TEL AVIV – Dicktator, står der på skiltet, som en ung kvinde holder højt i begge hænder. Det må blive til Piktator på dansk, og ordvalget er nok meget kendetegnende for den vrede mod premierminister Benyamin Netanyahu, som fik frit løb i Tel Aviv søndag aften.
Den aften toppede 12 ugers protester mod Netanyahu-regeringen, som tiltrådte den 29. december og straks efter indledte et stormløb på Israels demokratiske institutioner. Alene i Tel Aviv var mere end 200.000 mennesker på gaden, og på landsplan deltog godt 600.000 aktivt i større eller mindre protester fra nord til syd.
Først et nervepirrende døgn senere indså Netanyahu omfanget af den folkelige vrede. Sent mandag aften erklærede han sig villig til at holde pause med den kontroversielle lovreform, der tilsyneladende er årsagen til det hele. Der er således erklæret en slags våbenhvile i to måneder. I den periode vil regeringen og oppositionspartierne søge at komme i dialog med præsident Yitzhak Herzog i en mæglende funktion, men allerede nu ligger det i kortene, at sagen dermed langtfra er afsluttet.
På vej mod diktatur?
Israel har befundet sig i mere eller mindre konstant politisk krise i godt fire år. Det hele startede med, at Netanyahu i november 2018 udskrev valg før tid. Han ønskede at cementere sit greb om magten, men selv om hans Likud-parti ved valget i april 2019 indkasserede en pæn vælgerfremgang, gik det ikke som forventet.
For en af hans faste partnere, Avigdor Lieberman, der står i spidsen for det lille parti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), nægtede at stille op, da Netanyahu efterfølgende forsøgte at sammensætte en ny koalitionsregering.
Foto: Harel Ben Nun/Anadolu Agency via Getty Images
Dette kastede landet ud i en kaotisk tid med hele fem Knesset-valg, og først ved valget den 1. november sidste år lykkedes det omsider Netanyahu at skabe et flertal på 64 ud af Knessets 120 mandater. Men i mellemtiden havde samtlige partier på den politiske midte afvist at samarbejde med Netanyahu, så han dannede sin regering ved at gå i samarbejde med parlamentets to ultraortodokse partier samt en koalition af tre højreekstreme partier, der sidder på i alt 14 mandater.
Kernen i disse mange politiske krumspring er, at Netanyahu står anklaget for en række alvorlige tilfælde af korruption og mandatsvig, og han har hele vejen igennem klynget sig til den politiske magt, for ad den vej at skaffe sig en vis parlamentarisk immunitet mod den truende retssag. Med den seneste regeringsdannelse er disse bestræbelser blevet ført et skridt længere.
Justitsminister Yariv Levin (Likud) har nemlig set situationen som en gylden chance for at realisere en gammel ideologisk drøm, som handler om at begrænse retssystemets uafhængighed drastisk. Grundideen er at lave om på proceduren for udnævnelse af nye højesteretsdommere. Levin mener, at dommerpanelet er for elitært, og at det ikke afspejler den israelske befolknings sammensætning, og det kan mange israelere kun nikke genkendende til.
Problemet består i, at regeringen ifølge Levins vision vil blive mere eller mindre enerådende, når det kommer til dommerudnævnelser, ikke mindst fordi regeringen også vil være i stand til at fyre genstridige højesteretsdommere. Dette er naturligvis en tilsidesættelse af magtens tredeling, som jo er grundlaget for et sundt demokrati.
Men det, som for alvor optændte den folkelige vrede, er, at denne lovreform synes at være skræddersyet til Netanyahu. For med en højesteret, der på denne måde er i lommen på den siddende regering, vil det være en smal sag at få underkendt den dom, der på et tidspunkt falder i korruptionssagen. Ifølge protesterne trækker Netanyahu altså landet i retning af diktatoriske tilstande, udelukkende for at klare frisag i retten.
Netanyahu har mistet styringen
De seneste 12 uger har vi oplevet en Netanyahu, der på den ene side holder fast ved sit mål, men samtidig virker mere og mere grå og rådvild. Han har været på fire officielle besøg, i Paris, Rom, Berlin og London, og hver gang er det endt i nye ydmygelser. I London havde han kun et enkelt møde, med premierminister Rishi Sunak, som begrænsede mødet til 45 minutter, og det efterfølgende punkt, hvor de to statsledere udveksler elskværdigheder foran kameraerne, var helt aflyst.
Og Joe Biden ønsker slet ikke at se ham i Washington. Tværtimod bemærkede den amerikanske præsident på et tidspunkt lakonisk, at hvis den israelske leder havde brug for en håndsrækning til at få et demokrati til at fungere, skulle han nok sende nogle eksperter.
Den brede internationale afvisning hænger sammen med en bekymring for det israelske demokrati, men den kan også ses som en protest mod de politiske partnere, Netanyahu har taget ombord. Her er Itamar Ben Gvir fra partiet Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) et godt eksempel. Han er discipel af rabbiner Meir Kahane (1932-90), hvis politiske parti, Kach, i 1994 blev kendt ulovligt under den israelske racismelovgivning. Ben Gvir har en livslang karriere bag sig som aktivist på den yderste højrefløj, og selv om han i den egenskab har været anholdt 53 gange, er han som minister for intern sikkerhed nu øverste chef for politiet.
