Burkina Faso – fra en anden vinkel
Tørke og terror truer Burkina Faso, især mod nord, hvor landet grænser op mod Sahara. Her har Thyge Christensen haft sin gang i landsbyen Gorom-Gorom i mere end 40 år. Cirka 10.000 mennesker bor i byen og det samme i dens opland.
Når nyhedsbureauer fortæller med helikopterperspektiv om en ”total humanitær krise”, forsvinder individer og dagligliv.
Derfor bringer Globalnyt en serie essays af Thyge Christensen med udgangspunkt i livet i Gorom-Gorom: Om terror, religion, skolegang og det at hjælpe.’Burkina Faso’ – navnet betyder ”de ærlige menneskers land” – er et af de fattigste lande i Vestafrika; her bor cirka 20 millioner mennesker.
Mange danskere vil gerne hjælpe folk i fattige lande. Tv-serien “Liberty” beskrev sådan et forhold – mellem blandt andre nogle danskere og nogle afrikanere engang i 1980’erne. Meget har heldigvis ændret sig siden da.
Der findes som bekendt mange andre typer forhold mellem ’os’ og ’dem’ end de forbindelser, der bygger på udviklingsarbejde – for eksempel personlige, kommercielle, officielle og journalistiske forbindelser. Men her tager jeg udgangspunkt i den situation, at nogle danskere ønsker at bidrage til udvikling for nogen i Afrika.
Om den slags forbindelser ved vi, at begge parter må være indstillet på at gå på mange kompromisser, men at der er ét punkt, hvor man ikke må gå på kompromis, nemlig med ligeværdigheden. Gør man det, vil man næppe kunne bidrage til udvikling.
Hjælpekunst
Den, der vil hjælpe, kan vist altid have gavn af Kierkegaards kloge ord om ’Hjælpekunst’:
Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog først at fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Et udviklingssamarbejde med en afrikansk partner kræver altså, at vi i rimelig grad forstår det nuværende Afrika og dem, vi samarbejder med. Hvis vi er fastlåst i et fortidigt billede af afrikanerens materielle og mentale situation, kan vi næppe hjælpe.
Merforståen
Vi skal naturligvis have noget at bidrage med, en merforståen – for eksempel en viden, en metode eller en erfaring. Men Kierkegaard fortsætter:
Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og hermed forstå at det at hjælpe ikke er at herske, men det er at tjene, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå hvad den anden forstår.
Også den, vi gerne vil hjælpe, har jo en merforståen, og med ordet ydmyghed minder Kierkegaard os om, at selv om vi bidrager til udviklingsarbejdet, så er det ikke sådan, at vi generelt ved bedst, vi er ikke foran, vi har ikke alene løsningen på den andens problem.
Samtidigt skal vi huske, at den omtalte ydmyghed ikke må være af den type, hvor man udsletter sig selv og ser bort fra, hvem man er, og hvad man kan. Kun to parter, der begge erkender, hvad de ved og kan – og hvad de ikke ved og ikke kan – kan samarbejde om udvikling.
Magt
Meget af den forbindelse mellem ’os’ og ’dem’, som tv-serien Liberty afspejler, handler i virkeligheden om magt. I den del af et samarbejdsforhold, hvor den ene part er magtesløs, mens den anden part sidder med magten, kan forbindelsen naturligvis ikke blive lige. I forbindelse med vores samarbejde med kvindeforeningen M’Balla Sukaabe i Gorom-Gorom drejer det sig om økonomi. Men når forholdet i øvrigt er ligeværdigt, behøver forskellen i magt ikke at ødelægge samarbejdet. Et skævt magtforhold fører ikke nødvendigvis til magtmisbrug.
Et forhold er som regel ligeværdigt, hvis begge parter mener, de kan lære noget vigtigt af hinanden. Omvendt tyder det stærkt på det modsatte, når nogen beskriver den anden part som ureflekteret – for eksempel med forslag om at sende lastbiler med kondomer til Afrika for at bremse ’befolkningseksplosionen’. Sådan en tanke forudsætter, at dem, der får mange børn, ikke har en velovervejet baggrund for deres valg, mens vi ved bedre.
I løbet af de seneste årtier er der sket en markant udvikling på centrale samfundsområder – og apropos ’befolkningseksplosionen’, så lad mig lige få med, at antallet af børn på Jorden nu stort set er konstant, fordi hvert ægtepar får godt 2 børn i gennemsnit.
For ældre danskere vil billedet vække minder: Børnene stiller op på række i skolegården, før de klasse for klasse marcherer ind til undervisningen i Gorom-Gorom. Sådan gjorde vi også i Danmark, da mormor var barn.
Foto: Ulla Schou Pedersen
Kierkegaard-citaterne stammer fra bogværket Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 18, s. 92.
