Nadja Manghezi
Nadja Manghezi tog efter sin cand.mag. eksamen i fransk og spansk fra Københavns Universitet til Nigeria som ulandsfrivillig med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i 1966.
Efter et par år i Holland, England og Sverige, arbejdede hun for MS og Ibis i Danmark, indtil hun tog til Mozambique, som var blevet uafhængigt i 1975.
Først arbejdede hun indenfor undervisningssektoren og senere som landechef for MS.
Herfra deltog hun og hendes mand i kampen mod apartheid styret og flyttede til Sydafrika efter ANCs sejr i 1994.
Så fulgte et liv med tre centre: København, Mozambique og Sydafrika.
Hun er medforfatter til flere bøger og artikler i Danmark og har skrevet tre bøger, udgivet i Mozambique og Sydafrika.
Om at være dansk lærer på ”Nigerias Eton”
Vi sejlede på et fragtskib fra Marseilles til Lagos i Nigeria. Det tog fjorten dage.
Vi sendte breve hjem med luftpost. End ikke faxen var opfundet. For slet ikke at tale om den digitale verden.
Det er også 50 år siden, at kysten syd for Nigeria blev undersøgt for eventuel olieudvinding.
Og det er 50 år siden, Nigeria oplevede sit første militærekup.
Jeg var ombord på skibet. På vej.
Året var 1966.
Jeg var lærer. Fransklærer. Og skulle videre til Ibadan, 100 km nord for Lagos.
Jeg var gap-filler. Det var vi alle sammen dengang. Jeg skulle simpelt hen være lærer, fordi de ikke havde nok af dem.
Jeg var 25 år og fuld af idealisme.
Jeg var også naiv.
Og jeg var meget DANSK
Dette var tid og sted.
Hovedpersonen kalder jeg Ilona. Det er godt at få lidt afstand. Fra første til tredje person.
Government College Ibadan
Navnet stod stort og imponerende på våbenskjoldet ud mod hovedvejen. Grundlagt år 1900. Nigerias Eton. Compounden, skolearealet, var vidtstrakt.
I centrum skolebygningerne, lange to-etagers bygninger med klasseværelser, festsalen, kontorerne, lærerværelset og faglokaler. Udenfor den store græsmark, som blev slået af eleverne med grass slashers, en lille boldbane, tennisbanen og fodboldbanen.
Det vrimlede med khakifarvede shorts og blåternede skjorter på skoleområdet. Måske var drengene på vej hjem til en af de fire sovesale med hver lidt over hundrede drenge. Eller den modsatte vej imod undervisningsbygningerne.
Måske skulle de besøge en af lærerne i deres huse eller spille bold. Eller de skulle i kirke eller på sygehuset. Ved spisetiderne så man drengene strømme som hærmyrer mod spisesalen, hver med sit krus i hånden.
Den første tid
Skoledagen startede med morgensamling. Først fadervor (skønt en stor del af drengene var muslimer). Så praktiske bemærkninger. Så morgensang.
Alt var bekendt som havde Ilona stået hjemme på sit danske gymnasium. Og var der en enkelt ting, der var nyt for hende, kunne hun have læst sig til det i enhver bog om kostskolelivet i England.
Lærermøderne, derimod, var stivere end dem hun kendte, og det løb hende koldt ned ad ryggen, da hun første gang var med til en diskussion om afstraffelse og disciplin. Da opdagede hun, hvor fremmed hun var.
I klasseværelset følte Ilona sig usikker.
Den næsten intuitive fornemmelse en lærer har, om eleverne er interesserede, om deres spørgsmål er iver eller utidighed, hvem der er ledende i en klasse, og hvem der skal beskyttes, fornemmelsen af, hvor meget humor og ironi, man kan bruge til at lave timerne sjovere med, og afværge uro:
Alt dét der kaldes kontakt med eleverne og som gør forskellen på en god og en dårlig lærer, var i lang tid sat ud af spil.
Eleverne er også usikre
Eleverne var måske mere usikre end hun. Hvorfor gav Ilona dem mundtlig lektie for, når de kun kendte til skriftlig?
