ASEAN
Association of Southeast Asian Nations (ASEAN) har 10 lande som medlemmer og to som observatører.
Organisationen blev dannet i 1967 af Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore og Thailand.
Hovedkvarteret er i Indonesiens hovedstad Jakata.
Medlemmer
- Brunei
- Cambodja
- Filippinerne
- Indonesien
- Laos
- Malaysia
- Myanmar
- Singapore
- Thailand
- Vietnam
Observatører
- Papua Ny Guinea
- Østtimor
Det 33. ASEAN -topmøde (topmødet for sammenslutningen af sydøstasiatiske lande), der foregik fra den 11.-15. november 2018 i Singapore, gav forhåbning om, at forholdet mellem ASEAN og Kina vil blive mindre anspændt i fremtiden.
Under Singapores formandskab af ASEAN i 2018 er et dokument om South China Sea Code of Conduct (COC) blevet forberedt. I dette dokument, der især omhandler håndtering af territoriale interessekonflikter, går Kina med til i løbet af de kommende tre år at afslutte forhandlinger om Code of Conduct for det Sydkinesiske hav med ASEAN.
Hvad får Kina til at underskrive dette dokument? Siden 2012, hvor deklarationen om Code of Conduct for det Sydkinesiske hav blev fremsat, har forhandlingerne herom ikke gjort store fremskridt. Vi vil forsøge at belyse dette nybrud i de geo-politiske relationer mellem Kina og ASEAN ud fra Kinas balanceakt mellem dets geo-politiske og geo-økonomiske interesser i Sydøstasien.
Kina har i de sidste 17 år øget sit handelsvolume med ASEAN betragteligt. I 1990 udgjorde det 7,9 milliarder dollars, mens det i 2017 var steget 65 gange til 514 millarder. I løbet af denne periode er Kina blevet den største handelspartner for de fleste lande i ASEAN.
I de senere år har Kina også øget sine direkte investeringer i ASEAN. Den asiatiske infrastruktur investeringsbank fra 2014 og navnlig introduktionen af the Belt and Road Initiative (BRI) fra marts 2015 har sat skub i direkte investeringer og donor lån. Kina er nu den tredje største investor i ASEAN efter USA og Japan.
Denne øgede økonomiske tilstedeværelse og indflydelse i ASEAN antyder den vanskelige balanceakt mellem geo-politiske og geo-økonomiske interesser. Sådan som vi ser det, har Kina med sin øgede økonomiske tilstedeværelse og indflydelse mere og mere at miste, hvis det gennem sin geo-politiske interessevaretagelse i det sydkinesiske hav øger spændingen med ASEAN.
Stigende bekymring over kinesernes fremfærd
Den senere tids reaktioner over for Kinas investeringer i ASEAN giver et fingerpeg om, hvorfor Kina er blevet mere interesseret i at dæmpe de geo-politiske spændinger med ASEAN.
Kinas præsident Xi Jinping lægger stor vægt på, at the Belt and Road Initiative bliver Kinas globale flagskib. Med dette initiativ ønsker den kinesiske præsident gennem infrastrukturinvesteringer i havne, veje, jernbaner, kommunikationssystemer etc. at fremme muligheder for kinesiske investeringer alle steder i verden, men navnlig i Sydøstasien. Vi har noteret stigende bekymring for dette flagskibs fremfærd forskellige steder i Sydøst- og Sydasien.
I flere lande, hvor Kina har foretaget Belt and Road Initiative-investeringer, er der opstået bekymring for at blive fanget i en gældsfælde. Det er navnlig efter at Sri Lanka i december 2017 måtte indse, at det ikke var i stand til at tilbagebetale sin gæld for den kinesisk byggede havn Hambantota, at der er opstået bekymring for gældsfælde. Den srilankanske regering måtte indgå en aftale om 99 års overdragelse af havnen til Kina.
Senest har den nye regering i Malaysia aflyst Belt and Road Initiative-finansierede mega-projekter med henvisning til, at disse projekter ville belaste statsbudgetter med for store gældsbyrder. Samtidig med denne aflysning udtrykte den malaysiske premierminister Mahathir under et besøg hos den kinesiske premierminister Li Keqiang bekymring for en ny version af kolonialisme, og han lagde vægt på fair økonomiske relationer.
Vil være en bedre nabo
Bekymringerne, som Mahathir giver udtryk for, er sandsynligvis ikke udslagsgivende for Kinas nye geo-politiske signal ved ASEAN-topmødet i Singapore. Mere afgørende for dette signal er den revision, som Kina ser ud til at være i gang med af sin naboskabspolitik.
Underskriften af Code of Conduct dokumentet ser vi som et blandt flere nye signaler. Et andet signal er de ændrede diplomatiske relationer til Japan. Den japanske premierminister Abe har fornyligt besøgt Beijing og Xi Jinping har annonceret, at han til næste år vil besøge Japan. Det er første gang i 10 år, at en kinesisk præsident besøger Japan.
Kinas revision af sin naboskabspolitik afspejler to væsentlige sider af dets nuværende udenrigspolitik.
På den ene side har Kina interesse i ikke at blive isoleret i det geo-politiske magtspil om det sydkinesiske hav, hvor USA viser sine militære muskler ved jævnligt at sende flådeenheder igennem farvandet og ved at afholde militærøvelser med Japan ikke så langt fra de små øer, som Kina gør territorial krav på.
På den anden side ser det ud til, at Kina lægger stor vægt på, at dets geo-politiske interessevaretagelse ikke spænder ben for dets geo-økonomiske interesser.
Vi ser Kinas nuværende neddæmpning af de geo-politiske spændinger i det sydkinesiske hav over for sine naboer som udtryk for, at det har interesse i at stå på god fod med sine naboer både for at danne modvægt til USA’s handelspolitiske forsøg på isolere Kina og for at dæmpe bekymringerne for Belt and Road Initiative. Som sagt er Belt and Road Initiative et flagskib for Xi Jinping, og han lægger vægt på, at nabolandene i Sydøstasien tager godt imod det.
Både Daniel Fleming og Henrik Søborg er lektor emeritus ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.
