De iranske kvinder er tilsyneladende befriende anderledes end det billede, jeg havde af dem. Jeg havde gjort mit hjemmearbejde og vidste, at kvinderne generelt er bedre uddannet end mændene, at der er flere kvinder på universiteterne end mænd, at der er mange kvindelige parlamentsmedlemmer, at unge iranske kvinder nu spiller basketball internationalt, at der er kvinder bag rattet, og at der er aktivistiske fortalere for kvinders rettigheder.
Jeg vidste også, at de iranske kvinder ikke har noget, der ligner lige rettigheder.
Man ser det bare ikke umiddelbart.
På overfladen ligner Iran en progressiv muslimsk stat. Man mærker som turist ikke den dybe konservatisme, som Iran-kender ved er grundlæggende for samfundet, man møder ikke styrets kontrollanter, der sikrer at unge mænd og kvinder ikke rører endsige kærtegner hinanden i det offentlige rum, man ser ikke de fængslede, politiske modstandere og kritiske journalister, og jeg mødte ikke de kvindelige aktivister, der har været fængslet for at kræve kvinders rettigheder. Jeg har lært dem at kende på de sociale medier.
Den grønne revolution, der i 2009 skyllede gennem Teherans gader med krav om reformer og mere frihed, fik et kort liv. Præstestyret standsede effektivt den iranske reformbevægelse, men håbet om ændringer lever og rører på sig.
Selvom vægmalerier i Teheran siger Død over USA og Khomeini på plakater angriber USA som den store satan, så er det USA, der trækker i de unge. Iran har et braindrain på 150.000 om året og primært til USA. Det gælder både kvinder og mænd.
Where do you come from?
Som andre førstegangs-besøgende i Iran har beskrevet det, ser man ikke meget til den undertrykte iranske kvinde, og krænkelser af menneskerettighederne i al almindelighed er heller ikke åbenlyse.
Man møder kun smil, åbenhed og venlig interesse, og styrets ubarmhjertige håndhævelse af moralsk korrekt adfærd udøves ikke over for turister.
”Where do you come from? Do you like Iran? De unge piger kommer lidt tøvende, men overvinder handicappet med sparsomt engelsk for at få kontakt.
Næsten uden undtagelse vil de gerne tage billeder. Et par enkelte sætninger, et par klik på smartphonen og mange smil.
Og så er der den unge pige, som var på sightseeing i Isfahan med sin mor, en kvinde på omkring 50 og med tørklædet hængende på skulderen.
Hun begyndte med at spørge, om hun måtte tage et billede. Selvfølgelig – først med hende og så med moderen.
Men det blev ikke ved fotograferingen. Moderen ville gerne have et budskab igennem.
”Min mor siger, at I skal vide, at vi hader tørklædet”. Datteren afleverer beskeden, men har det åbenlyst ikke godt med det. Hun kikker sig lidt nervøst omkring.
Magt i familien
Det lille møde i paladshaven er på flere måder talende: Det siger noget om en utilfredshed, som ligger under overfladen og om en angst for at optræde kritisk over for præstestyret og dets påbud, hvoraf et er kravet om tørklæde i det offentlige rum.
Store offentlige protester væltede shah Mohammad Reza Pahlavis autokratiske, vestligt orienterede monarki, men kun de færreste, om nogen, havde nok forestillet sig de gennemgribende samfundsændringer, der blev gennemført i den ny islamiske, teokratiske republik med ayatollah Khomeini i spidsen.
Den tolkning af Koranen, som præstestyret efter den islamiske revolution har gjort til lov, sætter klare grænser for kvinders udfoldelsesmuligheder.
Kvinderne i Iran har indflydelse på familieanliggender, og man hører ofte, at kvinderne suverænt bestemmer, når det gælder familien. Den er deres domæne.
Men uanset kvindernes ”magt” i og over for familien, så må man konstatere, at det langtfra er alle kvinder i Iran, der er tilfredse med den tildelte ”magt”.
Især i byerne søger kvinderne at omgå de snærende bånd, som præstestyret har spundet om dem.
I øjeblikket debatterer præstestyret således, hvordan man skal forholde sig til kvindelige bilister, der har ladet tørklædet glide ned om halsen og hævder, at bilen er deres eget private rum, og at de derfor ikke behøver at have tørklæde på.
Finder præstestyret, at bilen er et offentligt rum, risikerer kvinderne at få deres bil konfiskeret, men de udfordrer alligevel styret.
Stærke kvinder i parlamentet
Stærke kvinder finder man også i parlamentet. Flere kvindelige medlemmer af parlamentet er således trådt i karakter for at få ophævet forbuddet mod at kvinder overværer sportskampe med mandlige spillere, og spørgsmålet er nu taget op af de nationale aviser.
