Højt spil i Gobi – anden del

Vi er taget med firehjulstrækker til den sydlige del af Gobiørkenen for at finde ud af, hvordan det er at leve tæt på nogle af de store råstofminer, som er etableret i ørkenen. Målet for vores 450 km lange køretur fra hovedstaden Ulaanbaatar er Mongoliets største råstofmine, Oyu Tolgoi.

Undervejs kommer vi også forbi kulminen Tavan Tolgoi, som ligger ved en af verdens største kulforekomster, og koksforarbejdningsanlægget Energy Ressources LLC. De to sidstnævnte anlæg ligger omkring 15 km sydvest fra den lille by Tsogttsetsii.

En af nomaderne, vi møder i området omkring Tavan Tolgoi-minen, hedder Nergui. Han og hans familie opholder sig overraskende nok stadig i deres vinterlejr, som består af fire ger’er (mongolernes runde filttelte) og en stor indhegnet dyrefold, der kun er i brug om vinteren. Familien har 500 dyr – geder, får, heste og kameler.

Hos Nergui

Nergui byder indenfor i den ene ger, og hans kone Oyurchuluun serverer te med kamelmælk. Familien består udover ægteparret af deres to teenagebørn på 16 og 17 år samt Nerguis gamle far Davaanyam.

Snakken i ger’en falder hurtigt på vand.

”Gobi er en varm region, og derfor er vand et vigtigt emne,” siger Nergui og fortsætter:

”Lige nu har vi masser af vand, fordi det for nyligt har regnet. Vi henter vand til dyrene fra en lille brønd i nærheden, men indimellem oplever vi, at brønden tørrer ud. Om vinteren må vi ofte gå 5 km efter vand, fordi der ikke er vand i brønden. Måske udtørrer brønden, fordi vi er mange familier, der deles om den? Eller også har vi flere perioder uden regn end tidligere? Måske er kulminens store vandforbrug skyld i, at vi ikke har vand nok?”

Familien oplever som andre nomader i området, at familiens geder har kulstøv i lungerne.

”Når vi slagter gederne ser vi, at de har plettede lunger. Det er kulstøvpartikler fra Tavan Tolgoi-minen. Jeg ved, at 90 km herfra har dyrene rene lunger, så det er tydeligt, at vi har meget kulstøv her,” siger Oyurchuluun, og tilføjer, at familiens medlemmer ikke selv mærker til problemer med deres lunger.

Nergui og hans familie er ved at gøre klar til at tage videre nordpå resten af sommeren for at finde egnede græsgange til deres 500 dyr. I området omkring vinterlejren er der mangel på græsningssteder, bl.a. på grund af at meget vegetation er ødelagt af øget lastbiltransport på steppen og udenfor de etablerede veje. Transporterne kører med forsyninger til Tavan Tolgoi-minen.

Trængsel på steppen

Nergui fortæller, at familien oplever større trængsel på steppen end tidligere. Det går ud over vegetationen, som dyrene skal leve af. Hvor biltrafikken før gik via tre etablerede landeveje, findes der i dag hjulspor mange forskellige steder på steppen. Hovedvejen er en dårlig asfalteret vej, som tunge lastbilstransporter med forsyninger af fødevarer og andre varer til minen fravælger til fordel for en genvej direkte over steppen. Undervejs ødelægger transporterne meget på deres vej, ikke mindst ørkenens lave vegetation med planter, græs og småbuske. Dermed tvinges nomaderne væk fra området, da de bliver nødt til at finde andre græsgange til deres dyr.

”Grunden til at vi er i vores vinterlejr er, at vi er for mange familier i området. Alle forsøger ligesom os at finde gode græsgange til dyrene. Nu er planen, at vi en af dagene tager omkring 45 km nordpå for at finde en sommerplads,” siger Nergui.

Udover steppetrafikken er traditionelle græsningssteder over tid blevet inddraget ved etableringen af råstofminer og tilhørende anlæg, som ofte optager enorme arealer. Et anlæg som Oyu Tolgoi 100 km længere sydpå optager omkring 80 km², hvilke svarer til arealet af Rold Skov. Minernes placering på ørkensteppen er medvirkende til at nomaderne presses væk fra deres traditionelle pladser.

Sammen med andre af områdets nomader har Nergui holdt møder med lokale byrådsmedlemmer. Nomaderne har bl.a. klaget deres nød over de uregulerede transporter over steppen og den deraf ødelagte vegetation. Nomaderne mærker ikke, at politikerne bringer deres indsigelser videre, hvorfor de ikke føler, at der sker noget. Hvad angår Tavan Tolgoi-minen kender familien ikke meget til dens aktiviteter, og familien får ingen form for kompensation for hverken ødelagte græsgange, kulstøvsgener eller vandmangel.

”Når vintrene er hårde, forærer mineselskabet os hø til dyrene. Derudover har vi ikke kontakt til minen, og vi ved ikke, hvad den egentlig laver, eller hvor mange der arbejder der,” siger Nergui.

Et skrøbeligt økosystem

Vi forlader Nergui og hans familie for at gøre holdt for natten i Tsogttsetsii. Næste morgen fortsætter turen 100 km i sydøstlig retning mod byen Khanbogd, der har omring 7.000 indbyggere, og som er nærmeste by til guld- og kobberminen Oyu Tolgoi. Turen går via tydelige hjulspor, der er kørt godt til på steppen af mange bilkørsler – ikke som de førnævnte lastbilchaufførers enlige hjulspor på kryds og tværs over steppen.

