Docs & Talks
Docs & Talks er en filmfestival arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Cinemateket og Forum for Film og Formidling.
Festivalen viser dokumentarfilm om globale konflikter og udviklingstendenser efterfulgt af foredrag og debat med DIIS-forskere, instruktører og inviterede eksperter – fra migranter til militærfolk.
Docs & Talks finder sted i Cinemateket i København fra d. 21.- 26. februar 2017.
Der hviler en ro over dokumentarfilmen 'I Am the People'.
Igennem tre år har den franske dokumentarist Anna Roussillon fulgt bonden Farraj og hans familie i en landsby i det sydlige Egypten.
”Her sker ingenting,” siger en af landsbyens beboere, og netop det citat indkredser den følelse, man som seer sidder med gennem store dele af filmen.
Vi bager brød med moren om morgenen, ser tv med faren om aftenen, kommer med i marken, i køkkenet og til frisøren med de to sønner. Det kunne være hvor som helst, men lydene, lyset og de lugte, man næsten fornemmer trænge ud af lærredet, fortæller os, at det her er Egypten.
Og det, der føles som ingenting, er i virkeligheden tre af de mest handlingsmættede år i nyere egyptisk historie, fra vinteren 2010 til efteråret 2013. Fra Mubaraks fald til Morsis sejr til militærets magtovertagelse anført af general Sisi, som i dag sidder på præsidentposten.
I demokratisk børnehave
Film om denne tumultariske periode i Egypten er der lavet flere af. Men 'I Am the People' skiller sig ud. I stedet for at dokumentere den action, som har præget gaderne i Kairo har Anna Roussillon valgt at søge langt væk fra Tahrir-pladsen for at dokumentere folkets reaktioner, der hvor folket er flest. På landet.
Det gør hun godt. Hun taler sproget og kender Farraj og hans familie godt nok til at komme tæt på. Resultatet er en stærkt persondrevet fortælling om Egyptens politiske udvikling.
For i landsbyen følges den politiske udvikling naturligvis også tæt. Hovedpersonen Farraj anskaffer sig en parabol og sidder klinet til skærmen, mens de politiske ledere kommer og går. I starten nærer han en sund skepsis over for de demonstrationer, han på tv’et ser udspille sig i Kairo.
Men hvor nogle af landsbyens beboere holder sig til logikken "man ved, hvad man har, men ikke hvad man får", folder Farraj sig ud som et politisk menneske. Han diskuterer mulige udfald af det kommende præsidentvalg, fordele og ulemper ved kandidaterne og demokratiets muligheder i Egypten. Holdning skifter han flere gange undervejs, og det er der ikke noget galt i, forsikrer han.
”Egypten er stadig i den demokratiske børnehave,” som han kalder det.
Her har vi en af filmens styrker. 'I Am the People' viser os, at det politiske engagement også finder sted langt fra Tahrir-pladsen.
En arketypisk egypter
Befriende er det især, at filmen undgår at falde i den klassiske fælde, hvor forskellen på land og by bliver en forklarende faktor for alt, der ikke fungerer i et land som Egypten. I stedet viser den sympatiske skildring af Farraj, hvordan en sydegyptisk bonde også tager del i den politiske diskussion. Selvom han kun ser Tahrir-pladsen gennem en tv-skærm, er han stadig optaget af sit lands fremtid. Som filmens titel indikerer, er en mand som Farraj måske det nærmeste, man kommer det egyptiske folk: En arketypisk egypter. At bruge ham som spejl for Egyptens udvikling er både klogt tænkt og udført af Anna Roussillon.
Hvis Farraj er arketypen på en egypter, er Egypten arketypen på Det Arabiske Forårs opstand og forfald.
Det var i hvert fald én af pointerne, da Rasmus Alenius Boserup, mellemøstforsker fra DIIS, efter filmen forsøgte at perspektivere fortællingen om Farraj op til en generel fortælling om Det Arabiske Forår – eller det, der kom efter, som han også gør i sin seneste bog ”Efter foråret”.
Her skulle den festival, som 'I Am the People' var en del af, Docs & Talks, stå sin prøve. Kan man supplere en to timer lang dokumentarfilm med et forskningsbaseret foredrag?
Ja, det kan man faktisk godt.
De store linjer
Selvom Anna Rousillons film i sig selv udgør en fin fortælling om Egyptens udvikling, så rejser den også spørgsmål om de store linjer – især for de, som ikke måtte være fortrolige med strukturerne i det egyptiske samfund. Hvorfor gik det sådan, og hvor er Egypten på vej hen? Det er store spørgsmål, som ikke lader sig besvare let, men Boserup indkredsede effektivt nogle vigtige pointer på de små tre kvarter, han havde til sin rådighed.
At Boserup skulle perspektivere til hele regionen virkede dog en anelse for ambitiøst. Det lod til, at forskeren selv var af samme opfattelse, for afstikkerne til Libyen, Syrien, Bahrain og Tunesien blev få. Heldigvis. For bedst blev det, når han holdte sit fokus på Egypten. Som da et spørgsmål om det egyptiske militærs magt blev rejst.
Baggrunden for spørgsmålet var filmens hovedperson Farraj. Han er tydeligvis stolt af, at egypterne med valget af Morsi har fået deres første ikke-militære præsident. Men han er også godt tilfreds, da militæret et år senere vælter samme Morsi og indsætter en militær overgangsregering. Hvordan hænger det sammen?
Fordi man ikke kan skille det egyptiske militær fra historien, nationen, det politiske spil, økonomien, ikke engang fra folket. En fremtid uden militær magt i Egypten er meget svær at forestille sig, forklarede Boserup, da han hen mod arrangementets slutning kastede sig ud i den farlige disciplin at spå om Egyptens fremtid.
Konklusionen fik denne skribent til at se tilbage på en scene fra filmen. ”Lad min søn blive officer” lyder det fra en af kvinderne, adspurgt om, hvad hun håber fremtiden vil bringe.
Et uskyldigt ønske, men også ét, som siger meget om den egyptiske nation, kunne man forstå efter Boserups foredrag.
Hvor filmen fortalte den menneskelige historie, fortalte Boserup den forskningsbaserede og politiske. Begge har sine begrænsninger, men i samspil står de stærkt.