En anden markant person er Bezalel Smotrich fra partiet Religiøs Zionisme. Selv om han er finansminister, var det ham, der for nylig gav ordre til at fire bosættelser, der blev fjernet fra Vestbredden i forbindelse med rømningen af Gazastribens bosættelser i sensommeren 2005, nu skal genbosættes. Dette er en klar overtrædelse af en international aftale, Israel indgik i 2005, og det førte til skarpe amerikanske protester.
Foto: Nasser Ishtayeh/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Midt i alt dette er der en klar fornemmelse af, at Netanyahu har mistet styringen. Hans forskellige koalitionspartnere er til fulde klar over, at han vil gøre næsten hvad som helst for at holde sammen på regeringen, og det fik dem til lige fra starten til at stille ublu krav. Eksempelvis krævede finansminister Smotrich at få lagt en solid luns af forsvarsministeriet under sit resortområde, hvilket bl.a. satte ham i stand til at kræve de fire nævnte bosættelser på Vestbredden genbosat.
Ben Gvirs egen politistyrke
Det er alt dette, som har fået protesterne til at eskalere. Og fænomenet har bredt sig til store dele af befolkningen, der normalt ikke går på gaden med bannere. Meget markant er det, at en lang række jagerpiloter af reserven nu nægter at møde op til den ugentlige dags træning, der skal til for at sikre beredskabet i flyvevåbenet. De siger, at de skam gerne vil forsvare deres land, men de ønsker ikke at forsvare et diktatur.
Det fik forsvarsminister Yoav Galant (Likud) til i begyndelsen af ugen at træde offentligt frem og advare mod, at arbejdet med lovreformen dermed har undermineret landets evne til at forsvare sig mod ydre fjender. Han opfordrede til at stille lovarbejdet i bero for en tid.
Reaktionen kom lynhurtigt fra Itamar Ben Gvir, som krævede Galant fyret. Og da begik Netanyahu endnu en fejltagelse ved at fyre forsvarsministeren, som pludselig blev dagens mand hos protestbevægelsen. Det var nok dette fejltrin, der for alvor fik protesterne til at eksplodere.
Alles øjne rettedes mod Ayalon-motorvejen, der er en af hovedfærdselsårerne i Tel Aviv. Den var blokeret i mere end syv timer. Et af aftenens symbolske højdepunkter var, da byens politichef, Ami Eshet, mødte frem i fuld uniform. Han er tidligere i forløbet blev fyret af Ben Gvir, med begrundelsen at han var for blødsøden over for demonstranterne, men højesteret underkendte fyringen, og på denne aften i Tel Aviv blev han hilst med hurraråb.
Dagen derpå satte den israelske fagbevægelse trumf på ved at erklære generalstrejke. Netanyahu viste stadig ikke tegn på at give efter for presset, eftersom Ben Gvir og Smotrich truede med at forlade regeringen, hvis han viste svaghed. De sørgede endda for at kalde højrefløjen til moddemonstration i Jerusalem, men efter en lang dags sammenbidte forhandlinger kom Netanyahu i en sen aftentime med meldingen om, at lovreformen er sat på pause i et par måneder. Meget tyder dog på, at han bevidst holdt offentligheden hen, for at udvalgsarbejdet med lovreformen kunne hastes igennem, for lige nu ligger det hele klar til afstemning i Knesset.
For at nå dertil måtte Netanyahu imidlertid endnu en gang punge ud. For at forblive i regeringssamarbejdet krævede og fik Ben Gvir en ekstra bevilling, svarende til godt en halv milliard kroner. De skal gå til skabelsen af en særlig nationalgarde, som dybest set er en alternativ politistyrke.
Den skal efter forlydende bestå af 10.000 mand, der på frivillig basis stiller op i krisesituationer. Ben Gvir selv siger, at den skal bruges til bekæmpelse af kriminalitet i den arabiske sektor, men det ligger lige for at tænke i andre muligheder. Denne nye styrke skal ikke sortere under landets politichef, men referere direkte til ministeren.
Dialogen mellem politikerne er allerede startet, men som udgangspunkt har flere ledere af oppositionspartierne givet udtryk for, at tilliden til Netanyahu befinder sig på et nulpunkt. Flere analytikere mener da også, at han vil bruge de to måneders pause til at forberede sig taktisk, så konflikten vil fortsætte. Dette afspejles også ved, at der fortsat er mindre demonstrationer rundt om i landet.
Benyamin Netanyahu har gennem flere år sat alt ind på en frifindelse i retssagen, og som kronen på sit politiske livsværk forestillede han sig en fredsaftale med Saudi-Arabien. Dette kan han nok skyde en hvid pind efter nu, og derfor er Joe Bidens reaktion på ugens israelske udviklinger interessant.
Han gav igen udtryk for sin dybe bekymring og understregede, at en invitation til Det Hvide Hus ikke kan komme på tale i nogen nær fremtid. Men velvidende at netop et besøg i Washington står meget højt på Netanyahus ønskeliste, kan udtalelsen også ses som en gulerod: Hvis han bruger de næste to måneder til at få demokratiet på sporet igen, kan det måske godt lade sig gøre. Sagen er blot, om Ben Gvir og Smotrich vil strække sig så langt.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.