​​​

I Gobi er der meget vind, så landskabet er groftslebet af småsten og sand, som hele tiden omformer terrænet. Steppevegetationen er sparsom med små vejrbidte vækster, stride græstotter og enkelte blomster. Klimaet er ekstremt. Om sommeren kan det blive op til 40 °C varmt, og om vinteren kan termometret vise temperaturer helt ned til -40 °C. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger lige under frysepunktet. Med en årlig nedbørsmængde på kun 76 mm er vand en sparsom ressource i ørkenen.

Selvom Gobi er et barsk område med meget store temperaturforskelle og en stærkt begrænset nedbør, lever her mange vilde dyr som bl.a. sorthalede gazeller, ulve, brune bjørne og sneleoparder side om side med nomadernes husdyrflokke af baktriske kameler (heraf er nogle også vilde), heste, geder og får. Hovedparten af dyrene lever bl.a. at vegetationen på steppen. Når regnen udebliver eller mennesket interagerer i form af fx tung transport på steppevegetationen eller udledning af kulstøv fra kulminer, skaber det ubalance i ørkenens økosystem. Økosystemet i en ørken er særligt sårbart pga. de ekstreme klimatiske forhold, der ved de mindste ændringer hurtigt slås i stykker og dermed ændrer leveforholdene drastisk for planter, dyr og mennesker.

Det gør ondt at sige nej

Omkring 15 km fra byen Khanbogd og 19 km sydøst for Oyu Tolgoi standser vi bilen ved et lille murstenshus. Ud af huset træder ægteparret Enkhbayar og Nasanbat, som tidligere plejede at flytte i sommerlejr med deres dyr, men som denne sommer har besluttet sig for at blive i huset. De har ligesom nomaden Nergui 500 dyr, som også fordeler sig på geder, får, heste og kameler.

Familien har boet her i over 10 år og har mærket, at der er sket store forandringer, siden de kom hertil. Forandringerne skyldes hovedsaligt Oyu Tolgoi-minen, der begyndte at udvinde råstoffer i 2013 fra et åbent brud. Et kæmpemæssigt lukket brud i 1.300 meters dybde er under etablering. Ouy Tolgoi ligger 80 km nord for grænsen til Kina, som er hovedaftager af minens råstoffer, der udover guld og kobber også bl.a. består af sølv og molybdæn.

Der skal enorme mængder vand til råstofudvinding. Oyu Tolgoi tager som landets største mine vand fra naturlige vandløb, som mineselskabet i flere tilfælde har fået rettet ud og ledt direkte til minen. Dette giver nomaderne og deres dyr store problemer, da de bruger de samme kilder til vandforsyning.

”Vi er heldige, for vi har en håndgravet brønd 500 m fra vores hus, hvor der både er vand til husholdningen og til dyrene,” siger Enkhbayar, da vi har sat os ind i husets stue, hvor også familiens yngste datter og et 5-årigt barnebarn opholder sig.

Familien mærker konsekvenserne af minens vandforbrug, selvom de bor relativt langt derfra. Minen ligger for enden af en flod, som for tiden er udtørret, og minen bruger af det samme grundvand, som familien henter vand fra. Vandstanden er mærkbart sunket.

”Niveauet er fint, når det har regnet, men i tørre perioder er der vandknaphed. Så må vi bede andre familier i området om ikke at bruge vores brønd. Det er meget usædvanligt for mongoler ikke at deles om ressourcerne, så det gør ond at sige nej,” siger Enkhbayar.

Hegn og asfalt på steppen

Ud over vandproblemer oplever familien også store gener pga. et pigtrådshegn, som mineselskabet har sat op omkring det 80 km2 store mineareal. Hegnet betyder, at nogle nomader skal gå enorme omveje for at sætte deres dyr på græsarealerne, de traditionelt bruger.

”Vi bliver tvunget til at gå en omvej på 50-60 km for at tage dyrene om på den anden side af hegnet, så vi kan komme til vores græsgange. Hegnet er meget i vejen, og mange familier er flyttet fra området i de 10 år, vi har boet her. Jeg kender også naboer, som helt har opgivet at holde dyr og som er flyttet ind i byen,” fortæller Enkhbayar.

Et andet problem med hegnet er, at mange dyr begynder at gå langs hegnet, når de græsser og søger efter vand. Når nomaderne skal hente dyrene om aftenen, er de ofte gået langt væk. Om foråret, hvor dyrene er svage, har nomaderne undtagelsesvis fået tilladelse af mineselskabet til, at dyrene kan blive lukket ind gennem en port i hegnet og græsse på mineområdets åbne græsområder.

En tredje gene for familierne i området er, at mineselskabet har anlagt asfalterede veje for hurtigere at kunne transportere råstofferne til Kina. Først havde nomaderne forbud mod at køre på de asfalterede veje, men i dag har de fået tilladelse til at benytte dem. Den tunge lastbiltransport skaber uro blandt dyrene, og nogle ender med at blive kørt ned, når de krydser vejene.

Generne fra minen, som nomaderne oplever, er mindst lige så ødelæggende for områdets unikke biodiversitet og sårbare økosystem. To naturbeskyttede områder ligger tæt på Oyu Tolgoi-minen. Hegnet stopper også større vilde dyr for at passere området frit. Desuden ligger der inde på minearealet enorme affaldsbjerge af restprodukter fra udvindingen af råstoffer. Der er bl.a. stor risiko for, at der i mineaffaldet sker syredannelse til skade for miljøet.

Artiklen er nummer to ud af to om nomadeliv tæt på Gobiørkenens råstofminer – se den første artikel her. Artiklen gengives med tilladelse fra GER (nr. 99), som er Dansk Mongolsk Selskabs medlemsblad.

Bettina Gram og Gitte Pedersen er freelancejournalister.