Kinas ældre – er for mange og for dyre

De næste fem år går de helt store årgange på pension, og næsten hver tredje kineser vil være pensionist. Den hurtige løsning peger mod de ældre: pensionsalderen er for lav. Men selv i den kinesiske ét-partistat bliver det en kamp for at få sat pensionsalderen op.

I maj måned kom tallene fra den folketælling, kineserne gennemfører hvert tiende år. Den viser at Kina har massive problemer med befolkningsudviklingen, som kan lægge en dæmper på den vækst, der er nødvendig for at Xi Jinping kan få opfyldt drømmen om et rigt og magtfuldt Kina, inden Folkerepublikken fylder 100 år i 2049.

Officielt bor der nu 1.411.778.724 personer i Kina. Men det seneste årti har Kina haft den laveste fremgang siden første tælling i 1953. Og når den næste folketælling kommer i 2030, vil antallet af kinesere for første gang falde. Forklaringen er enkel: der er for få nyfødte, og antallet af ældre eksploderer nærmest.

Og dem, der skal tjene pengene og udvikle landet i den arbejdsduelige alder mellem 15-59 år, bliver der færre af. Det seneste årti er arbejdsstyrken faldet med over 3 millioner hvert år. En nedadgående kurve, der bare vil fortsætte, ja, de næste fem år bliver faldet mere end fordoblet. Landet nærmer sig hastigt den frygtede forudsigelse, at ”Kina bliver gammelt, før det når at blive rigt”.

Katastrofalt lavt børnetal
Det helt akutte problem bliver at få de kinesiske familier til at føde flere børn. Sidste år kom der blot 12 millioner nye kinesere til verden. Det er fjerde år i træk, fødselstallet er gået ned – og det er på det laveste siden 1961, hvor årsagen konkret var hungersnød efter Kommunistpartiets skæbnesvangre ”Store Spring Fremad”-kampagne.

På mange måder lidt paradoksalt, fordi kinesiske familier siden 2016 endelig har haft tilladelse til at få to børn. Men de unge har valgt at sige fra. Dels fordi det er blevet meget dyrt at have børn i Kina, dels fordi de unge er blevet bedre uddannede og venter med at stifte familie – og vigtigt i denne sammenhæng: de unge kinesere har ændret sociale vaner og prioriterer deres personlige frihed og karriere højere end ægteskab og børn.

Konsekvensen er, at fødselsraterne er så lave, at de fuldstændig har ændret befolkningssammensætningen. Fødselsraten (det vil sige, hvor mange børn en kvinde i gennemsnit føder) er nu helt nede på 1,3 – langt under de 2,1, som giver et stabilt folketal, men også langt fra de 1,8, som var myndighedernes målsætning for årtiet.

3-barns politikken
Langt om længe besluttede Kommunistpartiets Politbureau i slutningen af maj, hvad løsningen skal være. Kina får fremover en 3-barnspolitik, der giver alle ægtepar lov til at få tre børn. De fleste reaktioner på forslaget, der ikke er til debat, kalder det en ”for sent og for lidt”-løsning. Den er bedre end ingenting, men ingen tror for alvor, den vil løse problemet med de alt for få fødsler.

Der mangler endnu detaljer om 3-barnspolitikken, især om – og hvilken – støtte til forældrene. For det er jo ikke restriktionerne i den gældende 2-barns lovgivning, der har fået kineserne til at nøjes med færre børn. Det er en ændret mentalitet og økonomiske udfordringer.

At løsningen ikke blev en ophævelse af den strikte og bureaukratiske familiepolitik, men blot en forlængelse af 1- og 2-barnspolitikken, viser bare, at familiepolitik og -kontrol stadig er en del af magtapparatet overfor befolkningen. Jeg har for nylig lavet en grundig artikel om årsagen til kinesernes manglende lyst til at få mere end ét barn.

