Mord i Marokko
24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland blev på bestialsk vis myrdet i deres telt nær byen Imlil i de marokkanske Høje Atlas-bjerge.
Der var tre hovedmænd, der alle fik dødsstraf for handlingen i sidste måned.
Onsdag den 11. september, begynder appelretssagen i Salé nær Rabat.
Globalnyt var til stede i Marokko, da mordene skete og bringer her baggrunden, ligesom vi ser på de udstødte, hvor desperationen tydeligvis er drivkraften bag udtryk som terror – og selvmord.
Det er altid flot, når flyet til Marrakesh drejer og lægger an til landing i Menara-lufthavnen, der kun er et kort stykke udenfor den gamle bymur. Ud af vinduerne i venstre side står de imposante, høje Atlas-bjerge som en blå mur med sne på toppen, appellerende og knivskarpe i den kolde luft. Mens nede på højsletten, hvor den røde Boeing-maskine lander, er der tilsyneladende evig sommer, men man skal altså ikke lade sig narre.
Hvad der derimod er virkeligt nok er den nye og imponerende ankomstterminal. Turismen slår alle rekorder i Marokko, der trods terrorbomber på markedspladsen i Marrakesh i 2011 for længst har overhalet Egypten som turistmekka for Nordafrika. Alene i den første halvdel af 2018 talte man 5,1 million besøgende i Marokko, hvilket var en stigning på ti procent i forhold til året før. Der bliver investeret overalt i landet, hvor ikke mindst en eksploderende infrastruktur med motorveje, højhastighedstog, letbaner i de større byer og mange nye lufthavne, vidner om, at det går endda rigtigt hurtigt i det før så adstadige nordafrikanske land.
At politiet i lufthavnen så synes, at de skal dvæle ved alle mine vestafrikanske stempler i passet og ditto marokkanske er, hvad man må tage med. Nogle velvalgte gloser på darija, som er den marokkanske form for arabisk, og jeg slipper igennem og er snart i en taxa på vej ind til mit faste hotel, den gamle franske riad eller atriumgård, hvor portneren og altmuligmanden Azadeddine spotter mig i bilen og højt med lykke i stemmen råber “Gnaouï”, som er mit kælenavn på de kanter.
Det betyder sort, og jeg er hvid, men i den kontekst er vi farveblinde, og Marrakesh er et af centrene for sufisme, og især for gnawa-musik, som handler om musik og trance, og som er en verden, jeg har været en del af i mange år. Og det ved Azadeddine, som mere end en gang søvndrukkent har åbnet den tunge trædør, når jeg kom hjem fra endnu en lang nat, hvor ånderne slog gækken løs.
Vel ankommet bestiller jeg den nærmest rituelle kande myntete og sætter mig op på tagterrassen, hvor der er frit udsyn mod bjergene. Ovre til venstre kan man se de høje bjerge omkring Ourika-dalen og skisportsstedet Oukaïmeden, og tager man yderligere mod nord, er der de berømte trekkingruter omkring Aït Bougoumez-dalen med de lykkelige mennesker og frodige landskaber, der tager pusten fra én, samt ikke mindst landets næsthøjeste tinde, Ighil M’Goun. Mod højre skimtes som bølger på havet rækken af tinder, der næsten alle er omkring 4.000 meter høje – Djebel Toubkal rammer det nordafrikanske tag med hele 4.167 meter.
Bjergene er en af de helt store attraktioner, når man tager til den gamle røde kongeby på højsletten, Marrakesh. Den er kendt for sit frenetiske liv, de mange hustlere, men også søde og især stolte folk, den stadig ufattelige markedsplads, de slanke palmer, der leder tanken hen på Hollywood, og som omkranser gamle og ofte overdådige paladser, samt endelig den intense oplevelse af tusindvis af knallerter og musikken, der spiller overalt i en by, der i den grad kulturelt peger mod ørkenen og det sorte Afrika.
