Samarbejde med Foreign Policy
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der reporterer fra hele verden.
Myanmars militær, kendt som Tatmadaw, kæmper stadig en indædt kamp mod sin egen befolkning, men krisen blev dårligt nævnt ved FN’s Generalforsamling sidste uge i New York. På generalforsamlingens sidelinjer mødtes embedsfolk fra USA og Malaysia med repræsentanter fra Myanmars Nationale Enhedsregering – et kabinet af folkevalgte, der blev fordrevet, da militæret kuppede sig til magten i februar 2021.
FN har udskudt at svare på juntaens anmodning om et sæde i forbundet, og Myanmars nuværende repræsentant ved FN, Kyaw Moe Tun, er stadig loyal mod den afsatte regering.
Mens diplomatiet halter, eskalerer volden i Myanmar. Mindst elleve børn blev slået ihjel den 16. september, da militærhelikoptere skød mod en skole i Sagaing-regionen, en af modstandsbevægelsens højborge. Mordet på skoleelever var et chok for befolkningen, men ekstrem vold er efterhånden blevet juntaens kendetegn.
Sidste måned hærgede militæret angiveligt en landsby i Kachin-staten, hvor de satte ild på huse og dræbte civile. Angrebene er symptomatiske for en større tendens: Monitor-gruppen Data for Myanmar siger, at militæret har brændt mere end 28.000 civile hjem siden kuppet, og august var den værste måned i den tid gruppen har monitoreret militærets ageren.
En kraftig besked til nationen
At taktikken bliver mere brutal, er et tegn på militærets voksende frustration, fordi militæret halvandet år efter kuppet stadig kæmper for at få kontrol over landet. Et andet eksempel er, at militærregimet henrettede fire politiske fanger i juli – de første officielle dødsdomme i Myanmar siden 1970’erne. Alle stod tiltalt for at have organiseret eller deltaget i væbnet oprør mod militærstyret. De blev hængt i Insein-fængslet i Yangon, Myanmars største by og økonomiske centrum.
Juntaens leder Min Aung Hlaing har haft rig mulighed for at give mindre indrømmelser til det internationale samfund, såsom at tillade et møde med den tilbageholdte civile leder Aung San Suu Kyu. Det ville have givet ham en vej ind i varmen uden at udgøre en fundamental trussel mod militærets magt.
Men regimet har konsekvent valgt den vej, der er mindst befordrende for kompromiser. Henrettelserne i juli fandt sted på trods af verdensomspændende forargelse, selv fra den autoritære cambodianske premierminister Hun Sen, som for tiden sidder på formandsposten i ASEAN, Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer. Men – som tilfældet er med de fleste af juntaens beslutninger – var henrettelserne en besked til et nationalt publikum, ikke et globalt.
At militærregimet valgte at henrette fire politiske fanger tjente også som en grim påmindelse om, at Tatmadaw er villig til at dræbe næsten hvem som helst for at holde fast i magten.
Blandt de henrettede var Phyo Zeya Thaw, et 41-årigt, folkevalgt medlem af parlamentet for det fordrevne parti National League for Democracy, og Kyaw Min Yu (kendt som Ko Jimmy), en berømt demokrati-aktivist på 53 år. Med de fleste civile politikere i militærets varetægt – inklusive Aung San Suu Kyu, der sidder i isolationsfængsel i hovedstaden Naypyidaw – sendte militæret en stærk advarsel til befolkningen.
En ond dødsspiral
Måske sendte henrettelserne også en anden besked: De er en af ”adskillige åbenlyse hændelser, der vidner om militærets afmagt,” fortæller Ye Myo Hein, der forsker i civilmilitære forbindelser og er fellow ved Wilson Center, en tænketank i Washington.
Men selvom Myanmars demokratiske modstandsbevægelse har overrasket mange med sin foreløbige succes, er troen på en nært forestående sejr eller militærets snarlige kollaps stadig overdreven optimistisk.
Militæret har overlegen ildkraft – de har våben fra Kina og Rusland – og totalt herredømme i luften, mens modstandsbevægelsen ofte må nøjes med jagtrifler eller hjemmelavede våben og ikke har nogen international støtte. Helikopterne, der åbnede ild mod børnene i Sagaing, var ifølge rapporter russisk-producerede Mi-35’ere.
Juntaens tab styrker både modstandsbevægelsens moral og forårsager yderligere ekstremisme fra et regime, som handler impulsivt – og brutalt – i pressede situationer.
