Luka Kuol
Luka Kuol, ph.d. er Professor of Practice for Security Studies hos Africa Center for Strategic Studies, lektor i økonomi på universitetet i Juba, Sydsudan, og global fellow på Peace Research Institute Oslo (PRIO), Norge. Han er medforfatter til bogen ’ The Struggle for South Sudan: Challenges of Security and State Formation’.
Grænsen mellem Sudan og Sydsudan skal genåbnes efter 11 år. Det er resultatet af den aftale, de to lande indgik i august, og som skal sætte punktum for det lange dødvande.
Udmeldingen afspejler, hvordan de to lande er uløseligt afhængige af hinanden. Begge har lidt økonomisk som følge af grænsens lukning.
Den officielle grænse mellem Sudan og Sydsudan blev en realitet med Sydsudans selvstændighed i 2011. Et år senere udbrød der krig mellem de to lande over det omstridte olierige område Panthou/Heglig, som ligger ved grænsen, hvilket var årsag til, at grænsen lukkede, og den frie bevægelighed mellem de to lande blev afbrudt.
Lukningen var ødelæggende for begge lande. Sydsudan har ingen kyst og er afhængig af at kunne eksportere sin råolie gennem Sudan; Sudan var afhængig af gebyrer fra Sydsudans olieeksport og eksport af forbrugsvarer til Sydsudan.
Tidligere bestræbelser på at åbne handelen mellem de to lande er mislykket. Forskellen denne gang er, at aftalen specificerer, hvilke fire grænseovergangssteder der skal åbnes. Det drejer sig om Jebeleen-Renk, Meriam, Buram-Tumsah og Kharsana-Panakuac. Aftalen har også fastlagt en tidslinje for implementeringen.
Beslutningen om at tillade handel over grænsen vil sandsynligvis blive godt modtaget, især af de samfund, der bor langs grænserne. Åbningen af handelsforbindelserne vil give økonomiske fordele såsom jobskabelse, give folk mere at leve af og bidrage til fødevaresikkerhed, ligesom det forventes, at det vil fremme fred og sociale relationer mellem samfund, der bor i grænseområderne.
Ikke desto mindre står grænsehandlen over for enorme udfordringer blandt andet i form af unødvendige skatter, administrative barrierer og udbredt korruption ved grænsen. De udfordringer skal der tages hånd om.
Der skal være politisk vilje, og passende makroøkonomiske tiltag skal gennemføres. Disse omfatter bedre forvaltning, forbedring af vilkårene for handel og økonomisk diversificering samt udformning og implementering af nye tiltag for den private sektor.
Endelig skal der sikres institutionel kapacitet, der kan muliggøre bilateral handel og styrke den private sektor.
Den skrøbelige historie
Selve grænsen mellem Sudan og Sydsudan er ikke præcis afmærket eller defineret.
Sudans fredsaftale fra 2005 – the Sudan Comprehensive Peace Agreement – beskrev mekanismer for grænsedragning og afmærkning af grænserne, men processen mislykkedes, fordi de involverede parter ikke kunne nå til politisk enighed om de omstridte grænseområder.
Den direkte årsag til konflikten over grænserne kan i høj grad tilskrives, at man accepterede at bruge den britiske kolonigrænse fra 1956 som reference. Men denne grænse blev draget tilfældigt af den britiske kolonimagt, hvilket betød, at forsøgene på at etablere en ny grænse mellem de to stater kom dårligt fra start.
I alt 11 stater ligger i grænseområdet; fem i Sydsudan og seks i Sudan. Her bor omkring halvdelen af befolkningen i de to lande.
Før Sydsudans løsrivelse var beboerne i landdistrikterne i disse 11 stater afhængige af fri handel – primært med landbrugsprodukter – og bevægelse på tværs af disse grænser [mellem staterne]; det sidste gjorde især kvæghyrdesamfundene brug af.
Området omkring grænsen ligger der, hvor Saharaørkenen begynder, og størstedelen af de grønne områder befinder sig i det nuværende Sydsudan. Det er også i grænseområdet, at langt de fleste oliefelter ligger.
Da Sydsudan løsrev sig, endte de fleste oliereserver og græsningsområder i området på den nye nations territorium og Sudan mistede derfor disse strategiske ressourcer. Krigen mellem de to lande brød ud i 2012 over det omstridte olierige grænseområde Panthou/Heglig, hvilket førte til lukningen af grænsen og satte stop for den frie bevægelighed.
Blandt de hårdest ramte var sudanesiske kvægnomader – anslået en million husstande. Deres liv blev forstyrret og begrænset, da de var afhængige af sæsonbestemt migration til Sydsudan i den tørre sæson for at finde græsgange og vand til deres dyr.
Begge lande led enorme tab på olieindtægter. Sydsudan blev særlig hårdt ramt, fordi det er fuldstændig afhængigt af indtægter fra olie og eksport af sin råolie gennem Sudan.
Sudan tabte også. Lukningen af grænsen betød, at landet smed sin strategiske og konkurrencedygtige handelsposition over for Sydsudan væk og mistede loyale sydsudanesiske forbrugere, der var vant til produkter fra Sudan.
På trods af den lukkede grænse udtænkte handelsfolk og arabiske kvægnomader måder og mekanismer for at sikre handel og bevægelighed. Den Afrikanske Union blev også involveret og formidlede en aftale om “bløde grænser” mellem de to lande. Dette resulterede i, at der blev underskrevet en aftale i 2012.
Aftalen gav borgerne i begge stater mulighed for at nyde godt af fire friheder: ”opholdsfrihed, fri bevægelighed, fri økonomisk virksomhed og fri erhvervelse og afhændelse af fast ejendom”.
Men den blev aldrig til noget på grund af manglende politisk vilje, skrøbelig legitimitet og den kortsigtet politisk beregning fra den politiske elite i de to lande.
I 2019 begyndte situationen at vende efter den folkelige opstand i Sudan, der fortrængte et af de mest autokratiske regimer i Afrika. Det åbnede nye muligheder for forbindelser med Sydsudan, herunder de “blødere grænser”.
Det nye politiske miljø blev yderligere hjulpet af den nye ledelse i Sudan under premierminister Abdalla Hamdok. Som erfaren økonom forstod han den strategiske betydning af at genoplive de “bløde grænser” og få grænsespørgsmål løst.
Sydsudans præsident, Salva Kiir, spillede også en afgørende rolle i at opbygge tillid og muliggøre mæglingen af fredsaftalen med Sudan.
De sidste skridt
De to lande er desuden blevet enige om at nedsætte flere arbejdsgrupper, der skal løse det vanskelige spørgsmål om Abyei-områdets status. Abyei ligger på tværs af grænsen, og da det er rigt på olie, er det ikke kun økonomisk eftertragtet af begge lande, det er også afgørende for stabiliteten i grænseområdet.
Problemet bør være til at løse. Den Afrikanske Union er kommet med en løsning, ved at foreslå at området erklæres for en økonomisk zone uden grænser.
De to lande kan også blive nødt til at overveje de fire friheder, der blev fastsat i grænseaftalen fra 2012 – “opholdsfrihed, fri bevægelighed, fri udveksling af økonomisk virksomhed og fri erhvervelse og afhændelse af fast ejendom”.
Dette kan føre til en fremtidig økonomisk integration de to lande imellem.
Den originale udgave af denne artikel er udgivet af The Conversation under Creative Commons-licens. Forfatteren har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.