Læs også: Kina har mistet grebet om fødselstallet

De mange ældre skal sikre arbejdsstyrken
Da det trods alt tager en 15-20 år, før nye børn bliver en ydende del af samfundet, så er det hos den stærkt voksende gruppe af ældre over 60 år, der kan hentes hurtige gevinster for at afværge skrækscenariet med befolkningstilbagegang. En ændring, der vil reducere produktiviteten, oppuste omkostningerne til sundhedsvæsen og øge risikoen for ”social uro” – betegnelsen for styrets frygt for folkelige protester og krav om ændringer.

Folketællingen viser sort på hvidt, at en epoke er ved at slutte i Kina. I 50 år har verdens største land haft medvind i demografien. Opstigningen fra tilbagestående landbrugsland til industriel supermagt er sket i en periode med et kæmpe overskud af unge og midaldrende, der villigt har flyttet sig hen, hvor industriarbejdspladserne ligger – hvad det enorme antal migrantarbejdere, netop optalt til 285 millioner – vidner om. Samtidig har Kina haft langt færre ældre at skulle pleje og brødføde, sammenlignet med de vestlige lande.

Det ender med en tredjedel er pensionister
Men nu vender bøtten. Den demografiske profil, der siden 1980’erne skabte Kinas økonomiske mirakel, var præget af de 800 millioner fattige bønder, der har været en endeløs ressource af billig arbejdskraft. Hvor andelen af ældre i Europa og USA har ligget omkring 20 procent, så var den kun 10 procent i Kina.

Kina skal nu til at betale for pleje, sundhedsudgifter og pensioner til en meget stor gruppe ældre. Det kommer til at gøre ondt i økonomien, for Kina er ikke en udviklet velfærdsstat og har ikke rustet sig til den store forandring. Med færre på arbejdsmarkedet er det spørgsmålet, om der overhovedet er nok til at betale og sørge for den aldrende befolkning, hvor 30-35 procent i 2050 vil være pensionister.

De nye tal, der på god, gammeldags dør-til-dør vis blev samlet ind af syv millioner frivillige og offentligt ansatte over nogle måneder i slutningen af 2020, viser, hvor hurtigt Kina ældes. Der er nu 254 millioner kinesere på 60 år og derover. De bliver til 300 millioner, når de store årgange er inkluderet om fem år, og i alt en halv milliard i 2050.

Har Kina råd til så mange pensionister?
Det enkle svar er nej. Klarest udtrykt af den autoriserede statslige tænketank, Chinese Academy of Social Sciences. Den vurderer, at den store pensionsfond for ansatte i de kinesiske byer for eksempel løber tør for midler i 2035 – og fremskrevet vil ende med et underskud på anslået 11 billioner kroner (tolv nuller) i 2050.

Situationen er yderligere forværret, da den store nationale pensionsfond sidste år blev ”lænset” for 10 procent, fordi staten har trukket milliarder ud af fonden, der skulle bruges til at støtte firmaer under corona-krisen. Det overrasker derfor ikke, at der i debatten oftere og oftere dukker spørgsmål op om, hvornår Kina må give plads til private pensionsordninger og -fonde.

Kineserne sparer op til pension gennem et system, hvor de selv og arbejdsgiveren indbetaler til store pensionsfonde. Denne løbende opsparing er ikke nok til fuld dækning, og fondene går glip af mange indbetalinger, når arbejdsstyrken falder. Den samlede arbejdsstyrke står til at falde med 200 millioner mennesker frem til 2050. Oveni har mange fonde været ramt af korruption og skandaler.

De tomme pensionsfonde er allerede et problem i Kinas nordøstlige ”rustbælte,” hvor den skrantende sværindustri har ført til kriser i tre provinser, der nu lider med både økonomiske problemer, arbejdsløshed og en noget nær veritabel folkeflugt af unge.

