Kinas kæmpemæssige fiskerflåde – frygtet verden over

Det var en bekymret filippinsk regering, der i sidste uge fik melding om, at 220 kinesiske både, bygget til internationalt dybhavsfiskeri, havde lagt sig i formation side om side ved et rev indenfor Filippinernes 200 sømile-grænse. Den markerer ifølge FN, at her har Filippinerne ”retten til at udnytte og bevare alle ressourcer.” Men trods en klar dom ved FN-domstolen i Haag i 2016 nægter Kina stadig at følge retten.

Filippinernes forsvarsminister kalder kinesernes tilstedeværelse ”en provokation” og har bedt Kina om at sejle bådene ud af territoriet. Landets præsident, Rodrigo Duterte, der, siden han blev indsat i 2016, er blevet kritiseret for at ligge under for Kina, tøver med at gribe ind og siger blot: ”Når Xi (Jinping) siger “jeg vil fiske,” hvem kan så stoppe ham? Hvis jeg sender soldater for at fjerne de kinesiske fiskere, så kan jeg garantere, at ingen af soldaterne kommer levende tilbage.”

Og realiteten er, at ingen tør gå op mod Kina. Slet ikke når man som præsident Duterte er dybt afhængig af kinesiske lån, handel og investeringer.

Konflikten i det Sydkinesiske Hav
Her deler præsidenten skæbne med mange kolleger i fiskerinationer kloden rundt. Specielt i det Sydkinesiske Hav, hvor Kina på baggrund af nogle gamle kort gør krav på over 90 procent af det kæmpemæssige hav. Men en række større lande som Vietnam, Malaysia og Filippinerne har ifølge FNs Havretskommission og Domstol ret til deres 200 miles fiskerizoner, hvilket Kina altså koldt og kynisk nægter at acceptere.

Det har givet mange konflikter og betyder, at det Sydkinesiske Hav i dag ligger højt oppe på listen over potentielt væbnede konfliktområder i verden. Konflikten er beskrevet i tidligere artikler i POV hér og hér.

Men i takt med et øget behov for både flere og dyrere fisk til det kinesiske hjemmemarked – og teknologisk udvikling af både og navigationsudstyr – er Kinas fiskerflåde vokset både i antal og bruttostørrelse. Og ikke mindst i rækkevidde.

Når kineserne sejler ud på fisketogter, er der vitterlig tale om en flotille på mellem 200-400 både, der nu også omfatter en række flydende supportfartøjer såsom køle-frysefartøjer, hospitals- og tankskibe. Det gør i praksis flåden i stand til at være på havet uafbrudt i halve år ad gangen.

Bortset fra Nordatlanten finder man i dag Kinas fiskerflåder overalt; langs Afrikas kyster, Oceanien og i Sydamerika. Og samtidig er antallet af klager over kinesernes aktiviteter på havene steget. Især fordi kineserne bogstavelig talt går lige til stregen, hvor grænsen går mellem nationale og internationale farvande.

Kina har fået skurkerollen
Oversigtskort, der registrerer, hvor de kinesiske fiskerbåde opholder sig, viser, at de hovedsagelig opererer i internationalt farvand, men helt tæt på sømilegrænserne. Og også at de mange gange krydser linjen til andre landes territorier og dermed udnytter, at mange fattige lande i Afrika og Sydamerika ikke har råd til patruljebåde, der kan overvåge og straffe, hvis udenlandske fiskerflåder går på fangst i deres nationale zoner.

Og det gør kineserne, ligesom 152 andre lande. For det skal understreges, at Kina ikke er det eneste land, der overtræder reglerne på havene. Både fartøjer fra EU og USA deltager i overfiskeri og ulovlige fangster. Men Kinas fiskerflåde er markant den største i alle statistikker og oversigter.

Også når det gælder de såkaldte IUU-indeks over Illegale, Urapporterede og Uregulerede indberetninger.

Måske ikke så underligt, når Kinas fiskerflåde rejser længere afstande på havet, opholder sig længere tid, fanger mere end alle andre – og også rutinemæssigt overskrider de gældende sømilegrænser.

Ingen kan styre kineserne
Klagerne over de kinesiske fartøjer går også på, at de rutinemæssigt overtræder de internationale bestemmelser om udrustning og fangstmetoder. Det sker også hyppigt at kinesiske både bliver opbragt, som da Equadors flåde i eget farvand bordede et kinesisk køle-fryseskib. Det blev beskrevet som nærmest et slagtehus med 300 tons sjældne fisk og seks hundrede frosne hajer, heraf flere udrydningstruede arter.

Når de fisker i internationalt farvand, er der ingen til at overvåge deres aktiviteter. Som avisen The Guardian beskrev, efter de havde talt med de lokale fiskere, “De hiver bare alt op af havet. Vi skal have en biolog ombord, der tjekker fangsten. Så hvis vi fanger en haj i nettet, så skal vi smide den ud i havet igen. Men hvem kontrollerer kineserne”?

