I en samtale med festivalleder Yusuf Mahmoud diskuterer vi festivalen Sauti za Busara i såvel historisk som regionalt perspektiv.
Festivalen er blevet afholdt i byen Stone Town på Zanzibar, Tanzania, siden 2005. Den afholdes i byens gamle fort. Det er en intim oplevelse at være til festivalen. Meget hurtigt føler man sig som en del af familien. Imidlertid kan man nemt fare vild i byens mange snævre og kringlede gader. Især på vej hjem efter aftenenes koncerter, hvor alle kendetegn fra tidligere på dagen er lukket inde bag døre og skodder.
En anderledes slags turisme
Yusuf Mahmoud fortæller, at en af intentionerne med festivalen har været at udfordre den såkaldte ”all inclusive”-turisme på Zanzibar.
”All inclusive”-turisme er en komplet pakkerejse, som købes og betales hjemmefra. Man flyver direkte fra Europa til Zanzibar, hvor man indlogeres i et resort hotel, ejet af udlændinge.. Her holder turisterne sig det meste af tiden indenfor resortets indhegning. Derfor kommer de penge turisterne lægger ikke den lokale økonomi til gode.
Helt modsat, fortsætter Yusuf Mahmoud, er Sauti za Busara lokalt forankret. De har helt bevidst satset på, at ansætte lokale medarbejdere. Det er sket for, at de penge festivalens internationale gæster lægger i entré til festivalen og forbruger under deres ophold, kommer øen og dens beboere til gode.
Festivalen har fra begyndelsen været organiseret som en NGO. I sin argumentation for, hvordan Busara adskiller sig fra andre NGO'er lægger Yusuf Mahmoud vægt på, at festivalens meget bevidste politik om lokale ansatte også har haft til formål at undgå andre NGO'ers dårlige erfaringer med internationale medarbejdere. De internationale folk rejser altid hurtigt hjem igen, hvilke skaber en skrøbelig og diskontinuerlig organisation.
Først og fremmest musik
Min samtale med Yusuf Mahmoud ligger umiddelbart efter dagens workshop i Movers & Shakers. Det er en workshop-session, som foregår hver eftermiddag under festivalen. Formålet er at få folk til at tale sammen på kryds og tværs. På den pågældende dags workshop præsenterede nogle af festivalens kunstnere sig selv. I den forbindelse fortalte nogle af kunstnerne om deres erfaringer med Busara-festivalen. De nævnte et par opsigtsvækkende ting.
Det sydafrikanske band The Brothers Moves On, som i år for første gang optrådte på festivalen fortalte, at deres ansøgning om at spille på festivalen var blevet afvist de foregåene år begrundet i, at de ikke spillede live musik. Det havde undret dem meget, da de i høj grad mener, at de er et live band.
The Brothers Moves On på Sauti za Busara 2015
Foto: Sameer Kermalli
Wikipedea om The Brothers Moves On: wiki
Den ugandiske performancekunstner Slim EmCee fra Bayimba-festivilen i Uganda følte sin genre, spoken word, overset og forbigået. Han mente, at også digtere og andre ordperformere burde optræde på Busara-festivalen. Indtil videre kunne han imidlertid fortælle, at han var blevet afvist af Busara.
Disse to oplevelser med Busara inspirerede mig til at spørge Yusuf Mahmoud, hvordan festivalen opfatter sine egne udvælgelseskriterier og prioriteringer. Og om Busara i fremtiden også kunne tænkes at præsentere andre kunstformer end musik.
Yusuf Mahmoud kunne meget nemt og enkelt svare hurtigt på det sidste spørgsmål, fordi festivalens fokus ligger på musik. Og det, pointerer han, vil der ikke blive ændret på. Festivalen har dog et film-program, men alle film handler om musik. Kun derfor vises de på festivalen. Yusuf Mahmoud konkluderer, at festivalens fokus på musik er bevidst, og der vil ikke bliver åbnet op for andre kunstformer.
Yusuf Mahmoud fortsætter med at beskrive, hvordan festivalen udvælger de bands, som får lov til at optræde på festivalen. Det sker på baggrund af en række kriterier, som han beskriver på følgende måde:
- geografisk spredning max 2-3 bands eller musikere fra diaspora)
- køn
- historien i sangene, teksterne
- vurdering af hvad der interesserer henholdsvis det lokale, og det internationale publikum
- prioritering af up-coming musikere og kunstnere på vej
Disse kriterier skal forstås på den måde, at der i det samlede program tilstræbes en god balance, hvad de enkelte kriterier angår. Prioritering af vækstlaget opfyldes ved, at festivalen ofte tager nogle chancer med helt ukendte bands, der ikke er vant til at stå på en scene og gennemføre en koncert – det briste eller bære.