Den kommende nedgang i arbejdsstyrken er også en trussel mod den nye økonomiske politik, der er baseret på kinesernes øgede privatforbrug som motor for væksten. Og ikke som hidtil, hvor offentlige investeringer og støttepakker har betydet mest.

Hvad får kineserne i pension?
Der er ikke let at give et klart billede af størrelsen på de pensioner, de ældre kinesere får udbetalt. Det afhænger helt af, om man har været ansat i en statsejet virksomhed, det offentlige, eller om man har haft en privat arbejdsgiver. Jeg har i mine år i Kina mødt pensionister, der næsten kunne opretholde deres løn – som fik 4-5.000 kroner i månedlig pension. Det er (mænd) med lang ansættelse og bonusydelser for partimedlemsskab eller tillidsjobs.

I store byer som Beijing er den gennemsnitlige pensionscheck per måned lidt over tre tusinde kroner. Men på landet må de nøjes med langt mindre. Eksempelvis i sidste måned var den månedlige udbetaling til 170 millioner pensionister knap 200 kroner til hver enkelt.

Pensionsalderen meget lav i Kina
Det mest opsigtsvækkende ved pensionerne i Kina er absolut alderen. På verdensplan har Kina én af de laveste aldersgrænser. Den normale pensionsalder er for mænd 60 år, for kvinderne enten 55 år (funktionærer) eller 50 år (arbejdere). Og sådan har det næsten været, siden Folkerepublikken blev oprettet i 1949. Men dengang var den forventede levealder 40-50 år. I dag er gennemsnitslevealderen 77,3 år – og i velstående storbyer er den over 80 år.

Pensionsalderen er altså ikke fulgt med levealderen, som vi kender det fra Danmark og også USA, Japan og EU-landene, hvor der typisk først er pensionsstart i midt-tresserne.

Det ligner samme mønster med træghed i systemet, som vi også har set i forhold til begrænsninger i familiepolitikken. Hvis det først er vedtaget på højeste sted i partiet, tager det år at ændre beslutningen. Det var også årsagen til, at 1-barnspolitikken kunne overleve næsten 40 år, selvom den tydeligvis de sidste mange år var helt nytteløs, ja, ligefrem skadelig.

I forhold til den kinesiske befolkningskrise kan man sige, at disse centralkomite- eller politbureau-beslutninger, der er taget for længe siden, har det med at gro fast, fordi der i partiet er manglende lyst, evne eller mod til at ophæve dem. Den uændrede 1-barns-politik er årsag til kinesernes manglende interesse for at få flere børn. Oveni kommer, at den manglende tilpasning af den lave pensionsalder i forhold til levealderen, kommer til at svække produktiviteten og udvikle en helt skæv befolkningsprofil.

Nu kommer pensionsændringerne
Men nu er politikerne klar til ændringer. For de ældre betyder det, at pensionsalderen i Kina vil blive sat op. Men let bliver det ikke. For også aldringen af samfundet går meget hurtigere, end det er sket i andre lande.

Som med industrialiseringen, der i Vesten tog omkring 100 år, men blev gennemført på blot 25 år i Kina, så kommer overgangen til at have en meget stor procentdel af pensionister til at gå lynhurtigt. Kina skal indstille samfundet på, at det vil ske på blot 25 år – en udvikling, der i de vestlige lande tog over 45 år.

Og det er den slags hastige udviklinger, der giver det kinesiske samfund en form for ”umodenhed”, fordi man ikke har – eller giver sig – tid til at afprøve eller vente på at finde de bedste løsninger.

Hvor hurtigt forandringerne sker, fremgår af opgørelser af hvor mange arbejdende kinesere, der finansierer en pensionist. I år 2000 var der 10 i arbejde for hver pensionist. I 2020 var det faldet til fem per pensionist. Det bliver fire i 2030, og i 2050 vil der blot være to erhvervsaktive for hver pensionist.