Nogle af de værste grusomheder under militærets styre fandt sted i de første uger efter kuppet, da massedemonstrationer og strejker lukkede byer ned, barrikaderede nabolag, suspenderede offentlige tjenester og fastfrøs handlen. Militæret svarede igen med vold for at genvinde kontrollen. I marts 2021 blev mindst 65 mennesker slået ihjel ved samme lejlighed i Yangon.
Frustrerede men ikke desperate
Lignende grusomheder har ramt landområder, hvor den væbnede opstand er stærkest. Og fordi internettet er afbrudt i mange af disse regioner, bliver en del af volden sandsynligvis ikke rapporteret.
Mere end 40 civile blev dræbt under massakrer i Sagaing-regionen sidste juli, og mindst 35 mennesker blev henrettet på én gang i Kayah-staten sidste december. Militæret skruede op for den slags udfald sidste oktober. “Men operationer af denne art eroderer deres militære formål” og holder en voldscyklus i gang, forklare Ye Myo Hein.
Hver gang militæret taber terræn, bliver det mere brutalt, men det skaber kun stærkere modstand. ”Jeg har ikke set nogen tegn på, at generalerne skulle give op indenfor den nærmeste fremtid,” tilføjer Ye Myo Hein.
Nogle analytikere mener, at militæret ikke har nået deres smertegrænse endnu. Militæret er “frustrerede og hævngerrige” men ikke nødvendigvis desperate, siger Richard Horsey, Myanmar-rådgiver hos International Crisis Group.
”Frustrationen stammer fra den kendsgerning, at den lokale modstand stadigvæk er stålsatte og effektiv og ikke er smuldret hurtigt, som generalerne måske havde tænkt,” siger han.
”De ser ud til at håbe, at de ved at kræve store tab fra civilbefolkningen kan underminere støtten til modstandsgrupper uden de militære risici forbundet med en stor offensiv.”
Civilmilitære relationer er brudt sammen
Myanmars militær er stadig i stand til at udføre betydeligt værre vold, som forfølgelsen af den undertrykte Rohingya-minoritet vidner om. Selvom regimet har slået mere end 2.300 civile ihjel siden kuppet, blegner tallet ved siden af uhyrlighederne under Rohingya-krisen i 2017, da militæret slagtede mellem 10.000 og 25.000 civile i løbet af nogle uger, alene i den nordlige del af Rakhine-staten. Militærets dehumanisering af rohingyaerne er unik, men juntaens ledelse vil ikke tøve med at bruge lignende taktikker mod den civile befolkning, hvis den virkelig frygter at blive væltet.
”Hvis vi skal lære af fortiden, forventer jeg snarere, at militæret skruer op for deres nuværende strategi, end at de ændrer kurs,” advarer Horsey. ”Det betyder fortsatte hævnangreb og flere grusomheder i månedsvis og måske år.”
Et institutionelt kollaps i militæret eller et internt kup mod den øverste ledelse kan fremskynde afslutningen på Myanmars krise, men Ye Myo Hein siger, at han ikke ser tegn på nogen af delene. Som det ser ud lige nu, ”er det højst usandsynligt at forhandle sig frem til et kompromis,” mener han, og generalerne vil formentligt fortsætte ad samme sti, selv hvis de ”ødelægger landet og deres egen institution. Civilmilitære relationer i Myanmar er endegyldigt brudt sammen,” siger han.
Mangler respekt for modstandsbevægelsens kamp
Militæret holder nationen som gidsel, men folket bør alligevel ikke give op.
Regimet håber, at dets ekstreme vold på et tidspunkt vil overbevise befolkningen om, at hvad som helst, selv at leve under et militærstyre, er bedre end krig. Men indtil videre har folket i Myanmar vist, at de er villige til at udholde overvældende modgang – og endda ofre deres liv – for at fortsætte deres kamp for demokrati.
Det internationale samfund bør respektere deres beslutning fremfor naivt at advokere for en standsning af volden og alle parters selvbeherskelse, hvilket i virkeligheden er at bede modstandsbevægelsen om at give op.
Med hver en uhyrlighed, Myanmars militær begår, viser det i al tydelighed, at regimet ikke har nogen intentioner om at give det internationale samfund selv de mest basale indrømmelser. Det er en irrationel organisation, som kun kender til at løse sine problemer med vold, og det har overbevist frihedskæmperne om, at de bør anse krisen for at være en eksistentiel konflikt.
Mens volden i Myanmar løber ud af kontrol, har lande med sympati for Myanmars lidelser en forpligtelse til at handle mere kreativt, hvis de vil hjælpe befolkningen med at befri sig selv fra potentielle årtier med undertrykkelse.
Artiklen er oprindeligt udgivet på Foreign Policy og oversat af Søren Steensig.