Fatemeh Hosseini, medlem af parlamentet, har således bebudet på Twitter, at hun vil bede sportsministeren give en nærmere forklaring på forbuddet. Hvorfor må kvinderne se kvinder, der spiller fodbold, men ikke mænd?
Da det syriske landshold i fodbold var på besøg og spillede mod Irans, fik kvindelige syriske tilskuere adgang til stadion, men de iranske blev afvist. Omkring 20 af dem protesterede uden for stadion.
Fatemeh Hosseini har fået følgeskab af andre kvindelige medlemmer af parlamentet, der dog endnu ikke har haft held til at sætte en stopper for denne form for diskrimination. Men de nationale aviser har rapporteret om sagen, og det er bemærkelsesværdigt.
Tørklædet – mere end et symbol
Man kan som besøgende mene, at det ikke betyder noget, om kvinder altid skal have tørklæde på, når de færdes i det offentlige rum eller når de hjemme har besøg af mænd, der ikke er blodsbeslægtede.
Måske især ikke, da de unge draperer tørklædet smukt og gerne må vise hår.
Man kan måske også mene, at det er ligegyldigt om man må have læbestift og neglelak på i offentlige bygninger. Det må man ikke, og det koster bøder, når læbestiften er tørret af og neglelakken fjernet. Man betaler pr negl, men så leverer det offentlige også neglelakfjerner.
Og man kan mene, at det er bare er latterligt, når moralens vogtere arresterer kvinder, som de mener er uanstændigt klædt, eks. med for kort løshængende skjorte eller tunika over stramme bukser eller for korte ærmer. Ærmerne skal helst ned til håndleddet. (Turister kan slippe af sted med næsten vestlig påklædning, bare de husker tørklædet).
Men der er mere end symbolpolitik i tørklædet og den chador, som altid skal bæres i moskeen, og derfor er der iranske kvinder som kræver deres ret til selv at bestemme og ikke kun hvordan de skal gå klædt.
Skilsmisseprocent over 50
Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt, og det har vi her i Iran, var der en kvinde som smilende sagde.
Hun hentydede til skilsmisseprocenten, som i Teheran er over 50 procent, til forbuddet mod vin og spiritus, som ikke respekteres inden for hjemmet fire vægge og til ”det midlertidige ægteskab”.
I Iran kan man være midlertidigt gift i bare en halv time eller man kan vælge at være midlertidigt gift i f.eks. et år.
En længerevarig kontrakt skal godkendes af den lokale mullah og er et omfattende dokument med fotos af både brud og brudgom og omtale af den aftalte brudepris. Et sådant ægteskab betyder, at parret for eks kan indlogere sig på hotel – uden at moralpolitiet griber ind.
I Iran kan en mand lovformeligt have fire koner, men altså også ¨midlertidige” koner, som han ikke behøver orientere sine lovformelige koner om, mens det kræver kone nr eet’s accept, hvis han vil gifte sig med kone nr to, tre eller fire.
De ultrakorte ægteskaber ligner mest prostitution, mens de mere langvarige nærmest kan sidestilles med det at have en elskerinde. Midlertidigt ægteskab er nødvendigt, hvis man ikke skal komme i karambolage med moralpolitiet, så med den skarpe opdeling mellem mænd og kvinder i det offentlige rum er det en løsning, mange tyer til.
Præsterne og kvinderne
De iranske kvinder havde fået mange rettigheder under Pahlavi-dynastiet og var aktive både politisk og økonomisk. Men den islamiske forfatning fra 1979 ændrede forholdene. Kvinderne bevarede stort set kun deres ret til at stemme og kunne blive valgt til parlamentet. Kvindens primære rolle skulle nu være i familien, hvor hun skulle være moderen og hustruen.
Man var tilbage til den diskriminerende familieret, som bygger på islamisk lov. Den giver manden ret til at blive skilt uden videre, retten til flere koner, retten til at indgå midlertidige ægteskaber (som nævnt ovenfor), retten til børnene ved skilsmisse og retten til at hindre kvinden i at rejse udenlands og i at arbejde.
Kvinderne accepterede ikke uden sværdslag tabet af deres rettigheder, og det er siden lykkedes dem at få genindført dele af den familie-beskyttelses-lov, der var blevet suspenderet ved revolutionen, og der er nu oprettet specielle domstole til at behandle skilsmissesager.
Som nævnt er kvinderne de fleste på uddannelsesområdet, men på jobmarkedet fylder de næsten ingenting.
Selvom der er kvindelige parlamentsmedlemmer, har iranske kvinder ikke har været i nærheden af politiske topposter siden 1979. Før revolutionen havde Iran 5 kvindelige borgmestre.
Den øverste leder kan selvsagt kun være en mand. Dengang og først var det Ayatollah Khomeini, i dag er det Ayatollah Khamenei.