Hvorfor markerede hun ikke klart sine grænser? Hvorfor reagerede hun ikke, når de skrev noget om hende på tavlen? Hvem var hun egentlig og hvad var hendes uddannelse?
Hvorfor var hun taget til Nigeria, hvis hun kunne have fået et bedre job derhjemme? Hun havde ingen bil, det havde alle andre lærere. Kun en knallert, en mobylette.
De havde fundet ud af, at hun var 25 år, hvorfor var hun så ikke gift? Og drengene forholdt sig til hende, som til enhver ung kvinde: påklædning, udseende og privatliv blev gennemgået og analyseret.
Ilona studerede de andre lærere: Én yndede som afstraffelse at lade drengene stå ude i solen en times tid lige i middagsheden.
Andre satte drengene til at knæle ned udenfor klasseværelset med hænderne bag nakken. Bullock, den engelske rektor, afstraffede én gang om ugen med spanskrøret. Hver lørdag var der kø foran hans kontor af ugens syndere. Eleverne syntes, det var helt i orden.
Så måtte det vel være i orden her i hendes nye land. Og hun måtte vel lære at blive strengere.
Lussingen
I 10. havde hun delt nogle franske grammatikker ud til låns og indsamlede dem efter brug, så hun kunne bruge dem til næste klasse. Ogunlesi nægtede at tilbagelevere sin.
Der gik nogle dage. Ogunlesi nægtede stadig: Han brugte sin endnu, den var blevet væk, hun kunne ikke tvinge ham, han ville ikke aflevere. Punktum.
De andre havde fået nye bøger og ønskede ikke at spilde mere tid. Tilråb til Ogunlesi. Alle var på hendes side. Men nu sad han bare og så på hende. Provokerende. Uden et ord. Hendes sidste udvej: “Ud!” Ingen reaktion.
Nu skreg hun. På hans ansigt et lille hånligt smil. Hun stod ved hans plads. Tænkte ikke. Lussingen næsten røg ud i luften. Næsten.
Ilona husker ikke hvordan, men i sidste øjeblik fik hun vendt sig mod tavlen og gik væk fra ham. Det varede længe, inden hun blev rolig nok til igen at se ned på ham. I mellemtiden havde han rejst sig, var begyndt at samle sine bøger for at gå ud. Det var klassens tilråb og irritation, der udvirkede det. På hendes ryg stod ingen sejr.
Hun diskuterede det senere med rektor Bullock:
“Dine dage ville have været talte, hvis du havde stukket ham en lussing.”
“Jamen, det gør alle I andre, og I gør det, der er værre.”
“Du er en kvinde. De ville have boykottet alle dine timer. Du kunne ligeså godt være rejst.”
Hun fik aldrig sin grammatik. Men hun havde på et hængende hår reddet sine dage som fransklærer på skolen.
Hun bad Ayanwale om at gøre tavlen ren. En stor voksen dreng fra 9. Efter navneopråb så hun til sin overraskelse, at Ayanwale trods hendes anmodning knælede i et hjørne af klassen.
“Hvad søren bestiller du der?”
“I have been punished.”
Den var for skrap, hvem havde afstraffet ham i hendes time? Det var klassepræfekten, som havde magt til når som helst at sætte en klassekammerat i skammekrogen.
Det viste sig, at Ayanwale ikke havde forberedt sin lektie, fordi præfekten havde straffet ham under lektielæsningen dagen inden. Hvis elever snakker under forberedelsen, beordrer præfekten dem til at stå op på bordet med bogen i strakt arm over hovedet.
Hvad betyder disciplin?
Ilona havde efterhånden fået en fornemmelse af, hvordan eleverne opfattede autoriteter.
Hun kunne til dels forstå, at det var meget lettere at have en gud-lærer at se op til: En der ikke diskuterer med klassen, hvilken tekst de nu har lyst til at læse. En lærer, der ved, hvordan de skal lære fransk og sørger for, at de får deres eksamen.