Kina værre stillet end Japan og Sydkorea
Det er en kæmpemæssig udfordring at få plads til flere hundrede millioner nye pensionister. Både økonomisk, samfundsmæssigt og menneskeligt. Trods det socialistiske systems mange fine ord om solidaritet og sammenhold, så har Kina ikke opbygget et velfungerende velfærdssystem.

Nu er Kina jo ikke det første land i Asien, der står overfor et ældre-boom. Det har både Japan og Sydkorea prøvet. Forskellen, og hvorfor man bruger udtrykket, at ”Kina bliver gammelt, før det bliver rigt,” skyldes, at den nuværende gennemsnitsindkomst i Kina er mindre end en tredjedel af niveauet i de to andre lande, da de var i den tilsvarende situation. Japan og Sydkorea havde så at sige de økonomiske reserver til at tage sig af de mange ældre.

Bare et eksempel. For øjeblikket er der 44 millioner ældre med en form for handicap i Kina. Men der er kun 300.000 uddannede sundhedsassistenter. De kommende år vil der være brug for et uddannet personale på 32 millioner til at tage sig af det stigende antal ældre med handicap.

Og i samme boldgade. Ifølge den nye femårsplan og visionsrapporten frem til 2035 er der knapt 8 millioner sengepladser på landets 204.000 plejecentre. Det er langt, langt under behov og efterspørgslen fra den kvarte milliard pensionister, Kina allerede er nået op på, og fra de endnu flere, når femårsplanen udløber i 2025, erkender fagministeren, Li Jiheng.

De har forsøgt før
I forhold til den faldende arbejdsstyrke har det selvfølgelig længe ligget lige til højrebenet, at pensionsalderen må hæves. Argumentet er, at folk er friske nok til at arbejde, til de er langt over 60 – og at hvert år ekstra på arbejdsmarkedet giver flere hænder og større skatteindtægter til samfundet. Og så vil det alt andet lige være lettere at udnytte denne ”longevity dividend,” den forlængede levealder – end at tale/tvinge de unge til at få flere børn.

Og kineserne har da også forsøgt. Ikke med store hop, men de har lagt op til at forhøje pensionsalderen med et par måneder ad gangen per arbejdsår. Først for at få kvinderne op fra 50 til en 55-års pensionsalder. Men forslaget blev aldrig realiseret – og siden 2015 er der ikke sket ret meget.

Men nu er beslutsomheden steget i takt med den truende udvikling og de dystre tal i folketællingen. På vanlig vis er forslag og skitser lagt frem og bekræftet af premierminister, Li Keqiang. Først i den statsstyrede presse og senere i femårsplanen 2021-25 og i visionspapiret frem til 2035. Endnu er det ikke udformet som et konkret forslag, men det bygger på modellen, at pensionsalderen forhøjes med nogle få måneder om året indtil 2035.

De ældre synes de fortjener tidlig pension
Men ligesom de unge kinesere har valgt et liv med små familier, så har både de ældre og unge kinesere vænnet sig til at udnytte situationen med de aktive ældre på tidlig pension. Og den slags privilegier giver hverken de unge eller de ældre bare afkald på.

Det er måske ikke så overraskende, at det netop er de ældre, som er tæt på de nuværende pensionsgrænser, der er de mest kritiske. Ifølge avisen Changjiang Daily i Wuhan har flere end 80 procent af de ældre i en omfattende spørgeundersøgelse sagt nej til at få udsat pensionen. De begrunder det med fysisk nedslidning, og at det er svært at finde et passende job, når man har passeret 55 år. Og det er et reelt problem, at langt hovedparten af de ældre i dagens Kina har været præget af et hårdt fysisk arbejdsliv. Især de mange hundrede millioner migrantarbejdere i bygge- og anlægsbranchen, vil føle sig snydt, hvis aldersgrænsen for den længe ventede pension bliver udsat.

Med de nye familiemønstre, hvor børnene først efter endt uddannelse finder en partner – og venter endnu længere med at få barn/børn – så er de ældres rolle i forhold til at tage sig af børnebørnene blevet endnu vigtigere.

