Det skal ikke alene være en tryg base for asiatiske migrantarbejderes rettigheder i Mellemøsten. Nej, det skal også være et sted, hvor migranter får viden og mod til selv at kæmpe for deres rettigheder.
Sådan er grundlaget for det nyåbnede Migrantressourcecenter (MRC) i Jordans hovedstad Amman ifølge Mohammad Mayta, leder af MRC-projektet for den regionale fagforening ATUC (Arab Trade Union Committee).
”MRC er et laboratorium for en ny generation af migrationscentre, der modsat de nuværende af slagsen skal være mere end væresteder, hvor migranter kan møde landsmænd og ’tanke mentalt op’ i et fremmed land. I stedet skal MRC 2.0 komme helt tæt på den enkelte migrant og dels kæmpe for hans eller hendes arbejderrettigheder, dels selvstændiggøre migranterne, så de selv kan og tør tale for deres sag,” forklarer Mohammad Mayta.
MRC i Amman åbnede i juli 2018 i samarbejde med ATUCs sydasiatiske partner SARTUC og er strategisk placeret i forskellige fagforeningers lokaler i nærheden af millionbyen Ammans fem industrialiserede zoner.
”Der er migranterne, så der skal vi også være. Ellers kommer de ikke til os. Desuden har vi fået fat i en række ressourcepersoner fra de forskellige migrantgrupper, der kan lede deres landsmænd til centrene,” påpeger Mohammad Mayta.
Værre end slaveri
I første omgang retter migrationscentrene sig især mod Jordans cirka 50.000 migranter fra Sri Lanka, Nepal og Bangladesh. De har hårdt brug for støtte. Det store flertal af migranter fra fattige lande i Asien kommer ofte fra usle kår, er lavt uddannede og vant til at bøje nakken i stærkt hierarkiske samfund. Dertil kommer, at migranter ofte bor isoleret som hushjælp i private hjem eller på lejekaserner tilknyttet fabrikker og byggepladser samt hverken kender sproget eller kulturen i deres nye hjemland.
”Det udnytter arbejdsgiverne i en sådan grad, at migrantarbejde til tider kan minde om moderne slaveri. Nej, mere end det, for en slave kan sælges og repræsenterer en vis værdi. En migrant betragtes som en genstand, man bruger. Går den i stykker, smider man den ud. Det skal vi have stoppet,” fastslår Mohammad Mayta og fortsætter:
”Migrationscentret et vigtigt redskab i opgaven med at bremse på brud og overgreb på migrantarbejderes rettigheder og sikre dem ordentlige arbejdsforhold.”
Han tænker ikke alene på klassikeren ’overholdelse af mindsteløn’, men også på, at lønnen bliver udbetalt til tiden samt retten til at få eksempelvis sikkerhedssko og høreværn.
”Det kan lyde banalt, men i stedet for at fokusere på luftige ord om menneskerettigheder skal vi kæmpe for helt konkrete arbejderrettigheder såsom sikkerhed, ventilation, lys og pauser på arbejdspladsen,” siger Mohammad Mayta.
Som endnu et punkt nævner han vigtigheden af at overbevise migranterne om vigtigheden af at betale deres sundhedsforsikring.
”Alt for mange tænker ’Hvad rager det mig? Jeg skal alligevel snart hjem og får ikke noget ud af at bruge et sundhedsvæsen, der er korrupt og ikke yder en ordentlig behandling’. O.k., Jordans offentlige lægeklinikker og hospitaler fungerer ikke særlig godt, men det er bedre end ingenting. Og at være sundhedsforsikret er en del af vores mål for migrantarbejdere: At de får samme vilkår og status som den lokale arbejdskraft,” fastslår Mohammad Mayta.
Registrering af data
Desuden skal migrationscentrene bruges til registrering af migranter, inden de – som det oftest sker nu – forsvinder ud på arbejdsmarkedet efter ankomsten til modtagerlandet. Blandt andet fordi Mohammad Mayta vil oprette kurser, hvor de nyankomne migranter introduceres til deres nye hjemlands love, kultur og andre forhold.
”Og så har vi brug for data – såsom adresse, telefonnummer, sundhedsstatus, alder, kontakter i hjemlandet – om alle migranter. Dels til arbejdet med dokumentation af diverse problemers omfang og karakter, dels så vi kan følge migranterne og få fat i dem,” påpeger Mohammad Mayta.
