Burkina Faso – fra en anden vinkel
Tørke og terror truer Burkina Faso, især mod nord, hvor landet grænser op mod Sahara. Her har Thyge Christensen haft sin gang i landsbyen Gorom-Gorom i mere end 40 år. Cirka 10.000 mennesker bor i byen og det samme i dens opland.
Når nyhedsbureauer fortæller med helikopterperspektiv om en ”total humanitær krise”, forsvinder individer og dagligliv.
Derfor bringer Globalnyt en serie essays af Thyge Christensen med udgangspunkt i livet i Gorom-Gorom: Om terror, religion, skolegang og det at hjælpe.’Burkina Faso’ – navnet betyder ”de ærlige menneskers land” – er et af de fattigste lande i Vestafrika; her bor cirka 20 millioner mennesker.
Den seneste folketælling opgjorde, at 60 procent af indbyggerne i Burkina Faso er muslimer – i den nordlige del er det muslimske flertal langt større.
I Gorom-Gorom er der nu adskillige, ganske store moskeer. Byen rummer også en katolsk og et par protestantiske kirker, men når kirkerne genlyder af sang og trommer, er det overvejende tilflyttede soldater og funktionærer, der sidder på træbænkene.
For langt de fleste burkinere er troen en stor del af identiteten, men det betyder ikke, at fundamentalismen fylder meget. Der ses undertiden sortklædte, tildækkede kvinder i Burkina, men de er få. De bogstavtro, der kun accepterer deres egen version af menneskets stræben mod gud, er et lille mindretal – i hvert fald blandt muslimer og katolikker, men desværre ikke blandt landets protestanter.
Statistikken noterer godt fire procent protestanter, og der er i dag et utal af sekter og små, protestantiske kirker i Burkina
Efter den officielle statistik definerer 99,6 procent af den burkinske befolkning sig som troende, men staten og den offentlige administration er sekulær, neutral i forhold til religionerne.”
Den beskrivelse kan jeg stort set stå inde for, men der er alligevel en god grund til, at The International Crisis Group, som er en uafhængig organisation, der arbejder for at forebygge krige og skabe en mere fredelig verden, i september 2016 udgav en fyldig rapport: ”Burkina Faso: Preserving the Religious Balance”. Den er lige så aktuel i dag som dengang.
I Burkina demonstrerede kristne og muslimer sammen i protest mod angrebet på det franske blad Charlie Hebdo i januar 2015, mens der i nabolandet Niger blev nedbrændt barer og kirker. Men som der står i rapporten: Selv om Burkinas model for fredelig sameksistens stadig er robust, er den ved at blive udhulet ved sin yderkanter (”eroded at the margins”).
På den ene side understreger langt de fleste burkinere stadig, at de forskellige religioner lever harmonisk sammen, i familierne, i landsbyerne og byerne. Og selv om stort set alle er troende, så siger en lang række interviewede, at tro er ikke den primære identitet – tværtimod lyder det ofte i Gorom-Gorom, at “man er menneske og sågar burkiner, før man er kristen eller muslim.”
Desuden har tilhængere af begge de to store importerede religioner omtrent den samme bagage med sig fra den oprindelige animistiske tro. Og ikke mindst er staten som nævnt sekulær. Men er den nu også neutral, og har den altid været det?
Det sidste kan man roligt svare nej til. Det er ikke tilfældigt, at mange muslimske forældre i den nordøstlige Oudalan-provins, som huser Gorom-Gorom, op gennem det 20. århundrede – mens landet endnu hed Øvre Volta – har ment, at skolen havde en kristen tendens. Den er jo grundlagt af europæiske missionærer. I mange årtier var af den voltesisk/burkinske elite præget af stor overvægt af kristne uddannede.
Den aktuelle anledning til en stigende interesse for det religiøse samarbejde er de seneste års mange islamistiske terrorangreb. Venner af Burkina har med stor bekymring lagt mærke til, at mens de voldelige ekstremister tidligere udelukkende var udlændinge, så har der de seneste par år vist sig at eksistere en ekstremistisk, voldelig gruppe i Soum-provinsen i og nær byen Djibo. Området er et af landets fattigste med en meget dårlig infrastruktur, for eksempel er der ingen god vej sydpå mod hovedstaden Ouagadougou. Store dele af befolkningen i Soum er frustrerede over at være en provins, som synes glemt af centralstyret.
Crisis Group-rapportens hovedemne er imidlertid den historisk betingede muslimske frustration over underrepræsentation i landets ledelse, såvel politisk og kulturelt som i administrationen. De burkinske myndigheder bør behandle emnet med stor forsigtighed, konkluderer rapporten. Der er en reel risiko for, at modforholdsregler kan puste til ilden i stedet for at styrke det store flertals religiøse tolerance og afvisning af vold som religiøst middel. Organisationen opfordrer primært til, at staten forhindrer marginalisering af muslimer ved at styrke deres ligestilling i samfundet.
Såvel regeringen som de muslimske ledere opfordres til at finde veje, som understreger den muslimske tros ligestilling i samfundet. For eksempel slår rapporten til lyd for, at de fransk-arabiske skoler skal have bedre vilkår, ligesom studerende bør have bedre mulighed for at tage en videregående uddannelse ved et arabisk universitet, som de allerede nu kan ved europæiske universiteter.
Det forhindrer dog ikke rapportens forfattere i at opfordre det muslimske samfunds ledere til at være opmærksom på risikoen for marginalisering af koranskoledrenge.
Intolerancen og fundamentalismen blandt de muslimske troende er procentuelt langt mindre end i de protestantiske kredse. I de nordøstlige byer Gorom-Gorom og Dori bed man allerede for årtier siden mærke i, at den protestantiske kirke ikke har ønsket at deltage i udviklingssamarbejdet med katolikker og muslimer i foreningen UFC (De troende brødres forening).
Baggrunden menes at være, at protestanterne tager deres tros opfordring til at skaffe nye tilhængere blandt anderledes troende mere bogstaveligt end de to større grupper, der tager afstand for den praksis. I kraft af protestanternes lille antal og ikke mindst fordi den igangværende bølge af terror er islamistisk i sin selvforståelse, ses protestanternes holdning næppe som en aktuel trussel mod samfundet.
Den muslimske oplevelse af diskrimination er en langt større trussel mod det fredelige forhold mellem religionerne. Det nævnes for eksempel, at det er ubehageligt for mange troende muslimer, der opfatter ord som jihadist og islamist som legitime religiøse termer, at de i dag – blandt andet af medierne – bruges, så de indebærer en generel anklage mod det muslimske samfund.