Unge familier har brug for bedsteforældrene
Daginstitutioner er fåtallige og meget dyre i kinesiske byer, så der er et stort pasningsbehov, da de unge forældre begge har meget lange arbejdsdage. De er også tynget af høje boligomkostninger og ekstremt store udgifter til barnets uddannelse. Derfor er det almindeligt, at bedsteforældrene er med til at passe børnene, fra de er helt små til op i skolealderen.

Især med kvindelige arbejderes lave pensionsalder (50/55 år) planlægger mange bedsteforældre simpelthen med, at de i nogle år forlader hjem-provinsen og flytter ind hos sønnen/datteren, når det første barnebarn kommer.

I 2017 viste en rapport fra et japansk universitet, at 88 pct. af familierne i Shanghai er afhængige af bedsteforældrenes hjælp med at opfostre børnebørnene. Jeg har personligt oplevet mange eksempler på, at selv i veluddannede og progressive yngre familier flytter (især) mor/svigermor i lange perioder ind og bor sammen med den unge familie.

Det er i øvrigt et system, der, hvis det bliver afviklet, ironisk nok vil forstærke det faldende fødselstal. Mange unge familier har tydeligt markeret, at de vil fravælge børn, hvis der ikke er bedsteforældre, der kan hjælpe til.

Hvem skal så passe de ældre
Men traditionelt går behovet for pasning også den anden vej, at det er de unge, der skal tage sig af de gamle forældre. Men den har ét-barnspolitikken virkelig gjort besværlig. Især på landet, hvor 40 procent af befolkningen stadig bor. Da der tidligere var fem børn i familien, var der altid én af dem, der blev hjemme i landsbyen og passede de ældre. Nu skal enebarnet, der måske er flyttet til byen, sørge for pasningen af forældrene. Men der findes ikke en ordentlig dækning med plejehjem og -centre.

Så politikerne skal virkelig finde nogle samlede løsninger, hvis Kinas problemer med for få fødsler og for mange ældre skal løses. For oven i det er der også en kæmpemæssig kløft mellem udviklingen i byerne og på landet.

Tag bare disse basale tal på forskellen mellem skolegang i byerne og på landet. I byerne går alle i grundskole (mod 70 procent på landet); 63 procent i byerne kommer på gymnasiet (mod kun 3 procent på landet). I byerne kommer 54 procent på universitet (kun 2 procent på landet). De nyeste tal for skævheden i sundhedsvæsenet viser, at i kinesiske byer er der 2,68 læger per 1000 indbyggere – på landet er der under det halve – kun 1,26 læger per 1000 indbyggere.

De ældre tager jobs fra nyuddannede
De unge er også bange for, at hvis pensionsalderen sættes op, så vil det blive endnu sværere for de nyuddannede at få plads på arbejdsmarkedet. Der er i forvejen benhård konkurrence om de attraktive jobs, og arbejdsløsheden blandt nyuddannede er markant stigende. Mange er nødt til at tage ufaglærte jobs, som det ses i Kinas største firma til udbringning af mad, Meituan, hvor 15 procent af knallert- og cykelbudene har en akademisk uddannelse.

Når kineserne stemmer med fødderne
Det topstyrede system lægger bestemt ikke op til bred debat om de demografiske ændringer i samfundet. Men de unge kineseres fravalg af barn nummer to, er en indikation af – dels hvordan parti og regering ikke har været gode til at aflæse folkestemningen, dels at især de unge kinesere tør ”stemme med fødderne”. Det bliver måske ikke helt det samme med stramningerne overfor de ældre. Men lad os nu se.

Kineserne er generelt ikke specielt interesserede i politik, men er ofte sarte og følsomme, når det gælder emner, der direkte påvirker deres liv og økonomiske interesser.

Jan Larsen er journalist, forfatter og foredragsholder.

Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.