Som dagene går, bliver Atlasbjergenes stilhed som manna for sjælen, og mange tager derud, for med berbernes afslappede mentalitet kommer en helt anden atmosfære af tid. Den strækker sig ud med følelsen af, at sadler du i dag, er det tids nok at ride i morgen. Blandt Atlasbjergenes berbere får man følelsen af at møde det Marokko, der var en gang.
Man plejer at sige, at berbere ikke gør en kat fortræd, og det kan de mange, der valfarter til de smukke dale, skrive under på. Med kortlagte stier og et net af hytter på flotte steder har rejsebøger som Lonely Planet og Rough Guides skabt gør-det-selv-håndbøger for uafhængige ture i bjergene uden guide. For i Atlasbjergene er der fred og ingen fare.
Sådan har det altid været.
Thumps up til fotografen
Derfor er jeg også langt fra den eneste, der er landet i området. Blandt de turister, der med forventningens glæde nærmest udenpå tøjet er ankommet til Marrakech Menara Airport for at fortsætte til de forjættende bjerge, er to unge kvinder, 24-årige Louisa Vesterager Jespersen, opvokset i Ikast og hendes 28-årige veninde og studiekammerat, norske Maren Ueland.
Begge er naturmennesker på seriøst plan, der har rejst verden tynd i adskillige år. Danske Louisa har som sin veninde riverrafting som speciale. Der kan simpelthen ikke komme spænding nok på, og efter en sommer i 2018 ved en vild flod i Slovenien fremgår det af hendes nu slettede facebookside, at holdet dernede ser frem til hendes smittende selskab igen i sommeren 2019, hvor jobbet som instruktør er sikret. Men nu er det vinter. Begge studerer og bor på en helt ny campus i Bø, som er del af Universitet for Sydøstnorge, beliggende i Telemark, en skole som fokuserer på friluftsliv. De er vant til at bestige bjerge, og er kommet til Marokko for at klatre og som vanligt udfordre sig selv fysisk.
De to kvinder ankom søndag den 9. december, fire dage før mig. Humøret har været højt, og de har helt sikkert forberedt sig minutiøst til deres trek. Hver en meter på turen er velbeskrevet, og for professionelle som de to er gode kort tilgængelige.
De er alene afsted, og med Toubkals og Ouanoukrims relativt lette tinder foran dem, kan de se frem til en fed aktiv ferie i eventyrlige omgivelser, der også tæller den idylliske fjeldsø, Lac d’Ifni. Sne bliver ikke noget problem, for den falder på de kanter først for alvor i februar, så med et godt telt og varme soveposer, er turen og terrænet som skabt til dem.
I den sidste facebooksamtale mellem de to veninder ses en karismatisk Maren Ueland på en bjergside med en horisont bag sig og en gigantisk oppakning på ryggen. Hun kigger skævt til siden med et kæmpegrin og giver “thumbs up” til fotografen.
Under Marens opdatering er beundringen og accepten fra den fire år yngre danske medstuderende tydelig i kommentaren på flydende norsk – hun kalder sin veninde for “totalt bad-ass”.
Louisas sidste facebookopdatering lyder: ”Kære venner. Tager til Marokko i december. Er der nogle af Jer, som er i nærheden på det tidspunkt, og er der nogle venner, der holder af bjerge og ved noget om Mount Toubkal?”
Eventyr for hver en dirham
Da de to kvinder er landet med Norwegian i december-tusmørket, er de i kapløb med den afrikanske nat blevet kørt ind mod Marrakesh, hvor den oplyste by omkranset af den gamle tykke bymur lover eventyr for hver en dirham.
Undervejs har de passeret den 800 år gamle Koutoubia-moské med skumringens sitrende følelse i luften. De sidste fugle jager og pipper højlydt, moskeernes bønnekald skaber et orientalske ekko, og de messende stemmer overdøver den støjende trafik fra hovedstrøget, mens den brændende sol falder mod horisonten i vest. I menneskemylderet hanker de på fortovet op i bagagen, og som tusind andre backpackere finder de ind i de labyrintiske hotelgader, der ligger klos op af den berømte markedsplads Djeema El Fna.
