Den dansk-afghanske kvindeblog
Bloggen skrives af dansk-afghanske kvinder på skift. De er alle er med i DAKDIF.
DAKDIF er et uafhængigt, rådgivende organ af kvinder fra den afghanske diaspora i Danmark. Som et initiativ fra den danske ngo Dacaar er formålet at støtte kvinders muligheder for uddannelse, indkomst og lederstillinger med videre i Afghanistan.
Bidragsyderne er:
Tahmina Salik – projektleder I DAKDIF. Kandidat i internationale forhold.
Elaha Salik – Læge
Maryam Sidiqi – Kandidat i internationale forhold
Zohreh Faizi – Advokatfuldmægtig hos Vesterbroadvokaterne. Cand Jur.
Khalida Popalzai – MA international marketing management, direktør Girl Power Organisation.
Arezoo Shirdil – sygeplejerske
Som en dansk-afghaner har jeg savnet opbakning og støtte fra de såkaldte” kvinderettigheds-forkæmpere” i kampen for at belyse og italesætte den meget alvorlige situation, de afghanske kvinder befinder sig i.
De afghanske kvinder står endnu engang i en smertefuld situation, hvor de venter i al fortvivlelse på dommen fra Taliban, som vil forme deres fremtid. Dommen, som vil afgøre kvindernes position og deres rolle i samfundet.
Hele verden var vidne til, hvordan Taliban behandlede kvinder i 1990´erne, da de havde magten i Afghanistan. De fratog de afghanske kvinder deres helt basale rettigheder. Retten til at blive behandlet lige og med værdighed som et hvert menneske fortjener. Retten til et liv i frihed og sikkerhed. Retten til at have sine egne overbevisninger og retten til at ytre dem.
Piger og kvinder blev pisket og slået på åben gade og blev henrettet og stenet, hvis Taliban syntes, at de havde overtrådt en grænse. Eksempelvis kunne lakerede negle koste en kvinde en afhugget hånd, og et smil eller et blik til en fremmed mand kunne koste livet. De havde ikke lov til uddannelse eller arbejde.
Taler mere om Crop top end om Afghanistan
Efter 20 års svær kamp, hvor kvinderne opnåede betydelige og synlige gevinster i samfundet, står de endnu en gang over for en usikker fremtid. En fremtid, hvor de endnu engang skal starte fra nul.
Mere end nogensinde før har de Afghanske kvinder brug for opbakning fra alle os, som hævder at gå op i menneskerettigheder. Særligt skal feministerne og kvindeforkæmperne ind i kampen.
Men dem har jeg hørt meget lidt til, næsten slet ikke fra nogen af de markante stemmer i Danmark og dernæst i vesten som har markeret sig som feminister og forkæmpere for kvinders rettigheder.
De har lavet mere larm og skrevet flere debatindlæg om retten til at gå med Crop tops på uddannelsessteder, end om de stærke afghanske kvinder, som kæmper for retten til overhovedet at kunne tage sig en uddannelse.
Er det ikke nu, vi skal slutte os sammen for at forandre og stoppe en mulig katastrofe, der er ved at ske i millioner af kvinders liv. Kvinder som rejste sig efter Taliban, formåede at blive parlamentsmedlemmer, guvernører, piloter, læger, journalister, kunstnere og så videre. De står nu til at miste det hele på en gang.
Er det ikke nu, vi skal forme den bredeste alliance i historien? Her taler jeg ikke kun om den bredeste kvindealliance, men en alliance på tværs af køn, religion og andre overbevisninger. En alliance sammen med de afghanske kvinder, som i dag er kommet ud på gaderne i Herat og Kabul og har krævet deres ret vel vidende, at enhver protest mod Taliban kan koste dem livet.
Desværre hører jeg mere snak om, at vi skal bygge en mur rundt om Europa eller stramme reglerne for asyl for at forhindre en flygtningestrøm i vores dele af verden i stedet for at diskutere, hvordan vi kan sørge for, at Afghanistan ikke endnu engang falder sammen, så de ikke behøver at rejse på tværs af grænser for at søge sikkerhed.
Taliban greb ind, da kvinderne demonstrerede lørdag.