Livlinen til MRC er især vigtig i de hyppige tilfælde, hvor ansatte i private hjem stikker af fra deres arbejdsplads efter at have været udsat for psykisk og fysisk vold, og når fabriksarbejdere fyres eller bliver hængende efter kontraktudløb. I den slags situationer strander migranterne som illegale borgere uden opholdstilladelse; og i nogle tilfælde pas, som blev inddraget af sponsoren – arbejdsgiveren – også selv det er ulovligt.
”Resultatet bliver, at migranterne er helt uden rettigheder. De hutler sig igennem med tilfældige og dårligt betalte daglejerjobs. Nogle havner i sexindustrien og har høj risiko for at blive udsat for vold og overgreb. Andre får børn, som ikke kan registreres, fordi deres forældre opholder sig ulovligt i landet, og derfor er helt udelukket fra at komme i skole og få en uddannelse. Disse problemer har vi mulighed for at forebygge, og det skal vi udnytte,” forklarer Mohammad Mayta.
Ens problematikker
Han beskriver lanceringen af MRC-projektet i Jordan som det første skridt i opgaven med at identificere og gå i dybden med de vigtigste emner og problemer, som migranter står over for.
”Når vi har overblik over, hvad migranternes udfordringer består i, er det nemmere at komme dem til livs. Samtidig ved vi, at problematikkerne i høj grad minder om hinanden fra land til land. Derfor vil vi eksportere MRC-modellen fra Jordan til tre andre arabiske lande, når vi har arbejdsmetoderne på plads,” siger Mohammad Mayta og tilføjer:
”Vi lægger ud med Kuwait i begyndelsen af 2019, derpå følger Bahrain og siden Oman i løbet af året.”
At Amman og Jordan blev base for det første migrationscenter, forklarer Mohammad Mayta med, at landet er forholdsvis liberalt. Dertil kommer en lang historik med at tage imod migranter og flygtninge som en fredelig havn i en urolig region. Palæstinensere og syrere udgør i dag cirka 40 procent af Jordans knap 10 millioner indbyggere.
”Og så har Jordan en lovgivning, der på papiret sikrer arbejderes rettigheder. Vores opgave er at politikerne til at realisere lovens fine ord,” konstaterer Mohammad Mayta.
En ordentlig mundfuld
Den jordanske fagforeningsmand er godt klar over, at projekt MRC 2.0 er en ordentlig mundfuld.
”Derfor tager vi opgaven i små bidder og gik i gang med srilankanerne i Jordan. Den migrantgruppe har været her længst, så her kan vi finde flest, som har forladt den underdanige og magtesløse migrantrolle og kan fungere som ressourcepersoner i centrene for deres landsmænd. Siden fokuserer vi på migranter fra Bangladesh og Nepal,” forklarer Mohammad Mayta.
For nylig arrangerede han et møde mellem en repræsentant fra Sri Lankas ambassade i Jordan og 10 srilankanske migranter, der blandt andet havde været udsat for vold, manglende udbetaling af løn og alt for lange arbejdsdage af deres sponsorer. Blandt dem var Shirome Rosiya, som var stukket af fra sin sponsor efter tre måneder med diverse overgreb.
”Jeg har tidligere henvendt mig til ambassaden, hvor jeg fik besked om at skrubbe af. Man hverken ville eller kunne hjælpe sådan en som mig, der ulovligt havde forladt sin arbejdsplads uden sit pas og nu opholdt sig illegalt i Jordan. At kunne få lov at tale om min sag med en medarbejder fra ambassaden med støtte fra ATUC og migrationscentret kan måske hjælpe til, at jeg kan få et udstedt et nyt pas,” siger Shirome Rosiya.
Mohammad Mayta ser også mødet med ambassaden som et skridt fremad.
”Som en del af en stor, regional fagforening har MRC styrken til at lægge pres på eksempelvis en ambassade og få den til at stå ansigt til ansigt med fattige og nødstedte landsmænd, den har pligt til at hjælpe,” påpeger Mohammad Mayta.
For ham at se er kampen for fattige migrantarbejdere ikke isoleret til særlige grupper.
”Virkeligheden byder os at udvide vores tjeneste til andre nationaliteter. Blandt dem er kenyanere, ugandere og andre afrikanere, som i stadig større tal søger mod Jordan og det øvrige Mellemøsten. Syriske flygtninge bør også være en målgruppe for MRC,” påpeger Mohammad Mayta.
Henrik Lomholt Rasmussen er freelancejournalist og har skrevet artiklen til og med støtte fra fagbevægelsens udviklingsorganisation Ulandssekretariatet.