Her ved vi, at de har boet på et billigt hotel – for andre kunder har efterfølgende fortalt, at de bemærkede, hvor søde og imødekommende de var. Louisa og Maren har sikkert ikke kunnet nære sig for at tage ned på den berømte markedsplads, og man kan unde dem at have smagt den herlige appelsinjuice og et marokkansk måltid midt blandt alt folket på pladsen, der har den evige, tidløse og historiske kvalitet, at hver aften føles som en ny begyndelse. De har dog også skullet tidligt tilbage til hotellet og sove, fordi den følgende dag bød på turen ud til bjergenes fod, hvorfra seks dages vandring i bjergene ville begynde.
Udstødt bump på sporet
Jeg er blandt andet i Marokko, fordi jeg skal være med til at starte en musikfestival. Oppe i bjergbyen Chefchaouen i de nordlige Jaballah-bjerge vil man starte en ambitiøs kulturel markering. De har udbedt sig min hjælp.
Jeg har imidlertid sat mig i hovedet, at jeg på vejen derop vil afprøve det nye højhastighedstog, der endelig er blevet indviet og med en tophastighed på 320 kilometer i timen muliggør, at man kan spise morgenmad i Tanger og nå et møde i Casablanca nogle timer senere. Før da var en rejse med statsbanerne altid en syvårsplan. Sådan føltes det i hvert fald.
Højhastighedstoget har fået betydning på andre skinner: Selv rejsen i almindeligt lyntog fra Marrakesh til Casablanca går hurtigere end vanligt. Det er som om at statsbanerne nu vover at køre til, selv om vi fortsat kører på de gamle skinner.
Derfor ankommer jeg en hel time hurtigere til Casa-Voyageurs, den største station i landet. Den har for nyligt fået udskiftet sin flotte, hvide art-deco-banegård fra den franske kolonitid med et vidunder i glas, som er imponerende, hvad angår arkitektur og udførelse.
Her skifter jeg til det nye højhastighedstog, kaldet ‘Al Boraq’, opkaldt efter en Pegasus-lignende fabelhest, som ifølge Koranen transporterede profeterne – også profeten Muhammed på dennes tur fra Mekka til Jerusalem. Meget overraskende i disse terrortider er der ingen sikkerhedskontrol. Der er ellers mange, der er stærkt provokerede over det hurtige tog, skal det snart vise sig.
Turen går planmæssigt med moderat fart mellem Casablanca og hovedstaden Rabat.
Her er det svært ikke at blive imponeret over strækningens mange nye banegårde, selv om Al Boraq ikke stopper ved dem, da det er planen, at man på få timer skal kunne køre helt til Marrakesh samt de gamle kongebyer Fez og Meknes. En projekteret kystlinje rækker ned til Agadir. I Marokko, der for et par år siden var vært for FN’s klimakonference, har man indset, at trafikken fremdeles skal køre på skinner.
Efter hovedstaden Rabat og tvillingebyen Salé sættes farten en smule i vejret, men der kommer for alvor skub på den himmelske hest efter vi har krydset Sebou-floden og det flade marskland, Gharb, med lange lige stræk indbyder til racerløb. Herfra er næste stop såmænd Tanger helt oppe ved Gibraltarstrædet.
Slumbyerne langs banelinjen springer i øjnene. Både i Casablanca og ude på landet lever mange et trøstesløst liv i en trummerum, hvor det hurtige tog bestemt aldrig stopper. Følelse af udelukkelse har blandt andet betydet, at selvmordsraten er vokset – også i de officielle tal, selv om selvmord er tabu i den marokkanske kultur. Ganske vist investeres der for tiden i nye arbejdspladser, men en hastigt voksende befolkning, der har rundet 35 millioner, og mange migranter gør, at der forbliver mange om arbejdspladserne.