Det fik hun også klart bekræftet som eksamensvagt for nogle elever, der skrev engelsk stil om ”Afstraffelser i skolerne.”
Afstraffelse skal bibeholdes, fordi det indpoder respekt for dem, der er ældre. Ellers vil man ikke kende forskel på godt og ondt.
At blive sat til at slå græs er en god form for afstraffelse, men det er ikke rimeligt, at blive nægtet middagsmad, eller at store drenge afstraffer små drenge, de ikke kan lide. At blive slået med spanskrør er en god ide, men der er ingen grund til at slå synderen så mange gange, at han falder om.
Hun forstod efterhånden, at drengene hjemmefra havde lært at tillægge aldersopdelingen en meget stor betydning. Streng disciplin og respekt for en ældre generation, en ældre bror, en ældre skolekammerat, var et grundlæggende element i deres samfund.
Der fandtes skoler i Nigeria med meget avanceret, anti-autoritær pædagogik, som lagde vægt på ikke-boglige og musiske fag og på at udvikle elevernes selvstændighed. Der var også en højskole inspireret af Grundtvig. Men det var undtagelser. Verden er benhård, og et eksamensbevis er adgangskortet til et bedre liv.
Ilona mærkede, hvor vigtigt det bevis var. Jo tættere eksamen kom, jo mere sad drengene oppe til de små timer og læste. Det var strengt forbudt, så de måtte gemme sig under tæpperne i sovesalene, og jo nærmere de kom afslutningen, jo mere udmattede så de ud, og jo mere sad de og sov i timerne.
Hun accepterede vel aldrig rigtig det med disciplinen. Og de kunne aldrig rigtig tage hende alvorligt. Først da de efter kun et halvt år fik uhørt høje fransk-eksamens resultater.
Ikke en eneste elev dumpede, skønt hun var kommet ind midt i et forløb, der var planlagt til at tage tre år. Da var det, som om de begyndte at forstå, at man kunne nå resultater uden spanskrør.
Stammeren Salami
Efterhånden som Ilona var begyndt at forstå, hvad der forventedes af hende, begyndte hun langsomt at bygge en kontakt op med eleverne. Men der var stadig så meget bag skoleuniformerne, hun ikke kunne trænge ind til.
Der var for eksempel stammeren SALAMI, som hun straks havde lagt mærke til. Han var midt i overgangsalderen og stemmen tvivlede endnu på, hvor den hørte hjemme. Han virkede ikke synderligt velbegavet, men Ilona kunne ikke bedømme, om det var konsekvenser af hans stammen eller om han bare var “jævnt” begavet.
Han var ganske vellidt, men ikke mere. Havde et par gode kammerater. Talte helst ikke. Hørte til blandt de urolige elementer. Tydeligvis for at hævde sig. Blev perpleks, når han fik et spørgsmål, men forventede i øvrigt ikke at få lov til at tale ud.
Sikkert ganske almindelige symptomer for en stammer. Og Ilonas første reaktion var sikkert også klassisk: Lod ham få spørgsmål lige så ofte som de andre.
Tvang klassen til at holde mund, indtil han havde fået svaret, hjalp ham lidt, når det blev for pinagtigt, opmuntrede, fremhævede af og til hans meriter, tillod ikke lystighed på hans bekostning og fik ham til at sætte sig lige foran.
Han blev interesseret i fransk, som var et af de fag, han faktisk havde opgivet. Det var jo altid noget, men ikke nok for Ilona. Lige inden hun var rejst hjemmefra, havde hun på grund af en kronisk træthed i stemmen fået undervisning i at afslappe stemmebåndene.
Hun aftalte med Salamis storebror at han næste dag skulle tage lillebror med til hendes hus på skolens område.
Stemmetræning
Der gik dog flere dage, før de dukkede op. De var tydeligvis lidt beklemte ved det hele. Det samme var Ilona. Foreløbig aftalte de blot, at Salami skulle komme tre gange om ugen, og de blev også enige om ikke at tale med andre om det.