Kvinderne må sætte deres lid til præsident Hassan Rouhani, der efter sit genvalg i maj forsigtigt bevæger sig i retning af de reformvenlige. Men kvinders lige rettigheder står ikke øverst på dagsordenen, hvis overhovedet. Der er andre presserende opgaver, f.eks. at skabe økonomisk vækst.
Undertrykt?
Er den iranske kvinde undertrykt? Selvfølgelig – når man ved, at hun ikke kan rejse udenlands uden sin mands tilladelse, skal have sin mands tilladelse til at arbejde og man ved, at hendes vidnesbyrd i retten kun tæller det halve af hans, for slet ikke at tale om de midlertidige og ret uforpligtende ægteskaber.
Og så er det i øvrigt også straffrit for en mand, at slå sin kone og/eller datter ihjel.
Tørklædet kan siges at være blevet et symbol på denne undertrykkelse. Så meget, at det var skelsættende, da flere af de nationale aviser til deres nekrolog over den verdensberømte matematiker og videnskabskvinde Maryam Mirzakhani – hun døde i juli som 40 årig af kræft – bragte billeder af hende uden tørklæde. Hun gik aldrig med tørklæde, da hun havde forladt Iran. Hun var professor ved Stanford University i USA, men alligevel et ikon i Iran – en kvinde, man var stolt af. Hun var den første iraner og den første kvinde, der havde modtaget Fieldsmedaljen, kaldet matematikkens Nobelpris, for sin forskning.
Den satiriske tegner Pantea Vaeznia mener dog, at vi i Vesten er blevet misinformeret ikke kun om Iran, men også om de iranske kvinder, som ”er aktive på forskellige kulturelle, sociale og politiske områder”, som hun sagde i et interview med Tehran Times den 24. oktober og tilføjede: ”Det er ikke kun mislykkedes for Irans patriarkalske samfund at holde de iranske kvinder inden for hjemmets fire vægge, men fået dem til at kæmpe for at få succes”.
Hvordan og hvorledes vil hun vise i satiriske tegner, som kan ses på den store udstilling, der åbner i Paris i januar og som skal promovere persisk kunst og kultur.
Også i de store moskeer kan man høre om kvinders rettigheder, hvis man spørger den mullah, som på lydefrit engelsk stiller sig til rådighed for spørgsmål om islam. Det gjorde jeg og fik svaret, at naturligvis har kvinder rettigheder som mænd har rettigheder. Om Irans kvinder vil gå i chador er deres eget valg. Det har ikke noget med deres gudfrygtighed at gøre.
Mændene sælger – kvinderne køber
Når man går i de iranske basarer er det mænd, der sælger, og kvinder der køber ind. Kun et enkelt sted, hvor man solgte chokolade, så jeg en kvindelig ekspedient.
Det er kvinder med og uden chador, der beundrer overdådige, nederingede selskabskjoler i tyl og glitrende stene og som køber guldsmykker og krydderier. Det er kvinder, der handler og de handler med mænd. (Hvad de bruger de nedringede kreationer til? Til private fester og til kvindeselskaber…)
Stemningen i basarerne var behagelig og afslappet, som i en dansk butik af den gode gammeldags slags med betjening.
Da jeg ville købe en traditionel iransk hijab – et slags tragtformet tørklæde, der dækker halsen – havde jeg problemer med størrelsen, og den mandlige ekspedient kunne ikke begynde at klæde mig på. Men han bad en kvinde, der også var på indkøb, hjælpe til og ved fælles hjælp fik jeg både prøvet hijab’en og købt den.
Som turist overvældes man af venlighed og udstrakte arme og mærker ikke den kontrol, præstestyret udøver. Men den er der, og iranerne må f.eks. ikke invitere udlændinge hjem
Den sidste aften i Shiraz gik jeg ind i en tilfældig moske. Iført en lånt chador satte jeg mig tavs på gulvet i kvindeafdelingen, men flere kvinder ville gerne snakke og opfordrede mig til at se mig omkring. Det måtte være interessant for en kristen. Da jeg ved udgangen afleverede min chador, blev der budt på småkager og banan. I forgården til moskeen legede børn, og det var tydeligt, at moskeen var et socialt samlingssted.
Det var let – og mærkeligt – at føle sig hjemme, men det gjorde jeg.
Jeg var på en dannelsesrejse til Teherans Golestan-paladser, til Isfahans fantastiske Naqsh-e-Jahan karavaneplads med Imam-moskeen fra 1602, til moskeen i Qom og over Yazd for at slutte i Shiraz med besøg i Persepolis og ved digteren Hafez gravsted. En rejse, der skærpede min kulturelle appetit på Iran.
Carsten Niebuhr var med i kufferten – respekten for de iranske kvinder er med hjem.