Kinas internationale fiskerflåde er ubetinget verdens største – til sammenligning ti gange større end USA’s. Ifølge Kinas egen statistik består flåden, beregnet til såkaldt Deep Water Fishing, af 2.701 både. Og den bliver ved med at vokse – både af økonomiske og gastronomiske årsager. Ifølge tænketanken Overseas Development Institute kan det reelle tal være så højt som over 14.000.

Amerikanske Yale School of Environment har gennemgået elementerne bag det fortsatte kinesiske fjern-fiskeri og konkluderer, at ”Kina er ikke kun verdens største fiskeeksportør. Landets befolkning spiser mere end en tredjedel af al fanget fisk i verden. Mens havene omkring Kina er tømt for fisk. så må den kinesiske fiskerflåde sejle længere væk for at udnytte andre landes have, helt til Vestafrika og Latinamerika hvor håndhævelsen af love og regler er svagere, fordi lokale regeringer mangler ressourcer eller villighed til at kontrollere deres farvande. De fleste både i Kinas dybhavsflåde er så store, at de på en uge kan fange flere fisk end lokale både fisker i løbet af et helt år.”

Fangsttallene for Kina er da også større end for de efterfølgende fem lande i verden – tilsammen. Men det er heller ikke en udvikling, der bare er kommet af sig selv. Som altid i Kina står staten og partiet bag et væsentligt område som fiskeriet. Det sker f.eks. i form af værftsstøtte til bygning af fiskerflåden og generøse subsidier til hele industrien, ikke mindst til brændstof.

I gennemsnit får hver af de store fiskefartøjer over 2 millioner danske kroner i årlig støtte. Hertil kommer så beskyttelse, når fiskerne får assistance fra flådens kystbevogtning, især når de fisker omkring de omstridte territorier i det Sydkinesiske Hav.

Kina vil ikke standse statsstøtten
Mange lande og ngo’er har i årevis presset på for at få Kina til at holde sig til regler og love. Og på nogle punkter har kineserne de seneste år skærpet ordlyden af nogle af deres love omkring illegalt fiskeri – og har indført mulighed for at ramme nogle af de mange smårederier, der konsekvent overtræder reglerne.

Men der er intet, der tyder på, at Kina vil ændre de store subsidier til langdistancefiskeriet. Kina fastholder, at det er et udviklingsland og derfor har behov for at fortsætte med at støtte fiskerierhvervet – også selv om de har den største dybhavsflåde i verden.

Og går den, så går den for Kina. Ligesom på miljøområdet og andre steder, hvor de selv kan vælge at trække fattigdomskortet og fortsætte med voldsom statsstøtte.

Det er også nødvendigt for kineserne at fange fisk udenfor deres egne territorier. For der er ikke meget fisk tilbage i deres egne farvande. De er for længst støvsuget for fisk, og hav-, koral- og bundmiljøet, der skulle skabe fremtidens fiskepladser, er ødelagt af det intensive trawlfiskeri.  Med en voksende og rigere middelklasse er der på hjemmemarkedet øget forbrugerefterspørgsel på dyrere fisk og skaldyr.

Kinas officielle fiskeri-politik – afspejlet i landets femårsplaner – har i en snes år været baseret på ekspansion og vækst. Men der er nu et skift mod opgradering og konsolidering af industrien. Det betyder, at større mængder fisk skal fanges på verdenshavene, og derefter sendes tilbage til Kina.

En ny rapport fra Center for International Maritime Security konkluderer, at “Kina vil have mere kontrol over hele produktionskæden, fra fangsten, transport og losning, til forarbejdning og distribution og i sidste ende salgsleddet.”  I 2018 sendte Kina 65 procent af sine fangster tilbage til landet – en stigning fra 49 procent i 2009.

Om det miljømæssige aspekt af kinesernes internationale storfiskeri hedder det, at ”fiskeaktiviteterne følger ikke reglerne og er generelt ikke-bæredygtige og uansvarligt rent miljømæssigt. Fiskerflåden ville ikke kunne klare sig uden de årlige subsidier fra den kinesiske regering. I 2018 stod Kina bag 21 procent af fiskerisubsidierne i hele verden og 27 procent af de ødelæggende globale subsidier.”

Kinas fiskerflåde skader de fattige lande
Men hvad så med de fiskerinationer i Asien, Afrika og Sydamerika, der direkte kan mærke bølgerne fra de kinesiske konkurrenter? Ghana i Vestafrika er et eksempel på de mange nationer, der af lutter mangel på kontanter, ser sig nødsaget til at sælge deres fiskerettigheder til udlændinge. Og efterfølgende ikke har ressourcerne til at kontrollere, om aftaler og love om fiskeri bliver fulgt.