Foto: Bilal Guler/Anadolu Agency via Getty Images
Taliban version 2.0
Det er utroligt, at vi ikke råber højere og ikke kræver en akut handling af alle magthavere for at stoppe dette mareridt fra at finde sted.
Det er utroligt, at vi spændte sidder og afventer, om en Taliban version 2.0 mon er bedre. Vi har et ordsprog på persisk, der hedder ” Start altid med at dømme til døden, så han bliver tilfreds med livstid.” En logik, som Taliban ser ud til at have en stor succes med.
Taliban har været så groteske, at i dag vi er villige til at nøjes med version 2.0 af grusomheden.
Snakken om et mildere Taliban version 2.0 er så absurd, som hvis Hitler kom tilbage med en hær, tog Tyskland med magt og krig og derefter begyndte at hævde, at han har opdateret sig og ikke er den samme Hitler. Ville verden vente og se, om mon han virkelig er en forandret, forbedret Hitler? Vil vi øjeblikkelig efter hans historiske ankomst ved magten starte med at debattere, om vi skal sende de jødiske flygtninge tilbage til ham? Vil vi overhovedet overveje at tage den risiko at gøre ingenting, før det er for sent?
Jeg frygter, at klarheden om Talibans inkonsekvente udsagn først kommer frem, når verden holder op med at være opmærksom og glemmer Afghanistan endnu en gang.
Taliban er ikke folkevalgte, og de er heller ikke folkelige. De er ikke i Afghanistan via en demokratisk proces. De tror ikke på folkestyret. De fungerer ikke efter rule of law og overtræder åbenlyst menneskerettighedskonventionerne.
Det seneste 20 år har de brugt selvmordsbomber i Kabuls gader, har henrettet aktivister og journalister, har angrebet pigeskoler og barsels-hospitalet i Kabul og så videre, og så videre. De har begået folkedrab på Hazara-minoriteten og de ligner de selvsamme vilddyr, som de nu engang var.
Men her sidder vi og diskuter, hvorvidt en version 2.0 er reel, og om vi skal bygge en mur rundt om Europa eller lade de Afghanske flytninge drukne i havet, inden de når vores grænser.
Det er ikke det, debatten skal handle om
Lad os antage, at muren vil forhindre de afghanske civile i at træde ind over vores grænser. Hvordan har vi tænkt os at stoppe Taliban, ISIS, Al-Qaeda og deres andre ligesindede terrorister?
Hvordan har vi tænkt os at beskytte vores befolkninger mod flere terrorangreb mod vesten?
Med tusindvis af udenlandske tropper i Kabuls lufthavn formåede ISIS at angribe lufthavnen. Hvad tror I vil ske, når vi kigger væk? Mens vi sidder og diskuterer, om vi i Europa skal bygge mur ligesom Tyrkiet og Grækenland, eller om de afghanske flygtninge skal tvangsudsendes eller strandes på et udrejsecenter, sidder terroristerne og planlægger, hvordan og hvornår de skal hævne sig på alle dem, som tror på andet end dem.
Debatten skal ikke handle om, hvorvidt vi skal stole på Taliban. Taliban har vist os, hvem de er, og hvad de står for. Debatten skal ikke handle om, hvorvidt vi skal bygge mur eller stramme reglerne, eller sende millioner af penge til Afghanistans nabolande for at bestikke dem til at holde på de afghanske flygtninge. Nabolande som tydeligt har ytret, at de ikke ønsker Afghanske flygtninge. Deres mur er allerede færdigbygget.
Det skal handle om, hvordan vi bedst kan hjælpe afghanere i selve Afghanistan. Hvis ikke for deres skyld, så for vores egen skyld.
Jeg inviterer alle til at komme sammen og starte en bevægelse, som verden vil huske. Lad os vise at spillet ikke er slut. Lad os mødes og snakke om, hvordan vi mennesker kan sejre
Lad os starte en folkebevægelse så stærk, at vi ryster enhver sovende sjæl til live.
Lad os organisere os, mødes og tale om, hvad vi hver især kan gøre for at forhindre endnu en mørk tid i historien for først Afghanistan og dernæst os alle sammen.
Lade os ændre debattens præmisser.
Ræk ud. Jeg står klar.