Jeg sidder nu på 1. klasse, som ikke er meget dyrere end monkey class, og toget nærmer sig Asilah med topfarten på mere ned 300 kilometer i timen. Det er en dejlig kupé, og jeg er i selskab med kvikke studerende samt en ung mand fra Saudi-Arabien og hans marokkanske kone, som er iklædt den meget konservative sorte hijab. Alle er glimrende samtalepartnere, og de to fortæller villigt om deres liv. Det er dog snart ligegyldigt, for pludselig lyder et brag, vi mærker et bump – og hører noget, der på uhyggelig vis slår mod bunden af toget, der nu bremser over et langt stykke.
Så står toget helt stille.
To timer på sporet
Højttalerne gjalder med en smøre på arabisk, fransk og helt ekstremt dårligt engelsk om en forsinkelse og oplysning om, at vi får besked om en halv time. Da tiden er gået, kommer samme besked.
Snart bliver vi imidlertid alle klogere, for de unge studerende, der er på vej hjem på weekend i Tanger, er i gang på sociale medier og nettet. Forbavsende hurtigt kan de dele oplysningen om, at en arabisksproget kanal fortæller, at en mand er blevet set stillende sig roligt op på sporet med ansigtet mod det frembrusende hurtigtog.
Det var altså resterne af hans sønderslåede krop, vi kunne høre mod bunden af toget.
Passagere myldrer ud af toget – for at ryge. Det vil sige, at de selvfølgelig selv vil ud at se giraffen. Eller resterne af den. Jeg bliver dog inden for, hvor de unge studerende opretholder et imponerende informationsniveau.
De oplyser, at dette er det andet selvmord foran det nye tog i de to måneder, det har kørt. Snart bliver vi for alvor overraskede, for Office National des Chemins de Fer, den marokkanske statsbane, følger sørme med tiden i form af en officiel udtalelse, hvor ordet selvmord nævnes, samt beskeden om, at der kommer til at gå noget tid, før vi kan komme helt til Tanger, der ligger en halv times kørsel borte.
Forsinkelsen ender med at vare to timer, hvor Al Boraqs ødelagte næse bliver tapet sammen, resterne af den unge mand fjernes og togføreren forhåbentlig får krisehjælp – alt imens der nærmest er gået markedsdag i livet på sporet, hvor alle har mobiltelefoner fremme og giver den som kanonfotografer.
Da vi endelig ankommer til Tanger, myldrer passagererne nærmest oven på hinanden for at forevige togets knuste næse. I medierne er den store nyhed, at det ellers ustoppelige Al Boraq var forsinket to timer denne fredag. Ikke et ord om den unge mand, som vel går i glemmebogen og ind i statistikken over selvmord for 2018.
Det marokkanske højhastighedstog, kaldet Al Boraq. Hele forenden var totalt krøllet sammen efter at have ramt en ung mand med 320 km i timen.
Foto: ONCF.
Længere henne ad perronen går der demonstration i den: To timers forsinkelse må da udløse en erstatning eller i det mindste pengene retur! En større gruppe råber taktfast, lederne i koret er ekstremt indignerede, og togføreren og hans kollegaer, der ellers nok kunne trænge til at lade oplevelsen med selvmorderen bundfælde, bliver deres ufrivillige skydeskiver.
Den unge mands selvmord sker midt i en gryende debat i Marokko, hvor det er haram at tage sit eget liv og derfor en stor skam for de efterladte.
Med sociale medier og et langt mere åbent samfund kan selvmord imidlertid ikke længere ignoreres. En nordmarokkansk organisation har dokumenteret en bekymrende stigning i antallet af selvmord. Det seneste tilfælde var en ni-årig pige, der tidligere på sommeren tog sit liv. Verdenssundsorganisationen WHO har desuden for nylig dokumenteret, at Marokko har den højeste selvmordsrate blandt Nordafrikas kvinder.
Med den unge mands blues og tragiske sortie som altoverskyggende følelse prajer jeg en petit taxi mod den gamle medina.
Dette er første afsnit i en serie om forbindelsen mellem mordene på de to unge skandinaviske kvinder – og de unge mænd i Marokko, der ‘ikke nåede toget’ til fremtidens velstand og udvikling.
Artiklen er redigeret d. 11. september kl. 13.10.
