Kan en ny præsident i Peru klinke skårene?

Præsidenttaburetten i regeringspaladset, Pizzaro-huset, er varm. Så varm, at fire politiske ledere (alle mænd) siden 2016 har måtte rejse sig fra den glohede plads og finde andre politiske vandhuller at køle sig i.

Blandt de politiske skandaler tæller den notoriske Odebrecht-skandale, som blev endestationen for Kuczynski, Vizcarras exit efter besynderlige pengesoverførsler til en swingsanger og den første midlertidige præsident, Manuel Merino, og hans akavede flugt ud ad den stadig svajende svingdør efter blot en uge grundet anklager for kupforsøg.

Den nu anden midlertidige præsident med fortid i Verdensbanken, Francisco Sagasti, stiller ikke op til posten.   

Hvis man tager temperaturen på befolkningens generelle tillid til demokratiet, er udfordringen klar; i en undersøgelse fra 2019 indikerede blot lunkne 28 procent af de adspurgte en grundlæggende tilfredshed med demokrati.

Plads til forbedring
På trods af fire år med politiske skandaler har Perus demokratiske institutioner forbedret sig markant siden 90’ernes og 00’ernes tumultariske år. Flere politikere derimod mangler at komme ombord på den positive udvikling.         

Striden i Peru har udgangspunkt i et giftigt forhold mellem kongressen og præsidentembedet. Den lovgivende og den udøvende magt har på skift skabt korruptionsskandaler og brugt den resterende tid til politiske hanekampe og flittigt pegende fingre. Siden 2016 har kongressen tvunget to præsidenter ud af embedet, valgt to midlertidige præsidenter, og kongressen er blevet opløst en enkelt gang.

Blandt kandidaterne er gamle kendinge, men også nye overraskende ansigter, som har fragmenteret både venstre- og højrefløjen i Perus politiske spektrum.

De stilfærdige kandidater
For øjeblikket fører den mangeårige centrum-venstre politiker, Yonhy Lescano, i meningsmålingerne. I et felt af fremtrædende stemmer og holdninger betragtes han som den mest afdæmpede kandidat. Men i en præsidentcyklus markeret af dyb splittelse og politikerlede, er resultatet denne gang uforudsigeligt.

I et altovervejende mandligt og politisk miljø, træder venstrefløjspolitikeren, Verónica Mendoza frem som den mest progressive kandidat. Hun vil udvide kvinders ret til abort, hun taler Quechua og nyder stor opbakning fra det sydlige Peru og de rurale områder. Frisk i hukommelsen spøger dog stadig landets grumme erfaringer med den socialistiske terrorbevægelse, Den Lysende Sti, samt regionens aktuelle enfant terrible; det socialistiske diktatur i Venezuela. Mange potentielle stemmer på venstrefløjen kan derfor i stedet ende hos den moderate Yonhy Lescano.   

Keiko Fujimori og ”Pelle Gris”
Som datter af nu fængslede og tidligere autoritære leder dømt for menneskeretsforbrydelser, Alberto Fujimori, har Keiko Fujimori baseret sit politiske virke i kongressen på sin faders popularitet blandt vælgere, som husker ham som præsidenten, der med sin mano dura (hårde hånd) nedkæmpede Perus terrorbevægelse, Den Lysende Sti, i 90’erne. Alberto Fujimori nedkæmpede i tillæg også Perus demokratiske institutioner, men hans konservative holdninger og fujimorismo vækker stadig sympati blandt en betydelig peruviansk vælgerskare.

Keiko Fujimori og hendes parti, Fuerza Popular, bryster sig af at være Perus lov-og-orden-parti, om end Keiko Fujimori for nuværende er under anklage for hvidvask og magtmisbrug. Kongresmedlemmets demokratiske fingerspidsfornemmelse fører også tilbage til hendes faders; hun mener at Peru har brug for et demodura (hårdt demokrati).

El Porco (Pelle Gris) er et kældenavn, den trinde, 60-årige Rafael López Aliaga har omfavnet og gjort til sit eget. Forretningsmanden, López Aliaga, har monopol på togene, som kører til Macchu Picchu. Han er et aktivt medlem af Opus Dei, har konservative holdninger og har udtalt, at han lever et liv i cølibat, samt, ifølge Reuters, at han undertrykker sin seksuelle drift ved at tænke på Jomfru Maria og ofte bærer en særlig ru hestehårsskjorte, som ifølge biblen bruges som en bod for synder.

Han er imod kvinders ret til abort – selv i forbindelse med voldtægt – og har udtalt med udgangspunkt i den feministiske bølge i Latinamerika, at han vil ”udrydde kønsdoktrinet,” som i kandidatens optik er et brud på børns menneskerettigheder. Han er imod homoseksuelt ægteskab, men har ikke afvist formelle ”civile partnerskaber.”

Observatører af Latinamerikansk politik har døbt ham ”Perus Bolsonaro” – en titel López Aliaga anfægter.   

López Aliagas popularitet har taget fart i de seneste målinger, som spår ham gode muligheder i en eventuel anden runde af præsidentvalget. Det er ikke sandsynligt, at én kandidat  opnår over 50 procent af stemmerne i første runde.

Håbet i en rystet pose
Forholdet mellem kongressen og præsidentembedet er lagt på is. Heldigvis for den peruvianske befolkning, er kongressen også på valg med potentielle udsigter til en ny politisk dynamik. Og de har travlt. Peru har et af verdens højeste tal for overdødelighed under pandemien, og en ellers robust præ-pandemisk økonomi er ifølge Verdensbanken en af de hårdest ramte økonomier i verden.