Selvom Ghanas lovgivning kræver, at fiskerbådene skal være ejet af lokale, så er der over 100 trawlere med kinesiske kaptajner og kinesiske navne på bådene. Og kinesiske ejere. Ved hjælp af stråmænd kan kineserne omgå lovene. En fiskeriekspert siger til australske ABC TV, at en kinesisk trawler dagligt kan lande op til 26 tons fisk. Det svarer til, hvad 400 kanoer fanger på en dag. Resultatet er, at indkomsten for de lokale fiskere, der er afhængige af fiskeriet for at overleve, er halveret.

Andre steder som på Papua-Ny-Guinea har Kina som led i sit omfattende Silkevejsprojekt (Belt and Road Initiative) planlagt en multi-fiskeri-industripark, der udover at behandle ferskfanget fisk også skal lave fiskefoder og andre bearbejdede produkter, der kan eksporteres tilbage til Kina.

Der er stor frygt blandt de lokale politikere og fiskere, om der i det store kommercielle kinesiske set-up bliver plads til de lokale fiskere og deres små både.

Fiskerflåden er et politisk og militært redskab
Der er også et helt andet element, som kan forklare, hvorfor Kina lægger så mange penge i fiskeindustrien. Kinas fiskerflåde har historisk været af stor betydning som et politisk og militært redskab. I snart 50 år har kinesiske regeringer betalt fiskere for at opretholde et større fiskeri omkring øgrupperne Paracel og Spratlys i det Sydkinesiske Hav, som der specielt er strid om med nabolandene.

Under et besøg på den sydligste kinesiske ø, Hainan, lavede jeg i 2010 en reportage om de lokale kinesiske fiskere, som fortalte, hvordan de blev brugt og betalt som en slags fortrop, der skulle afrapportere til myndighederne om aktiviteter omkring de omstridte øer.

Fiskerne fik ekstra betaling, når de gik i land og overnattede på øerne og blandt andet plantede kinesiske flag. Fiskernes aktiviteter har været en del af Kinas argumenter for, at de kan gøre krav på de øer, hvor de i strid med FN har udbygget havne, landingsbaner og indrettet kaserner og militære installationer.

I den aktuelle sag med de kinesiske fiskerskibe, der har ankret op et godt stykke inde på filippinsk søterritorium, fremgår det af billeder fra den filippinske flåde, at der indtil videre ikke har været fiskeaktiviteter fra bådene.

Op til weekenden kom nye satellitfotos af det boomerangformede Whitsun rev, der dokumenterer, at 183 kinesiske fiskerbåde ligger tæt sammen i grupper af 7-30 både. De skarpe fotos bekræfter, at der ikke har været fiskeriaktiviter på bådene, der også synes at være helt nybyggede.

Det har skabt frygt for at Kina vil bruge de store fiskerbåde til at besætte og annektere Whitsun revet – eller generelt intimidere de andre nationer, der også gør krav på de øde øer og rev i det Sydkinesiske Hav. Området har historisk altid været benyttet af filippinske fiskere. Nu står de overfor en kinesisk armada af store, moderne trawlere, der er mere end bare fiskerbåde, og hvor mandskabet er klar til at udføre deres patriotiske pligt som militær milits.

Der er to teorier om årsagen til den aggressive fremfærd. Jay Batongbacal, leder af det filippinske Maritime og Juridiske Universitets Institut, frygter, at Kina planlægger at besætte Whitsun revet. På samme måde som det er sket med syv andre rev i løbet af de seneste 10 år, hvor Kina med brug af sandsugere, private firmaer og soldater har omdannet dem til kunstige øer, så de nu fremstår med havne og fiskeraktiviteter og militærbaser i fuld skala – og helt i strid med Havretskommissionerne og FNs dom fra 2016.

Lederen af en Washington baseret tænketank om det Sydkinesiske Hav, Gregory Polling, tror kinesernes nye fremfærd snarere er et ønske om at få dominans i forhold til antallet af både i farvandet. ”Kinas mål er at kontrollere vandet, havbunden og luftrummet,” siger han til NPR, National Public Radio. Og for at opnå dette store mål benytter Kina i stigende grad fiskerflåden som en maritim milits. Kaptajner og mandskab på de store fiskerbåde kan hjælpe både den kinesiske kystvagt og flåden med overvågning, bringe forsyninger og holde rivaliserende nationers fiskere og militær på afstand.      

Den kinesiske ambassade i Manila afviser, at der skulle være tale om en maritim milits – og fastholder at skibene blot har søgt ly for oprørte vande. Ifølge Jay Batongbacal har der dog ikke på noget tidspunkt været ugunstige vejrforhold i området i de uger, som den nye kinesiske fiskerflåde har befundet sig i filippinsk farvand.

Jan Larsen er journalist, var fra 2005-11 DRs korrespondent i Kina og er i dag foredragsholder og kommentator om Kina.

Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.

POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.