Daniel W. Drezner er professor i international politik ved Tufts University og medvært på ‘Space the Nation’-podcasten, der kombinerer politisk teori med science fiction-klassikere.
Det 21. århundredes politiske tænkere har aldrig været bange for at bruge deres begrebsapparater til at analysere store popkulturelle fænomener. Tænk bare på din favorit- fiktionsverden – Harry Potter, Battlestar Galactica, Ringenes Herre, Game of Thrones, Star Trek eller Star Wars – og politiske teoretikere har skrevet en bog om det. Der er hele podcasts dedikeret til krydsfeltet mellem statskundskab og science fiction. Rygtet siger endda, at et eller andet tågehorn har skrevet en lærebog i internationale studier om zombier.
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
Seneste tilføjelse til denne populærvidenskabelige genre er ‘The Politics of the Marvel Cinematic Universe’, en bog fra University Press of Kansas, der er redigeret af Nicholas Carnes, professor i offentlig administration og politisk videnskab ved Duke University, og Lilly Goren, institutleder for historie, statsvidenskab, og religionsvidenskab ved Carroll University.
Selv blandt flagskibe som Star Wars og Harry Potter kan Marvel Cinematic Universe (MCU) påberåbe sig hegemoni i popkulturens univers. Otte af de 25 mest indtjenende film nogensinde er Marvel-film. Det er flere, end Star Wars, Harry Potter, Jurassic Park og DC Extended Universe kan prale af tilsammen. I 2021 afslørede en Statista-undersøgelse, at 82 procent af amerikanske voksne mellem 18 og 34 år havde set mindst én MCU-film.
Spider-Man og Avengers
For de læsere, der har brugt mere opmærksomhed på latinamerikansk politik eller uro i Mellemøsten end superhelte i de seneste år, kommer her en hurtig introduktion.
MCU har sin oprindelse i Marvel-tegneseriehæfterne, der blev skabt af koryfæerne Stan Lee, Jack Kirby og Steve Ditko. De producerede en række superhelte designet til at konkurrere med DC Comics’ mere etablerede Superman, Batman og Wonder Woman. Marvels mere menneskelige og upolerede superhelte spænder fra X-Men over Fantastic Four til Spider-Man og Avengers.
Siden debut-hittet ‘Iron Man’ i 2008 har Marvel Studios udgivet flere end 30 film – ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ er lige udkommet som nummer 31 – omkring 20 tv-shows og en række kortfilm og særudgivelser.
MCU inkluderer alt fra konspirationsthrillere (‘Captain America: The Winter Soldier’) til komedier (‘Guardians of the Galaxy’) og afro-futurisme (‘Black Panther’). Universet er også kendt for vittige referencer filmene imellem samt plots og gæsteoptrædener, der gør hver karakter til en del af et større, fælles univers.
Marvel, som blev købt af Disney i 2015, har haft mere succes med dette projekt end rivalen DC. Sidste år lancerede Warner Bros. en 10-års plan for at modellere DC’s udvidede univers efter Marvel’s.
Populærkultur som lokkemad
Med store kræfter følger store forventninger… til en populærvidenskabelig antologi, og ‘The Politics of the Marvel Cinematic Universe’ fylder da også mere end 400 sider. Når de er bedst, bruger bøger som Carnes’ og Gorens populærkulturen til at invitere nye læsere ind og derefter den politiske teori til at vise, hvad der giver det popkulturelle værk sit liv.
Selvom der kun kræves et overfladisk kendskab til Marvel-universet for at forstå materialet, vil jeg anbefale læsere at have en vis fortrolighed med politisk teori. Som en af mine redaktører udtrykte det:
“Forskellen mellem statskundskab og Marvel er, at det ene er et fantasiunivers, der primært er opfundet i 1960’erne med rødder i Anden Verdenskrig – og det andet har Spider-Man.”
Carnes og Goren organiserer deres antologi omkring tre emner: sociopolitiske spørgsmål i superheltenes oprindelseshistorier, regeringernes rolle i MCU og historiske ændringer i repræsentation, altså hvem der kan blive en superhelt.
I deres introduktion bemærker de to professorer, at “MCU kan være med til at drive samtidens politiske og sociale strømninger, men at MCU også selv kan være drevet af de samme kræfter.” Man kunne fremføre samme pointe om politologiske analyser af MCU.
Ikke alle afkroge af MCU-universet får samme behandling i bogen. I skrivende stund er der tilsammen syv film og ét tv-show, der dækker Thor og Ant-Man, men de refereres kun sparsomt i bogen. Bogen bruger også tid på mere Netflix-shows som Jessica Jones, der er målrettet et mere modent publikum. Ligesom resten af MCU-fanskaren har bogens skribenter taget den fornuftige beslutning at lade som om, ‘Iron Fist’-serien aldrig har eksisteret.
Black Panther var nyskabende
Politologer har klare favoritter i MCU. Der er for eksempel flere kapitler viet til det politiske aspekt i ‘Black Panther’. Men det er ingen overraskelse – Allison Rank og Heather Pool påpeger i deres kapitel det imponerende i “at Ryan Cooglers storfilm formår at rejse så vigtige spørgsmål samtidig med, det er en hæsblæsende actionfilm”. Captain America, Jessica Jones, Captain Marvel – der inspirerede Carnes og Goren til at lave bogen – og Agent Carter får allesammen også flere kapitler.
