan forlade Nicaragua med deres formue.
En der direkte har udtrykt dette er den tidligere leder af sandinistfronten og tidligere minister for sandinisterne, forfatteren Sergio Ramirez.
Jeg tror, at hvis det bliver officielt, at Daniel Ortega har forhandlet sådan en løsning, bryder et voldsomt kaos ud hos hans nuværende støtter og allierede.
Som man siger populært i Nicaragua, så er der kun plads i flyet til familien, de allernærmeste allierede og kufferterne fyldt med pengesedler, resten efterlades i Nicaragua og må betale regningen. Det samme gjorde Somoza, da han forlod landet i 1979.
En spinkel alliance
Flere spørger til den civile alliance og dens politiske farve og om det hele ikke er finansieret af CIA og USA.
Nogle kritiserer, at alliancen ikke har sociale og økonomiske krav, at de ikke har et helt program for hvad de vil, hvordan kan studenter og bønder arbejde sammen med arbejdsgiverforeningen.
Man skal forstå at den alliance, der er nu udelukkende har til formål at fjerne Ortega, gennemføre frie valg, retsforfølgelse af de skyldige for drabene og undertrykkelsen samt gennemførelse af et reelt demokrati i Nicaragua.
Når dette begynder at skride frem, vil alliancen ophæve sig selv på grund af de naturlige politiske modsætninger, der er mellem grupperne idag.
Man vil måske også opleve, at det lykkes sandinisterne at rense partiet for elementer, der har svigtet de oprindelige idealer for sandinismen i Nicaragua, og nogle af studenterlederne har åbent erklæret, at de er sandinister.
Under alle omstændigheder vil vi se nye partier eller bevægelser skyde frem, der er heller ikke tiltro til de øvrige partier i den nationale forsamling.
Et kæmpeproblem står tilbage
I den nationale dialog arbejder man med en dagsorden, der skulle lede frem til nye fremskyndede valg i marts 2019, en ny valglov og andre lovreformer, forbud mod genvalg, udskiftning af medlemmerne af det øverste valgråd og højesteret.
Lørdag den 22. juni var der indkaldt til demonstration imod regeringen og sammenholdt med fordømmelsen af regeringen i den endelige CIDH-rapport og fra hovedparten af medlemmerne i OAS, og biskoppernes direkte indgreb i konflikten i Masaya for at redde menneskeliv, ja så må vi se hvad præsident Ortegas svar bliver, tidligere har han hver gang svaret med mere vold.
Når det hele er overstået står Nicaragua tilbage med et kæmpeproblem.
Hvis det ikke meget snart lykkes at identificere og afvæbne de grupper af unge som regeringen har udstyret med våben og license to kill, vil landet stå med et ungdomsbandeproblem, der er totalt ukontrolabelt og et sikkerhedsproblem, der vil skræmme turister og investorer bort.
John Koldegaard har arbejdet med udviklingsarbejde i Nicaragua og Latinamerika i mere end 25 år.
