Onsdag den 16. maj 2018 var Eduardo Jessi Spiegler, 37 år, ude for at tage billeder i Managua, Nicaragua. Det blev den sidste dag i hans liv. Han var journalist, filmmand, fra Guatemala, havde studeret i Cuba og levet flere år i Nicaragua. Han kom for tæt på de fredelige demonstranter. Han blev mast til en tortilla, da en ni tons tung metalskulptur, kaldet Livets træ, blev fældet af demonstranter, sejlede om og dræbte ham på stedet.
Demonstranterne, alle bevæbnede med mobiltelefoner, filmede hele seancen, og snesevis af videoer blev lynsnart spredt til hele verden. Man ser fra alle vinkler hundredvis af ”fredelige demonstranter” i jubel storme op på skulpturen. Man ser en enkelt mand i hvid skjorte tage begge arme op til hovedet, stoppe et sekund, han så hvad der skete, for så alligevel at storme op på træet, trampe løs, hoppe og danse i blodrus. Endnu et af vicepræsident Rosario Murillos træer er fældet, magten er nær.
Et par dage inden var en anden af de ”fredelige demonstranter”, Abdel Gutierres Hock, som med bål og brand havde været med til at ”fælde” et træ, kørt en sejrsrunde i sin bil, glemte hvor træet lå og kørte sig ihjel.
Galskaben er kommet til Nicaragua
100% Noticias var midt i et tv-program om planlægning af en landsomfattende strejke og blokering af landet, da nyheden indløb. Ejeren af stationen Miguel Mora, mente at flere af de ”sataniske træer” skulle fældes. Han blev suppleret af Medardo Maireno, talsmand for Anti-kanal bevægelsen:
”Der skal dø flere studenter, der skal dø flere bønder”, sagde han, inden han angreb de moderate af biskopperne. Også han var imod den nationale dialog, som det store flertal af befolkningen ellers bakker op om for at fremme fredelige forhold og et mere demokratisk Nicaragua.
Galskaben er kommet til Nicaragua. Jeg hader at skrive den sætning, jeg har jo boet her i 16 fredelige år.
Går man ned ad gaden, ser man forretninger, som barrikaderer sig, busser angribes og brændes af, handicappede børn tyranniseres, kommunekontorer brændes af, min søns skole fik smadret 50 vinduer i kølvandet på ”de blå og hvides” march igennem byen – og så videre.
Personer, som har stillet sig foran rådhuse og forretninger for at forsvare dem, er blevet dræbt. Ikke kun studenter er blevet dræbt, der er faldne på alle sider.
Hvem er det, som man kalder den ”demokratiske opposition”? De skulle vise deres ansigt! Selvfølgelig er der demokratisk-sindede personer, som er i opposition, sågar mange, men kan det ikke forlanges, at de tager afstand fra vandalisme, hærværk, mord, politisk vold, plyndringer, i stedet for at opmuntre og spille med flere masker? Sådan demokratisk set.
Godt at vi har internettet, så kan alle følge med, i hvert fald i de kilder som behager en. Aldrig i mit liv har jeg set så mange ondskabsfulde trolde springe op af deres æsker med så meget ondskabsfuldt nonsens.
Har man glemt alt om europæiske landes kolonialisme i Caribien og Amerika?
Har man glemt alt om USAs rolle i Latinamerika?
USA har militært invaderet eller brugt militær magt i Mexico, Argentina, Brasilien, Guatemala, Cuba, Den Dominikanske Republik, Haiti, Honduras, Grenada, Panama, Uruguay, Costa Rica, Bolivia, Peru, Chile, Colombia, Venezuela, El Salvador, Puerto Rico, US Virgin Islands og Guam.
I Nicaragua har USA interveneret militært i 1853, 1854, 1857, 1867, 1894, 1896, 1898, 1899, 1907, 1910, 1912-25, 1926-33, 1981-90.
Startskuddet Nica-act
Så kom den berygtede ”Nica-act” for et par år siden, som de mest reaktionære politikere i USA, anført af Ileana Ros-Lehtinen, førte frem. Lovforslaget skulle forhindre, at Nicaragua kunne optage lån i internationale organisationer og skulle hvile som en økse over landet. Hun fik besøg af liberale, MRS og Marcos Carmona, (CPDH). Formålet var at svække landet økonomisk og politisk.
CIDH hører under Organisationen af Amerikanske Stater, som holder til i Washington, USA er hovedsponsor. Alligevel håber jeg på et godt samarbejde ikke mindst mellem CIDH, anklagemyndigheden, Sandhedskommissionen, Den nationale Dialoggruppe og befolkningen. At de gør et troværdigt arbejde og finder de skyldige i drabene på studenter, politifolk, civile, journalister fra Guatemala og Bluesfields m. fl. Jeg ville gerne have haft FN, Celac og Jimmi Carter-centret ind i billedet.
Glansbillede
Hvem er studenterne? Talspersoner kommer og går, navne på deres bevægelser skifter ustandseligt, man aner pt. 7 studentergrupper i landet, deres nøjere politik er ukendt, man ved ikke om de er valgte eller selvudnævnte, en af dem, Victor Cuadras, skifter offentligt politik fra time til time.
Det er forventeligt, at politiske grupper og andre vil ride på ryggen af studenterne, som pludselig er gået fra at tage selfies, tage del i protester og nu skulle tage del i beslutninger om landets fremtid.
Det er vel ikke unaturligt, at de er splittede på kryds og tværs, politisk, aktionsmæssigt, organisationsmæssigt. Der er vel 30.000 studerende fordelt på over 40 universiteter. Mange har studielegater fra staten, endnu flere ville gerne have.
Studenterne er jo heller ikke alene i verden. Der er mange andre grupper i landet, som har ret til at blive hørt. Også selv om de ikke er gode til at råbe op. Den gennemsnitlige skoletid er under 6-7 år.
Der er børn, der ikke kommer i skole og mangler sko. Der er voksne, der ikke kan læse og skrive.
Der er arbejdsløshed og lave lønninger. Mange har ingen sygesikring eller opsparing til alderdom. Hvad med dem? Det har studenterne ikke meldt et eneste ord om.
Landet står i en historisk situation med historiske muligheder. Netop nu. Der skal ryddes op og placeres ansvar. En god begyndelse. Kræfter vil slå landet i stykker, ødelægge fremskridtene og tvinge det i knæ.
Preben Høeg Rasmussen er bosat i Nicaragua siden 2002 og redaktør for Nicaragua – dansk portal.
