Coronavidnesbyrd
Corona påvirker alle mennesker på denne klode. I denne serie lader Globalnyt folk fra hele verden komme til orde. Målet er at give almindelige mennesker mulighed for at dele historier, oplevelser og følelser, som tørre tal og statistik over antal smittede aldrig kan viderebringe.
Bidragene kan læses uafhængigt af hinanden – find dem alle her.
Kirgisistan blev medlem af Covid-klubben ret sent – den 18. marts. Virussen blev importeret hertil af nogle pilgrimme fra Saudi Arabien. Selvom de var syge, afviste de at det var dem, der havde bragt virussen med, fordi de som pilgrimme så sig selv som ubesmittede. Det accepterede myndighederne imidlertid ikke og sendte dem direkte i karantæne. Da mændene nægtede, satte politiet en lås på deres døre for at holde dem indenfor, og selv vinduerne blev barrikaderet.
Det tog lidt tid, før det kirgisiske folk forstod, at Covid-19 også ramte vores land. I skrivende stund, 3. maj, har vi 795 tilfælde.
Myndighederne, derimod, opfangede situationens alvor, og alle offentlige arrangementer blev aflyst og inden for blot få dage var hele landet under lockdown, inklusiv fly og grænseovergange. Alle butikker bortset fra fødevarebutikker og apoteker var lukkede, al offentlig transport blev aflyst, alle fabrikker lukkede ned.
Ligesom i mange andre lande lukkede også landets skoler og universiteter. Det er meningen, at børn skal følge online undervisning. Det er kun muligt, hvis et barn har adgang til en computer, og hvis der er internet til rådighed. Ingen af de to ting skal tages for givet – i fattigere familier er der ingen computere, og i mange landsbyer i bjergene er der ikke noget internet. Men der er et fjernsyn i alle husstande, og det bliver brugt i stedet. Undervisning bliver sendt i fjernsynet; hver uge bliver der publiceret en liste over fag med information for de enkelte årgange.
I Bishkek (hovedstaden i Kirgisistan, red.) skal vi blive hjemme og må kun gå ud inden for en radius af 1,5 kilometer fra vores hjem for at købe mad, gå på apoteket, til lægen eller i banken. I mange bjerglandsbyer er der ingen coronapatienter, men byerne er alligevel lukket ned, hvilket betyder at ingen, der ikke bor her, må rejse ind eller rejse ud. Markarbejde og at drive køerne på græs i bjergene er dog stadig muligt.
Elmira Kalmakova.
Foto: Privat.
Mange mennesker i landet lever fra hånden til munden. Det kan de ikke mere. Nu er de afhængige af det, regeringen og velgørenhedsorganisationer deler ud – men det slår ikke til. Kirgisistans primære indtægtskilder er guld, emigrantarbejde og turisme. Kun guldproduktionen fortsætter lige nu, og det er svært at vurdere, hvor længe landet kan overleve afskåret fra resten af verden.
Vores rejsebureau, Ecotour, er mere end 20 år gammelt og skal nok klare sig igennem stormen, selv hvis der ikke kommer noget business i år. For størstedelen af vores guides, som er lærere – en meget dårligbetalt profession i Kirgisistan – er det finansielt en enormt vanskelig situation. De er afhængige af at kunne arbejde med os hver sommer, det samme gælder chauffører, ejerne af jurtcampingstederne (en jurt er et halvkugleformet telt, der bruges af nomader i en lang række centralasiatiske lande, red.), trekkingguiderne … listen er lang. Som altid så vi alle frem til den nye sæson, men i år er der måske ingen gæster til os.
Men mareridtet vil i sidste ende forsvinde, og vi vil se jer alle igen.
Elmira Kalmakova, 53, er direktør for rejsebureauet Ecotour i Bishkek, Kirgisistan.
Vidnesbyrdet er fremskaffet af freelancejournalist Bettina Gram, som har kendt Elmira Kalmakova siden 2008, og oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.
