Klimakriser er blandt verdens ti største trusler på både kort og langt sigt ifølge World Economic Forums årlige globale rapport. Truslerne diskuteres på WEF’s møde, som afholdes i disse dage i Davos. Her stævner 2700 magtfulde deltagere – og heriblandt omkring 100 milliardærer – sammen for at give hinanden og os andre gode råd om, hvordan et udpluk af verdens fortrædeligheder bør tackles.
At flere af deltagerne ankommer i privatfly og lever i sus og dus under opholdet, har selvfølgelig inspireret mange kritiske bemærkninger om mødets og deltagernes hykleri, når de samles for at diskutere blandt andet klima, fattigdom og vækst. Dét er en side af sagen.
En anden og mere alvorlige sag er, at ulighed ikke er på WEF’s liste over de ti vigtigste globale trusler. Stærkt stigende formue- og indkomst-uligheder er derfor heller ikke diskuteret i den globale rapport, ligesom de riges og superriges CO2-forurening forbigås i tavshed.
Men netop de allerrigestes CO2-udslip må begrænses kraftigt, hvis kampen mod den globale opvarmning skal lykkes.
De riges fremmarch
Der er godt og vel 2000 milliardærer i verden, som kan kaldes de superrige. Klimaforureningen for nogle af dem er beregnet nedenfor, men antallet af rige, der forurener, er meget større.
Også på denne måde udgør de superrige kun toppen af kransekagen, hvis øverste lag ellers består af såkaldte ’ultra-high-net-worth individuals’ (UHNW). Det er personer med en nettoformue på over 50 millioner dollar (eller godt og vel 340 millioner kroner). Dem var der 264.200 af i 2021. Mellem 2019 og 2021 voksede deres antal med mere end 50 procent – den største årlige vækst i dette århundrede.
Dertil kommer dollarmillionærer, hvis antal også voksede stærkt. I 2021 var der 62,5 millioner dollarmillionærer – mere end fem millioner flere end året før.
Den rigeste ene procent af verdens befolkning ejer nu ifølge Credit Suisses seneste rapport næsten halvdelen af de samlede globale formuer. De rigeste ti procent ejer 82 procent af verdens samlede formue. Bunden af formuefordelingen, den fattigste halvdel, ejede tilsammen blot én procent af den samlede globale formue i 2021.
Både Credit Suisse og Oxfam kommer i deres eneste rapporter frem til, at Covid-pandemien var en væsentlig årsag til formueulighedernes eksplosion.
Ulighed i forurening er elefanten i rummet
De rige og superrige forurener meget, meget mere, end andre grupper gør.
Chancel og Piketty beregnede, at den rigeste procent af verdens befolkning målt i indkomst udledte 100 gange mere drivhusgas end de fattigste 10 procent fra 1998 til 2013. Verdens værste forurenere – nemlig den ene procent af de rigeste mennesker i USA, Luxemborg, Singapore og Saudi-Arabien – forurenede 2000 gange mere end de 10 procent fattigste i Honduras, Mozambique, Rwanda, Malawi og Zambia.
De 2000 superrige, som kun udgør en lille del af den ene procent, som Chancel og Piketty fokuserede på, forurener endnu mere – både gennem det, de investerer i, og det de forbruger. Data på, hvor meget de forurener i deres ”dagligdag,” er desværre mangelfulde. Superriges besiddelser af huse, yachter og fly – for blot at nævne tre forureningskilder – skal der graves længe for at finde frem til.
Tallene nedenfor, som langt fra har alle livsstilsforureninger med, kommer fra et nyt antropologisk studie, hvor forsøget er gjort. Tabellen viser livstilsforureningen for nogle af de superrige deltagere i dette eller tidligere års Davos-møder.
| Vigtigste kilde til rigdom | Skønnet formue, 2018 (milliarder, USD) | Skønnet Forurening (tons, CO2e) | |
| Jeff Bezos | Stifter, Amazon | 112,0 | 2224 |
| Michael Bloomberg | Massemedier, politiker | 50,0 | 1781 |
| Bill Gates | Medstifter, Microsoft | 90,0 | 7493 |
| Elon Musk a) | CEO, Tesla og SpaceX | 19,9 | 2084 |
| Eric Schmidt | Tidligere CEO, Google | 13,4 | 3186 |
Den største forurener blandt de superrige, Roman Abramovich, var ikke inviteret med til Davos på grund af krigen i Ukraine. Den russiske oligark, stålmagnat og tidligere ejer af fodboldklubben Chelsea råder blandt andet over en specialbygget Boeing 767 til eget brug. Hans formue er omkring elleve milliarder dollar, hans livsstilsforurening på 31.199 tons CO2e.