‘The Politics of the Marvel Cinematic Universe’ tilbyder store og små lektioner om forholdet mellem MCU og politik. Flere bidragydere går kvantitativt til forskellige politiske aspekter af MCU. For eksempel understreger politolog Ora Szekelys kapitel, at ‘Black Panther’ ikke kun var en nyskabende film, fordi dens hovedperson var mørk, men også fordi den havde en større andel af kvindelige karakterer end nogen anden MCU-film. Bethany Lacinas kapitel viser mangfoldigheden blandt MCU’s publikum:
“Farvede mennesker udgør størstedelen af MCU’s atten-til-fireogtyve-årige publikum,” skriver hun.
Bogens mere konceptuelle argumenter er også interessante. Flere forfattere påpeger, at centrale MCU-superhelte (som Black Panther, Captain America og Thor) har oprindelseshistorier med rødder i nationale interesser og legemliggør ifølge Goren “en slags blid, nostalgisk nationalisme.” Flere kapitler forbinder superheltenes enestående rolle i deres fiktive samfund med spørgsmål fra den virkelige verden om nødretstilstande og suverænitet.
Christopher Galdieris kapitel skitserer, hvordan og hvorfor Captain America – et menneske, der er så værdigt, at han kan løfte Thors hammer, Mjølner – forkaster det ellers så amerikanske ideal om udvildig, institutionaliseret kontrol af hans overvældende magt. Hele handlingen i ‘Captain America: Civil War’ kredser om heltens modvilje over for ideen om, at Avengers – et all star-hold af Marvel-superhelte – skal underkaste sig politisk tilsyn og kontrol.
Er det ok at udslette halvdelen af alt liv?
Bogens skribenter er ikke altid enige i deres fortolkninger af MCU. De to kapitler om klima- og miljøspørgsmål er for eksempel uenige om, hvorvidt superskurken Thanos gjorde ret i at udslette halvdelen af alt liv i universet for at sikre klima-bæredygtighed i galakserne.
Flere forfattere begræder også objektiveringen af MCU’s kvindelige superhelte. Kristin Kanthak hævder, med blot en antydning af overdrivelse, at:
Vi kræver, at Captain Marvel besejrer Thanos helt egenhændigt, samtidig med hun holder huset rent, børnene mætte og ser dødsexet ud.
Men Daniel Cassinos undersøgelse af maskulinitet i MCU antyder et andet perspektiv: “De mandlige superhelte, vi ser, er imponerende muskuløse og ikke blege for at vise sig frem. Faktisk er et af de mere progressive aspekter i MCU tendensen til at seksualisere mandekroppen fremfor kvindekroppen.”
Cassinos gennemgang af Captain Americas karakterudvikling demonstrerer også MCU’s overraskende nuancerede bud på maskulinitet. Arketypen for superhelte er overfladiske og muskuløse mænd, der tæsker sig frem til sejr. Men i MCU er der også omkostninger ved volden: Iron Man lider af PTSD og Thor af depression. Captain America klarer sig tværtimod bedre, fordi han får et mere rummeligt syn på maskulinitet, efter han rådgiver og trøster overlevende fra superheltenes altødelæggende kampe i forskellige metropoler.
Hvor er de almindelige mennesker?
Til trods for hvor omfangsrig ‘The Politics of the Marvel Cinematic Universe’ er, ville jeg stadig ønske, at den var længere – for bogen udelader nogle fascinerende politiske spørgsmål, som MCU rejser. Overraskende nok var der ingen længere diskussion eller debat om, hvordan en superhelt adskiller sig fra en selvtægtsmand. (Det kan måske forklare, hvorfor Spider-Man, Daredevil og Punisher ikke fylder ret meget.)
En anden tendens, der ikke rigtigt bliver analyseret, er, hvordan universets almindelige mennesker støt forsvinder fra fortællingen. De fleste tidlige MCU-film handler om, hvordan en superhelt håndterer deres nye kræfter, samtidig med de balancerer forholdet til venner og familie. Men da MCU nåede til ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Avengers: Endgame’ i 2018 og 2019, var stort set alle hovedpersonerne superhelte.
Som Carnes bemærker i sit kapitel, fylder den amerikanske regering også mindre og mindre, efterhånden som MCU-filmene skrider frem. Men det giver mening, at de politiske aspekter kommer til at fylde mindre i MCU, når alle karakterer med replikker efterhånden er superhelte, og almindelige jordbundne institutioner forsvinder fra lærredet.
Den største mangel i Carnes og Gorens bog er fraværet af udenrigspolitiske temaer. De fleste af kapitlerne beskæftiger sig med spørgsmål om amerikansk indenrigspolitik eller politisk teori. Stephen Saidemans diskuterer i sit kapitel civile-militære relationer, men derudover er der meget lidt omtale af traditionelle udenrigspolitiske spørgsmål.
Det skyldes dog ikke mangel på relevant materiale. Spørgsmålet om, hvorvidt Black Panthers Wakanda er en isolationistisk supermagt, fortjener for eksempel grundigere udforskning. Hvordan stormagtspolitik på Jorden vil ændre sig efter fremkomsten af udenjordiske civilisationer som Skrulls eller Kree, virker også som et vigtigt emne. For slet ikke at nævne spørgsmålet om, hvilken effekt tidsrejser vil have på at danne sunde, langvarige relationer til andre mennesker.
Måske er det mest ironiske ved MCU, at efterhånden som universet er blevet mere repræsentativt og mangfoldigt, er det også blevet drænet for de politiske institutioner, som også findes i virkeligheden. Med andre ord ligner MCU mere og mere den virkelige verden – på alle andre måder end den politiske.
Artiklen er oprindeligt udgivet på Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.