Geografisk er festivalens musikalske profil eksploderet gennem årene. I begyndelsen lå fokus på tanzaniansk musik, men festivalens program udviklede sig hurtigt til at omfatte musik fra hele regionen i Østafrika. Og i dag præsenterer festivalen musik fra hele kontinentet og har også enkelte musikere fra diaspora på programmet hvert år.
Busaras rolle som musikalsk promoter
Dagen i forvejen havde jeg en diskussion af det seneste årtis udvikling indenfor musikbranchen i Østafrika med Busaras pressechef Ojay Hasshim. Han beskrev i entusiastisk, hvordan han mener der har været en rivende udvikling de sidste 10 år.
Samtale med Ojay Hasshim: Musikalsk infrastruktur og nye genrer giver nyt liv til østafrikansk musik
Da jeg spørger Yusuf Mahmoud, hvordan han ser på Busaras forhold til den østafrikanske musikbranche, konstaterer han roligt og lavmælt: ”Der er endnu ikke en egentlig musikindustri i Østafrika”. Han deler tydeligvis ikke Ojay Hasshims begejstring. Yusuf Mahmoud fortsætter med at forklare, at netop fordi han ikke ser nogen egentlig musikindustri, ligger Busaras fokus på konkrete bands og musikere. Festivalens særlige fokus ligger på nye og spirende musikere og bands. Yusuf Mahmoud fremhæver at festivalen opfatter sig selv som musik-promoter.
Yusuf Mahmoud benytter chancen til også at forklare, hvordan festivalen har nogle interessante sideeffekter, som hænger sammen med dens lokale forankring og organisationsform. Han fortæller, at deres erfaring gennem årene har været vigtigheden af lederskab. Derfor gør festivalen meget ud af at træne medarbejderne og styrke deres kompetencer.
Et konkret eksempel på festivalens lederskab er, at alle tidsplaner kører overraskende og næsten ekstremt som planlagt. Ligesom afvikling af koncerterne på scenen forløber meget præcist efter programmet. Der synes ikke at være nogen ”african time” her.
Yusuf Mahmoud forklarer, at årsagen til den perfekte afvikling af koncerterne skyldes, at festivalen har sat klare og præcise standarder over for musikere og bands. Ingen forsinkelser tolereres.
Festival for et aktivt musikmiljø
Festivalen er ikke bare en musikfestival hvert år i februar. Den gør meget ud af at være en aktiv del af musik- og kulturlivet hele året. Festivalleder Yusuf Mahmoud nævner, at festivalen har en række partnerskaber med lokale organisationer og institutioner, fx GoDown Art Centre i Nairobi og Bayimba-festivalen i Kampala.
Yusuf Mahmoud slutter vores samtale med at fortælle om fremtidens udfordringer for Busara. I de kommende år vil festivalen arbejde på, at der fremover bliver flere event og aktiviteter udenfor Old Fort, når festivalen finder sted.
Som det er nu, er hele festivalen koncentreret indenfor Old Forts mure i den gamle bydel i Stone Town. Det giver en intim atmosfære, men det kan også virke ekskluderende for dele af lokalbefolkningen på Zanzibar. Især fordi den overvejende del af befolkningen på Zanzibar er muslimer, og de bryder sig ikke om at være steder, hvor der drikkes alkohol.
Pointen med at sprede festivalens aktiviteter til andre dele af byen er, ifølge Yusuf Mahmoud, at dermed vil man kunne deltage i festivalen mere fleksibelt og i højere grad på byens egne betingelser.
Det ville også falde i god tråd med festivalens målsætning om lokal forankring. På en måde vender festivalen derfor tilbage til sit udgangspunkt på Zanzibar. Det er en smuk cirkel, efter at have ekspanderet til at omfatte musik fra hele kontinentet, men man skal aldrig glemme, hvor man kommer fra. Busara er netop en meget afrikansk festival, ved at være fascineret af hele kontinentet og den globale verden, men altid med respekt for lokale sædvaner, traditioner – og hjemstavnen.