Til sammenligning udledte en person omkring seks tons drivhusgasser i 2019. Verdens fattigste halvdel udledte i gennemsnit kun 1,4 tons drivhusgasser per person. Det vil med andre ord tage en gennemsnitsborger godt 5000 år at forurene lige så meget, som Abramovich gør på et enkelt år.
Til de riges livsstilsforurening skal lægges udslip fra deres investeringer. De udgør omkring 70 procent af det samlede udslip fra den rigeste procent og er steget relativt hurtigt siden begyndelsen af 1990’erne. Det skyldes, at den rigeste procent har investeret mere i forurenende virksomheder siden da, og at ejerskab af sådanne virksomheder er blevet mere koncentreret.
For de superrige er uligheden endnu mere absurd. Gennem forbrug og investeringer udledte hver af de 125 milliardærer, som Oxfam har undersøgt i rapporten Carbon Billionaires, i gennemsnit lige så meget CO2 som 1,8 millioner køer årligt.
Udskamning og konkrete statslige indgreb
I den offentlige debat om klimakrise og klodens opvarmning er fokus ofte på frygten for, at befolkningstilvækst og stigende forbrug blandt verdens fattigste vil forværre fremtidens udledning af drivhusgasser.
Debatten føres også tit på basis af gennemsnitstal for forurening fra lande, sektorer og befolkninger. På den måde drukner de riges og superriges enorme bidrag til global opvarmning. De forværrer klimakrisen, men har personligt midlerne til at undgå dens konsekvenser. Det skal der gøres noget ved hurtigst muligt. To strategier er vigtige: Udskamning og beskatning.
De rige og superrige er typisk meget synlige i TV, sæbeoperaer, glittede blade, sociale medier, i kulturlivet, forretningsverdenen og politik (selv om vi ved meget lidt om deres sociale netværk). Denne eksponering gør mange af dem sårbare overfor offentlig udskamning.
Både afsløringer af rige og magtfuldes seksuelle misbrug og insiderhandel på Wall Steet har vist sig at være effektive. Afsløring af absurd klimaskadeligt overforbrug kan måske have samme virkning, især hvis bekymringerne om klimakrisens virkninger breder sig blandt borgere verden over – og selv blandt nogle af mødedeltagerne i Davos.
I forslag til hvordan klimafonde til at bekæmpe klimakrisen skal finansieres, er bidrag typisk udregnet på basis af landenes eller gruppers gennemsnitlige indkomster eller CO2-udledninger. Oxfam foreslår for eksempel, at højere indkomster og formuer beskattes meget hårdere end i dag.
Chancel og Piketty foreslår en mere klimafokuseret finansieringsmodel. Den sigter på de rige og superrige forurenere og går ud på, at det er de mest forurenende individer, der skal finansiere en global klimafond til bekæmpelse af klimakrisen (eller betale ”loss and damage”). Betalingen kan afhænge af, hvordan – eller hvor meget – den enkelte forurener.
Under alle omstændigheder er der ingen vej udenom, hvis den globale opvarmning skal begrænses, og dens ødelæggelser skal repareres. Davos-folket skal til lommerne.
En afgift på 1.000 kroner for alle business class-flybilletter og 150 kroner for alle økonomi-klasse billetter ville således skaffe de godt 100 milliarder kroner årligt, som klimatilpasningen ville koste ifølge Chancel og Pikkettys udregninger fra 2015.
En anden finansieringsmodel for klimafonden er baseret på et generelt ’forurener betaler’-princip. Bidraget skal stige, jo mere en person forurener over det gennemsnitlige globale udslip, eller betales af de ti procent mest forurenende (der udleder mere end 2,3 gange verdensgennemsnittet), eller finansieres af den ene procent mest forurenende (individer, der udleder mere end godt 9 gange verdensgennemsnittet).
Valget er politisk og afhænger af den udvikling i beskatningen af forurening, der kan skaffes opbakning til.
Under alle omstændigheder er der ingen vej udenom, hvis den globale opvarmning skal begrænses, og dens ødelæggelser skal repareres. Davos-folket skal til lommerne.