Han kom, som han skulle, og langsomt begyndte timerne at tage form. Lidt snak om vind og vejr. Så ned at ligge på sofaen. Slappe helt af. Hun blandede lidt yoga med i øvelserne. Langsomt lærte han at slappe af. Så gik de over til åndedrættet. Med maven.
Da det var behersket, gik de over til at ånde med lyde: aaah, ååååh, ooooh, uuuh. Når han bagefter talte til hende, havde han kun lov til at tale på en udånding. Det gik langsomt, men han var udholdende. Øvede hjemme, lærte små vers, som han kunne linje for linje uden at stamme.
Vigtigst af alt: han livede op i fransktimerne. Blev virkelig god, flagrede med hånden for at besvare spørgsmål, fejede med en lidt irriteret, men helt rolig håndbevægelse de andres latter til side og begyndte forfra – på en udånding – hvis han sad fast.
Tilbage til udgangspunktet
Så blev det ferie og Ilona rejste væk et par uger.
Da hun kom hjem, dagen før skolen skulle starte, sad Salami foran hendes dør. Han havde ventet der hele dagen. Han havde noget med til hende.. En sød, kinesisk bakke, han havde købt til hende i ferien. Hun var helt færdig. Hvor det varmede.
Men hvad var der så der skete?
Havde han glemt, hvad han havde lært?
Han stammede som før. Han satte sig bagest. Svarede kun, når han blev hørt.
Og Ilona? Som han. Hun forstod ikke, hvad der skete. Mistede modet. Det tog få dage, før alt var som det havde været, før hun tog fat. Salami forblev resten af sin tid på skolen en stammende uromager.
Ladipos nervesammenbrud
LADIPO var strålende til fransk. Og det var han i øvrigt til alle andre fag også. Han fik topkarakter i næsten alt, hvad han rørte ved. Han sled i det og var lynende velbegavet. Han blev præsident for deres franske Cercle.
De arrangerede udflugt til fransktalende Dahomey (eller Benin som det senere kom til at hedde), og han sørgede for, at alt klappede. De udgav et fransk blad, som han samlede materiale til. De indsamlede bøger og lavede et fransk bibliotek. Det var gennem Cerclen og ikke mindst ham, at Ilona langsomt kom ind på livet af, hvad der foregik i drengene.
Pludselig i et semester røg Ladipo ned i alle fag. Også i fransk. Ukoncentreret. Uinteresseret. Afleverede et minimum af hjemmearbejde. Var ikke til at råbe op. Hun bad ham komme hjem til sig, for at de kunne snakke.
“Det begyndte hjemme i ferien. Jeg måtte på hospitalet. Det gik over, da jeg fik nogle piller, men jeg gider stadig ikke noget.”
Det gik op for Ilona, at han decideret havde haft et nervesammenbrud. Sikkert ikke uden sammenhæng med, at det nu var hans sidste år før studentereksamenen.
Han havde ingen far. Det var helt afgørende, at han fik en fin eksamen. Ellers kunne han ikke regne med et stipendium til at læse videre for.
Hun kunne også mærke, at det med nervesammenbruddet var så underligt, uforståeligt, flovt, at hun helst ikke skulle have vidst om det og i hvert fald ikke måtte nævne det til nogen.
Kort før eksamen skete det så igen. Mens han var på skolen, fik Ladipo igen et sammenbrud og måtte på hospitalet. Hun besøgte ham, men siden samtalen hjemme hos Ilona var der sket en ændring med ham.
Han var høflig og korrekt men ønskede ingen nærmere udveksling. Et stykke tid efter at han havde forladt skolen – heldigvis med en god eksamen – fik hun et brev fra ham, høfligt og velskrevet. Intetsigende.
Ilona var en god lærer og opnåede gode resultater med drengene. Men i de to år hun befandt sig i Ibadan, lykkedes det hende aldrig helt at forstå, hvad der foregik inde bag drengenes uniformer.
Kun én ting lærte hun for altid: at se på sin egen kultur med nye øjne.
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen fortaellerhjoernet@petersigsgaard.dk eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
