Coronavidnesbyrd
Corona påvirker alle mennesker på denne klode. I denne serie lader Globalnyt folk fra hele verden komme til orde. Målet er at give almindelige mennesker mulighed for at dele historier, oplevelser og følelser, som tørre tal og statistik over antal smittede aldrig kan viderebringe.
Bidragene kan læses uafhængigt af hinanden – find dem alle her.
Jeg indrømmer, at jeg aldrig havde troet, at jeg skulle opleve en pandemikrise midt i mit liv. Jeg tænkte, at når jeg blev gammel, kunne der ske noget apokalyptisk, og så ville jeg være vært for en fest med mine nære, overlevende venner. Vi skulle spille Bauhaus højt nok til at gøre naboerne døve, feste som rockstjerner og jeg ville dø i en aftenkjole og læderstøvler med stålbeslåede spidser sammen med mine geriatriske venner. Men der lyder ingen sirener i kvarteret, og mens folk i den vestlige verden skændes om toiletpapir og gær, sidder jeg her i et udviklingsland i mit oppustelige børnebassin. Ikke ligefrem rock’n’roll.
Min mand og jeg spekulerede på, hvordan Covid-19 ville påvirke os her i Laos, en verden, hvor vi overvejende er afhængige af såkaldte “våde markeder” (hvor der sælges levende dyr, red.), når vi skal købe dagligvarer, og hvor jeg ikke altid kan identificere det kulstofbaserede objekt jeg spiser, hvor hospitaler undertiden stadig kan ligne feltlazaretter i krigstid, og hvor viden om smittespredning ikke ligefrem er udbredt.
Blive eller rejse?
Dagen før den officielle “lockdown” begyndte, delte vi et par øl på kvarterets udendørs bar og spurgte hinanden, om det var klogt at stå pandemien igennem herude eller rejse tilbage til Staterne. Vi har boet i udlandet i en tredjedel af mit liv og halvdelen af hans liv, men jeg tror spørgsmålet for os var, om vi ville føle os trygge i en førsteverdensnation, eller om vi skulle blive i vores udviklingslandshjem. Flyvninger blev aflyst overalt, grænser var ved at lukke, og tanken om ikke at kunne tage vores hunde med os til USA var ikke tiltalende.
Det tog os ikke mere end en halv øl at finde ud af, at vi ville blive her, men vi fortsatte med at drikke resten af natten, mens vi planlagde, hvordan vi skulle forberede os. Vores forberedelser blev at købe en ekstra pose ris, to pakker pasta, to dåser tomater, tre dåser tun, en familiepakke instant ramen, én pakke toiletpapir, en ekstra tube tandpasta og en pose chips plus tre flasker italiensk vin. Vi har stadig nok forsyninger, men var ikke klar over, at vi også havde brug for et ton af Tramadol, til da min mand fik en diskusprolaps. Ups!
Heldigvis betragtes apoteker her som essentielle forretninger og er derfor åbne.
Ingen tomme hylder her
I sidste ende har det været surrealistisk at se krisen udfolde sig over hele verden. Fordi vi bor i Asien, er vi vant til at se folk iført masker, så snart nogen nyser, eller hvis himlen ser lidt mere smogget ud, end den plejer. Men i dele af Vesten har folk overfaldet asiater, der er iført masker eller gjort nar af alle, der bar en maske.
Billederne af tomme hylder i butikkerne føltes som noget fra en zombiefilm. Men vores købmands hylder er stadig fulde og der er ingen som hamstrer dagligvarer eller som forsøger at videresælge basale fornødenheder til oppustede priser. Det er fordi vores regering straffer folk, der hamstrer, med både bøde og et meget offentlig foto af den egoistiske person, der står foran de varer, som de hamstrede, mens de holder et skilt, hvor der står “Jeg hamstrer” eller “Jeg er med til at presse prisen op”.
Ikke-essentielle virksomheder og skoler blev straks lukket ned, restauranter skiftede med det samme til at lave takeaway og levere mad ud af huset, og kontaktopsporingen blev utroligt (undertiden ubehageligt) detaljeret i forhold til alle, der var smittet med Covid-19.
Overraskende roligt
Jeg havde nok aldrig regnet med, at tingene ville foregå så roligt, eller at jeg ville vade gennem en pandemi i et oppusteligt børnebassin i min indkørsel sammen med min hund og en flaske vin, mens solen går ned over grusvejen og den affaldsfyldte kanal, der løber lige udenfor porten foran mit hus. Jeg havde heller aldrig troet, at dette sted, med vores våde markeder og dyr, som de fleste mennesker i den vestlige verden ikke ville overveje spiselige, ville være stedet med rigelig toiletpapir og mel til bagning.
Jeg vågner, når solen skinner gennem mine vinduer, eller når min hund har brug for at komme ud at tisse. For første gang i evigheder har jeg tid til at tilberede alle vores måltider, jeg har genstartet en online uddannelse i ballet, hvilket er ganske ironisk, da der ikke var nogen balletundervisere eller -uddannelser i Laos før pandemien, og nu kan jeg pludselig tage lektioner fra tidligere Bolshoi- og New York City Ballet-dansere online.
Jeg er usikker på, hvad der sker med mit arbejde og min karriere, som alt sammen er blevet sat på hold, og der er absolut dage, hvor det er svært at være produktiv eller tænke på at udvikle historier til mit fremtidige arbejde. De dage bager min hund og jeg cookies, drikker et glas kølet hvidvin fra Piemonte, og så venter vi tålmodigt, mens vi ser på kurverne for hvert land flade ud eller vokse på internettet i vores lille indkørsels-strandresort.
Mattie Do, 39, er filminstruktør (Laos’ først kvindelige filminstruktør og eneste horrorfilminstruktør). Hun bor i hovedstaden Vientiane. Oversat fra engelsk af Laurits Holdt.
