Marianne Mosebo er adjunkt ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole med speciale i det internationale kriseberedskab.
Ukraine-fonden skal sikre fortsat militær og civil støtte til Ukraine, fordi vi i fremtiden skal ”stå på den rigtige side af historien”, som det blev nævnt flere gange under dagens pressemøde.
Problemet er blot, at det også er vigtigt at sikre de humanitære principper i vores fremtid for at stå på den rigtige side af historien, og det bliver udfordret, hvis vi inkluderer vores humanitære støtte i de bidrag, som kommer fra Ukrainefonden. Og så risikerer vi alligevel at stå på den forkerte side af historien i fremtiden.
Udfordring af de humanitære principper
De humanitære principper om neutralitet, upartiskhed, medmenneskelighed og uafhængighed bliver udfordret i det øjeblik, at pengene går så målrettet til den ene part i konflikten. Udviklingsminister, Dan Jørgensen (S), er i dagens pressemøde også meget opmærksom på at sige, at vi bevæger os væk fra at bidrage til humanitære indsatser og i stedet bidrager til udvikling.
De andre parti-repræsentanter derimod har intet problem med at nævne humanitære indsatser under Ukrainefondens rammer. Det kan være meget bevidst, eller det kan være udtryk for den norm blandt politiske aktører, hvor humanitære indsatser og udviklingsindsatser behandles som synonyme.
Problemet er, at de to typer indsatser ikke er synonyme, fordi den ene – udvikling – betinges af at være politisk, ligesom militær støtte er det, mens humanitær støtte betinges af at være apolitisk. Og mon ikke det er den forskel, som Dan Jørgensen er meget klar over, når han specifikt taler for at bevæge sig mod udvikling.
Fonden skal støtte Ukrainere. Det står helt klart. Det betyder for det første, at de her penge ikke skal gå til andre mennesker ude i verden, der har behov for det, eftersom 1,2 milliarder til finansiering af fonden går fra udviklingsbistanden. Det er ikke fokus lige her.
Her er fokus, at de i hvert fald heller ikke skal gå til andre parter i krigen, som ikke er ukrainere, og de parter har faktisk ret til det under international humanitær lovgivning.
Vi skal værne om humanitær lov, selvom Rusland ikke gør
Humanitære aktørers handlerum og handlegrundlag betinges af at være apolitiske. Det er neutraliteten, upartiskheden, uafhængigheden, der sikrer, at humanitære aktører kan yde livsgivende stæøtte til alle mennesker, der ikke tager part i konflikter (civile) eller ikke tager part i konflikten længere (sårede eller på anden vis eks-kombattanter).
Dette handlerum sikres i Geneve-konventionen som en del af Krigens Regler med argumentation i fælles menneskelighed. Det er disse principper, som sikrer at man for eksempel kan skabe humanitære korridorer midt i krigszoner, der kan få hjælp ind og folk ud.
Her vil polemikeren argumentere for, at Rusland ikke overholder Krigens Regler og ikke har gjort det i Ukraine, og derfor har sårede russere eller russiske eks-kombattanter heller ikke krav på den konventionssikrede ret.
Sagen er bare den, at de humanitære principper ikke er noget man kan skalte og valte med efter politisk forgodtbefindende. De skal sikre, at vi gang på gang i fremtiden i alle verdens brændpunkter kan stå på den rigtige side af historien.
Det er de humanitære principper, der for eksempel sikrer, at vi kan gå ind og hjælpe folk, hvis despotiske regeringer ikke mener deres befolkninger, eller dele af deres befolkninger, har ret til livsgivende støtte.
Pointen er ikke, at Ukrainefonden ikke er en god ide, men at den skal gøre det, den kan, og så skal vi yde støtte til den humanitære indsats udover det.
Behov for humanitær indsats består – og skal finansieres for sig
Problemet er, at der er behov for humanitær støtte i kontekst af Ukraine-krigen stadigvæk – også under rammen af Krigens Regler og de humanitære principper. Hvis dansk bidrag til den støtte kommer fra Ukrainefonden, så kan danske humanitære aktører ende med at befinde sig i et begrænset handlerum i forhold til det apolitiske mandat de har.
På det politiske niveau kan det betyde, at vi risikerer at miste troværdigheden i vores argumentation for at handle i fremtidige humanitære katastrofer, hvor der er politiske aktier på spil – og derfor kan vi ende på den forkerte side af historien i fremtiden.
